72
instinktagtig Takt som Gru for. Forsaavidt er der endnu ikke indtraadt Noget, som røber et blot nogenlunde Anlæg for Musik. I Selskab med Gudfaderen foretager han imidlertid en lille Reise, paa hvilken han rigtignok paa en besynderlig Maade kommer i et særegent Misforhold til det Musicalske, ved at see sig anbragt i et Klokketaarn i Nichen ved Lydhullet. Dog denne Begivenhed, der maaskee kunde synes En og Anden at indeholde et ret betydningsfuldt Vink for hele hans Fremtid, opfatter Andersen med Hensyn til den skadelige Indflydelse paa hans Helbred, den havde, og her ere vi da ved et af Hovedhjulene: "de ulyksalige Krampetilfælde," der dog tillige tillægges den Fortjeneste, at "gjøre hans Øre mere aabent for Tonernes Sprog." Føie vi nu anticipando det egentlige Hovedmoment i Christians Charakteer til: en ubeskrivelig Forfængelighed, saa vil dog vist Enhver tilstaae mig, at ulyksalige Krampetilfælde, og hvad jeg vilde kalde en ligesaa ulyksalig Forfængelighed endnu ikke er nok til at constituere det Dilemma, at han enten maatte blive en stor Kunstner eller et sølle Skrog, eller til at sætte saa langtfra hentede og saa høittravende Betragtninger i Bevægelse, som de, der findes
