Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/14

Denne side er valideret

f. Ex. et Meubel og et Guldstykke. Enhver af dem afstaaer den Gjenstand, der egner sig mindst for ham, for derved at faae den, som han foretrækker, begge have saaledes Fordeel og tjene ved Handelen«.

Der var virkelig en Tid, hvor man troede, og der er vel endnu Enkelte, som troe, at naar to Personer handle med hinanden, tjener kun den ene, og den anden taber netop lige saa meget, som hiin vinder. Paa denne Maade kan man forklare sig, at man ønskede saa lidt som muligt af Handel; thi naar den ene Part kun blev rigere derved, at den anden blev lige saa meget fattigere, saa maatte man fornuftigviis helst undvære al Omsætning. Men denne urimelige Anskuelse røber en høi Grad af Mangel paa Indsigt i de paagjældende Forhold og viser tillige, at man maa have havt et saare ringe Begreb om det enkelte Menneskes Evne til at dømme om egen Interesse. Det maa nemlig erindres, at Handelen ifølge sit hele Væsen beroer paa Frivillighed; og hvorledes skulde vi kunne tænke os, at den ene Part ved en Handel bestandig skulde være saa taabelig, uden ydre Tvang, at finde sig i, at Modparten berigede sig paa hans Bekostning! — »Der er tre Maader, hvorpaa jeg kan sætte mig i Besiddelse af det, som tilhører en Anden. Den ene er Vold, den anden Overtalelse, den tredie Bytte.« Vold er uanvendelig i et velordnet Samfund; thi det fører en Straf efter sig og berøver Udøveren Frugten af hans lovstridige Handling. Selv om ikke allerede Moralen forbød Anvendelsen af et saadant Middel, vilde det altsaa være taabeligt at benytte sig deraf. — Med Overtalelser kan man vel komme langt, men naar det gjælder om at forskaffe sig Noget, som en Anden eier, slaaer dette Middel ikke til og sømmer sig heller ikke. Der er altsaa kun een Ddvei tilbage: man tilbytter sig hvad man mangler, og naar nu de forskjellige Menneskers Evner og Kræfter og Vilkaar gjør dem det muligt at kunne være hinanden til gjensidig Hjælp