Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/21

Denne side er blevet korrekturlæst

5

i Kamp for sin Existents fast til den Phrase, at Verden altid bliver klogere, opfattet, vel at mærke, i en for dette Øieblik gunstig, forøvrigt parodisk[1] Conseqvents, træder den frem enten som ungdommeligt Overmod i for stor Tillid til i Livet ikke prøvede Kræfter (og dette er da dens bedste Skikkelse) ihvorvel i samme Grad som det ægte Ungdommelige, der var det integrerende Moment af Sandhed deri, tager af, i samme Grad Phænomenet nedsætter sig selv til Kaadhed, om end Samtiden skulde være forblindet nok til med sin Tak at henvende sig til en slig klein Zaches genannt Zinnober[2] — eller som Mangel

    viis forekomme, og jeg tvivler ikke paa, at en Rana paradoxa f. Ex. vilde i en eneste Sætning kunne fremkomme med langt betænkeligere Tvivl om Tilværelsen end summa summarum af alle Skeptikere og Fritænkere indtil Dato; thi som J. Paul siger: "Solchen Sekanten, Kosekanten, Tangenten, Kotagenten kommt alles excentrisch vor, besonders das Centrum."

  1. Vi paa Forfædres Skuldre staae,
    Vi tykkes store — ere smaa …

  2. Cfr. Hoffmanns Schriften neunter Band p. 45: "Seltsam war die Gruppe, die beidezusammenstehend bildeten. Gegen den herrlich gestalteten Gregor (dette er den historisk udvik-