6
paa Taalmodighed til at kunne finde sig ind Livsforholdene, som Afmagt til, udfyldende en bestemt Stilling i Staten, at bære med paa Historiens for den Fornuftige lette og velsignelsesrige Byrde. Men under begge Former gjør denne Tendents sig skyldig i et Attentat paa den givne Virkelighed; dens Løsen er: glem det Virkelige (og allerede dette er et Attentat), og forsaavidt de gjennem Aarhundreder grandieust udviklede Slatsformer ikke lade sig ignorere, saa maae de vige, ligesom Urskovene fordum for Culturens Plov i Oplysningens Morgenrøde, for at der nu paa de ryddeliggjorte Sletter ikke kan være det mindste poetiske Smuthul; men de faa rene Exemplarer af normale Mennesker, kunne, uden at udsættes for den mindste profane Berøring eller for at forsee sig paa nogetsomhelst Broget, Spættet eller Stribet, i en rædsom Monotonie avle en heel Yngel af eligerede, abstracte Cosmopolit-Gesichter. Som Hegel begynder den ikke Systemet, men Tilværelsen med Intet, og
lede Stat) stach gar wunderlich das Winzige Männlein ab, das mit hoch empor gereckter Nase sich kaum auf den dünen (uhistoriske) Beinchen zu erhalten vermochte.
