Side:(Rigsdagstidende 1848—49) Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. (Sp. 1—1476).pdf/60

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

51

52

Tak til den folkelige Konge, der saaledes er kommen den danske Nations Ønsker imøde; og som saaledes vil dele sin lovgivende Magt med Folket. Denne Tak mener jeg passende udtrykkes saa varm som muligt, ifald det var muligt, at Ordet kude finde Udtryk nok for Hjerternes fulde Følelser. Hvad det slesvigske Spørgsmaal angaaer, da veed jeg neppe, hvørledes man i denne Henseende paa den ene Side kunde udtrykke sig stærkt nok og paa den anden Side forsigtigt nok, thi vist er det, at Ønsket om, at Slesvig maa uadskillelig forbindes med Danmark, maa være saa varmt i ethvert Bryst, som slaaer med fuld Kjærlighed til sit Fædreland, at intet Ønske af den Art kan være varmt nok; men derimod mener jeg, at Forsamlingen ingenlunde kan afgjøre, om det var det Rigtigste, hvad vi vel ønskede, dersom vi blot turde følge vore Følelser, strax at forjage Voldsmænd, som jeg maaskee nu tør kalde dem, som ere trængte ind over Slesvigs Grændser, og fuldelig hævde de danske Slesvigeres Ret, thi vi vide dog ingenlunde, hvilke sørgelige Følger for Tiden, og maaskee endog for en Tid, som vil være snart forhaanden, et saadant Skridt, hvortil en velmenende Følelse i vort Hjerte vilde lede os, naar ikke koldere Overveielse burde finde Sted, vilde føre med sig. Derfor mener jeg, at i den Henseende maatte Adressen være affattet med særdeles megen Forsigtighed og ingenlunde med nogen bestemt Opfordring til, hvad Regjeringen efter sin Viisdom og efter sin Kundskab til det Forhold, som vel den største Deel af os ikke kjender, maatte beslutte.

Schytte: Jeg skal ikke indlade mig paa at yttre mig om, hvad' der skal indføres i Adressen. Den hidtil førte Discussionhar tilfulde viist, at Meningerne derom ere deelte. Jeg antager, at Proponenten, hvad ogsaa en æret Taler ligefrem har udtalt, har tilsigtet at gaae en Middelvei. At gaae denne er, som bekjendt, Noget af det vanskeligste; men hvorvidt man naaer Maalet vil først kunne afgjøres, naar de Oplysninger ere indhentede, som jeg antager, at den Comitee, der vil blive udnævnt, ikke vil forsømme at indhente, og som det høie Ministerium, forsaavidt det maatte finde en saadan Meddelelse passende, ogsaa vil meddele. Jeg troer derfor, at man paa Sagens nærværende Standpunkt ikke bør gaae længere ind paa Realiteten af, hvad man ønsker indført i Adressen, men med Omhyggelighed vælge den Comitee, som har at gjøre Forslaget, og først naar den er fremkommen med dette Forslag, mener jeg, at man kan komme til at drøfte Sagen.

Madvig: Det Tilsvar, hvormed Forsamlingen skal besvare Hans Majestæts Tiltale til os, en Tiltale, som er fremkommen fra Hans Majestæt uden Tvivl i fuldkommen Samklang med Ministrene, denne Tiltale fra vor Side, troer jeg, skulde, som den første Yttring af Forsamlingen, være en saadan Udtalelse af den Stemning, hvoraf Forsamlingen er besjælet, at den i den Henseende ogsaa kunde stille Forsamlingen i et rigtigt Forhold til Folket, som har sendt os. Jeg troer, at i denne Henseende vilde en Adresse blive ufuldstændig, hvis den indskrænkede sig til blot at være en Tak, ligesom den som en blot Taksigelse ikke vilde indeholde et ganske fuldstændigt Svar paa Tiltalen, idet denne dog ogsaa har antydet de høist vanskelige Forhold, i hvilke Riget for Øjeblikket befinder sig, og hvis Ordning imødesees af Kongen og Folket. Jeg troer, at der er en saadan Stemning hos Folket, en saadan Længsel efter at see disse Forhold ordnede, en saadan Stræben efter at see dem vel ordnede, samt derhos Beredvillighed til at yde de Offre, som maatte kræves, at denne Aand hos Folket ogsaa maa komme tilsyne hos dets valgte Repræsentanter; men paa den anden Side troer jeg, at ikke Forsamlingen vil eller Folket kunde ønske, at den skulde udtale Noget, som Forsamlingen ikke var tilstrækkelig underrettet om for at kunne udtale. Men skulde Forsamlingen virkelig udtale sig om, hvad der kunde opnaaes med Hensyn til Ordningen af Rigets Forhold, saa kom vi ind paa den vanskeligste og meest omfattende Undersøgelse, og vi concentrerede Alt, hvad der siden vilde blive Gjenstand for denne Forsamlings Forhandling eller en stor Deel deraf i den første Debat, hvorved altsaa vilde fremkomme en Disharmoni og Splid, som maa soges undgaaet. Det svækkende Indtryk bør undgaaes. Dertil kommer, at en Prøvelse af Rigets Forhold vilde medtage, naar den skulde være grundig, en lang Tid, i hvilken der ikke vilde fremgaae nogen Gjerning af Forsamlingen. Jeg troer altsaa, at vi her, som ogsaa før er antydet, bør søge en Middelvei, og denne Middelvei, troer jeg, lader sig temmelig bestemt opnaae derved, at man udtaler Stemningen i Folket, men holder enhver Dom eller Kritik ude af Adressen. Stemningen er Taknemlighed for den frie Forfatning, som vi skulle faae, og som vi nu ere rykkede nær; den er dernæst Beredvillighed til at understøtte Kongen; og Regjeringen paa enhver Maade og med alle Slags Opoffrelser, at stræde efter at ordne Statens Forhold i Overeensstemmelse med Danmarks Ret og Folkets Erkjendelse af denne Ret. Dette kan allerede paa dette Standpunkt udtales, det kan udtales paa en saadan Maade, at man undgaaer enhver Yttring om, at Forsamlingen senere hen under de fremskridende Forhandlinger venter at blive underrettet, i det Enkelte og bestemt, baade om, hvorledes Sagerne for Øjeblikket staae, hvorledes Udsigterne ere, og ad hvilken Vei vi ere komne paa det nærværende Standpunkt. Vi behøve ikke at skyde fra os at udtale, at dette maa komme til Forhandling, idet vi yttre at ville gaae ind paa alle de Forslag og Midlerne til at ordne Staten paa, som udkræves, idet vi ved at gaae ind paa disse Forslag ville finde os i alle de dertil skikkede Offre, men at vi uden Hensyn til Forslagenes Indhold og de i saa Henseende meddeelte Oplysninger udtale den gjennem Nationen gaaende Stemning, at Folket med største Beredvillighed vil understøtte disse Bestræbelser for at hævde Danmarks Ære og haaber, at diese Bestræbelser fastholdes til den yderste Mulighed; ud over denne forlanger Folket heller ikke at gaae, eller at dets Skjæbne skal sættes paa Spil; dette er Grændserne, som bør sættes for en Adresse; dette er, hvad Folket venter at ville blive udtalt af Forsamlingen allerede endnu idag.

Ræder: Jeg vilde være ganske enig i, at den Adresse, som nu skal indgives til Hans Majestæt, kun skal være en Taksigelse, men jeg kan ikke negte, at jeg ei kan bifalde denne Mening, naar vi ikke i den Anledning forbeholdee os Ret til nærmere at betragte vor Tilstand, som i høieste Grad foruroliger os. Premierministeren har vel meddeelt os en Skizze over Tilstanden, men jeg maa oprigtig tilstaae, at den ikke har været tilstrækkelig; maaskee tilstrækkelig som en offentlig Meddelelse; men Folket staaer i dette Øjeblik med saa stor Forventning til denne Forsamling, at den maa fordre en fuldkommen og aldeles uforbeholden Erklæring om, hvorledes Staten nu staaer; den maa vide, hvorledes det slesvig-holstenske Spørgsmaal staaer, thi uden en saadan Erklæring kan den ei have en tilstrækkelig Tillid til Ministeriet, og vi staae her altsaa i en altfor mislig Stilling, naar vi ikke see, paa hvad Fod vi staae. Jeg tør derfor haabe, at Ministeriet med det Allerførste vil forelægge Forsamlingen en saadan Fremstilling af hele Statens Status. Jeg er overbeviist om, at naar der tales med Tillid, vil der mødes med Tillid, og naar der tales med Sandhed, vil man komme Ministeriet imøde med Sandhed, og den vil sikkert ei være Ministertet til Skade. Lad Tordenen rulle, det gjør Intet til Sagen; efter Torden kommer lys Dag, og Gud give, at den snart maa oprinde for Danmark.

Stockfleth: Forsaavidt det er yttret, at den foreslaaede Adresse blot skulde være en Takadresse, da kan jeg ikke være enig med de Herrer, der have yttret Saadant; jeg troer i denne Henseende, at man vilde skuffe Folket, at man vilde skuffe Nordslesvigerne. Det vilde være synderligt, om det første Ord, som udgik fra Rigsforsamlingen, ikke skulde indeholde et eneste trøstende og opmuntrende Ord til dem, som for Øjeblikket lide mere end under selve Occupationen; man har vel erholdt en Vaabentilstand, men denne er endnu ei traadt i Kraft, og Danmark har ikke formaaet at hævde sine Rettigheder. Vi have endnu i de seneste Dage seet, hvorledes Haderslev har været underkastet blodige Optrin af det der herskende Parti. Jeg anseer det nødvendigt, at vi idetmindste komme med et opmuntrende Ord i selve Adresen til vore slevigske Brødre. Jeg holder for, at vi bør udtale Folkets Beredvillighed til ethvert nyt Offer i denne Retning. Jeg anseer det derfor for ønskeligt, om de Deputerede fra Landets forskellige Distrikter udtale sig om den Stemning, som i denne Henseende hersker hos dem. Jeg møder fra et Distrikt, som just har været besat af Fienden; men jeg kan forsikkre, at det, de haarde Byrder uagtet, der have været paalagte, dog er