Qvæk

by Hans Christian Andersen

Alle Skovens Fugle sad i Træerne paa Grenene hvor der vare Blade nok og dog vare de enige i at ønske sig et nyt godt Blad, et Blad de længtes efter et kritisk Blad, som Menneskene have saa mange af at de Halve ere nok. Sangfuglene ønskede en musikalsk Kritik hver til Roes for sig og til Dadel hvor der var at dadle hos de Andre. Men de kunde ikke blive enige i, mellem Fuglene selv at finde upartiske Kritikere, “Fugl maa det dog være,” sagde Uglen, der var valgt som Præsident i Forsamlingen og er Viisdommens Fugl, “der bør neppe vælges fra et andet Dyrerige uden det skulde være fra Havet, der flyver Fisken som Fuglen i Luften, men det er nok ogsaa det eneste Familieskab. Men der ere jo Dyr nok mellem Fisk og Fugl.” Saa tog Storken Ordet, det skraldede ham fra Nebbet. “Der gives Væsner mellem Fisk og Fugl: Mosevands-Børnene, Frøerne, dem stemmer jeg for. De ere høist musikalske, synger i Chor, som Kirkeklokker i Skov-Eensomhed. Jeg faaer Udvee!” sagde Storken, “Krillen under Vingerne naar de synger op.” “Jeg stemmer ogsaa for Frøerne,” sagde Heiren, “de ere hverken Fugl eller Fisk, boer dog hos Fiskene og synger som Fuglene.” “Det var nu det Musikalske,” sagde Uglen, “men Bladet maa tale om Alt hvad Skjønt er i Skoven, der maa være Medarbeidere. Lad os tænke os om, hver i sin Familie.” Da sang den lille Lærke saa freidigt og smukt: “Frøen maa ikke være Herre for Bladet, nei Nattergalen.” “Hold op at qviddere!” sagde Uglen, “jeg tuder til Orden. Jeg kjender Nattergalen, vi ere Natfugle begge to; hver Fugl synger med sit Næb, hverken den eller jeg bør vælges. Saa blev Bladet et aristocratisk eller philosophisk Blad, et Bravour-arieblad, hvor de høitstillede raadede, det skal ogsaa være Organ for Menigmand. –”