9
er uden Vigtighed for vort Forehavende, og kun gjennemføres, forsaavidt den har Betydning for samme. Imidlertid maae vi forinden bede den ærede Ubekjendte undskylde, at han — i Lighed med hine udødelige classiske Skribenter, til hvis Fortolkning til Plage for disse gjennem Aarhundreder den ene Generation efter den anden har afgivet sit destoværre ofte altfor talrige Contingent af smagløse Fortolkere og derved bidraget til at formere det Opløb, der ikke sjeldent har trængt sig mellem Forfatterne og de Læsere, der vare disse kjærest — atter her seer sig forfulgt af en Recensent, der dog netop i Følelsen heraf kun i Tillid til sin gode Genius' Bistand vil bestræbe sig for "favere lingua."
Det Sublimat nemlig af Glæde over Livet, den som Livs-Udbytte resulterende gjennemkæmpede Tillid til Verden, at i den endogsaa i dens mest underordnede Skikkelser ikke Livspoesiens Kilde er udtørret, den Tillid til Mennesker, at der ogsaa i disses mest trivielle Fremtrædelsesformer, naar man blot vil søge rigtigt, findes en Fylde, en Guddomsgnist, der, omhyggeligt pleiet, kan gjennemgløde hele Livet, kort sagt den verificerede Congruens af Ungdommens Fordringer og Bebudelser med Livets Præstationer,
