14
gel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog saa gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven. Naar det nemlig staaer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjort, at Domstolenes hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov. Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har ogsaa dermed sagt, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kunde ordnes ad Lovgivningsvejen, og saa fremdeles.
Man foreslaaer altsaa en ny Paragraph saalydende:
§ 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.
Hvad nu angaaer denne nærmere Ordning af den dømmende Magts Udøvelse, har Udvalget for det første troet, at Grundloven allerede nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse Eiendomme forbunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne erhverve en dømmende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes saa stridende mod Grundlovens Aand, at den Betragtning, at her kun spørges om en undtagelsesviis bestaaende Skiftejurisdiction; ikke har kunnet afholde Udvalget fra at foreslaae denne Undtagelses Ophævelse. Man har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven burde erklære den her omhandlede Myndighed for ophævet, eller om den burde indsktrænke sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov. Herfor er fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen med flere andre, som samtidigt burde ordnes, saavelsom og at der dog kunde være Det og Andet at fastsætte i det Enkelte med Hensyn til hiin Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har dog antaget, at der ikke kunde være Noget til Hinder for det, der i sig var det ønskeligske, nemlig den øieblikkelige Ophævelse. Det behøver iøvrigt næppe at bemærkes, at den foreslaaede Bestemmelse ikke bliver overflødig ved Udkastets § 78.
Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph:
§ 63.
Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed er afskaffet.
Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen. Vi oversee ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let, men vi antage denne Adskillelse for nødvendig, naar Retsplejen og Forvaltningen hver paa sin Viis skal kunne gaae sin frie, uhindrede Gang.
Vi foreslaae altsaa en ny Paragraph:
§ 63, b.
Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler der fastsættes ved Lov.
Grundloven maa fremdeles, som alt Udkastets § 63, udtale sig om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighedsmyndigheden.
Udkastets § 63 tillægger Domstolene Ret til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, men tilføier derhos, at den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene Kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen.
Om Rigtigheden af Udkastets Hovedregel, at Domstolene skulle have Myndighed til med afgjørende Retsvirkning at Paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, har der ingen Tvivl været i Udvalget. Man maa aldeles tiltræde den Regel, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven skulle afgjøre hvorvidt Øvrighedsmyndighedens Grændser strække sig.
Under vor nugjældende Retstilstand antage uden Tvivl de Fleste, at det Spørgsmaal, om en Øvrighed har overskredet sin Embedsmyudigheds Grændser, ikke i Reglen uden særlig Regjeringstilladelse egner sig til Afgjørelse ved Domstolene. Heri maa skee en Forandring, dersom Retstilstanden i Landet skal hvile paa en aldeles fast Grund. Under en Statsforfatning, som den, der nu skal grundlægges, kan det ikke afhænge af Regjeringens Skjøn, — hvor sam-
