|
Qvindens Skabelse.
|
|
|
|
Tidens Morgen frembrød i straalende Glands over Eden!
|
|
Herlig sig Solen opsvang paa flammende Vinger af Mulmet,
|
|
Ormen krøb ydmygt i Støv, men Ørnen steg høit imod Skyen.
|
|
Dybt i Beskuen fortabt stod Manden: den nyskabte Adam;
|
5 |
Henrykt for Skaberens Verk han sukked' med smeltende Længsel:
|
|
Ak! hvi kan jeg det Alt til mit svulmende Hjerte ei trykke?
|
|
See, da danned' ham Gud dets Billed af Roser og Liljer:
|
|
Ildens med Vandets Natur han blanded', og Slangens med Duens,
|
|
Klippens med Sivets; og skabt for Adam smilede Qvinden:
|
10 |
Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet, et Eden!
|