55
gjøre. Og uagtet jeg nu, idet jeg overskuer den sig frembydende Masse, føler mig paa en besynderlig ironisk Maade paa eengang saa riig og saa fattig, — saa fattig siger jeg, fordi jeg næsten ikke veed, hvor jeg skal begynde eller hvor jeg skal ende —, øiner jeg dog en Udvei i den tidligere gjorte Bemærkning, at det Hele har sin Grund i hans Misforhold til sig selv og til det fornødne Fond af Kundskaber. Denne Inddeling vil jeg følge og bestræbe mig for i Valget at tage det, som dog er nogenlunde underholdende og i Documentationen at være saa kort som mulig. Idet jeg nu vil betegne det første Misforhold som tilfældig Stemning, vil det ogsaa være temmelig let ifølge vort Kjendskab til Andersens Anskuelse, at udfinde, hvorledes denne tilfældige Stemning er beskaffen med Hensyn til sit Indhold, da den nødvendigviis maa have et Præg af Andersens Grund-Anskuelse: Misfornøielse med Verden; og jeg vil derfor blot, førend jeg gaaer over til at døbe den med sit rette Navn, erindre om, at Grunden hvorfor jeg kalder den tilfældig, ingenlunde er, fordi den er væsentlig forskjellig fra hans øvrige Anskuelse, men fordi jeg nærmest her har med de Yttringer af den
