Saligheden
SALIGHEDEN
g der blev Lys — en sølvskinnende Stråleglans,
hvorimod han vaklende rejste sig, snøret i det
slæbende Lin, på de Hænder, som nu påny fangede
forunderlig Kraft, mens Lyset strømmede Livet ad de
blændede Øjne ind i det åbentstående Hjærte, der
højtsvulmende bankede det nye Livs Blod gennem det
af Alder nedbøjede Oldingelegeme.
„Terese! Terese!“ råbte han og rakte skælvende Hænderne op mod det nedstrømmende Lys, „Terese! Terese!“
„Jeg skal føre dig til Salighedens Højeste,“ lød Englens Røst over hans Hoved, og dens spilte Vingers Fjerspids rejste sig mod Højden, hvor Lys vældede ned over Lys, og Blikket svimlende tabte sig i det nedilende Hvides Bølgeringe.
Han rakte sine Hænder ud, hvis Hud påny var glat og hvid, og fattede om Englens udstrakte højre, og nu svævede han, lydløst stigende, opad gennem Lysvældet, der gled ned over ham — en Strøm af sagte synkende, perlemorslysende Liljer, synkende og synkende og bestandigt flere dalende fra det Højes bundløse Hvælv af Glans.
„Når nå vi Salighedens Højeste?“ spurgte han og klyngede sig, bævende, med bægge Hænder til den stærke Hånd, der urokkelig hævede ham opad gennem de hvidere og hvidere Liljers bestandig hastigere Synken.
„Vi når det Højeste ad Længslens Enge — se,“ Englen pegede med udstrakt Arm, og gennem de dalende Liljers skilte Bølger så den Opstandne ud over midsommergrønne Enge, hvor hvidklædte Skikkelser gled gennem Græsset som store, svævende Svaneflokke, Følge på Følge, under Platanernes Skygge ud mod et i Liljeskyerne forsvindende Marmortempel, hvis brede Trappefliser skummede som en Kaskade ud over den grønne Slette.
„Hvad ser jeg?“ spurgte den Opstandne, idet han med Englen gled ind gennem Liljernes Sølvportal, der atter sænkede deres hvide Sne bag ham, mens Græssets vigende Duske strejfede hans Fødder med fjærne Mindelser om Jordens Sommertid.
„Længslens Enge ser du, hvor de salige længes mod de levende.“
„Længes — længes man da i Saligheden?“
„Her er Hjærterne renere, og Længslen kendes derfor større, end noget jordisk Hjærte kendte.“
„Men Evighedens Tid er et Vift, der umærket farer hen over de saliges Hoveder.“
„Evighedens Tid kendes først bag hin Trappe, i Salighedens Højeste!“
„Når nå vi da Salighedens Højeste?“
„Når alle de, der var vort jordeliv, i vor Favn svæver op ad hin Marmortrappe.“
Da slap den Opstandne Englen og skød med bredte Arme frem mod en lysklædt Kvinde, der med et smilende Barm på sin Arm og med en halvvoxen Pige ved sin ene og en halvvoxen Dreng ved sin anden Side, i sin lange, vajende Kjortel gled frem imod ham med tindrende Øjne og udstrakt Hånd.
„Terese — — Terese — —!“
Og skælvende gled han på Knæ ned i Græsset for sin genfundne Hustru med Hænderne rystende rakte mod Ansigtets aldrig glemte Smil.
„Terese, Terese — jeg har længtes — længtes —“
„Fa'r,“ et Pigehoved lagde sig på Skuldren og „Fa'r,“ et Drengehoved tyngede på den anden, fire himmelblå Øjne lyste ind i hans, mens Barnet rakte sine fægtende Arme fra Moderens Favn: „Fa'r,“ og et Kor lød om hans Øren, bævende gennem Gråd:
„Fa'r, vi har længtes.“
Den Opstandne favnede dem alle ind under sig, tæt til sit Bryst, men uafvendelige hang hans Øjne ved det unge Kvindeåsyns perletårede Smil mellem det fremvældende Hårs gyldenrøde Bølger.
„Terese, jeg har længtes.“
„Og, Diodoros, end jeg — i Evighedens Lutren?“
Bøjet i Knæ i Græsset med Hovedet sænket mod hans Arm udsmilte hun al Evighedens overvældige Længsel.
„Men jeg, mine Børn?“ Røsten sitrede mildt over deres Hoveder. Alle Øjne sloges op, og dér stod hun, Moderen til dem alle, krumbøjet, grå med Hænderne korset på sin Brystdugs temede Uld, med Smilet skælvende i de grå Øjne, under Kappens hvide Linbræm, „end jeg da, min Søn — du gamle, som udsprang af min første Ungdoms Skød?“
„Moder,“ han rakte den hvidklædte Arm ud og drog varsomt den gamle ned til den knælende Gruppe i Græsset, „Moder, du ældste, som har længtes et Århundrede,“ hans Læber rørte ved hendes Pandes Furer.
„Som har længtes et Århundrede —“ den gamle lukkede Øjnene under hans Kys, „et Evighedens Århundrede. Min Søn Diodoros,“ hun foldede smilende sine Hænder over hans Knæ og lagde sin Kind til Hvile.
„I Genfundne, så stå da op og stig ad Marmortrappen til Salighedens Højeste,“ lød Englens Røst hen over dem. Slank og stor stod han bag ved dem med det hvidtskinnende Vingepar bredt højt ud til Siderne.
Og lydigt, Hånd i Hånd, rejste de sig alle, og med Børnene hængende ved deres Kjortlers Folder, med Armene slynget om hverandres Hals svævede den lykkelige Familie under Platanernes Skygge op ad Templets Marmorvæld af Trappetrin.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧