Sakuntala/Syvende Optrin
SYVENDE OPTRIN.
(Kongen, tilvogns med Mátalis, kommer kjørende igjennem Luften.)
Kongen. See, Matalis! Skjøndt jeg har udrettet mit Hverv, forekommer det mig, efter den udmærkede Modtagelse hos Indras, som om jeg havde været en unyttig Tjener.
Matalis (med et Smiil). Ædle Herre! Mig forekommer det, at I begge ere misfornøiede:
165.Den Tjeneste, Du yded, agter Du
mod Indras' Hyldest kun for lidet værd,
Og han, fornøiet med Din Heltedaad,
for Intet regner al sin Gunst mod Dig.
Kongen. Ikke saaledes, Matalis! Nei den Naade, han viste mig ved Afskeden, gik høit over min Sjæls Ønsker; thi i Himmelboernes Paasyn lod han mig dele sit Høisæde, og
166.Med et Blik paa sin Dsjajántas[1],
der stod hos med lønligt Ønske,
smilende Gud Indras da
Hængte om min Hals en himmelsk,
af hans eget Bryst at smykke
sandel-guul Mandárakrands.
Herre! See!
167.Tvende Gange blev Asúr-Tornen
Af den høie Indras' Tre-Himmel
revet ud:
Nu ved Dine glatte Rør-Pile,
Og i fordums Tid ved Mand-Løvens
krumme Kløer.
Kongen. Herfor er Indras' egen Høihed at prise.
168.Naar Tjenere de største
Bedrifter vel forrette,
Deri Du see en Virkning
af deres Herrers Gunst;
Mon Arun kunde være
det sorte Mulms Forjager,
Hvis ikke Tusindstraalen[2]
ham satte for sit Spand?
Matalis. Deri har Du Ret. (Han kjører lidt videre frem.) Ædle Herre! See her! Din Berømmelse er værdiget at naae til Himlens Hvælving:
169.Med Farver, levned' af Huldgudindernes Sminke,
paa blanke Blade af Livsens Træ,
I sangtillempede Vers optegne, Dushjantas!
hist Himmelboerne Din Bedrift.
Kongen. Vognstyrer! Da jeg igaar foer op til Himlen, havde jeg, i min Utaalmodighed efter at kjæmpe med Asúrerne, ikke Øie for Veien, der fører til Svárgas[3]. Gjennem hvilket Vindstrøg gaaer nu vor Vei?
Matalis.
170.Efter Vinden, som igjennem
Luften bærer Ganga's Trestrøm,
Og som dreier disse Stjerner
og fordeler deres Straaler,
Nævnes denne Vei, vi følge,
„Pariváha-Vindens Luftstrøg“,
Luttret ved den høie Vishnus'
andet Skridt fra Jord til Himmel.
Kongen. Ja, deraf den Fred, som fylder min Sjæl og alle dens ydre og indre Sandser. (Han seer ned paa Hjulene.) Nu ere vi dalede ned til Skyernes Luftstrøg.
Matalis. Hvoraf slutter Du det?
Kongen.
171.Tsjátaka-Fugle, som fløi gjennem Egerne,
Hestene, blanke af glimtende Lyn,
Have forraadt, at Din Vogn med de duggede
Fælger gled hen over regnsvangre Skyer.
Matalis. Om et Øieblik, Konge! skal Du staae i Dit eget Rige.
Kongen (seer ned). Menneskenes Verden — hvor sælsom viser den sig under vor hastige Nedfart! See!
172.Bjerge dukke frem af Slettens Grund,
Sletten sænker sig fra Bjergetinder;
Træerne, som under Kronens Løv
skjultes før, staae frit med ranke Stammer;
Floderne, som Afstand tørred bort,
komme ved Forstørrelsen tilsyne;
Jorden farer mig imøde, see!
see! som blev den slynget op imod os.
yndig er Jorden!
Kongen. Matalis! Hvad er det for en Bjergaas, vi see hisset, som bader sig i det østre og vestre Hav og nedspruder gyldne Strømme, lig en Skybanke i Aftenrøden?
Matalis. Ædle Herre! Det er de rige Dverges Bjerg, Hemakútas, det Sted, hvor al Bod fuldkommes. Viid:
173.Kásjapas, en Verdensskaber,
Søn af Bráhma's vise Søn Marítsjis,
Guders og Asúrers Lærer,
her gjør Bod med Adití, sin Hustru.
Kongen. Da bør det sig ikke at fare Velsignelsen forbi. Før jeg drager videre, ønsker jeg at vise den Salige min Ærefrygt.
Matalis. En lykkelig Tanke!
(De udtrykke ved deres Bevægelser, at de dale ned.)
Kongen (med Undren).
174.Der høres ingen Lyd af Fælgernes Rullen,
og ingen Støvsky seer jeg hvirvle sig op;
Da, kjørt af Dig, Din Vogn ei rører ved Jorden,
det kjendes ei, at den er dalet herned.
Matalis. Saa stor er Forskjellen mellem Indras og Dig, Herre!
Kongen. Viis mig, Matalis! hvor ligger Kásjapas' Enebo?
Matalis (peger med Haanden). Hist,
175.Hvor — i Termite-Tuen halv begravet,
omhængt med Slangens Ham som Axelsnor,
Om Halsen sammensnøret som med Ringe
af vildtforgroede Rankers tørre Skud,
Til Skuldren skjult af stridt, med Fuglereder
opfyldt, i Krands om Issen filtret Haar, —
Hiin Fromme, stirrende mod Solens Skive,
staaer, lig en Træstub, ubevægelig.
Kongen. Hil Dig, strænge Selvplager!
Matalis (strammer Tøilerne). Store Konge! nu kjøre vi ind i Verdensskaberens Enebo, mellem Mandára-Træer, som voxe op under Adití's Pleie.
Kongen. Skjønnere end Svárgas er dette Sjælefredens Hjem. Det bæres mig for, som jeg badede mig i en Sø af Udødeligheds Vande.
Matalis (holder Stille med Vognen). Stig af, ædle Herre!
Kongen (staaer af). Hvad vil Du nu gjøre?
Matalis. Jeg har standset Vognen; ogsaa jeg stiger af. (Han staaer af.) Denne Vei. ædle Herre! (De gaae frem.) Betragt de Steder i Andagtslunden, hvor de hellige Viismænd øve Bod.
Kongen. Med Undren stirrer jeg derpaa.
176.Den Luft, hvormed dem bør at friste Livet[4],
indaande de i Ønsketræers Lund;
Den lovbestemte Badning de forrette
i Vand, som gyldent Lotosstøv gjør guult;
De gruble, hvilende paa Marmorbænke;
de øve Kydskhed mellem Svárgas' Møer:
Hvad andre Hellige ved Bod vil opnaae,
omgiver disse, mens de gjøre Bod.
Matalis. Altid høiere stunder jo ædle Sjæles Higen. (Han gaaer videre og raaber ud.) Ærværdige Sákaljas! Hvad foretager den Salige Kásjapas? Hvordan siger Du? — at han, „adspurgt af Adití om en trofast Ægtehustrues Pligter, udlægger det for hende og de hellige Viismænds Hustruer“ —
Kongen (lytter). Nu vel! Hos hellige Mænd maa man afvente det gunstige Øieblik.
Matalis (med et Blik til Kongen). Sæt Dig her ved Asóka-Træets Rod; saa skal jeg søge Leilighed til at melde Dig hos Indras' Fader og Lærer.
Kongen. Som Dig synes. (Han bliver ved Træet.)
Matalis. Saa gaaer jeg, ædle Herre! (Gaaer ud.)
Kongen (føler en uvilkaarlig Trækning i den høire Arm).
177.Ak, Hjertet længes uden Haab:
hvi bæver Du, min Arm, forgjæves?
Naar eengang Lykken er forsmaaet,
forvandles den til Savn og Smerte.
Bag Skuepladsen. Vær dog ikke saa overgiven! See, hvor alt hans vilde Natur stikker igjennem!
Kongen (lytter). Her har Overmod ikke hjemme; hvem gjælder da den Advarsel? (Seer ud efter Lyden; med et Smiil.) Nei see! Hvad er det for et Barn — men af Væsen ikke Barn — som kommer her med de to Eneboerinder efter sig?
178.En Løveunge, som tørstig hang ved sin Moders Yver,
Han slæber, tiltrende Manken, hid for at lege med den.
(Drengen med Eneboerinderne kommer ind, som beskrevet.)
Drengen. Gab, Løve! Jeg vil tælle Dine Tænder.
Første Eneboerinde. Du slemme Barn! Hvorfor skal Du plage Dyrene, der ere os ganske som vore egne Børn? Hører Du? Det tager til med Din Vildskab. Med god Grund har Eneboerne givet Dig Navnet Sarvadámanas: Alt vil Du tæmme.
Kongen (afsides). Hvorfor hænger dog mit Hjerte ved dette Barn, som var det min egen kjødelige Søn? Det maa være min Barnløshed, der gjør Hjertet ømt.
Anden Eneboerinde. Løvinden kommer efter Dig, naar Du ikke slipper dens Unge!
Drengen (leende). Hu, jeg er saa bange for den! (Stikker Underlæben frem.)
Kongen (afsides).
179.Et Frø til Manddomskraft jeg seer
i denne Dreng, som her han staaer,
Lig Ilden, der endnu er kun
en Gnist og venter paa sit Ved.
Første Eneboerinde. Mit Barn! Slip den unge „Dyrenes Konge“; jeg skal give Dig noget andet Legetøi.
Drengen. Hvor er det? Giv mig det! (Strækker Haanden ud.)
Kongen (afsides). Hvorledes? Han bærer endog Verdensherskernes Mærke! See!
180.Udstrakt efter Gaven, aabner sig langsomt
Haanden, senestærk med Fingrenes Knippe, —
Lig en Lotos, end med spredede Blade,
Aabnet af det første, glødende Dagskjær.
Anden Eneboerinde. Suvratá! Med de blotte Ord faae vi ham ikke rolig. Løb til min Hytte: der staaer en Paafugl af Leer med brogede Farver, som hører vor lille Markandéjas til. Den kan Du give ham.
Første Eneboerinde. Ja vel! (Gaaer ud.)
Drengen. Imens vil jeg lege med denne her. (Han seer op til Eneboerinden og leer.)
Kongen (afsides). Min Hu staaer til denne balstyrige Dreng.
181.Sit Barn — naar han leer af ingen Grund,
saa Tændernes Knopper skimtes,
Naar, lallende sødt utydeligt,
han lader sin Tale strømme
Og kjælen i Skjødet gjemmer sig —
at løfte ham op paa Armen
Og smudses med Støvet af hans Fod,
o, det er en Faders Lykke!
her af de yngre Eneboere? (Bliver Kongen vaer.) Ædle Herre! Kom og fri den unge Dyrenes Konge ud af Hænderne paa denne haandfaste Dreng, som plager den med sin Barneleg.
Kongen (træder hen til ham, med et Smiil). Du Søn af en hellig Viismand!
182.Hvi skal Du, Forbryder
Imod Andagtslunden!
Din, ved alle Dyr at give Fristed,
Lykkelige Hjemstavns
Miskundhed besudle,
Som en Øgleunge Sandeltræet?
Eneboerinden. Ædle Herre! Han er ikke Søn af en Eneboer.
Kongen. Det siger alt hans Adfærd, som svarer til hans Ydre; men jeg sluttede det af Stedet, hvor jeg finder ham. (Idet han efterkommer hendes Begjæring og griber fat i Drengen, — med en uvilkaarlig Fornemmelse, afsides.)
183.Slig Vellyst føler jeg i alle Lemmer,
berørt af ham, et Skud af ukjendt Rod;
Hvad Sjæleglæde maa han da berede
den Ædling, af hvis Legem han er groet!
Eneboerinden (betragter dem begge). Forunderligt, forunderligt!
Kongen. Hvilket, ærværdige Qvinde?
Eneboerinden. Den talende Lighed mellem Drengen og Dig overrasker mig, og at han fordrager Dig saa vel, endskjøndt Du er fremmed.
Kongen (kjæler for Drengen). Naar han ikke er Søn af en Eneboer, af hvad Slægt er han da?
Eneboerinden. Af Kong Púrus' Æt.
Kongen (for sig). Hvorledes? Af samme Æt som jeg? Derfor finder da Eneboerinden, at han ligner mig. Sandt nok! At blive Skovboere, er Púru-Slægtens sidste Familie-Løfte:
184.For dem, der først for at vogte Jorden
begjære Bolig i herlige Slotte,
En Selvbeherskelses-Løfte-viet
Træ-Rod i Skoven er Alderdoms-Bolig.
(Høit.) Men ved sig selv have jo Mennesker ikke Adgang til disse Enemærker.
Eneboerinden. Som Du siger. Det er paa Grund af Slægtskab med Apsaráserne, at hans Moder blev forløst her i Gudelærerens Andagtslund.
Kongen (afsides). Anden Gang fødes mit Haab! (Høit.) Hvad hedder da den kongelige Viismand, hvis Hustru hun er?
Eneboerinden. Hvem kan bære det over sit Sind at nævne Navnet paa den Mand, der har forladt sin ægteviede Hustru?
Kongen (for sig). De Ord træffe mig. Om jeg spurgte efter Drengens Moder, hvad hun hedder? Nei, det sømmer sig ikke at fritte om anden Mands Hustru.
Første Eneboerinde (kommer tilbage med en Leer-Paafugl i Haanden). See her, Sarvadámanas! det yndige Sakúnta-Legetøi[5].
Drengen (seer sig hastig om). Min Moder? Hvor er hun?
Begge. Det var den Lighed i Ordene, der vildledte ham, som han hænger efter sin Moder.
Anden. Nei, min Dreng! Hun sagde, at her skal Du see den deilige Leer-Paafugl.
Kongen (for sig). Hedder hans Moder Sakuntala? Men der er tidt Lighed i Navne. Maaskee skal den Navnelyd, som en Luftsø i Ørkenen, kun være mig til Qvide!
Drengen. Fostermoder! Jeg kan godt lide Din smukke Paafugl. (Tager Legetøiet fra hende.)
Første (seer paa hans Haand, forskrækket). Ak, jeg seer ikke Tryllestilken om hans Haandled.
Kongen. Vær kun rolig! Her ligger den. Den er gleden af, da han brødes med Løveungen. (Bukker sig efter den.)
Begge. Rør den ikke, rør den ikke! — Er det muligt? Han har alt taget den op! (Med Hænderne mod Brystet see de forbausede paa hinanden.)
Kongen. Hvorfor advarede I mig?
Første. Viid, store Konge! Denne Urt hedder „den Urørlige“, den har den hellige Kásjapas givet Drengen, da han viede ham i Føclselstimen; falder den til Jorden, kan Ingen uden hans Fader og Moder og han selv tage den op.
Kongen. Men naar en Anden gjør det?
Første. Saa bliver den til en Slange og bider ham.
Kongen. Har I med egne Øine seet den forvandle sig?
Begge. Meer end een Gang.
Kongen (henrykt for sig). Mit Haabs Opfyldelse — hvorfor hilser jeg den ikke med Glæde! (Han omfavner Drengen.)
Anden. Kom, Suvratá! Lad os fortælle vor bodfærdige Sakuntala denne Tildragelse. (De gaae ud.)
Drengen. Slip mig! Jeg vil til min Moder.
Kongen. Kom, min Søn! Følg med mig hen at hilse Din Moder.
Drengen. Min Fader er Dushjantas, ikke Du!
Kongen (smilende). Netop denne Modsigelse overtyder mig. (Sakuntala træder ind, med Haaret samlet i en enkelt Fletning.)
Sakuntala. Ved at høre, at Sarvadámanas' Urt beholdt sin Skikkelse, skjøndt det var dens Tid at forvandles, fattede jeg endnu intet Haab til min Skjæbne. Og dog, efter hvad Sanumatí har fortalt, var det tænkeligt!
Kongen (faaer Øie paa Sakuntala). Ak, det er den hulde Sakuntala,
185.Som, hyllet ind i en bleggraa Kjortel,
Af Bod hentæret, med enkelt Fletning,
Af mig, den Grumme, forladt, sin lange
Skilsmisseprøve bestaaer med Ære.
Sakuntala (med et Blik paa den angerblege Konge). Han er ikke som min Herres Søn. Hvem er det da, der ved sin Omfavnelse besmitter mit Barn, som er beskyttet med Tryllestilken?
Drengen (løber hen til hende). Moder! Hvem er den fremmede Mand, som omfavner mig og kalder mig Søn?
Kongen. Elskede! Min Grusomhed imod Dig, see! den har faaet en lykkelig Udgang, naar jeg i denne Stund seer mig gjenkjendt af Dig.
Sakuntala (for sig). Vær trøstigt, vær trøstigt, mit Hjerte! Skjæbnen er formildet og har forbarmet sig over mig. Ja! Det er min Herres Søn.
KONGEN.
186.Hil mig, at, Elskede! Du hos Din Elsker staaer,
Nu da Erindring Bedaarelsens Mulm har spredt:
See, ved Formørkelsens Ophør har Maanens Viv,
Róhini-Stjernen, med Maanen forenet sig.
Sakuntala. Min Herres Søn! vær seirrig! vær — (Hun standser med taareqvalt Stemme.)
Kongen. Hulde Qvinde!
187.Skjøndt Taaren har qvalt Din Seiershilsen,
jeg seiret har,
Da lukt med usminket blege Læber
Din Mund jeg seer.
Drengen. Moder! Hvem er den Mand?
Sakuntala. Mit Barn! Adspørg Din Skjæbne!
Kongen (kaster sig for Sakuntala's Fødder).
188.Lad, ranke Qvinde! fra Dit Hjerte vige
de bittre Minder om, at jeg forskjød Dig;
Thi ak, en uforklarlig Sindsforvirring
har hvilet over mig i hine Dage.
Saalunde pleier Mennesket, naar Mørke
omtaager ham, at handle med sin Lykke:
En Krands, der kastes om den Blindes Hoved,
afryster han og troer, det var en Slange.
Sakuntala. Staa op, min Herres Søn! Visselig har det været mine Synder fra en tidligere Vandring, som i de Dage modnede deres Frugt; ellers var ikke min Herres Søn, den barmhjertige, bleven kold imod mig. (Kongen staaer op.) Men hvorledes kom min Herres Søn den ulykkelige Qvinde ihu?
Kongen. Naar Sorgens Torn er udreven af mit Hjerte, skal jeg fortælle det.
189.Den Taaredraabe, som, ranke Viv! jeg i Blindhed
Ei ændsed før, da den brændte hedt paa Din Læbe,
Som hænger nu i de lange, buede Øienhaar,
Aftørre vil jeg — og al min Anger skal vige.
(Han aftørrer hendes Taarer.)
Sakuntala (bliver Seglringen vaer). Min Herres Søn! Her, her er Ringen!
Kongen. Med denne Ring fik jeg min Erindring tilbage!
Sakuntala. Den gjorde Synd i, at den ikke lod sig finde, den Stund jeg vilde overtyde min Herres Søn.
Kongen. Lad derfor Slyngplanten nu faae sin Blomst igjen, til Tegn paa, at dens Aarstid er kommen tilbage.
Sakuntala. Jeg troer den ikke. Nei, min Herres Søn bære den selv!
Matalis (træder ind). Tillykke, ædle Herre! Hil Dig, at Du er samlet med Din Ægtehustru og seer Din Søns Ansigt!
Kongen. Min Længsel har baaret liflig Frugt. Men, Matalis! burde ikke Indras vide denne Tildragelse?
Matalis (smilende). Hvad er skjult for Gudernes Konge? Kom, ædle Herre! Den salige Kásjapas forunder Dig at fremstilles for ham.
Kongen. Sakuntala! Tag Du Drengen; med Dig ønsker jeg at besøge den Salige.
Sakuntala. Jeg rødmer ved at gaae til den ærværdige Lærer i Følge med min Herres Søn.
Kongen. Ved en Høitid maa Vedtægt iagttages. Kom, kom! (Alle gaae frem. Man seer Kásjapas paa Høisædet med sin Hustru Adití.)
Kasjapas (betragter Kongen). Datter af Dáksbas! Her staaer
190.Han, som i Din Indras' Feide gik i Spidsen,
Jorderiges Herre, Kong Dushjantas,
Ved hvis Bue Gudens hvasse Tordenkile
daadløs er forvandlet til et Smykke.
Aditi. Høihed lyser ud af hans Skikkelse.
Matalis (til Kongen). Ædle Herre! Med Øine, som røbe Glæde over en Søn, betragte Himmelboernes Forældre Dig. Træd hen til dem!
Kongen. Matalis! Er disse tvende
191.Parret, som er født af Bráhma's
Sønner Dákshas og Marítsjis,
Som af Viismænd kaldes Ophav
til det tolvfold-deelte Sollys,
Som har født de trende Verdners
Herre, Gudekongen Indras,
Og af hvem Gud Vishnus, større
selv end Bráhma, lod sig føde?
Matalis. Dem er det.
Kongen (kaster sig ned for dem). Indras' Tjener Dushjantas bøier sig for Eder begge.
Kasjapas. Elskede Søn! Lev længe, vogt Jorden!
Aditi. Elskede Søn! Bliv en uovervindelig Helt!
Sakuntala. See! med mit Barn ligger jeg for Eders Fødder.
Kasjapas. Elskede Datter!
192.Som Din Herre ligner Indras
og Dit Barn hans Søn Dsjajántas,
Din Velsignelse skal være:
lign Paulómi, Indras' Hustru!
Aditi. Min Datter, vær høiagtet af Din Ægteherre! Din Søn leve længe og vorde begge Slægters Glæde! Sætter Eder!
(Alle tage Plads foran Skaberen.)
Kasjapas (peger paa dem, En efter Anden).
193.Tillykke! Den trofaste Viv,
det blomstrende Barn og Du selv,
Lig Fromhed og Rigdom og Daad,
trefoldig forene sig her.
Kongen. Salige! Først opfyldtes mine Ønsker, derefter blev jeg fremstillet for Dig: uden Lige er Eders Miskundhed. Thi
194.Først sætter Træet Blomst og siden Frugt,
først trækker Skyen op, saa falder Regnen:
Bestandig foran Virkning Aarsag gaaer;
men før Din Naades Smiil Du gav mig Lykke.
Kasjapas. Saaledes skjænke Verdens Styrere deres Naade.
Kongen. Salige! Denne Din Tjenerinde ægtede jeg efter Gandhárvernes Bryllupskik; men da hun nogen Tid efter blev hjemført til mig af sine Slægtninge, da forskjød jeg hende i min Hukommelses Svaghed og har forsyndet mig mod Din Stamfrænde, den hellige Kanvas. Siden efter, først ved Synet af denne Ring, erindrede jeg, at jeg havde ægtet hans Datter. Det forekommer mig sælsomt.
195.Som naar Nogen tvivled,
om det var en Elefant,
Mens han saae livagtig
Dyret vandrende forbi,
Men blev overtydet
ved at see dens Fødders Spor:
Ikke mindre sælsom
var mit Sinds Omskiftelse.
Kasjapis. Min Søn! Vær uden Frygt for egen Overtrædelse. End ikke Forblindelsen kan tilregnes Dig. Hør mig!
Kongen. Jeg hører.
Kasjapas. Da Sakuntala, synlig angreben efter sin Henfart til Apsarás-Dammen, blev bragt hid til Adití af sin Moder Ménaka, erfoer jeg strax ved min Grublen, at det var ifølge en Forbandelse af Durvásas, at Du forskjød Din fromme Ægtehustru. Og Forbandelsen løstes ved Synet af Din Ring.
Kongen (med et dybt Aandedrag). Saa er da jeg bleven angerløs.
Sakuntala (for sig). Hold mig! Af egen Drift har min Herres Søn ikke forskudt mig. Men en Forbandelse — jeg husker Intet derom. Dog, den maa have rammet mig uden mit Vidende, dengang mine Tanker vare fraværende, fordi han var borte. Derfor var det, mine Veninder paalagde mig, at jeg skulde vise min Ægteherre Ringen!
Kasjapas. Elskede Barn! Nu er Du lykkelig; vredes ikke længer paa Deeltageren i Dine hellige Pligter. See!
196.Efter Forbandelsen blev Du forskudt, da
Glemsel Din Herres
Hjerte forhærded; nu, Natten er svunden,
hersker Du i det.
Billedet ei træder frem paa et Speils rust-
plettede Flade;
Men er den sleben og blank, vil den hastig
aabne sig for det.
Kongen. Salige! Hun er min Stammes Ære! (Tager Drengen ved Haanden.)
Kasjapas. Viid, at Eders Søn vil blive en Verdenshersker. See!
197.Stolt han skal paa Stridsvogn glide
over Havets jevne Slette,
For i Ledingsfærd at vinde
Jorderiges Syv-Ø;
Som han her hed Sarva-Dáman
af de vilde Dyr at „tæmme“,
Bháratas han da skal nævnes
af at „bære“ Verden!
Kongen. Da Du, o Salige! har forrettet hans Indvielse, haabe vi Alt af ham.
Aditi. Ærværdige! Lad nu Kanvas faae nøie Underretning om Opfyldelsen af hans Datters Ønsker. Hendes kjærlige Moder Ménaka færdes her hos os, tjenende mig.
Sakuntala (for sig). Mit Ønske har den Salige udtalt.
Kasjapas. Ved sin Bodsmagt skuer den hellige Kanvas Alt for sine Øine.
Kongen. O, da er Viismanden ikke fortørnet paa mig!
Kasjapas. Alligevel ville vi lade ham spørge, om han deler vor Glæde. Hvem er derude?
En Lærling (træder ind). Salige! Jeg er her.
Kasjapas. Gálavas! Gaa flux igjennem Luften til den hellige Kanvas og forkynd ham den Glæde, at Dushjantas, efter at Forbandelsen er vegen og hans Erindring vendt tilbage, har antaget Sakuntala med hendes Søn.
Lærlingen. Som den Salige befaler. (Gaaer ud.)
Kasjapas. Kjære! Nu stige Du med Din Søn og Hustru i Indras', Din Vens, Vogn og drage til Din Hovedstad!
Kongen. Som den Salige befaler.
Kasjapas. Og nu:
198.Med Regn Gud Indras Dit Folk velsigne,
Og Du de Himmelske vederqvæge
med Offergaver!
Ja, følges, tjenende tro hinanden,
For begge Verdeners Lykke priste,
i hundred Aldre!
Kongen. Salige! Efter Evne skal jeg stræbe mod Fuldkommenhed.
Kasjapas. Min Søn! Hvad anden Velsignelse skal jeg skjænke Dig?
Kongen. Er der nogen Velsignelse bedre end denne? Hvis dog den Salige endnu ønsker at velsigne, da gaae dette Ord af den vise Bháratas i Opfyldelse:
199.Gid utrættet Kongen vaage
over Folkets Lykke!
Gid Sarásvati af Véda-
Dyrkerne maa dyrkes!
Gid den ubegrændselige,
ved sig selv oprundne,
Blaaligrøde Gud forløse
mig fra Sjælevandring!
(Alle forlade Skuepladsen.)
Her ender Skuespillet „Sakuntala med Ringen.“
Fred være med os!