Rusland-Finland

by Herman Bang

Rusland-Finland.

Navnet Finland virker med noget af det meget Fjærnes Poesi. Vor Forestilling derom er som vævet af Toner fra sørgmodige Viser og af Billeder fra énsomme og tungsindige Søer. Befolket er Landet i vor Tanke af de Runebergske Helte.

Saadan staar „Storfyrstendømmet“ vagt sympatisk i vort Sind. Men noget større virkeligt Kendskab til Finland har vi ikke. Vi véd, at det er Edelfelts Fædreland. At Ida Aalberg derfra gik ud med en besynderlig hvileløs Kunst, der aldrig fandt noget Hjem. Vi har ogsaa hørt om en standende Strid, som Svensk i Landet udfægter med det Finske: det er det Hele, vi kender fra den Krog af Jorden.

Og dog raader netop i Finland Forhold, der kunde dybt interessere just Danske.

Paa den fjærne Plet tørner tre Folkestammer mod hinanden. Svenskerne kæmper, trængte alt mer og mer mod Kysten, her for Sverigs Slesvig. Finnerne, en højt begavet Race, strider, langt fra deres Stamfrænder, for folkelig Selvstændighed. Og Russeren endelig sætter sin Fod i Landet med Herskerens Ret.

Denne tre Stammers daglige Kamp frembringer en Aandernes Gnidning, en ustandset Bevægethed, en anspændt Væren-vaagen i Landet, der virker som mærkeligt Liv.

De tre Racer søger at holde Stillingen eller vinde ny Jord hver ved sine Midler. Det er Svenskernes Styrke, at de endnu danner „Selskabet“. De raader over de gamle Navne, der har Fornemheds Klang i Landet; de sidder inde med Stillingerne, som er gaaet i Slægtleds Arv. De har Selskabets hemmelige og uvurderlige Magt til at optage og udskyde, og i deres Hænder ligger Landets Tone.

Al saadan Magt er altid betydelig og bliver det dobbelt lagt i det finsk-svenske „Selskabs“ Haand — et Samfund af „øverst Tusind“, der er i Besiddelse af mærkbare Egenskaber.

De svenske Finner har svenske Aristokraters Façon og sociale Holdning. Men den lidt sødlige Indholdsløshed i den svenske Form viger hos Frænderne hinsides Bugten for en maaske en Smule overfladisk men allenfals bestandig interesseret Bevægelighed. Denne uafladelige Interesserthed, der er paabudt af Omstændighederne, har maaske fra første Færd kun været en Pligt, man paatvang sig, men i Tidens Løb er den blevet en Vane for Livet og en aandelig Tilstand, man ikke mer mægtede at unddrage sig.

Naar hvad Franskmanden kalder „Verden“ andetsteds repræsenterer, føler den denne Repræsentation som en vis selskabelig Forpligtelse. Desuden behager man sig — hvad der gør denne Pligtopfyldelse lettere — i paa de Højder, hvor man er sat, at være de silkeklædte Agerende for Hoben.

Det finske Selskab har yderligere Grunde til den ustanselige Repræsentation: det værner derved helt direkte den nationale Magtstilling.

Det svenske Finland er — og Svenskpartiet véd det — snart ikke mer end akkurat det finske Selskab. Saa maa da dette Selskab i alt Fald være uafbrudt levende. Dets Medlemmer er fremdeles forholdsvis faa. Altsaa maa de ustandset mangfoldiggøre sig for i det mindste at synes de mange.

Og sandelig — de mangfoldiggør sig.

De fylder deres Loger ved Gæstespil. De skaffer Foredragssalene udsolgte ved Forelæsninger. De viser deres Toiletter ved fuldpakkede Koncerter. De afkøber deres Maleres Billeder. De besætter Kuverterne ved de repræsentative Banketter. De giver Navne til Indsamlinger. De præsiderer ved Indvielser.

Og denne uafbrudte Optagethed har efterhaanden formet deres Karakter.

Det svensk-finske Publikum er let at interessere, fordi det bestandig vil interesseres. Men saa let som dets Øre kan fanges, kan det ogsaa tabes, fordi man under den bestandige Væren-i-Bevægelse ligger under for en egen Stundesløshed, en hastig og febril Utaalmodighed, hvis Iver altid spørger om det nye og det næste. Publikums potenserede og stærkt nervøse Livlighed jager desuden først og fremmest efter det overraskende, og Selskabets Smag faar et eget Præg af Raffinement.

Saaledes danner det stærke Beslag, Selskabet i Helsingfors lægger paa sig selv, i Længden hele dets Temperament. Men det ydre Maal, som naas skulde, bliver under Anspændelsen naaet: Selskabet præger Bylivet saa mangfoldigt og saa eftertrykkeligt, at Livets Overflade endnu den Dag i Dag synes svensk.

Svensk er i Helsingfors hin Stump af en Boulevard. Et diminutivt Fragment ganske vist — men af en virkelig Boulevard med svensk Pomp i Bygninger, med svensk Storstilethed i Anlæg, med svensk Sorgløshed i Økonomi. Svensk er Skilternes Sprog, som viser Beaumonden Vej, svensk Ekspedienternes Maal, med hvem Selskabet skal handle.

Svensk er den ganske Skal.

Og alligevel selv den Fremmede vil ikke længe kunne tro sig i „Kungsträdgaarden“ udenfor „Dramatiskan“. Han vil hastig fornemme en Forskel, ti hin Forskellighed i Temperament slaar ud i Gang og i Tale og i Typerne selv. Livet her har mere Hast og mere Spænding og her færdes — man sér det snart — flere Slags Mennesker.

Han der, lille, sydlandsk, hidsig af Bevægelse, uens, rap af Gang, paaklædt paa Maa og Faa, i Hast — han var aldrig svensk. Det er Finnen. Og der, rank, sabelklirrende, med Fjendens Øjne spanker Russen af Sted paa Flisen — altid givende det samme Indtryk af den vagtsomme og ventende Fremmede i Landet.

I dette Brudstykke af en Gade møder man (hvad der giver Billedet en besynderlig Rigdom) tre Folk — tre Folk som i Finland alle Vegne.

Selv midt i det eksklusiveste svenske Selskab dukker nu og da en Finne frem ligesom af en Krog. Og i den svensk førte Samtale nævnes med ét familiært et Navn fra Rusland og et Bekendtskab fra Skt. Petersborg.

Og den Fremmede, som fra Begyndelsen var optagen i den svenske Kreds, han kan en smuk Dag, maaske halvt uforvarende, befinde sig som Gæst i et finsk Hus, hvor han pludselig staar Ansigt til Ansigt med helt andre Mennesker, Bestræbelser og Maal. Han staar paa én Gang i et helt andet Samfund — det finske....

Maaske lærer han saa, at først nu er han i Finland.

Saa aristokratisk det svenske Selskab er, saa demokratisk er man her. Det er blandt en Folkebevægelses Ledere man færdes og Folket er en Almue, der skal opdrages og vækkes. Fra neden gaar denne Strøm, men runden af Landet selv arbejder den sikkert og ustandseligt. Bag den svenske Skal vokser den sig stærk og bred med dens Magt, der har hjemme i Landet.

Dens hele Program er: Eget Folk har Ret til eget Liv.

Dens Arbeide er Arbejde for finsk Sprog som Finners anerkendte Maal. For finsk Historie som et Folks Historie. For finske Institutioner, som særlige Indretninger, passende en særlig Races Sæd, Overleveringer og Karakter.

Og Kampens Styrke er, at dens Kæmper vokser af selve Jorden. Fra den Dag, hvor der først hos denne Almue var vakt den store Følelse af at være et Folk, fødtes der ogsaa hver Time dette Folk nye Mænd.

Den finske Bevægelse fik ikke blot Politikere. Den fik ogsaa Historikere, Videnskabsmænd, Digtere. Den fik Mæcener, Opdragere og Kunstnere. Og alle arbejdede de med de Undertryktes Fanatisme, der gør et forbigaaende Martyrium let.

De arbejdede fremdeles — og det gjorde dem til en Tid Arbejdet lettere — saa at sige i Kløften mellem det gamle og det nye Herredømme over Landet.

Paa denne Side Svenskerne: de gamle Fremmede i Riget med Aarhundreders Vane til at herske og Trang til at befale; paa hin Side Russerne, en Slags slavisk Vagtpost i Landet, men en Vagtpost med Gevær ved Fod.

Mellem disse to har Finnerne rastløst virket — indtil nu. Og hin russiske Soldat, der var plantet midt i Landet, saa ubevægelig til.

Den russiske Koloni — en Koloni af Soldater og Præster — gjorde sig endogsaa synligen lille i Finland. Til det svenske Selskab havde de russiske Officerer ingen Adgang. De gamle Herrer betragtede med for akcentueret Mistillid de nye. Der lukkede politiske Hensyn Russerne ude. Fra Finnernes demokratiske Kreds holdt Slaverne sig selv borte. Der var der vel social Uoverensstemmelse, som ikke var let at bygge Bro over.

Saaledes levede Russerne i Finland helt ene — et Slags militært og præsteligt Hof, der omgav Generalguvernørens Person.

De paatrængte sig hverken det private eller det offentlige Liv. De kun var der. Som de graa „fremmede Mænd“, der virkede sært og hemmelighedsfuldt, mens de — ventede.

De fejrede deres Messer for en broget Gud. De regnede deres Borger-Aar efter andre Dage. De tjænte en anden Hersker paa anden Vis: den hvide Czar — den eneherskende.

Men alt skéte det stille, snarest som var disse Russere en Slags énsom Sekt i Landet.

I al Hemmelighed har vel Skt. Petersborg sét mildt til „den finske Bevægelse“. Man har vel nok med Glæde hilset denne frembrydende Strøm, der — uden at der behøvede at røres nogen russisk Haand — skyllede det gamle Herredømmes Rester i Havet. Man har troet, at Strømmen paa sin Vej udviskede og svækkede Mærkerne af den gamle Kultur, der haardnakket og sejg støttede sig paa Aarhundreders Vækst. Og man har tænkt, at den nye Særkultur, den finske, som skulde sættes i Stedet, den vilde altid maatte have sin Tid — og blev det saa galt, kunde den vel knækkes, før den fik Tiden.

Derfor har vel Russerne støttet Fennomaneme i Ny og Næ. Og Finnerne paa deres Side havde vænnet sig til disse Vaabenklædte, de Fremmede, som syntes at blive ved at være fremmede. Kampen stod imellem svensk og finsk. Striden var daglig, Striden var haard. Den førtes tilmed i et lille Land, hvor al Kamp er Kamp mellem faa og saa saare let bliver personlig. Undertiden blev da Nationalkampen virkelig til Kævlet, og under Kævlet glemtes de tavse Tilskuere ved Kampen: Czarens vaagne Tjænere i Storfyrstens Land.

Nu vil man i Finland ikke glemme dem mere: Det store Spøgelse, Russificeringen, som Svenskerpartiet længst malede paa Væggen, er blevet en Virkelighed, og de fremmede Soldater er ved at gøre sig til de finske Herrer.

Voldeligt bryder det store Rusland ind over det frie Storfyrstendømme. Ved at gøre Storfyrstendømmets Institutioner til russiske væltes i Virkeligheden alle Finlands Sær-Indretninger over Ende. Told, Post, Mønt, Telegraf bliver russisk: Det civile Liv bøjes i russsik Bane. Samtidig ordnes „Hæren“, og de finske Korpser henlægges til den russiske Militær-Enhed.

Fra russisk Side kalder man alt dette: Tilvejebringelsen af den nødvendige Sammenhæng mellem de finske og de russiske Statsforhold. Fra finsk Side forstaar man, at det kun betyder: den nødvendige Omstøden af Finland.

Og man hævder med Grund, at denne Omstødelse er Revolution og en voldsom Nedtræden af edsbekræftede Forrettigheder, der er tilstaaede af Finlands første Storfyrste og tiltraadte af de følgende. Alle Finner paaberaaber sig højt Fædrelandets Rettigheder; og alle russiske Foranstaltninger gaar ubekymrede ud paa at jævne finsk og russisk Grænseskel med Jorden!

Toldskellet slaas ned. Rublerne ombyttes med Marken. „Tjænestesproget“ bliver russisk og skal forstaas af alle Undersaatter. Hæren russificeres og ledes fra Petersborg. Jærnbaner og Vejvæsen bliver russisk.

Og mens alt dette sker, følger Voldshandlingers Haandlangere Voldshandlingerne i Hælene: Spejdere udforsker Borgernes Privatmeninger og Censuren binder Offentlighedens Mund.

Man synes under denne pludselige „fredelige“ Revolution at sé en Flok Rydningsmænd sendte løs mod et Lands Rettigheder, som de hugger for Fode ned med Økser, som ryddede de en herreløs Tomt. Og intet ret Skrig høres. Ti de Fremmede har Knebler som de har Økser.

Denne Skæbne, der rammer det finske Folk, er saa meget smerteligere, som den er saare ufortjænt. Troere Undersaatter havde til i Gaar Czar Aleksander ikke. Jeg, som har færdedes i Landet, véd bedst, med hvilken Hengivenhed man omfattede just denne Czar og hans Hustru. Og de russiske Kejsere har alle vidst det, at Finland var tro Land.

Det var, som vilde de berede for sig selv i Finland en fredsæl Krog, der var Hjem for fredsommelige Borgere, hvis Hengivenhed lønnede fuldt for Troskaben, den Store viste de Smaas Rettigheder.

I Finlands Skærgaard tilbragte Aleksander III lyse Sommer-Uger i fredelig Tryghed. Derhen var ingen Nihilisme og ingen statsfarlige Tanker naaet. Der syntes et Fredensborg, hvorover Czaren selv herskede.

Finnerne har troet, at netop dette var deres Værn. At just denne Fredens Plet i et Ufreds-Rige vilde Czaren selv nødigen miste.

Og nu, hvor alt saa pludselig er forandret, har man i Finland talt vidt om de Indflydelser i Gatschina, som har mistænkeliggjort Finland for Czaren. Man har ikke kunnet fatte anden Grund til alle disse voldsomme Omvæltninger end en pludselig Vrede, næsten et Lune hos Herskeren, en hastig Stemning, der maatte kunne tabe sig hastig.

Desværre — det er næppe saa.

Desværre, ti var det kun et Lune — en Kaprice, kunde det bøjes til Finlands Held.

Men nu er sikkert Grundene dybere og andre: det er den store Politik, som paa sin Vej knuser den Lilles Ret. Det er det Rusland, som forbereder sig, for hvilket det selvstændige Finland var ubelejligt: Et virkeligt Stykke Rusland maa være Sverigs Nabo som et ægte Rusland Tysklands.

I Krigstid var Finland et dødt Punkt for Rusland. Derfor bemægtiger russisk Strategi og Forvaltning sig det nu i Freden. Det er den ganske Hemmelighed. Og Finland er den kommet dyrt at staa.

Historien er blevet en sønderflænget Traktat rigere. Og maaske sikkert en ny national Kamp.

Finland var hidtil en Art svensk Slesvig. Fra i Gaar er det blevet det hele Vestens Sønderjylland. Mellem Østens og Vestens Racer vil der fremtidig ogsaa der være Belejring og Krig.

Maaske er det til syvende og sidst for Vesteuropa bedre og mere betryggende saaledes. Under Forholdene fra før kunde man have tænkt sig en Fredens stilfærdige Russificering nærmende sig Skandinaviens Grænser. Nu er dette udelukket. Det finske Folk vil sejgt og tæt stille sig mod den russiske Invasions Indflydelse.

Men desværre vil det være en Række af nationale Lidelser som skal bygge os denne Mole mod Øst.

Partiforholdene i Finland vil vel mærkbart forandres. Svensk og Finsk vil sagtens atter mødes. Ti begge har de nu forstaaet, at den tavse Soldat, som de længe har huset, han var — Fjenden i Landet.

Hin mindre nationale Strid mellem de gamle Herrer og det oprindelige Folk vil saa mulig vise sig kun som en stærk Forberedelse til at bære den store Kamps Kaar, der nu kommer. Ti den har Takt Landet og vækket Aanderne.

Man har skærpet sine Vaaben i en mindre Kamp. Nu er de blanke for den større. Det Finland, som nu skal knebles, har lært, hvad det selv er værd og kender sine Kræfter. Det har at stille imod den slaviske Stormflod al den Udvikling, det i de sidste Aartier har naaet.

Finland er bleven et vaagent Land; og Vesten har i det en vaagen Vagtpost.

— — —

Verden vil vistnok holde Øje med alt, hvad i Finland skér. Finland russificeret er Slaverne, som fremskyder deres Forposter. Og det er, som læser man i den finske Sné Sporene af den kommende Historie.

Som altid skrider den frem over den knuste Ret. Og overfor alle de Lidelser, man allerede gætter for det finske Folk, har man — som altid — ingen Hjælp.

Kun en fattig Sympati, der ikke véd Raad.

Herman Bang.