66
Historisk-Sande, og bringe Andersen i den Forlegenhed enten at maatte paastaae, at det er en historisk-virkelig Begivenhed, han fortæller, hvorved det hele Standpunkt blev forrykket, eller søge at vindicere Fortællingen sin Betydning som poetisk Sandhed ligeover for den Anskuelse, at den er poetisk usand. Spørgsmaalet bliver da nærmest her, om Hoved-Personen af Forfatteren virkelig er fremstillet som et Genie, og dernæst, om der da er opdrevet tilstrækkelige Momenter til at bevirke dets Fortabelse, og om nu endog det sidste Punkt var oplyst, saa kommer dog det Spørgsmaal igjen, om da det paagjældende Individ virkelig var et Genie; thi man kan jo dog ikke nægte, at den Forestilling, at Geniet maa seire, er ligesom et Arvegods fra en foregaaende bedre Tilværelse, som, frarøvet Menneskeslægten, nødvendigviis maa nedstyrte denne i Modløshed. Da nu den egentlige Hovedperson ligger for os i hele sin Udvikling, saa var det ønskeligt, om der et eller andet Sted skulde findes et Hvilepunkt, et Bedested, hvor vi kunde samle os og skue tilbage. Men i den Henseende er hans Udviklings-Vei ingenlunde perspektivisk. Deels standser Andersen undertiden selv ved en eller anden ubetydelig Begiven-
