34
taber sig i ikke saa meget høittravende, som langttravende Betragtninger , hvis Helt er en storartet Peripatetiker, der, da han ingen nødvendig Grund har til nogetsteds at standse, men Tilværelsen derimod altid er en Cirkel, kommer til at gaae i Cirkel, om end Andersen og Andre, der i mange Aar have boet paa Bjerget, troe at han gaaer lige ud, da Jorden er saa flad som en Pandekage. Imellem, det vil sige i Eenheden af disse Standpunkter, ligger den sande Midte; men deraf følger ingenlunde, at der jo ved en ny Inconsequents, der, vel at mærke, ikke hæver den foregaaende (thi det var det heldigste) kan opstaae nye Phænomener, idet f. Ex. Andersen pludselig afbryder deres ufortrødne Vandring, idømmer dem en abitrair Straf, skjærer Næse og Øren af dem, sender dem til Siberien, og saa maa vor Herre, eller hvo der ellers vil, tage sig af dem. —
Men er da en saadan Livs-Anskuelse absolut nødvendig for en Roman-Digter, eller gives der ikke en vis poetisk Stemning, der som saadan kan i Forening med en livlig Skildring udrette det Samme? Vort Svar herpaa ligger for største Delen i det af os tidligere med Hensyn til Blicher Udviklede, hvor
