Rigsretstidende 2den Sag (1877)/4de Retsmøde
4de Retsmøde.
Fredagen den 8de Juni, Kl. 9 Formiddag, holdt
Rigsretten atter Mode.
De samme Medlemmer vare tilstede som i det
foregaaende Møde.
Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede
Forsvarer (Klubien) vare mødte.
Formanden (Mourier): Den igaar standsede Dokumentation bliver at fortsætte.
Forsvareren (Klubien): Dokumentationen standsede igaar ved Oplæsningen af Uddrag af Folkethingets Forhandlinger 1862 under Finantslovens anden Behandling. Jeg skal bede Sekretæren fortsætte Opløsningen med Indledningsstykket af Kaysers Foredrag i Folkethingstidenden for 1862 Sp. 2173.
Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa dette (se Bilag 75,
S. 160—161) og derefter de øvrige af den offentlige
Anklager og Forsvareren fremlagte Uddrag af Rigsdagslidenderne,
nemlig:
af Folkethingstidenden for 1862:
Sp. 2175, L. 10 f. o. — 2180 (se Bilag 23, S . 35—39);
Sp. 2180, L. 2 f. n. — 2182, L. 9 f. o. og 2183, L. 25 f. o. — 2184, L. 24 f. o. (se Bilag 23, S. 39—41 og
Bilag 75, S. 161);
Sp. 2184—86 (se Bilag 23, S. 41—43);
Sp. 2187, L. 3 s. o. (se Bilag 23, S. 43);
Sp. 2187, L. 16 s. n. — 2188, L. 13 s. o. (se
Bilag 75, S. 161—162);
Sp. 2188, L. 3 s. n. — 2189, L. 14 s. o. (se Bilag
75, S. 162);
Sp. 2189, L. 15—22 f. o. (se Bilag 75, S. 162);
Sp. 2190, L. 2—25 f. o. (se Bilag 75, S. 162);
Sp. 2193—96. (se Bilag 23, S. 43—45);
Sp. 2199—2200. (se Bilag 23, S. 45);
Sp. 2721, L. 3 s. n. — 2723, L. 2 s. o. (se Bilag
24, S. 46.)
Sp. 2733, L. 19 f. o. 2735, L. 18 s. n. (se
Bilag 24, S. 46—48);
Sp. 2740, L. 7 f. n. — 274l. (se Bilag 24, S. 48);
Sp. 2741, L. 9 f. n. — 2743, L. 16 f. o. (se
Bilag 24, S. 49-50);
Sp. 2746, L. 6. (se Bilag 24, S. 50);
Sp. 2750, L. 14 f. n. — 2751, L. 12 f. o. (se
Bilag 75, S. 163);
Sp. 2752, L. 17 f. n. — 2753, L. 6 f. o. (se
Bilag 75, S. 163)
Sp. 2753, L. 11 s. n. — 2754, L. 4 f. o. (se Bilag
75, S. 164);
Sp. 2754, L. 15 f. n. (se Bilag 24, S. 50);
Sp. 2755—56, L. 14—19 f. o. (se Bilag 24, S.
50—51);
Af Rigsdagstidenden for 1863—64:
Tillæg A. Sp. 199—202 (se Bilag 25, S. 51);
Tillæg B. Sp. 51—52 (se Bilag 26, S. 51—52);
Den offentlige Anklager (Hørup): Dette blev opgivet igjen næste Aar 1864—65, som det vil ses af Tillæg A til Rigsdagstidenden for dette Aar Sp. 193—94.
Sekretæren (Thrane) oplæste derefter af Rigsdagstidenden
for 1864—65:
Tillæg A. Sp. 193—94 (se Bilag 27 S. 51-52);
Tillæg B. Sp. 83—84 (se Bilag 28 S. 52—53);
Landsthingstidenden Sp. 645, Sp. 645—46, Sp. 646,
Sp. 651—52, Sp. 652—53 og Sp. 656—57 (se Bilag 29,
S. 53—56);
Skrivelse fra Indenrigsministeriet af 29de Juli 1865 til
Bygningsinspektør Hansen (se Bilag 76, S. 164);
Skrivelse as 6te September 1865 fra Bygningsinspektør
Hansen til Indenrigsministeriet (se Bilag 30, S. 56—57;
Af Rigsdagstidenden for 1865—66:
Tillæg A. Sp. 183—84 (se Bilag 31, S. 57—58).
Den offentlige Anklager (Hørup): Finantsudvalgets Indstilling om at afstaa denne Bevilling findes i Tillæg B.
Sekretæren (Scharling) oplæste derefter:
Tillæg B. Sp. 79—80 (se Bilag 32, S. 58);
Folkethingstidenden Sp. 2202—2203 (se Bilag 77, S.
164—65); Sp. 2214, L. 15 f. o. — 12 f. n. (se Bilag 33,
S. 58-59).
Den offentlige Anklager (Hørup): Dette Andragende kom alligevel frem i samme Session ved Finantslovens 3die Behandling.
Sekretæren (Scharling) oplæste derpaa:
af Folkethingstidenden Sp. 2935—36 (se Bilag 34, S. 59);
af Tillæg B. Sp. 255—56 (se Bilag 35, S. 59—60);
af Folkethingstidenden Sp. 2956, L. 9 s. n. — 2959
L. 20 s. o. (se Bilag 36, S. 60—62;
Sp. 2999 L. 9 f. n. — 3000, L. 15 f. o., og
Sp. 3010—3011 (se Bilag 77, S. 165—66) ;
Skrivelse af 24de Januar 1866 fra Stenhuggermester
E. Nielsen til Indenrigsministeriet (se Bilag 37, S. 62);
af Folkethingstidenden Sp. 2962, L. 14—19 f. o. og 2963 L. 5 f. o. o. fg.; Sp. 2966 L. 14 f. n. — 2969; Sp.
2969—2971 L. 21 f. o.; Sp. 2978—2980, L. 8 f. n.; Sp.
2986—2988; Sp. 2989, L. 12 f. n. — 2995, L. 21 f. n. og
2996 L. 8 f. n. — 2997, L. 4 f. o.; Sp. 2997 L. 5 f. o.;
Sp. 3006—3007; Sp. 3008 L. 9 f. o. — 3009 L. 19 f. n.;
Sp. 3012 L. 3 f. n. — 3013, L. 14 f. o.; Sp. 3013; {{Sp.
Sp.|Sp.}} 3013—14; S p . 3019 L. 10 f. o. (Se Bilag 38, S.
63—80).
Formanden (Mourier): Oplæsningen kan hermed standse under et kort Ophold.
(Mødet udsat Kl. 111⁄2.)
Mødet gjenoptoges Kl. 11, 50 Min.
Sekretæren (Mollerup) fortsatte Opløsningen med
Skrivelse af 21de Februar 1866 fra Indenrigsministeriet til
Stenhuggermester E. Nielsen (se Bilag 78, S. 166);
Landsthingstidenden for 1865—66, Sp. 944 Lin. 14 f. o.
— 945, L. 17 f. o.; Sp. 947 Lin. 18—31 f. o.; Sp. 954 Lin.
7—29 f. 0.; Sp. 954 Lin. 30 f. o. — Sp. 956 Lin. 2 f. o.
og Sp. 958 Lin. 29—42 f. o. (se Bilag 39, S. 80—84).
Forsvareren (Klubien): De Aktstykker, jeg forelægger i denne Sammenhæng, slutte sig til, hvad den offentlige Anklager vil dokumentere om Forslaget i Sessionen 1866—67 om Bevilling af et Beløb til Gadeanlæg i Anledning af en Plan, der da var lagt. Det er, for at de høie Dommere kunne vide, hvad denne Plan i dens Hovedtræk gik ud paa, at jeg skal forelægge Skrivelse af 7de Juni 1866 fra Indenrigsministeriet til Kjøbenhavns Magistrat, og, efterat Magistraten havde svaret og meddelt de begjærede Oplysninger, Skrivelse af 4de Oktober 1866 fra Indenrigsministeriet til Finansministeriet.
Efterat Sekretæren (Mollerup) havde oplæst disse Skrivelser (se Bilag 79 og 80, S. 166—169), bemærkede
Forsvareren (Klubien): Det var altsaa ikke Indenrigsministeriets Mening, at der skulde optages noget Forslag til Bevilling paa Finantsloven; dette skete imidlertid.
Den offentlige Anklager (Hørup): Finantsministeriet var i det Mindste as en anden Mening. Det opførte netop paa Finantslovforslaget for 1867—68 et vist Beløb for at give Rigsdagen Leilighed til at udtale sig om Sagen. Naar Indenrigsministeren ikke vilde have et saadant Beløb oplaget paa Finantsloven, var det, som han udtrykkelig udtalte, fordi han ansaa det for overflødigt, efterat Rigsdagen saa ofte havde givet sit Samtykke til og udtalt sit Ønske om at faae Pladsen solgt.
Sekretæren (Holm) oplæste derefter af Rigsdagstidenden
for 1866—67:
Tillæg A Sp. 7. 26. (Se Bilag 40 S. 84) og Tillæg
B Sp. 799—800. (Se Bilag 41 S. 84).
Forsvareren (Klubien): Finantsministeriets Bedømmelse af den lagte Plan, der kun gik ud paa foreløbig at anlægge som Gadeareal de østlige 22 Alen af den hele Plads, som vare udlagte ifølge Hansens Plan, der gav 30 Alen paa hver Side af Kirken, fremgaar af det Dokument, som jeg nu skal bede oplæst.
Sekretæren (Holm), oplæste derefter:
Skrivelse af 10de Januar 1867 fra Finantsministeriet til
Indenrigsministeriet (se Bilag 81 S. 169);
Skrivelse af 18de Januar 1867 fra Indenrigsministeriet
til Finantsministeriet (se Bilag 82 S. 172—173);
Gjenpart af en Skrivelse fra Arkitekt V. Klein til
Finantsministeriet af 6te Marts 1867 (se Bilag 43, S. 85—87).
Den offentlige Anklager (Hørup): Til nærmere Forstaaelse af denne Plan skal jeg nu lade oplæse en Artikel, som Arkitekt Klein Aaret i Forveien, i Februar 1866, havde skrevet i „Dagbladet”, samt Begyndelsen af en Piece af ham, der udkom i 1867, hvori han nærmere forklarer sin Opfattelse af hele dette Forhold.
Sekretæren (Holm) oplæste derefter den nævnte Artikel i „Dagbladet” (se Bilag 105, S. 201 L. 22 f. o. — 206).
Den offentlige Anklager (Hørup): Derefter skal jeg lade høre Begyndelsen af den nævnte Piece af Klein, skrevet i Begyndelsen af det følgende Aar.
Sekretæren (Holm) oplæste derefter af Bilag 105, S. 200—201 L. 21 f. o.
Forsvareren (Klubien): Hvad der saaledes nu er hørt om Arkitekt Kleins Mening, har kun Interesse for mig, for saa vidt han har gjort Forsøg paa at gjøre gjældende, at Arkitekter som Bindesbøll, Hetsch og Flere skulde dele hans Anskuelse om Ruinens Værdiløshed. Skjøndt de Navne, han ncevner, allerede findes under Erklæringer, der gaa i modsat Retning, og som ville foreligge de hole Dommere, har jeg dog heraf taget Anledning til at fremdrage et Par Udtalelser af Bindesbøll, som jeg ganske særlig tager til Indtægt, og som ere afgivne til Indenrigsministeriet i Anledning af Airds Forslag om at overtage Marmorkirken til Nedbrydelse. Jeg skal minde om, at Bindesbøll døde samme Aar og vistnok allerede den Gang var sygelig, hvilket jeg i det Mindste godt kan tænke, kan have haft nogen Indflydelse paa den indignerede Tone, hvori han taler.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal gjøre opmærksom paa, at disse Skrivelser ere fra 1856, medens Kleins Artikel og Piece ere 10 Aar yngre, nemlig fra 1866 og 1867.
Forsvareren (Klubien): Jeg har kun unævnt dette, fordi Bindesbøll skal have udtalt sig til Klein, og han kan ikke have udtalt sig, efter at han var død. Altsaa, naar jeg fremlægger hans Mening om Marmorkirken faa Dage eller i alt Fald faa Maaneder før hans Død, kan han ikke have udtalt sig til Klein i modsat Retning.
Den offentlige Anklager (Hørup): Det er rigtigt.
Forsvareren (Klubien): Af de to Skrivelser, som nu ville blive oplæste, er den ene fra Bygningsinspektoren, Professor Bindesbøll til Indenrigsministeriet og den anden fra Professor Bindesbøll til Departementschef i Indenrigsministeriet, Dahl.
Sekretæren (Holm) oplæste derpaa disse Skrivelser (se Bilag 106, S. 207 og Bilag 107, S. 208).
Forsvareren (Klubien): Det var, som sagt, Bindesbølls Testamente med Hensyn til Marmorkirken, og det tager jeg til Indtægt mod de Anskuelser, der ere udtalte af Arkitekt Klein.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg vil dog gjøre opmærksom paa, at Klein i sin Skrivelse udtrykkelig udtaler, at Bindesbøll og Hetsch stode i Spidsen for Modstanden imod Overdragelsen af Ruinen til den engelske Ingeniør. Medens Klein kun udtaler, at Bindesbølls Mening om Ruinen ikke var anerkjendende i arkitektonisk Henseende, modsagde han ikke, at Bindesbøll satte Pris paa den i andre Retninger, i dekorativ og malerisk Henseende.
Forsvareren (Klubien): Jeg skal gjøre opmærksom paa,
at der siges udtrykkelig, at Bindesbøll skal flere Gange
utvetydig have sagt til Klein, at Ruinen som arkitektonisk
Ingenting var værd, men nu siger Bindesbøll her i stoerke Udtryk,
at den staar for ham som det Største og Bedste, vi eie, som
noget Større, end vi ellers vilde kunne faa, og at den staar
som et for vort Land stolt Kunstværk.
Jeg har dernæst ment det rigtigt at dokumentere det Andragende til Indenrigsministeriet af 11te Marts 1867,
der staar i Forbindelse med Kleins Plan om Opførelsen af
en Kirke, til hvilken han havde Tegninger paa Udstillingen.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derefter det nævnte Andragende (se Bilag 83, S. 174).
Den offentlige Anklager (Hørup): I Forbindelse dermed skal jeg lade læse Finantsminister Fonnesbechs tilsvarende Forslag til Finantslovens 3die Behandling. Ligesom Andra gendet gaar ud paa at faa Ruinen eller Værdien deraf, for at anvende den enten paa Frederiks Kirkeplads eller et andet Sted, saaledes gaar Finantsministerens Forslag ud paa at saa Raadighed over Ruinen for at benytte den til en Kirke enten paa Pladsen eller i Nyboder. I dette Forslag ligger altsaa en Opgivelse af Fortsættelsen af Ruinen, saaledes som den staar.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Folketingstidenden for 1866—67, Sp. 5849—5850 (se Bilag 42, Side 84—85 samt Sp. 6045 L. 18 s. o. — 6046 L. 3 s. n. og Sp. 6054 L. 5—24 s. o. (se Bilag 44, S. 88—89).
Den offentlige Anklager (Hørup): Det Projekt, hvorom der her er Tale, var en Plan, som senere fremkom paa Udstillingen paa Charlottenborg, til at fuldende Ruinen som Kirke. Det kom ikke frem i Rigsdagen, idet der i næste Samling stilledes Forslag af A. Hage om at realisere Pladsen til den Høistbydende.
Forsvareren (Klubien): Jeg skal nu fremlægge en Skrivelse af 20de April 1867 fra Finantsministeriet til Indenrigsministeriet, hvoraf det maaske særlig vil interessere Anklageren at se, hvad Ministeriet mente om dette Projekt, der netop gik ud paa Marmorkirkens Fuldendelse som Kirke. Det var ingen Hemmelighed, at disse Planer, som vare udstillede paa Charlottenborg, vare fremkaldte af den samme Mand, som senere har kjøbt Marmorkirken.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skrivelse (se Bilag 84, S. 174—175).
Forsvareren (Klubien): Jeg har ment det rigtigt, at det i større Omfang blev set, i hvilken Paragraf, og hvorledes den Post er opført i Finantsloven, om hvilken der er Tale.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Tillæg A. til Rigsdagstidenden for 1867— 68, Sp. 5 § 3 (se Bilag 85, S. 176[1]).
Den offentlige Anklager (Hørup): Det er altsaa hertil, at A. Hages Forslag i Samlingen 1867—68 slutter sig, navnlig til hvad der staar under B. I. 2., og det angaar saaledes de Bygninger, som der nævnes, nemlig Christiansborg Slots Vaskerhus, Meutegaarden paa Jægersborg, det kongelige Hømagasin o. s. v. Den Sum, der er angivet for disse, vilde Hage have forhøiet med 20,000 Rd., idet han nemlig derved tænkte paa, hvad der i Finantsaaret kunde indkomme ved Salg af Frederiks Kirkeplads og Ruinen der, saaledes som han nærmere motiverede det. Det vil ses, at det er den samme Tanke, som Balthazar Christensen antydede i Samlingen 1865—66 i Landsthinget, men som ikke der kom under Behandling. Forslaget blev imidlertid, som sagt, stillet i Folkethinget af A. Hage; det er det samme Forslag, som blev stillet paa Finantsloven i Samlingen 1868—69 og som gaar igjennem de følgende Finantslove indtil Frederikspladsens Salg.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Folkethingstidenden for 1867—68 Sp. 2947 L. 5—1 f. n.; Sp. 2952—2953; Sp. 2957 L. 3 f. n. — 2958 L. 11 f. o., og Sp. 2993 L. 7—34 f. o. (se Bilag 46, S. 90—91).
Forsvareren (Klubien): Jeg havde Lyst til, at de høie Dommere skulde se, hvad Forflagsstilleren og Ordføreren selv mene om Betydningen af en saadan Finantslovsposion i det Øieblik, den skal gives, og skal derfor lade hore deres Yttringer i saa Henseende.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Folkethingstidenden for 1867-68 Sp. 2999 L. 1-13 s. o., og Sp. 3008 L. 12 f. o. — 3009 L. 4 f. o. (se Bilag 86, S. 177 — 178), og Sp. 3017—18 (se Bilag 46, S. 92).
Den offentlige Anklager (Hørup): I næste Samling 1868—69 udbad Indenrigsministeren selv sig den Fuldmagt, man fra Folkethingets Side havde givet ham Aaret forud, idet der var opført paa Regjeringens Finantslovforslag det samme Forslag, der var blevet foreslaaet as A. Hage og senere vedtaget, om Salg af Frederiks Kirkeplads. Dette Forslag skal jeg nu lade oplæse.
Forsvareren (Klubien): Forinden det bliver oplæst, maatte jeg maaske bemærke, at den offentlige Anklager selvfølgelig ikke kan mene, at en Bestemmelse forandrer aldeles Karakter, fordi den, naar den engang er kommen ind paa Finantsloven, fremdeles, efter god gammel Sædvane, bliver staaende. Det er ikke ganske korrekt at betragte Forslaget som en Bemyndigelse, Regjeringen udbeder sig, fordi den ikke sætter en Bestemmelse ud igjen, efter at den engang er kommen ind, en Bestemmelse, hvorom Ordføreren for Finantsudvalget selv har sagt, at det er lige gyldigt om den staar der eller ikke.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal bemærke,. at Finantsloven er, som bekjendt, en aarlig Lov, saa at, hvad der staar paa den i det ene Aar, ikke gjælder i det andet, naar det ikke kommer ind igjen. Naar Regjeringen sætter Forslaget ind igjen, er det i Virkeligheden Regjeringens Forslag og ikke vedkommende Things. Ordførerens Udtalelser her ere ikke de samme som Forslagsstillerens, og jeg tror, at med Hensyn til Forstaaelsen af Forslaget er det Forslagsstillerens Mening, det kommer an paa og ikke Ordførerens, som sket ikke bifalder dette Forflag.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Tillæg A. til Rigsdagslidenden for 1868—69 Sp. 5—6 (se Bilag 47, S. 92).
Den offentlige Anklager (Hørup): Finantsudvalget spurgte derefter Ministeren om, paa hvilke Vilkaar han havde tænkt sig at sælge Pladsen, samt hvilken Plan han havde dermed, og Udvalget modtog da under 14de Decbr. 1868 en Skrivelse fra Finantsministeren, hvori det fik den Besked, at man havde tænkt sig at henvende sig til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse om at kjøbe Pladsen, en Plan, der ikke var ny, idet det jo endogsaa var den første Plan fra Regjeringens Side, at Kommunalbestyrelsen skulde overtage Pladsen. Efter denne Meddelelse anbefalede Finantsudvalget Ministerens Forslag med den Tilføielse, at der til „Frederiks Kirkeplads” føiedes: „og den derpaa værende Ruin”.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa Skrivelse fra Finantsministeriet til Folkethingets Finantsudvalg af 14de December 1868 (se Bilag 48, S. 92—93) og af Tillæg B. til Rigsdagstidenden 1868—69 Sp. 269—70 (se Bilag 49, S. 93).
Den offentlige Anklager (Hørup): Det vil have Interesse i Forbindelse hermed at se Ordførerens Motivering af den Anbefaling, Udvalget havde givet Forslaget. Det er den samme Ordfører (Fenger), som for nylig udtalte, at det var ligegyldigt, om en saadan Position optoges paa Finantsloven eller ikke.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derefter af Folketingstidenden for 1868—69, Sp. 2611 L. 5 — 25 f. o. (se Bilag 50, S. 93—94).
Forsvareren (Klubien): Jeg synes, at disse Udtalelser fra Ordførerens Side ere i fuldstændig Harmoni med hans Udtalelser i Samlingen 1867—68.
Den offentlige Anklager (Hørup): Hvad jeg vilde fremhæve, var kun, at Forslagets Vedtagelse maatte betragtes som et Samtykke fra Folkethingets Side til, at Salget af Pladsen maatte ske.
Forsvareren (Klubien): Ja, dersom Regjeringen af andre Grunde maatte finde det hensigtsmæssigt at sælge.
Den offentlige Anklager (Hørup): Ja!.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Folketingstidenden for 1868—69, Sp. 2680 L. 7—27 f. o. og Sp. 2639—40 (se Bilag 50, Side 94).
Forsvareren (Klubien). Dette foregik altsaa i Samlingen 1868—69, og de paafølgende Finantslove indtil den, hvorom der her bliver Tale, indeholde en lignende Position. Jeg har ment, at det var rigtigt, at der kom til at foreligge for de høie Dommere dels den Position i Finantsloven af 31te Marts 1874, der siges at skulle indeholde den Bemyndigelse, der skal være overtraadt af de Tiltalte, dels tillige hvad der i vedkommende Finantslov findes om Kirkepladsens Stilling i vedkommende Finantsaar. Der er navnlig vistnok en Feiltagelse tilstede hos den offentlige Anklager, naar han tror, at Pladsen er bleven overleveret til Finantsministeriet. Der er ikke foregaaet Andet i saa Henseende, end hvad der foregaar hver Gang, der har været Tale om at sælge et Statsaktiv, nemlig, at saa bliver vedkommende Sag overgiven til Finantsministeriet, som er det Ministerium, der prøver paa at foretage Salget; men lykkes Salg ikke, vedbliver den vedkommende Eiendom at sortere under det Ministerium, hvorunder den sorterer, her Indenrigsministeriet. Det vil jo ogsaa kunne ses af hver eneste Finantslov, at det er Indenrigsministeriet, der er hverver Bevilling til Vedligeholdelse af Bygningerne. Det er det, jeg har pustet at dokumentere ved et Exempel. Det kan dokumenteres ved enhver Finantslov; jeg har her taget Finantsloven for 1874—75.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal kun bemærke, at det ikke er nogen Misforstaaelse fra min Side. Det, jeg har frem fort i Anklageskriftet, er netop det, som Defensor nu siger, at idet Eiendommen gaar over til at sælges, gaar den over fra Indenrigsministeriet, som har Administrationen, til Finanisministeriet, som har Realisationen. Det er en Ting, som ofte har gjentaget sig for Marmorkirkens Vedkommende, at naar man skulde sælge, er den gaaet fra Indenrigsministeriet til Finansministeriet. Jeg er altsaa ganske enig med Defensor.
Forsvareren (Klubien): Jeg kan ikke være enig med den offentlige Anklager, naar han siger, at vedkommende Eiendom gaar over til Finansministeriet, thi det er urigtigt. Det er kun Salget, der ligger under Finansministeriet, kun de Sager, som gaa ud paa at sælge faste Eiendomme, under hvilket Ministerium disse end sortere. Det er egentlig kun en Pakke Papirer, som gaar over til Finansministeriet med Anmodning til det om at fremme Salget. Selve Frederiks Kirkeplads har altid henligget under Indenrigsministeriet, og laa der i det Øieblik, det Salg foregik, hvorom der her er Tale. Naar Modparten blot vil skjelne mellem selve Eiendommen og Salgssagen, ville v i kunne blive enige.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg har slet ingen Interesse i ikke at skjelne paa denne Maade.
Forsvareren (Klubien): Saa er det altsaa, som jeg sagde, en Misforstaaelse, naar der i Anklageskriftet argumenteres fra, at Finantsministeren gjorde Fordring paa at faae Eiendommen overleveret; thi, en saadan Fordring har Finansministeriet aldrig gjort. Indenrigsministeriet er jo ikke indrettet paa at stille Eiendomme til Salg , og derfor gaar der altid, naar en fast Eiendom skal sælges, en Skrivelse om at foranstalte Salget enten gjennem Kammeradvokaten eller paa hvilkensomhelst anden Maade til Finansministeriet. Paa denne Maade er det ogsaa gaaet med Frederiks Kirkeplads og ikke paa nogen anden Maade; dette fremgaar til Evidens af, hvad jeg nu skal lade oplæse.
Sekretæren (Holm) oplæste derefter af Tillæg A. til Rigsdagstidenden for 1873—74 de i Bilag 87, S. 178 anførte Steder, og af Finantsloven af 31te Marts 1874, hvad der findes oplaget i Bilag 88, S. 178—179.
Den offentlige Anklager (Hørup): Derefter vil der være at gaa over til Oplæsning af Hoveddokumenterne i denne Sag, nemlig dem, der angaa den Retshandel, som der er Gjenstand for Paatale. Jeg skal bemærke, at det er Finantsudvalget, som hos Ministeren har begjært de Sagen vedkommende Aktstykker, og at disse derfor ere optagne i Finantsudvalgets Betænkning.
Forsvareren (Klubien): Vi have været enige om, at vi ikke behøvede andre Afskrifter end dem, der ere aftrykte i Finantsudvalgets Betænkning.
Derefter oplæste Sekretæren (Holm) Skrivelse af 30te Mai 1874 fra Etatsraad Tietgen til Finantsminister Krieger (se Bilag 51, S. 94— 95).
Den offentlige Anklager (Hørup): Derefter fandt der en mundtlig Forhandling Sted mellem Etatsraad Tietgen og Finantsminister Krieger, hvori den Sidste søgte at faa, som han kaldte det, en bestemtere juridisk Formulering af Ejendoms forholdet til Kirken. Denne bestemtere juridiske Formulering kom til at gaa ud paa, at i Stedet for at Kirken og dommen ifølge Etatsraad Tietgens Tilbud i den opløste Skrivelse helt og holdent skulde gaa ud af Statens Eie, for at gaa over til Etatsraad Tietgen og blive hos ham, blev det nu bestemt, at Kirken, naar den var fuldført, igjen skulde overdrages til Staten, som saaledes da skulde blive Eier af den og altsaa ogsaa vilde komme til at bære Byrden af dens Vedligeholdelse.
Forsvareren (Klubien): Det Nærmere, vedrørende dette Punkt, skal jeg forbeholde mig til den følgende Forhandling. Det er selvfølgelig fuldkommen urigtigt, at der er denne Modsigelse mellem, hvad der er udtalt i Skrivelsen af 19de Juni, og hvad der tidligere har været Gjenstand for Forhandling og Aftale mellem Parterne. Sagen er paa ingen Maade den, at Etatsraad Tietgens Tilbud af 30te Mai 1874 — hvad Enhver kan se, som læser de tre sidste Linier af det første Stykke — skulde gaa ud paa, at Tietgen vilde kjøbe Kirken paa den Maade, at den in æternum skulde vedblive at være hans; det har han aldrig tænkt paa.
Den offentlige Anklager (Hørup): Hvorledes det forholder sig, vil jo blive oplyst senere. Det vil blive dokumenteret af Rigsdagstidenden, at der ikke er nogensomhelst Tvivl om, at der her er foregaaet en Forandring. — Jeg skal herefter lade læse Skrivelsen fra Krieger til Tietgen, hvori Krieger modtager dennes Tilbud af 30te Mai med de antydede Forandringer, hvoriblandt den væsentligste er, at den fuldførte Kirke skal vende tilbage til Staten som Eiendom.
Derefter oplæste Sekretæren (Holm): Skrivelse af 19de Juni 1874 fra Finantsminister Krieger til Etatsraad Tietgen (se Bilag 52, S. 95—97).
Den offentlige Anklager (Hørup): Dette Tilbud blev allerede samme Dag modtaget af Etatsraad Tietgen ved et Brev til Finantsminister Krieger, som nu vil blive oplæst.
Sekretæren (Holm) oplæste derpaa Skrivelse af 19de Juni 1874 fra Etatsraad Tietgen til Finantsminister Krieger (se Bilag 53, S. 97-98).
Formanden: Hermed kan der standses for i Dag. Det næste Møde berammes til i Morgen Kl. 9 Formiddag, da Dokumentationen kontinuerer.
- ↑ Bilag 45, S. 89—90 indeholdes tillige deri.