23
ducerede Livs-Anskuelse. Lade vi nu denne Udvikling som læsende træde i Forhold til Andersen, da maatte den i sin æsthetiske abstrakte Impotens med sin grandieuse Horizont, der ligesom den jydske Hedes fornemmelig udmærker sig derved, at ikke en eneste Qvist forstyrrer Udsigten — ved sin Dom, der i høi Grad egner sig for disse Mulighedernes Crystallisationsformer, og "som grundigt parodierer det skaberiske Bliv" (det er et Punkt, der kunde komme noget Interessant ud af, det var et ypperligt Stof eller vice versa i det Uendelige) — nødvendigviis kun virke lidet opmuntrende paa vor Digter. Var derfor Andersen tidlig hildet i sig selv, saa følte han sig ogsaa tidlig, som en overflødig Kornblomst blandt det nyttige Korn, viist tilbage til sig selv, og paa Grund af, at han saaledes idelig blev nedstødt i sin egen Personligheds Tragt, maatte, idet hans oprindelige elegiske Stemning ved en slig Art Reflection modificerede sig til en vis Forstemthed og Bitterhed mod Verden, hans poetiske Kræfter i deres selvfortærende og deri gjennem producerende Virksomhed, snarere vise sig som en sagte Flamme, der atter og atter blusser op — end, hvilket vilde være Tilfældet med en betydnings-
