Reisekamaraten

by Hans Christian Andersen

Den stakkels Johannes var så bedrøvet, for hans Fader var meget syg og kunde ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille Stue; Lampen på Bordet var ved at brænde ud, og det var ganske sildigt på Aftenen. -

"Du var en god Søn, Johannes!" sagde den syge Fader, "vor Herre vil nok hjælpe Dig frem i Verden!" og han såe med alvorlige milde Øine på ham, trak Veiret ganske dybt og døde; det var ligesom om han sov. Men Johannes græd, nu havde han slet ingen i hele Verden, hverken Fader eller Moder, Søster eller Broder. Den stakkels Johannes! Han låe på sine Knæ foran Sengen og kyssede den døde Faders Hånd, græd så mange salte Tårer, men tilsidst lukkede hans Øine sig og han sov ind med Hovedet på den hårde Sengefjæl.

Da drømte han en underlig Drøm; han såe, hvor Sol og Måne neiede for ham, og han såe sin Fader frisk og sund igjen og hørte ham lee, som han altid loe når han var rigtig fornøiet. En deilig Pige, med Guldkrone på sit lange smukke Hår, rakte Johannes Hånden, og hans Fader sagde, "seer Du, hvilken Brud Du har fået? Hun er den deiligste i hele Verden." Så vågnede han, og alt det Smukke var borte, hans Fader låe død og kold i Sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!

Ugen derefter blev den Døde begravet; Johannes gik tæt bag Kisten, kunde nu ikke mere fåe den gode Fader at see, som havde holdt så meget af ham; han hørte, hvor de kastede Jorden ned på Kisten, såe nu det sidste Hjørne af den, men ved den næste Skuffe Jord, der blev kastet ned, var det også borte; da var det ligesom hans Hjerte vilde gåe i Stykker, så bedrøvet var han. Rundt om sang de en Psalme, det klang så smukt og Tårerne kom Johannes i Øinene, han græd og det gjorde godt i hans Sorg. Solen skinnede deiligt på de grønne Træer, ligesom den vilde sige: "Du skal ikke være så bedrøvet Johannes! kan Du see, hvor smuk blå Himmelen er; deroppe er nu Din Fader og beder den gode Gud, at det altid må gåe Dig vel!"

"Jeg vil altid være god!" sagde Johannes, "så kommer jeg også op i Himlen til min Fader, og hvor det vil blive en Glæde, når vi see hinanden igjen! hvor der vil være meget, jeg kan fortælle ham, og han vil igjen vise mig så mange Ting, lære mig så meget af alt det Deilige i Himlen, ligesom han lærte mig her på Jorden. O hvor det vil blive en Glæde!"

Johannes tænkte sig det så tydeligt, at han smilede derved, medens Tårerne endnu løb ham ned over Kinderne. De små Fugle sad oppe i Kastanietræerne og qviddrede "qvi vit, qvi vit!" de vare så fornøiede, skjøndt de jo vare med ved Begravelsen, men de vidste nok, at den døde Mand nu var oppe i Himlen, havde Vinger, langt smukkere og større end deres, var nu lykkelig, fordi han havde været god her på Jorden, og derover vare de fornøiede. Johannes såe, hvor de fløi fra de grønne Træer, langt ud i Verden, og han fik da også sådan Lyst til at flyve med. Men først skar han et stort Trækors til at sætte på sin Faders Grav, og da han om Aftenen bragte det der hen, var Graven pyntet med Sand og Blomster; det havde fremmede Folk gjort, for de holdt allesammen så meget af den kjære Fader, som nu var død.

Tidlig næste Morgen pakkede Johannes sin lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der var 50 Rdlr. og et Par Sølvskillinger, dermed vilde han vandre ud i Verden. Men først gik han hen på Kirkegården til sin Faders Grav, læste sit "Fader vor", og sagde: "Farvel Du kjære Fader! Jeg vil altid være et godt Menneske, og så tør Du nok bede den gode Gud, at det må gåe mig godt!"

Ude på Marken, hvor Johannes gik, stode alle Blomsterne så friske og deilige i det varme Solskin, og de nikkede i Vinden ligesom om de vilde sige: "Velkommen i det Grønne! Er her ikke nydeligt?" Men Johannes dreiede sig endnu engang om, for at see den gamle Kirke, hvor han, som lille Barn, var døbt, hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde været i Kirke og sjunget sin Psalme; da såe han høit oppe i et af Hullerne i Tårnet, Kirke-Nissen ståe med sin lille røde, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm, da ellers Solen skar ham i Øinene Johannes nikkede Farvel til ham, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Hånden på Hjertet og kyssede mange Gange på Fingrene, for at vise, hvor godt han ønskede ham det, og at han ret måtte gjøre en lykkelig Reise.

Johannes tænkte på hvor meget smukt han nu skulde fåe at see i den store prægtige Verden, og gik længer og længer bort, så langt som han aldrig før havde været; han kjendte slet ikke de Byer, han kom igjennem, eller de Mennesker, han mødte, nu var han langt ude mellem Fremmede.

Den første Nat måtte han lægge sig at sove i en Høstak på Marken, anden Seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han, Kongen kunde ikke have det pænere. Den hele Mark ved Aaen, Høstakken og så den blå Himmel oven over, var just et smukt Sovekammer. Det grønne Græs med de små røde og hvide Blomster var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhækker vare Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske Vand, hvor Sivene neiede, og sagde både god Aften og god Morgen. Månen var en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blå Loft, og den stak ikke Ild i Gardinerne; Johannes kunde sove ganske roligt, og han gjorde det også, vågnede først igjen, da Solen stod op og alle de små Fugle rundt omkring, sang: "god Morgen! god Morgen! Er Du ikke oppe?"

Klokkerne ringede til Kirke, det var Søndag, Folk gik hen at høre Præsten og Johannes fulgte med dem, sang en Psalme og hørte Guds Ord, og det var ligesom han var i sin egen Kirke, hvor han var døbt, og havde sjunget Psalmer med sin Fader.

Ude på Kirkegården var der så mange Grave, og på nogle voxte der høit Græs. Da tænkte Johannes på sin Faders Grav, der også måtte komme til at see ud som disse, nu han ikke kunde luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede Græsset af, reiste Trækorsene op, der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra Gravene, igjen på deres Sted, idet han tænkte, måskee at En gjør det samme ved min Faders Grav, nu jeg ikke kan gjøre det!

Uden for Kirkegårdsporten stod en gammel Tigger og støttede sig på sin Krykke, Johannes gav ham de Sølvskillinger han havde og gik så lykkelig og fornøiet længer frem, ud i den vide Verden.

Mod Aften blev det et skrækkeligt ondt Veir, Johannes skyndte sig for at komme under Tag, men det blev snart mørk Nat; da nåede han endelig en lille Kirke, der låe ganske eensom oppe på en Høi, Døren stod til Lykke på Klem, og han smuttede ind; her vilde han blive, til det onde Veir lagde sig.

"Her vil jeg sætte mig i en Krog!" sagde han, "jeg er ganske træt, og kan nok trænge til at hvile mig lidt," så satte han sig ned, foldede sine Hænder, og læste sin Aftenbøn og, inden han vidste af det, sov og drømte han, mens det lynede og tordnede udenfor.

Da han vågnede igjen, var det midt ud på Natten, men det onde Veir var trukket over, og Månen skinnede ind af Vinduerne til ham. Midt på Kirkegulvet stod der en åben Liigkiste med en død Mand i, for han var endnu ikke begravet. Johannes var slet ikke bange, for han havde en god Samvittighed, og han vidste nok, at de Døde gjør ingen noget; det er levende, onde Mennesker, der gjør Fortræd. Sådanne to levende, slemme Folk stod tæt ved den døde Mand, der var sat herind i Kirken, før han blev lagt ned i Graven, de vilde gjøre ham Fortræd, ikke lade ham ligge i sin Liigkiste, men kaste ham uden for Kirkedøren, den stakkels døde Mand.

"Hvorfor vil I gjøre det!" spurgte Johannes, "det er ondt og slemt, lad ham sove i Jesu Navn!"

"O, Sniksnak!" sagde de to fæle Mennesker, "han har narret os! han skylder os Penge, dem kunde han ikke betale, og nu er han ovenikjøbet død, så fåe vi ikke en Skilling, derfor vil vi rigtig hævne os, han skal ligge som en Hund udenfor Kirkedøren!"

"Jeg har ikke meer end 50 Rdlr.!" sagde Johannes, "det er hele min Arvepart, men den vil jeg gjerne give Eder, når I vil ærligt love mig, at lade den stakkels døde Mand i Fred. Jeg skal nok komme ud af det, uden de Penge; jeg har sunde stærke Lemmer, og vor Herre vil altid hjælpe mig!"

"Ja," sagde de hæslige Mennesker, "når Du således vil betale hans Gæld, skal vi såmæn ikke gjøre ham noget, det kan Du være vis på!" og så tog de Pengene, Johannes gav dem, loe ordentlig ganske høit over hans Godhed, og gik deres Vei; men Johannes lagde Liget tilrette igjen i Kisten, foldede Hænderne på det, sagde Farvel, og gik nok så tilfreds videre gjennem den store Skov.

Rundtomkring, hvor Månen kunde skinne ind i mellem Træerne, såe han de nydelige små Alfer lege nok så lystigt; de lode sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt uskyldigt Menneske, og det er kun de onde Folk, der ikke måe fåe Alferne at see. Nogle af dem vare ikke større end en Finger og havde deres gule Hår heftet op med Guldkamme, to og to gyngede de på de store Dugdråber, der låe på Bladene og det høie Græs; sommetider trillede Dråben, så faldt de ned mellem de lange Græsstrå og der blev Latter og Støi af de andre Småpuslinger. Det var uhyre morsomt! De sang og Johannes kjendte ganske tydeligt alle de smukke Viser, han havde lært som lille Dreng. Store brogede Ædderkoppe med Sølvkroner på Hovedet, måtte fra den ene Hæk til den anden spinde lange Hængebroer og Palladser, der, da den fine Dug faldt på, såe ud som skinnende Glas i det klare Måneskin. Således varede det ved, lige til Solen stod op. De små Alfer krøb da ind i Blomsterknoppene og Vinden tog i deres Broer og Slotte, der da fløi hen i Luften, som store Spindelvæv.

Johannes var nu kommet ud af Skoven, da en stærk Mandsstemme råbte bag ved ham: "Holla, Kammerat! hvorhen gjælder Reisen?"

"Ud i den vide Verden!" sagde Johannes. "Jeg har hverken Fader eller Moder, er en fattig Knøs, men vor Herre hjælper mig nok!"

"Jeg vil også ud i den vide Verden!" sagde den fremmede Mand. "Skal vi to gjøre Følgeskab!"

"Ja nok!" sagde Johannes, og så fulgtes de ad. De kom snart til at holde meget af hinanden, for de vare gode Mennesker begge to. Men Johannes mærkede nok, at den Fremmede var meget klogere end han, han havde været næsten hele Verden rundt, og vidste at fortælle om alt det Muelige, der er til.

Solen var allerede høit oppe, da de satte dem under et stort Træ, for at spise deres Frokost; i det samme kom der en gammel Kone. O, hun var så gammel og gik ganske krum, støttede sig på en Krykkestok, og havde på sin Ryg et Knippe Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven. Hendes Forklæde var hæftet op, og Johannes såe at tre store Riis af Bregner og Pileqviste stak ud fra det. I det hun var ganske nær dem, gleed hendes ene Fod, hun faldt om og gav et høit Skrig, for hun havde brækket sit Been, den stakkels gamle Kone.

Johannes vilde strax, at de skulde bære hende hjem, hvor hun boede, men den Fremmede lukkede sin Randsel op, tog en Krukke frem, og sagde, at han havde her en Salve, der strax kunde gjøre hendes Been heelt og raskt, så at hun selv kunde gåe hjem, og det som om hun aldrig havde brækket Benet. Men derfor vilde han også, at hun skulde forære ham de tre Riis, hun havde i sit Forklæde.

"Det er godt betalt!" sagde den Gamle og nikkede ganske underligt med Hovedet; hun vilde ikke såmeget gjerne af med sine Riis, men det var heller ikke så rart, at ligge med Benet brækket; så gav hun ham Risene, og ligeså snart han havde gnedet Salven på Benet, reiste også den gamle Mutter sig op, og gik meget bedre end før. Det kunde den Salve gjøre. Men den var heller ikke at fåe på Apotheket.

"Hvad vil Du med de Riis?" spurgte Johannes nu sin Reisekammerat.

"Det er tre pæne Urtekoste!" sagde han, "dem kan jeg just lide, for jeg er en løierlig Fyr!"

Så gik de endnu et godt Stykke.

"Nei, hvor det trækker op!" sagde Johannes, og pegede ligefrem; "det er nogle forskrækkelige tykke Skyer!"

"Nei," sagde Reisekammeraten, "det er ikke Skyer, det er Bjergene. De deilige store Bjerge, hvor man kommer heelt op over Skyen i den friske Luft! Det er herligt, kan Du troe! Imorgen ere vi vist sålangt ude i Verden!"

Det var ikke så nær ved, som det såe ud, de brugte en heel Dag at gåe, før de kom til Bjergene, hvor de sorte Skove voxte lige op mod Himmelen, og hvor der vare Stene ligeså store som en heel By; det vilde rigtignok blive en svær Tour at komme der heelt over, men derfor gik også Johannes og Reisekammeraten ind i Vertshuset, for at hvile sig godt og samle Kræfter til Marschen imorgen.

Nede i den store Skjænkestue i Vertshuset vare så mange Mennesker samlede, for der var en Mand, som gjorde Dukke-Comedie; han havde just stillet sit lille Theater op, og Folk sad rundt omkring for at see den Comedie, men allerforrest havde en gammel tyk Slagter taget Plads, og det den allerbedste; hans store Bulbider, uh, den såe så glubsk ud! sad ved Siden af ham og gjorde Øine, ligesom alle de andre.

Nu begyndte Comedien, og det var en pæn Comedie med en Konge og en Dronning, de sad på den deiligste Throne, havde Guldkroner på Hovedet og lange Slæb på Kjolerne, for det havde de Råd til. De nydeligste Trædukker med Glas-Øine og store Knebelsbarter stode ved alle Døre, og lukkede op og i for at der kunde komme frisk Luft i Stuen! Det var just en nydelig Komedie, og den var slet ikke sørgelig, men lige idet Dronningen reiste sig op og gik hen ad Gulvet, så - ja Gud må vide, hvad den store Bulbider tænkte; men da den tykke Slagter ikke holdt på ham, gjorde han et Spring lige ind på Theatret, tog Dronningen midt i hendes tynde Liv, så det sagde "knik, knak!" Det var ganske forskrækkeligt!

Den stakkels Mand, som gjorde den hele Comedie, blev så forskrækket og så bedrøvet for sin Dronning, for det var den allernydeligste Dukke, han havde, og nu havde den ækle Bulbider bidt Hovedet af hende; men da Folk siden gik bort, sagde den Fremmede, han som var kommet med Johannes, at han nok skulde gjøre hende istand; og så tog han sin Krukke frem og smurte Dukken med den Salve, han hjalp den stakkels gamle Kone med, da hun havde brækket sit Been. Ligeså snart Dukken var smurt, blev den strax heel igjen, ja den kunde endogså selv røre alle sine Lemmer, man behøvede slet ikke at trække i Snoren; Dukken var som et levende Menneske, på det nær at den ikke kunde tale. Manden, som havde det lille Dukketheater, blev så fornøiet, nu behøvede han slet ikke at holde på den Dukke, den kunde jo dandse af sig selv. Det var der ingen af de andre der kunde.

Da det siden blev Nat, og alle Folk i Vertshuset vare gået i Seng, var der een, der sukkede så forskrækkelig dybt, og blev så længe ved, så de allesammen stod op, for at see hvem det kunde være. Manden, der havde gjort Comedien, gik hen til sit lille Theater, for det var der inde, at nogen sukkede. Alle Trædukkerne låe imellem hinanden, Kongen og alle Drabanterne, og det var dem, som sukkede så ynkeligt og stirrede med deres store Glas-Øine, for de vilde så gjerne blive smurt lidt ligesom Dronningen, at de også kunde komme til at røre sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned på sine Knæ, og rakte sin deilige Guldkrone i Veiret, mens hun bad; "tag kun den, men smør min Gemal og mine Hoffolk!" da kunde den stakkels Mand, der eiede Comedien og alle Dukkerne, ikke lade være at græde, for det gjorde ham virkelig så ondt for dem; han lovede strax Reisekammeraten, at han vilde give ham alle de Penge, han fik for sin Comedie næste Aften, når han bare vilde smøre fire, fem af hans pæneste Dukker; men Reisekammeraten sagde, at han forlangte slet ikke andet, end den store Sabel, han havde ved sin Side, og da han fik den, smurte han sex Dukker, der strax dandsede og det var så nydeligt, at alle Pigerne, de levende Menneske-Piger, som såe derpå, gav sig til at dandse med. Kudsken og Kokkepigen dandsede, Tjeneren og Stuepigen, alle de Fremmede, og Ildskuffen og Ildklemmen; men de to faldt om, lige i det de gjorde de første Spring, - jo det var en lystig Nat. -

Næste Morgen gik Johannes med sin Reisekammerat bort fra dem allesammen, og opad de høie Bjerge, og igjennem de store Granskove. De kom så høit op, at Kirketårnene dybt under dem tilsidst såe ud som små røde Bær, nede i alt det Grønne, og de kunde see så langt bort, mange, mange Mile, hvor de aldrig havde været! såmeget smukt af den deilige Verden havde Johannes aldrig før seet på eengang, og Solen skinnede så varmt fra den friske blå Luft, han hørte også Jægerne blæse på Valdhorn inde mellem Bjergene, så smukt og velsignet, at han fik Vandet i Øinene af Glæde, og kunde ikke lade være at sige: "Du gode vor Herre! jeg kunde kysse Dig, fordi Du er så god mod os allesammen, og har givet os al den Deilighed, der er i Verden!"

Reisekammeraten stod også med foldede Hænder, og såe ud over Skoven og Byerne, i det varme Solskin. I det samme klang det forunderligt deiligt over deres Hoveder, de såe op i Veiret: en stor hvid Svane svævede i Luften; den var så smuk, og sang, som de aldrig før havde hørt nogen Fugl synge; men det blev mere og mere svagt, den bøiede sit Hoved og sank, ganske langsomt ned for deres Fødder, hvor den låe død, den smukke Fugl.

"To så deilige Vinger," sagde Reisekammeraten, "så hvide og store, som de, Fuglen har, ere Penge værd, dem vil jeg tage med mig! kan du nu see, at det var godt, jeg fik en Sabel!" og så hug han med eet Slag begge Vingerne af den døde Svane, dem vilde han beholde.

De reiste nu mange, mange Mile frem over Bjergene, til de tilsidst foran dem såe en stor Stad, med over hundrede Tårne, der skinnede som Sølv i Solskinnet; midt i Byen var et prægtigt Marmorslot, tækket med det røde Guld, og her boede Kongen.

Johannes og Reisekammeraten vilde ikke strax gåe ind i Byen, men bleve i Vertshuset udenfor, at de kunde pynte sig, thi de vilde see pæne ud, når de kom på Gaden. Verten fortalte dem, at Kongen var sådan en god Mand, der aldrig gjorde noget Menneske noget, hverken det ene eller det andet, men at hans Datter, ja Gud bevare os! det var en slem Prindsesse. Deilighed havde hun nok af, ingen kunde være så smuk og nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en slem, ond Hex, der var Skyld i, at så mange deilige Prindser havde mistet deres Liv. - Alle Mennesker havde hun givet Lov at frie til hende; enhver kunde komme, enten han var en Prinds, eller en Stådder, det kunde være lige eet og det samme; han skulde bare gjætte tre Ting, hun spurgte ham om, kunde han det, så vilde hun gifte sig med ham, og han skulde være Konge over det hele Land, når hendes Fader døde; men kunde han ikke gjætte de tre Ting, så lod hun ham hænge eller halshugge, så slem og ond var den deilige Prindsesse. Hendes Fader, den gamle Konge, var bedrøvet derover, men han kunde ikke forbyde hende, at være så ond, for han havde eengang sagt, han vilde aldrig have det mindste at gjøre med hendes Kjærester, hun kunde selv gjøre, ligesom hun vilde. Hver engang der kom en Prinds og skulde gjætte, for at fåe Prindsessen, så kunde han ikke komme ud af det, og så blev han hængt eller halshugget; de havde jo varet ham i Tide, han kunde lade være at frie. Den gamle Konge var så bedrøvet over al den Sorg og Elendighed, at han en heel Dag om Aaret låe på Knæ, med alle sine Soldater, og bad, at Prindsessen måtte blive god, men det vilde hun slet ikke. De gamle Koner, som drak Brændeviin, farvede det ganske sort, før de drak det, således sørgede de, og mere kunde de ikke gjøre.

"Den hæslige Prindsesse!" sagde Johannes, "hun skulde virkelig have Riis, det kunde hun have godt af. Bare jeg var den gamle Konge, hun skulde nok komme til at spytte røde Grise!"

I det samme hørte de Folk udenfor råbe Hurra! Prindsessen kom forbi, og hun var virkelig så deilig, at alle Folk glemte, hvor ond hun var, derfor råbte de Hurra. Tolv deilige Jomfruer, allesammen i hvide Silkekjoler, og med en Guldtulipan i Hånden, reed på kulsorte Heste, ved Siden af hende; Prindsessen selv havde en kridhvid Hest, pyntet med Diamanter og Rubiner, hendes Ridedragt var af det pure Guld, og Pidsken, hun havde i Hånden, såe ud, som den var en Solstråle; Guldkronen på Hovedet var ligesom små Stjerner oppe fra Himlen, og Kåben var syet af over tusinde deilige Sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes Klæder.

Da Johannes fik hende at see, blev han så rød i sit Ansigt, som et dryppende Blod, og han kunde knap sige et eneste Ord; Prindsessen såe jo ganske ud, som den deilige Pige med Guldkrone på, han havde drømt om den Nat, hans Fader var død. Han fandt hende så smuk, og kunde ikke lade være at holde så meget af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde han, at hun kunde være en ond Hex, der lod Folk hænge eller halshugge, når de ikke kunde gjætte, hvad hun forlangte af dem. "Enhver har jo Lov at frie til hende, endogså den fattigste Stådder, jeg vil virkelig gåe op på Slottet! for jeg kan ikke lade være!"

De sagde allesammen, at det skulde han ikke gjøre, det vilde bestemt gåe ham, ligesom alle de andre. Reisekammeraten rådede ham også derfra, men Johannes meente, det gik nok godt, børstede sine Skoe og sin Kjole, vaskede Ansigt og Hænder, kæmmede sit smukke, gule Hår, og gik så ganske alene ind til Byen,og op på Slottet.

"Kom ind!" sagde den gamle Konge, da Johannes bankede på Døren. - Johannes lukkede op, og den gamle Konge, i Slåbrok og broderede Tøfler, kom ham imøde, Guldkronen havde han på Hovedet, Scepteret i den ene Hånd og Guldæblet i den anden. "Bi lidt!" sagde han, og fik Æblet op under Armen, for at kunde række Johannes Hånden. Men såsnart han fik at høre, det var en Frier, begyndte han således at græde, at både Scepter og Æble faldt på Gulvet, og han måtte tørre Øinene i sin Slåbrok. Den stakkels gamle Konge!

"Lad være!" sagde han, "det gåer Dig galt, ligesom alle de Andre. Nu skal Du bare see!" så førte han Johannes ud i Prindsessens Lysthave, der såe forskrækkeligt ud! Oppe i hvert Træ hang tre, fire Kongesønner, der havde friet til Prindsessen, men ikke kunde gjætte de Ting, hun havde sagt dem. Hver Gang det blæste, ranglede alle Knoklerne, så de små Fugle bleve forskrækkede, og turde aldrig komme ind i den Have; alle Blomsterne vare bundne op med Menneskebeen, og i Urtepotterne stode Dødningehoveder og grinte. Det var rigtignok en Have for en Prindsesse.

"Her kan Du see!" sagde den gamle Konge, "det vil gåe Dig, ligesom alle de Andre, Du her seer, lad derfor heller være; Du gjør mig virkelig ulykkelig, for jeg tager mig det så nær!"

Johannes kyssede den gode gamle Konge på Hånden, og sagde, det gik nok godt, for han holdt så meget af den deilige Prindsesse.

I det samme kom Prindsessen selv, med alle sine Damer, ridende ind i Slotsgården, de gik derfor ud til hende, og sagde god Dag. Hun var nydelig, rakte Johannes Hånden, og han holdt endnu meget mere af hende end før, hun kunde bestemt ikke være en slem ond Hex, som alle Folk sagde om hende. - De gik op i Salen, og de små Pager præsenterede Syltetøi og Pebernødder for dem, men den gamle Konge var så bedrøvet, han kunde slet ikke spise noget, og Pebernødderne vare ham også for hårde.

Det blev nu bestemt, at Johannes skulde komme igjen op på Slottet næste Morgen, da vilde Dommerne og hele Rådet være forsamlede, og høre, hvorledes han kom ud af det med at gjætte. Kom han godt ud af det, så skulde han endnu komme to Gange til, men der var endnu aldrig nogen, som havde gjættet den første Gang, og så måtte de miste Livet.

Johannes var slet ikke bedrøvet for, hvorledes det vilde gåe ham, han var just fornøiet, tænkte kun på den deilige Prindsesse, og troede ganske vist, at den gode Gud nok hjalp ham, men hvorledes, det vidste han slet ikke, og vilde heller ikke tænke derpå. Han dandsede hen ad Landeveien, da han gik tilbage til Vertshuset, hvor Reisekammeraten ventede på ham.

Johannes kunde ikke blive færdig med at fortælle, hvor nydelig Prindsessen havde været imod ham, og hvor deilig hun var; han længtes allerede såmeget efter den næste Dag, han skulde derind på Slottet, og forsøge sin Lykke med at gjætte.

Men Reisekammeraten rystede på Hovedet, og var ganske bedrøvet. "Jeg holder så meget af Dig!" sagde han, "vi kunde endnu have været længe sammen, og nu skal jeg allerede miste Dig! Du stakkels, kjære Johannes, jeg kunde gjerne græde, men jeg vil ikke forstyrre din Glæde den sidste Aften måskee, vi ere sammen. Vi ville være lystige, rigtig lystige; imorgen, når Du er borte, har jeg Lov til at græde!"

Alle Folk inde i Byen havde strax fået at vide, at der var kommet en ny Frier til Prindsessen, og der var derfor en stor Bedrøvelse. Comediehuset blev lukket, alle Kagekonerne bandt sort Flor om deres Sukkergrise, Kongen og Præsterne låe på Knæ i Kirken, der var sådan en Bedrøvelse, for det kunde jo ikke gåe Johannes bedre, end det var gået alle de andre Friere.

Ud på Aftenen lavede Reisekammeraten en stor Bolle Punch, og sagde til Johannes, at nu skulde de være rigtig lystige, og drikke Prindsessens Skål. Men da Johannes havde drukket to Glas, blev han så søvnig, det var ham ikke mueligt at holde Øinene oppe, han måtte falde i Søvn. Reisekammeraten løftede ham ganske sagte op fra Stolen, og lagde ham hen i Sengen, og da det så blev mørk Nat, tog han de to store Vinger, han havde hugget af Svanen, bandt dem fast på sine Skuldre, det største Riis, han havde fået af den gamle Kone, der faldt og brak Benene, stak han i sin Lomme, lukkede Vinduet op, og fløi så ind over Byen, lige hen til Slottet, hvor han satte sig i en Krog, oppe under det Vindue, der gik ind til Prindsessens Sovekammer.

Det var ganske stille i hele Byen; nu slog Klokken tre Qvarteer til Tolv, Vinduet gik op, og Prindsessen fløi i en stor hvid Kåbe og med lange sorte Vinger, hen over Byen, ud til et stort Bjerg; men Reisekammeraten gjorde sig usynlig, således at hun slet ikke kunde see ham, fløi bagefter, og pidskede på Prindsessen med sit Riis, så at der ordentlig kom Blod, hvor han slog. Uh, det var en Fart heelt igjennem Luften, Vinden tog i hendes Kåbe, der bredte sig ud til alle Sider, ligesom et stort Skibsseil, og Månen skinnede igjennem den.

"Hvor det hagler! hvor det hagler!" sagde prindsessen ved hvert Slag, hun fik af Riset, og det kunde hun have godt af. Endelig kom hun da ud til Bjerget og bankede på. Det rullede ligesom Torden, idet Bjerget åbnede sig, og Prindsessen gik der ind, Reisekammeraten fulgte med, for slet ingen kunde see ham, han var usynlig. De gik igjennem en stor, lang Gang, hvor Væggene gnistrede ganske forunderligt, det var over tusinde gloende Ædderkoppe, der løb op og ned af Muren, og lyste ligesom Ild. Nu kom de i en stor Sal, bygget af Sølv og Guld, Blomster, så store som Solsikker, røde og blåe, skinnede fra Væggene; men ingen kunde plukke de Blomster, for Stilken var fæle, giftige Slanger, og Blomsterne var Ild, der stod dem ud af Munden. Hele Loftet var besat med skinnende Sanct Hans-Orme og himmelblå Flaggermuus, der sloge med de tynde Vinger, det såe ganske forunderligt ud. Midt på Gulvet var en Throne, den blev Båret af fire Hestebeenrade, der havde Seletøi af de røde Ild-Ædderkoppe, Thronen selv var af mælkehvidt Glas, og Puderne til at sidde på var små sorte Muus, der beed hinanden i Halen. Ovenover den var et Tag af rosenrødt Spindelvæv, besat med de nydeligste små grønne Fluer, der skinnede som Ædelstene. Midt på Thronen sad en gammel Trold, med Krone på det stygge Hoved, og et Scepter i Hånden. Han kyssede Prindsessen på hendes Pande, lod hende sidde ved Siden af sig på den kostbare Throne, og nu begyndte Musikken. Store, sorte Græshopper spillede på Mundharpe, og Uglen slog sig selv på Maven, for den havde ingen Tromme. Det var en løierlig Concert. Små sorte Nisser, med en Lygtemand på Huen, dandsede rundt i Salen. Ingen kunde see Reisekammeraten, han havde stillet sig lige bagved Thronen, og hørte og såe alle Ting. Hoffolkene, som nu også kom ind, vare så pæne og fornemme, men den, der rigtigt kunde see, mærkede nok, hvorledes de havde det. Det var ikke andet, end Kosteskafter med Kålhoveder på, som Trolden havde hexet Liv i, og givet de broderede Klæder. Men det kunde jo også være det samme, de brugtes kun til Stads.

Da der nu var dandset noget, fortalte Prindsessen til Trolden, at hun havde fået en ny Frier, og spurgte derfor, hvad hun vel skulde tænke på at spørge ham om næste Morgen, når han kom op på Slottet.

"Hør!" sagde Trolden, "nu skal jeg sige Dig noget! Du skal tage noget meget let, for så falder han slet ikke på det. Tænk Du på din ene Sko. Det gjætter han ikke. Lad så Hovedet hugge af ham, men glem ikke, når Du imorgen Nat kommer herud igjen til mig, at bringe mig hans Øine, for dem vil jeg spise!"

Prindsessen neiede ganske dybt, og sagde, hun skulde ikke glemme Øinene. Trolden lukkede nu Bjerget op, og hun fløi hjem igjen, men Reisekammeraten fulgte med, og pryglede hende så stærkt med Riset, at hun sukkede ganske dybt over det stærke Haglveir, og skyndte sig alt hvad hun kunde, med at komme igjennem Vinduet ind i sit Sovekammer; men Reisekammeraten fløi tilbage til Kroen, hvor Johannes endnu sov, løste sine Vinger af, og lagde sig så også på Sengen, for han kunde sagtens være træt.

Det var ganske tidligt på Morgenen, da Johannes vågnede, Reisekammeraten stod også op, og fortalte, at han i Nat havde drømt en meget underlig Drøm om Prindsessen og hendes Sko, og bad ham derfor endelig spørge, om Prindsessen ikke skulde have tænkt på sin Sko! For det var jo det, han havde hørt af Trolden inde i Bjerget, men han vilde ikke fortælle Johannes noget derom, bad ham bare at spørge, om hun havde tænkt på sin Sko.

"Jeg kan ligeså godt spørge om det ene, som om det andet," sagde Johannes, "måskee kan det være ganske rigtigt, hvad Du har drømt, for jeg troer nu alletider, vor Herre hjelper mig nok! Men jeg vil dog sige Dig Farvel, for gjætter jeg galt, fåer jeg Dig aldrig meer at see!"

Så kyssede de hinanden, og Johannes gik ind til Byen og op på Slottet. Hele Salen var ganske fyldt med Mennesker, Dommerne sad i deres Lænestole, og havde Edderduuns Dyner under Hovedet, for de havde så meget at tænke på. Den gamle Konge stod op og tørrede sine Øine i et hvidt Lommetørklæde. Nu trådte Prindsessen ind, hun var endnu meget deiligere, end igår, og hilsede så kjærligt til dem allesammen, men Johannes gav hun Hånden, og sagde: "God Morgen, Du!"

Nu skulde Johannes til at gjætte, hvad hun havde tænkt på. Gud hvor hun så venligt på ham, men lige idet hun hørte ham sige det ene Ord: Sko, blev hun kridhvid i Ansigtet, og rystede over sin hele Krop, men det kunde ikke hjælpe hende noget, for han havde gjættet rigtigt!

Hille den! hvor den gamle Konge blev glad; han slog en Kålbøtte, så det stod efter, og alle Folk klappede i Hænderne for ham og for Johannes, der nu havde gjættet rigtigt den første Gang.

Reisekammeraten blev også fornøiet, da han fik at vide, hvor godt det var gået af; men Johannes lukkede sine Hænder sammen og takkede den gode Gud, der vistnok vilde hjælpe ham igjen de to andre Gange. Næste Dag skulde der allerede gjættes igjen.

Aftenen gik ligesom den igår. Da Johannes sov, fløi Reisekammeraten efter Prindsessen ud til Bjerget, og pryglede hende endnu stærkere, end forrige Gang, for nu havde han taget to Riis; ingen fik ham at see, og han hørte alle Ting. Prindsessen vilde tænke på sin Handske, og det fortalte han til Johannes, ligesom om det var en Drøm; Johannes kunde da nok gjætte rigtigt, og der blev sådan en Glæde på Slottet. Hele Hoffet slog Kålbøtter, ligesom de havde seet Kongen gjøre den første Gang; men Prindsessen låe på Sophaen og vilde ikke sige et eneste Ord. Nu kom det an på, om Johannes kunde gjætte den tredie Gang. Gik det godt, skulde han jo have den deilige Prindsesse, og arve det hele Kongerige, når den gamle Konge døde; gjættede han galt, så skulde han miste sit Liv, og Trolden vilde spise hans smukke blå Øine.

Aftenen iforveien gik Johannes tidlig i Seng, læste sin Aftenbøn, og sov så ganske roligt; men Reisekammeraten spændte Vingerne på sin Ryg, bandt Sabelen ved sin Side og tog alle tre Riis med sig, og fløi så til Slottet.

Det var ganske bælmørk Nat, det stormede så Tagstenene fløi af Husene, og Træerne inde i Haven, hvor Beenradene hang, sveiede ligesom Siv, når det blæste; det lynede hvert Øieblik, og Tordenen rullede ligesom om det kun var et eneste Skrald, der varede hele Natten. Nu slog Vinduet op, og Prindsessen fløi ud; hun var så bleg, som en Død, men hun loe af det onde Veir, syntes det var ikke stærkt nok, hendes hvide Kåbe hvirvlede rundt i Luften, ligesom et stort Skibsseil, men Reisekammeraten pidskede hende sådan med sine tre Riis, så Blodet dryppede ned på Jorden, og hun tilsidst neppe kunde flyve længer. Endelig kom hun da ud til Bjerget.

"Det hagler og stormer," sagde hun; "aldrig har jeg været ude i sådant et Veir."

"Man kan også fåe for meget af det Gode," sagde Trolden. Nu fortalte hun ham, at Johannes også havde gjættet rigtigt anden Gang; gjorde han nu det samme i Morgen, da havde han vundet, og hun kunde aldrig mere komme ud til Bjerget, skulde aldrig kunne gjøre sådanne Troldkunster, som før; derfor var hun ganske bedrøvet.

"Han skal ikke kunne gjætte!" sagde Trolden, "jeg skal nok finde på noget, han aldrig har tænkt på! eller også må han være en større Troldmand, end jeg. Men nu ville vi være lystige!" og så tog han Prindsessen i begge Hænder og de dandsede rundt med alle de småe Nisser og Lygtemænd, der vare i Stuen; de røde Ædderkoppe sprang ligeså lystigt op og ned af Væggen, det såe ud som Ildblomsterne gnistrede. Uglen slog på Tromme, Fårekyllingerne peb og de sorte Græshopper blæste på Mundharpe. Det var et lystigt Bal! -

Da de nu havde dandset længe nok, måtte Prindsessen hjem, for ellers kunde hun blive savnet på Slottet; Trolden sagde, han nok vilde følge hende, så var de dog sålænge sammen endnu.

De fløi da afsted i det onde Veir, og Reisekammeraten sled sine tre Riis op på deres Rygstykker; aldrig havde Trolden været ude i sådan et Haglveir. Udenfor Slottet sagde han Farvel til Prindsessen, og hvidskede i det samme til hende: "tænk på mit Hoved," men Reisekammeraten hørte det nok, og lige i det Øieblik Prindsessen smuttede igjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende om igjen, greb han ham i hans lange sorte Skjæg, og hug med Sablen hans ækle Troldhoved af lige ved Skuldrene, så Trolden ikke engang fik det selv at see; Kroppen kastede han ud i Søen til Fiskene, men Hovedet dykkede han kun ned i Vandet, og bandt det så ind i sit Silkelommetørklæde, tog det med hjem i Vertshuset, og lagde sig så til at sove.

Næste Morgen gav han Johannes Lommetørklædet, men sagde, han ikke måtte løse det op, før Prindsessen spurgte, hvad det var, hun havde tænkt på.

Der vare så mange Mennesker i den store Sal på Slottet, at de stode op på hinanden, ligesom Radiser, der ere bundne i et Knippe. Rådet sad i deres Stole med de bløde Hovedpuder, og den gamle Konge havde nye Klæder på, Guldkronen og Scepteret var poleret, det såe ganske nydeligt ud; men Prindsessen var ganske bleg, og havde en kulsort Kjole på, ligesom hun skulde til Begravelse.

"Hvad har jeg tænkt på?" sagde hun til Johannes, og strax løste han Lommetørklædet op, og blev selv ganske forskrækket, da han såe det fæle Troldhoved. Det gjøs i alle Mennesker, for det var forskrækkeligt at see, men Prindsessen sad ligesom et Steenbillede, og kunde ikke sige et eneste Ord; tilsidst reiste hun sig op, og gav Johannes Hånden, for han havde jo gjættet rigtigt; hun såe hverken på den ene eller den anden, men sukkede ganske dybt: "nu er Du min Herre! Iaften vil vi holde Bryllup!"

"Det kan jeg lide!" sagde den gamle Konge, "således skal vi have det!" Alle Folk råbte Hurra, Vagtparaden gjorde Musik i Gaderne, Klokkerne ringede, og Kagekonerne tog det sorte Flor af deres Sukkergrise, for nu var der Glæde. Tre hele stegte Oxer, fyldte med Ænder og Høns, bleve satte midt på Torvet, enhver kunde der skære sig et Stykke; i Vandspringene sprang den deiligste Viin, og kjøbte man en Skillings-Kringle hos Bageren, fik man sex store Boller i Tilgift, og det Boller med Rosiner i.

Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Soldaterne skjød med Kanoner, og Drengene med Knaldperler, og der blev spist og drukket, klinket og sprunget oppe på Slottet, alle de fornemme Herrer og de deilige Frøkener dandsede med hinanden; man kunde langt borte høre, hvor de sang:

"Her er' såmange smukke Piger,

Som vil ha' dem en Svingom,

De begjære Tambourmarschen,

Smukke Pige, vend Dig om.

Dandser og tramper,

Så Skoesållerne faldera!"

Men Prindsessen var jo en Hex endnu, og holdt slet ikke noget af Johannes; det huskede Reisekammeraten på, og derfor gav han Johannes tre Fjer af Svanevingerne, og en lille Flaske med nogle Dråber i, sagde til ham, at han skulde lade sætte ved Brudesengen et stort Kar, fyldt med Vand, og når da Prindsessen vilde stige op i Sengen, skulde han give hende et lille Stød så hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efter først at have kastet Fjerene og Dråberne deri, så vilde hun blive fri for sin Trolddom, og komme til at holde så meget af ham.

Johannes gjorde alt, hvad Reisekammeraten havde rådet ham; Prindsessen skreg ganske høit, idet han dykkede hende ned under Vandet, og sprællede ham under Hænderne, som en stor, kulsort Svane, med gnistrende Øine; da hun anden Gang kom op over Vandet igjen, var Svanen hvid, på en eneste sort Ring nær, den havde om Halsen. Johannes bad fromt til vor Herre, og lod Vandet tredie Gang spille hen over Fuglen, og i samme Øieblik forvandledes den til den deiligste Prindsesse. Hun var endnu smukkere end før, og takkede ham med Tårer i sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse. Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op på Dagen; til allersidst kom da Reisekammeraten, han havde sin Stok i Hånden og Randselen på Nakken. Johannes kyssede ham så mange Gange, sagde, han måtte ikke reise bort, han skulde blive hos ham, thi han var jo Skyld i hele hans Lykke. Men Reisekammeraten rystede med Hovedet, og sagde så mildt og venligt: "Nei, nu er min Tid omme. Jeg har kun betalt min Gjæld. Kan Du huske den døde Mand, de onde Mennesker vilde gjøre Fortræd. Du gav alt, hvad Du eiede, for at han kunde have Ro i sin Grav. Den Døde er jeg!"

I det samme var han borte. -

Brylluppet varede nu en hel Måned, Johannes og Prindsessen holdt så meget af hinanden, og den gamle Konge levede mange fornøiede Dage og lod deres små bitte Børn ride Ranke på sit Knæ og lege med sit Scepter; men Johannes var Konge over hele Riget.