- 19 -
dede det Alfred Christensen (RV), at havnens status som selvejende institution stadfæstede som en kendsgerning.
Havnebestyrelsen kom til at bestå af 16 medlemmer. De indskrænkninger, der var i havnebestyrelsens råderum, berørte alene sagsområder, hvor vidtgående samfundshensyn mentes at gøre sig gældende. Samme betragtning begrundede ministeriets almindelige overtilsyn med landets havne. Hvad der skilte Københavns Havn fra andre havne var lovens understregning af Københavns Havns status som selvejende institution og følgelig, at ministeriet ikke førte tilsyn med havnens budgetter og regnskaber, som det ellers var tilfældet med de andre havne.
I tiden efter 1913 fortsattes havnens udbygning bl.a. med yderligere opfyldninger og etablering af betydelige havnearealer, som Københavns Havn, som den der forestod opfyldningerne, dermed erhvervede ejendomsret til.
Københavns Havns økonomiske vækst fra 1913 og navnlig fra midten af 1990-erne frem til i dag er fortsat. Havnens indtægter hidrører dels fra havneaktiviteter og dels fra udlejning og salg af ejendomme tilhørende havnen. Københavns Havn har i 1900-tallet ikke modtaget tilskud af nogen art fra staten.
I slutningen af 1980-erne stod det klart, at der var betydelige arealer i Københavns Havn, der ikke længere havde den samme betydning som tidligere med henblik på havnedrift, og der opstod derfor et behov for at få afklaret den fremtidige udnyttelse af de arealer i Københavns Havn, der ikke på længere sigt skulle anvendes til havneformål.
Et af Miljøministeriet nedsat havneudvalg afgav i 1989 betænkning om bl.a. dette spørgsmål. Til brug for det nævnte
