Rosen-Alfen

by Hans Christian Andersen

Midt i en Have voxede der et Rosentræ, der var ganske fuldt af Roser, og i en af disse, den smukkeste af dem alle, boede en Alf; han var så lille bitte, at intet menneskeligt Øie kunde see ham; bag hvert Blad i Rosen havde han et Sovekammer; han var så velskabt og deilig som noget Barn kunde være og havde Vinger fra Skuldrene lige ned til Fødderne. O, hvor der var en Duft i hans Værelser, og hvor Væggene vare klare og smukke! de vare jo de blegrøde fine Rosenblade.

Hele Dagen fornøiede han sig i det varme Solskin, fløi fra Blomst til Blomst, dandsede på Vingerne af den flyvende Sommerfugl og målte hvor mange Skridt han måtte gåe, for at løbe hen over alle de Landeveie og Stier, der var på et eneste Lindeblad. Det var hvad vi kalde Aarerne i Bladet, som han ansåe for Landeveie og Stier; ja det var da evige Veie for ham! før han blev færdig, gik Solen ned; han havde også begyndt så sildigt.

Det blev så koldt, Duggen faldt og Vinden blæste; nu var det nok bedst at komme hjem; han skyndte sig Alt hvad han kunde, men Rosen havde lukket sig, han kunde ikke komme ind - ikke en eneste Rose stod åben; den stakkels lille Alf blev så forskrækket, han havde aldrig været ude om Natten før, altid sovet så sødt bag de lune Rosenblade, o, det vilde vist blive hans Død!

I den anden Ende af Haven, vidste han, var en Løvhytte, med deilige Caprifolier, Blomsterne såe ud som store bemalte Horn: i et af disse vilde han stige ned og sove til imorgen.

Han fløi derhen. Tys! der var to Mennesker derinde; en ung smuk Mand og den deiligste Jomfru; de sad ved Siden af hinanden og ønskede, at de aldrig i Evighed måtte skilles ad; de holdt så meget af hinanden, langt mere, end det bedste Barn kan holde af sin Moder og Fader.

"Dog måe vi skilles!" sagde den unge Mand; "Din Broder er os ikke god, derfor sender han mig i et Ærinde så langt bort over Bjerge og Søer! Farvel min søde Brud, for det er Du mig dog!"

Og så kyssede de hinanden, og den unge Pige græd og gav ham en Rose; men før hun rakte ham den, trykkede hun et Kys på den, så fast og inderligt, så Blomsten åbnede sig: da fløi den lille Alf ind i den, og hældede sit Hoved op til de fine duftende Vægge; men han kunde godt høre, at der blev sagt Farvel, Farvel! og han følte, at Rosen fik Plads på den unge Mands Bryst - o, hvor dog Hjertet bankede derinde! den lille Alf kunde slet ikke falde i Søvn, sådan bankede det.

Længe låe Rosen ikke stille på Brystet, Manden tog den frem og mens han gik ene gjennem den mørke Skov, kyssede han Blomsten, o, så tidt og stærkt, at den lille Alf var nær ved at blive trykket ihjel; han kunde føle gjennem Bladet, hvor Mandens Læber brændte, og Rosen selv havde åbnet sig som ved den stærkeste Middagssol.

Da kom der en anden Mand, mørk og vred, han var den smukke Piges onde Broder; en Kniv så skarp og stor tog han frem, og mens den anden kyssede Rosen, stak den onde Mand ham ihjel, skar hans Hoved af og begravede det med Kroppen i den bløde Jord under Lindetræet.

"Nu er han glemt og borte," tænkte den onde Broder; "han kommer aldrig mere tilbage. En lang Reise skulde han gjøre, over Bjerge og Søer, da kan man let miste Livet, og det har han. Han kommer ikke mere, og mig tør min Søster aldrig spørge om ham."

Så ragede han med Foden visne Blade hen over den opgravede Jord og gik hjem igjen i den Mørke Nat; men han gik ikke alene, som han troede: den lille Alf fulgte med, den sad i et vissent, sammenrullet Lindeblad, der var faldet den onde Mand i Håret da han gravede Graven. Hatten var nu sat ovenpå, der var så mørkt derinde, og Alfen rystede af Skræk og Vrede over den fæle Gjerning. -

I Morgenstunden kom den onde Mand hjem; han tog sin Hat af og gik ind i Søsterens Sovekammer; der låe den smukke blomstrende Pige og drømte om ham, hun holdt så meget af og som hun nu troede gik over Bjerge og gjennem Skove; og den onde Broder bøiede sig over hende og loe fælt, som en Djævel kan lee; da faldt det visne Blad af hans Hår ned på Sengeteppet, men han mærkede det ikke og gik ud, for selv at sove lidt i Morgenstunden. Men Alfen smuttede ud af det visne Blad, gik ind i Øret på den sovende Pige og fortalte hende, som i en Drøm, det skrækkelige Mord, beskrev hende Stedet, hvor Broderen havde dræbt ham og lagt hans Liig, fortalte om det blomstrende Lindetræ tætved og sagde: "For at Du ikke skal troe, det bare er en Drøm, jeg har fortalt Dig, så vil Du finde på Din Seng et vissent Blad!" og det fandt hun, da hun vågnede.

O, hvor græd hun ikke de salte Tårer! og til Ingen turde hun sige sin Sorg. Vinduet stod hele Dagen åbent, den lille Alf kunde let komme ud i Haven til Roserne og alle de andre Blomster, men han nænte ikke at forlade den Bedrøvede. I Vinduet stod et Træ med Måneds-Roser, i en af Blomsterne der satte han sig og såe på den stakkels Pige. Hendes Broder kom mange Gange ind i Kammeret, og han var så lystig og ond, men hun turde ikke sige et Ord om sin store Hjertesorg.

Såsnart det blev Nat, listede hun sig ud af Huset, gik i Skoven til det Sted, hvor Lindetræet stod, rev Bladene bort fra Jorden, gravede ned i den og fandt strax ham der var slået ihjel, o, hvor hun græd, og bad vor Herre, at hun også snart måtte døe. -

Gjerne vilde hun føre Liget med sig hjem men det kunde hun ikke; så tog hun det blege Hoved med de lukkede Øine, kyssede den kolde Mund og rystede Jorden af hans deilige Hår. "Det vil jeg eie!" sagde hun, og da hun havde lagt Jord og Blade på det døde Legeme, tog hun Hovedet med sig hjem og en lille Green af det Jasmintræ, der blomstrede i Skoven, hvor han var dræbt.

Såsnart hun var i sin Stue, hentede hun den største Blomsterpotte, der var at finde, i den lagde hun den Dødes Hoved, kom Jord derpå og plantede så Jasmingrenen i Potten.

"Farvel! farvel!" hviskede den lille Alf, han kunde ikke længer holde ud at see al den Sorg, og fløi derfor ud i Haven til sin Rose; men den var afblomstret, der hang kun nogle blege Blade ved den grønne Hyben.

"Ak hvor det dog snart er forbi med alt det Skjønne og Gode!" sukkede Alfen. Tilsidst fandt han en Rose igjen, den blev hans Huus, bag dens fine duftende Blade kunde han bygge og boe.

Hver Morgenstund fløi han til den stakkels Piges Vindue, og der stod hun altid ved Blomsterpotten og græd; de salte Tårer faldt på Jasmingrenen, og for hver Dag som hun blev blegere og blegere stod Grenen mere frisk og grøn, det ene Skud voxede frem efter det andet, der kom småe hvide Knopper til Blomster og hun kyssede dem, men den onde Broder skjændte og spurgte, om hun var blevet fjantet? han kunde ikke lide og ikke begribe hvorfor hun altid græd over den Blomsterpotte. Han vidste jo ikke, hvilke Øine der vare lukt og hvilke røde Læber der vare blevne Jord; og hun bøiede sit Hoved op til Blomsterkrukken og den lille Alf fra Rosen fandt hende sådan blundende; da steeg han ind i hendes Øre, fortalte om Aftenen i Løvhytten, om Rosens Duft, og Alfernes Kjærlighed; hun drømte så sødt, og mens hun drømte, svandt Livet bort: hun var død en stille Død, hun var i Himlen hos ham, hun havde kjær.

Og Jasminblomsterne åbnede deres store hvide Klokker, de duftede så forunderligt sødt: anderledes kunde de ikke græde over den Døde.

Men den onde Broder såe på det smukke blomstrende Træ, tog det til sig, som et Arvegods, og satte det ind i sit Sovekammer, tæt ved Sengen, for det var deiligt at see på og Duften var så sød og liflig. Den lille Rosenalf fulgte med, fløi fra Blomst til Blomst, i hver boede jo en lille Sjæl, og denne fortalte han om den dræbte unge Mand, hvis Hoved nu var Jord under Jorden, fortalte om den onde Broder og den stakkels Søster.

"Vi veed det!" sagde hver Sjæl i Blomsterne, "vi veed det! ere vi ikke voxede frem af den Dræbtes Øine og Læber! vi veed det! vi veed det!" og så nikkede de så underligt med Hovedet.

Rosen-Alfen kunde ikke forståe sig på, hvorledes de kunde være så rolige, og han fløi ud til Bierne, som samlede Honning, fortalte dem Historien om den onde Broder, og Bierne sagde det til deres Dronning, der bød, at de alle næste Morgen skulde dræbe Morderen.

Men Natten forud, det var den første Nat efter Søsterens Død, da Broderen sov i sin Seng tæt ved det duftende Jasmintræ, åbnede hvert Blomsterbæger sig, og usynlige, men med giftige Spyd, stege Blomster-Sjælene ud og de satte sig først ved hans Øre og fortalte ham onde Drømme, fløi derpå over hans Læber og stak hans Tunge med de giftige Spyd. "Nu have vi hævnet den Døde!" sagde de og søgte igjen tilbage i Jasminens hvide Klokker.

Da det blev Morgen, og Vinduet til Sovekammeret med eet blev revet op, foer Rosen-Alfen med Bidronningen og den hele Sværm Bier ind, for at dræbe ham.

Men han var allerede død; der stod Folk rundt omkring Sengen og de sagde: "Jasminduften har dræbt ham!"

Da forstod Rosen-Alfen Blomsternes Hævn, og han fortalte det til Biernes Dronning, og hun surrede med hele sin Sværm om Blomsterkrukken; Bierne vare ikke til at forjage; da tog en Mand Blomsterkrukken bort og een af Bierne stak hans Hånd, så han lod Krukken falde og gåe itu.

Da såe de det hvide Dødning-Hoved, og de vidste, at den Døde i Sengen var en Morder.

Og Bidronningen surrede i Luften og sang om Blomsternes Hævn og om Rosen-Alfen, og at bag det mindste Blad boer En, som kan fortælle og hævne det Onde!