Denne side er blevet korrekturlæst
59
Tilfælde, hvor Opmærksomheden er saa langt fra at være pligtskyldig, at den endog vilde være urimelig, gaaer paa Grund af den Andersen som Digter betroede Magtfuldkommenhed (til at gjøre hvad han vil) ikke ustraffet hen — deels bliver han i høi Grad opbragt[1] paa andre Personer, der forekomme i hans Romaner, taler saa djærvt imod dem, at man skulde troe, at det var ham om at gjøre at tilintetgjøre
- ↑ Saaledes den stakkels Niels, som Andersen flere Gange synes at blive ret arrig paa, og jeg ventede virkelig, at han engang ret i sin Vrede, ligesom mangen bekymret Familiefader, skulde udbrudt: "det er en Satans Dreng, man skal trækkes med, den Niels, han kan heller aldrig lade Christian i Fred." Saaledes er den Maade, hvorpaa han behandler Hs. Velærværdighed Pastor Patermann, mildest talt meget upassende. Ogsaa Naomi bliver, til Erstatning for at Christian i Digtet, ifølge Andersens Idee, maa gaae under ligeover for den saa begunstigede Pige, ikke skaanet i enkelte Udbrud og Yttringer mod hende, hvor han ligesom synes at blive utaalmodig over den ubegribelige Lykke, der er falden i hendes Lod.
de saae paa ham "med dumme Øine". Det er igjen Andersen, der er bleven vred. Jeg føler meget vel, hvor lidet bevisende ethvert saadant enkelt Sted er, og jeg maa derfor i det Hele tænke mig Læsere, der ere velbevandrede i Andersen.
