Portnerens Søn
Portnerens Søn.
Generalens boede paa første Sal, Portnerens boede i Kjælderen; der var stor Afstand mellem de to Familier, hele Stue-Etagen og Rangforordningen; men under samme Tag boede de med Udsigt til Gaden og til Gaarden; i denne var en Græsplet med et blomstrende Akasietræ, naar det blomstrede, og under det sad sommetider den pyntede Amme med det endnu mere pyntede General-Barn, „lille Emilie”. Foran dem dandsede paa sine bare Been Portnerens lille Dreng, med de store brune Øine og det mørke Haar, og Barnet loe til ham, strakte sine smaa Hænder ud mod ham, og saae Generalen det fra sit Vindue, saa nikkede han ned og sagde: „Charmant!” Generalinden selv, der var saa ung, at hun næsten kunde være sin Mands Datter af tidligt Ægteskab, saae aldrig ud ad Vinduet til Gaarden, men sin Ordre havde hun givet, at Kjælderfolkenes lille Dreng nok maatte lege for Barnet, men ikke røre ved det. Ammen lød nøiagtigt Fruens Ordre.
Og Solen skinnede ind til dem paa første Sal, og ind til dem i Kjælderen, Akasietræet satte Blomster, de faldt af, og der kom nye igjen næste Aar; Træet blomstrede og Portnerens lille Dreng blomstrede, han saae ud som en frisk Tulipan.
Generalens lille Datter blev fiin og bleg, som det lyserøde Blad paa Akasieblomsten. Nu kom hun sjelden ned under Træet; hun fik sin friske Luft i Karreet. Hun kjørte ud med Mama, og altid nikkede hun da til Portnerens Georg, ja kyssede paa Fingeren ad ham, indtil hendes Moder sagde hende, at nu var hun for stor dertil.
En Formiddag skulde han bringe Generalens de Breve og Aviser, som i Morgenstunden vare lagte ind i Portnerstuen. Idet han kom op ad Trappen, forbi Døren ved Sandhullet, hørte han Noget pippe derinde; han troede, at det var en Kylling, som klynkede, og saa var det Generalens lille Datter i Knipling og Flor.
„Siig det ikke til Papa og Mama, for saa blive de vrede!”
„Hvad er det? lille Frøken!” spurgte Georg.
„Det brænder Altsammen!” sagde hun. „Det brænder i lys Lue!”
Georg aabnede Døren til den lille Barnestue; Vinduesgardinet var næsten afbrændt, Gardinstokken stod i Glød og Flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte paa Folk; uden ham var der blevet Huusild.
Generalen og Generalinden examinerede lille Emilie.
„Jeg tog kun en eneste Svovlstikke,” sagde hun, „saa brændte den strax, og Gardinet brændte strax. Jeg spyttede for at slukke, jeg spyttede Alt hvad jeg kunde, men jeg havde ikke Spyt nok, og saa løb jeg ud og gjemte mig, thi Papa og Mama vilde blive vrede.”
„Spyttede!” sagde Generalen, „hvad er det for et Ord? Naar har Du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har Du nede fra!”
Men lille Georg fik en Fiirskilling. Denne gik ikke til Bageren, den gik i Sparebøssen, og snart var der saa mange Skillinger, at han kunde kjøbe sig en Farvelade og slette Couleur paa sine Tegninger, og dem havde han mange af; de kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene. De første farvede Billeder foræredes til lille Emilie.
„Charmant!” sagde Generalen; Generalinden selv indrømmede, at man tydeligt saae hvad den Lille havde tænkt sig. „Genius har han!” Det var Ordene, som af Portnerkonen bleve bragte ned i Kjælderen.
Generalen og hans Frue vare fornemme Folk; de havde to Vaabener paa deres Vogn; eet for hver af dem; Fruen havde det paa hvert sit Stykke Tøi, ude og inde, paa sin Natkappe og sin Natsæk; hendes, det ene, var et kostbart Vaaben, kjøbt af hendes Fader for blanke Dalere, for han var ikke født med det, hun ikke heller, hun var kommen for tidlig, syv Aar før Vaabenet; det kunde de fleste Folk huske, men ikke Familien. Generalens Vaaben var gammelt og stort; det kunde nok knage i En at bære dette, end sige bære to Vaabenmærker, og det knagede i Generalinden, naar hun strunk og stadselig kjørte til Hofbal.
Generalen var gammel og graa, men sad godt til Hest, det vidste han, og red hver Dag ud med Rideknegt, i passende Afstand efter sig; kom han i Selskab, var det, som om han kom ridende ind paa sin høie Hest, og Ordener havde han paa, saa mange, at det var ubegribeligt, men det var slet ikke hans Skyld. Som ganske ung havde han fungeret ved det Militære, været med ved de store Høstmanoeuvrer, som da i Fredens Dage holdtes over Tropperne. Fra den Tid havde han en Anecdote, den eneste han havde at fortælle: hans Underofficeer afskar og tog til Fange en af Prindserne, og denne maatte nu, med sin lille Trop fangne Soldater, selv som Fange, ride ind i Byen, bagefter Generalen. Det var en uforglemmelig Begivenhed, der altid, gjennem alle Aaringer, blev gjenfortalt af Generalen, netop med de samme mindeværdige Ord, han havde sagt, idet han igjen overrakte Prindsen Sabelen: „Kun min Underofficeer kunde tage Deres Høihed til Fange, jeg aldrig!” og Prindsen svarede: „De er uforlignelig!” I virkelig Krig havde Generalen aldrig været; da denne gik gjennem Landet, gik han den diplomatiske Vei, gjennem tre udenlandske Hoffer. Han talte det franske Sprog, saa at han næsten glemte sit eget; han dandsede godt, han red godt, der groede Ordener paa hans Kjole i det ubegribelige; Skildvagterne præsenterede for ham, en af de smukkeste unge Piger præsenterede for ham og blev Generalinde, og de fik et lille yndigt Barn, det kom som faldet ned fra Himlen, saa yndigt var det, og Portnerens Søn dandsede i Gaarden for det, saa snart det kunde skjønne, og forærede det alle sine tegnede, farvede Billeder, og hun saae paa dem og hun glædede sig ved dem og rev dem i Stykker. Hun var saa fiin og saa nydelig.
„Mit Rosenblad!” sagde Generalinden. „Født for en Prinds er Du!”
Prindsen stod allerede udenfor Døren; men man vidste det ikke. Menneskene see ikke langt ud over Dørtrinet.
„Forleden deelte saamænd vor Dreng Smørrebrød med hende!” sagde Portnerkonen; „der var hverken Ost eller Kjød paa, men det smagte hende, som om det havde været en Oxesteg. Der vilde have ligget et Huus, havde Generalens seet det Maaltid, men de saae det ikke.”
Georg havde deelt Smørrebrød med lille Emilie, gjerne havde han deelt sit Hjerte med hende, naar det bare havde kunnet fornøie hende. Han var en god Dreng, han var opvakt og klog, han gik nu i Aftenskole paa Akademiet, for der at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie gik ogsaa frem i Kundskaber; hun talte Fransk med sin „Bonne” og havde Dandsemester.
„Georg skal staae til Paaske!” sagde Portnerkonen;
saa vidt var Georg.
„Fornuftigt blev det vel om han saa kom i Lære!” sagde Faderen. „En peen Profession skulde det være! og saa havde vi ham ude af Huset!”
„Han kommer dog til at ligge hjemme om Natten,” sagde Moderen; „det er ikke let at finde en Mester, som har Plads; Klæder maae vi jo ogsaa give ham; den Smule Mad, han spiser, bliver der vel Raad til, han er jo lyksalig ved et Par kogte Kartofler; fri Lærdom har han. Lad ham bare gaae sin Gang, Du skal see at vi faae Glæde af ham, det sagde ogsaa Professoren!”
Confirmationsklæderne vare i Stand, Mo'er havde selv syet dem, men de vare tilskaarne af Lappeskrædderen, og han skar godt; var han bleven anderledes stillet og havde kunnet holde Værksted med Svende, sagde Portnerkonen, saa kunde den Mand godt være bleven Hofskrædder.
Klæderne vare i Stand og Confirmanden var i Stand. Georg fik paa sin Confirmationsdag et stort Tombaksuhr af sin Gudfader, Hørkræmmerens gamle Svend, den Rigeste af Georgs Faddere. Uhret var gammelt og prøvet, det gik altid forud, men det er bedre, end at gaae bagefter. Det var en kostbar Gave; og fra Generalens kom en Psalmebog i Safian, sendt fra den lille Frøken, som Georg havde foræret Billeder. Foran i Bogen stod hans Navn og hendes Navn og „bevaagne Velynderinde". Det var skrevet efter Generalindens Dictat, og Generalen havde læst det igjennem og sagt „Charmant!”
„Det var virkelig en stor Opmærksomhed af et saa fornemt Herskab,” sagde Portnerkonen; og Georg maatte i Confirmationsklæderne og med Psalmebogen op at vise sig og takke.
Generalinden sad meget indsvøbt og havde sin store Hovedpine, som hun altid havde, naar hun kjedede sig. Hun saae meget venlig paa Georg og ønskede ham alt Godt og aldrig hendes Hovedpine. Generalen gik i Slobrok, bar dusket Hue og rødskaftede russiske Støvler; han gik tre Gange op og ned ad Gulvet i egne Tanker og Erindringer, standsede og sagde:
„Lille Georg er altsaa nu en christnet Mand! Vær ogsaa en brav Mand og ær sin Øvrighed! Den Sentents kan Du engang, som gammel Mand, sige, har Generalen lært Dig!”
Det var en længere Tale, end Generalen ellers holdt; og han vendte igjen tilbage til sin Indadvendthed og saae fornem ud. Dog af Alt heroppe, hvad Georg hørte og saae, beholdt han klarest i Tanke den lille Frøken Emilie; hvor var hun yndig, hvor var hun mild, hvor var hun svævende, hvor var hun fiin! skulde hun tegnes af, maatte det være i en Sæbeboble. Der var en Duft ved hendes Klæder, ved hendes krøllede, gule Haar, som var hun et nys udsprunget Rosentræ; og med hende havde han engang deelt Smørrebrød; hun havde spiist det med voldsom Appetit, og nikket til ham ved hveranden Mundfuld. Mon hun huskede det endnu? Jo, tilvisse: hun havde „i Erindring” herom givet ham den smukke Psalmebog; og da første Gang derefter Nytaarsny tændtes, gik han udenfor med Brød og en Skilling, slog op i Bogen, for at see hvilken Psalme han fik. Det var en Lov- og Takke-Psalme; og han slog op for at see, hvad der skulde forundes lille Emilie; han tog sig just i Agt for ikke at gribe ind i Bogen, hvor Liig-Psalmerne stode, og saa greb han alligevel ind imellem Død og Grav; det var jo ikke Noget at troe paa! dog angest blev han, da den yndige lille Pige snart laae tilsengs, og udenfor Porten holdt hver Middag Doctorens Vogn.
„De beholde hende ikke!” sagde Portnerkonen, „Vorherre veed nok, hvem han vil have!”
Men de beholdt hende; og Georg tegnede Billeder og sendte hende; han tegnede Czarens Slot, det gamle Kreml i Moskau; accurat som det stod, med Taarne og Kupler, de saae ud som kæmpestore, grønne og forgyldte Agurker, idetmindste paa Georgs Tegning. Det fornøiede saa meget den lille Emilie, og derfor i Ugens Løb sendte Georg endnu et Par Billeder, allesammen Bygninger, thi ved dem kunde hun selv tænke sig saa Meget indenfor Porten og Vinduerne.
Han tegnede et chinesisk Huus med Klokkespil gjennem alle sexten Etager; han tegnede to græske Templer med slanke Marmorsøiler og Trappe rundt om; han tegnede en Kirke fra Norge; man kunde see, at den var ganske af Bjælker, huggede ud og underligt stillede, hver Etage saae ud, som om den havde Vuggegænger; deiligst var dog paa et Blad det Slot, som han kaldte „lille Emilies”. Saaledes skulde hun boe; det havde Georg heelt udtænkt og taget til dette Slot Alt, hvad han fandt deiligst ved enhver af de andre Bygninger. Det havde udskaarne Bjælker, som den norske Kirke, Marmorsøiler, som det græske Tempel, Klokkespil i hver Etage, og allerøverst Kupler, grønne og forgyldte, som paa Czarens Kreml. Det var et rigtigt Barneslot! og under hvert Vindue stod skrevet, hvad den Sal eller den Stue indenfor skulde være til: „her sover Emilie, her dandser Emilie og her leger hun „komme Fremmede”.” Det var fornøieligt at see paa, og der blev rigtignok seet paa det.
„Charmant!” sagde Generalen.
Men den gamle Greve, for der var en gammel Greve, som endnu var fornemmere end Generalen, og selv havde Slot og Herregaard, sagde Ingenting; han hørte, at det var tænkt og tegnet af Portnerens lille Søn. Nu saa lille var han da ikke, han var confirmeret. Den gamle Greve saae paa Billederne og havde sine egne stille Tanker herved.
En Dag, da Veiret var rigtig graat, vaadt, forfærdeligt, den Dag var en af de lyseste og bedste for lille Georg. Professoren ved Konstakademiet kaldte ham ind til sig.
„Hør, min Ven,” sagde han, „lad os tale lidt sammen! Vorherre har været Dig ganske god med Evner, han er Dig ogsaa god med gode Mennesker. Den gamle Greve paa Hjørnet har talt til mig om Dig; jeg har ogsaa seet dine Billeder, dem ville vi slaae en Streg over, i dem er Meget at rette! nu kan Du to Gange om Ugen komme paa min Tegneskole, saa kommer Du nok efter at gjøre det bedre. Jeg troer at der er Mere i Dig til en Bygmester, end til en Maler; det kan Du selv have Tid til at overveie! men gaa endnu idag hen til den gamle Greve paa Hjørnet, og tak Du Vorherre for den Mand!”
Der var en stor Gaard paa Hjørnet; der var udhugget om Vinduerne baade Elephanter og Dromedarer, Altsammen fra gammel Tid; men den gamle Greve holdt meest af den nye Tid med hvad Godt den bragte, enten det kom fra første Sal, Kjælderen eller Qvisten.
„Jeg troer,” sagde Portnerkonen, „at jo fornemmere Folk virkelig er, desmindre stille de sig. Hvor den gamle Greve er yndig og ligefrem! Og han taler saamænd lige som Du og jeg; det kan ikke Generalens! Var ikke ogsaa Georg igaar reent fortumlet af Henrykkelse over den yndige Medfart, han fik hos Greven; og i Dag er jeg det, efter at have talt med den mægtige Mand. Var det nu ikke godt, at vi ikke satte Georg i Haandværkslære! Evner har han.”
„Men de maae have Hjelp udenfra!” sagde Faderen.
„Den har han nu faaet,” sagde Moderen; „Greven talte med klare, tydelige Ord!”
„Det er dog fra Generalens, det er gaaet ud!” sagde Faderen. „Dem maae vi ogsaa takke."
„Det kunne vi gjerne!” sagde Moderen; „men jeg troer ikke der er Meget at takke for; Vorherre vil jeg takke, og ham vil jeg ogsaa takke, fordi den lille Emilie kommer sig!”
Det gik fremad med hende, det gik fremad med Georg; i Aarets Løb fik han den lille Sølvmedaille og senere den større.
„Det var dog bedre, om han var kommen i
Haandværkslære!” sagde Portnerkonen og græd; „saa havde vi nu
beholdt ham. Hvad skal han i Rom? Jeg faaer ham aldrig
mere at see, selv om han kommer hjem igjen, men det gjør han
ikke, det søde Barn!”
„Men det er hans Lykke og hans Hæder!” sagde Faderen.
„Ja Tak skal Du have, min Ven!” sagde Moderen, „Du snakker, hvad Du ikke mener! Du er ligesaa bedrøvet som jeg.”
Og det havde sin Rigtighed baade med Bedrøvelsen og med Afreisen. Det var en stor Lykke for det unge Menneske, sagde alle Folk.
Og der blev taget Afsked, ogsaa hos Generalens; men Fruen viste sig ikke, hun havde sin store Hovedpine. Generalen fortalte til Afsked sin eneste Anecdote, hvad han havde sagt til Prindsen, og hvad Prindsen havde sagt til ham: „De er uforlignelig!” og saa rakte han Georg sin Haand, slat Haand.
Emilie rakte ogsaa Georg sin Haand, og saae næsten bedrøvet ud, men Georg var dog den meest Bedrøvede.
Tiden gaaer, naar man bestiller Noget, den gaaer ogsaa,
naar man ikke bestiller Noget. Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig. For Georg var den nyttig og slet ikke lang, uden naar han tænkte paa dem hjemme. Hvorledes stod det vel til oppe og nede? Ja, derom blev der skrevet; og man kan lægge saa Meget ind i et Brev, det lyse Solskin og de mørke, tunge Dage. De laae i Brevet, der meldte, at Fader var død, Moder var alene tilbage; Emilie havde været som en Trøstens Engel, hun var kommen ned til hende, ja, det skrev Moder, og tilføiede om sig selv, at hun havde faaet Lov at beholde Embedet i Porten.
Generalinden holdt Dagbog; deri stod hvert Selskab,
hvert Bal, hun havde besøgt, og alle de Fremmedes Besøg.
Dagbogen blev illustreret med Diplomaternes og de meest
Høiadeliges Visitkort, hun var stolt af sin Dagbog; den
voxede i lange Tider, i mange Tider, under mange store
Hovedpiner, men ogsaa under mange lyse Nætter, det vil sige
Hofballer. Emilie havde første Gang været paa Hofbal;
Moderen var i Lyserødt med sorte Kniplinger: Spansk!
Datteren i Hvidt, saa klart, saa fiint! grønne Silkebaand
flagrede som Siv mellem de krøllede, gule Haar, der bar en
Krands af hvide Aakander; Øinene vare saa blaae og klare,
Munden saa fiin og rød, hun lignede en lille Havfrue, saa
deilig, som den kan tænkes. Tre Prindser dandsede med hende, det vil sige først den Ene, og saa den Anden;
Generalinden havde ikke Hovedpine i otte Dage.
Men det første Bal var ikke det sidste, det holdt Emilie ikke ud; det var derfor godt at Sommeren kom med Hvile, med Luft i det Frie. Til den gamle Greves Slot var Familien indbuden.
Det var et Slot med en Have, værd at see. En Deel af den var aldeles som i gamle Dage, med stive, grønne Hækker, som gik man imellem grønne Skjermbrætter, hvori vare Kighuller. Buxbom og Taxus stode klippede i Stjerner og Pyramider, Vandet sprang fra store Grotter, besatte med Muslingskaller; rundt om stode Steenfigurer af den allertungeste Steen, det kunde man see baade paa Klæderne og paa Ansigterne; hvert Blomsterbed havde sin Skikkelse, som Fisk, Vaabenskjold eller Navnetræk, det var den franske Deel af Haven; fra den kom man ind ligesom i den frie, friske Skov, hvor Træerne turde groe, som de vilde, og derfor vare saa store og saa prægtige; Græsset var grønt, og til at gaae paa, det blev ogsaa tromlet, klippet, pleiet og passet; det var den engelske Deel af Haven.
„Gammel Tid og ny Tid!” sagde Greven; „her glide de jo ogsaa godt i hinanden! om to Aar vil Gaarden selv faae sit rigtige Udseende, det vil blive en heel Forvandling til noget Smukt og Bedre; jeg skal vise Tegningerne, og jeg skal vise Bygmesteren, han er her idag til Middag!”
„Charmant!” sagde Generalen.
„Her er paradisisk!” sagde Generalinden; „og der har de en Ridderborg!”
„Det er mit Hønsehuus!” sagde Greven; „Duerne boe i Taarnet, Kalkunerne i første Etage, men i Stuen regjerer gamle Else. Hun har Gjesteværelser til alle Sider: Liggehønsene for sig, Hønen med Kyllinger for sig, og Ænderne have egen Udgang til Vandet!”
„Charmant!” gjentog Generalen.
Og de gik Alle at see denne Herlighed.
Gamle Else stod midt i Stuen, og ved Siden af hende Bygmesteren Georg; han og lille Emilie mødtes efter flere Aar, mødtes i Hønsehuset.
Ja her stod han, og han var kjøn nok at see paa; hans Ansigt aabent og bestemt, et sort glindsende Haar, og ved Munden et Smiil, som sagde: der sidder en Skjelm bag mit Øre, han kjender Eder ud og ind. Gamle Else havde taget sine Træskoe af og stod paa Hosesokker, til Ære for de høifornemme Gjester. Og Hønsene klukkede og Hanen galede, Ænderne vraltede afsted „rap! rap!” Men den fine blege Pige, Barndomsveninden, Generalens Datter, stod med Rosenskjær paa de ellers saa blege Kinder, hendes Øine bleve saa store, om hendes Mund talte det, uden at Munden selv sagde et eneste Ord, og den Hilsen han fik, det var den nydeligste Hilsen noget ungt Menneske kunde ønske sig af en ung Dame, naar de ikke var i Familie eller tidt havde dandset sammen; hun og Bygmesteren havde aldrig dandset sammen.
Hr. Greven trykkede hans Haand og præsenterede ham: „Ganske Fremmed er han ikke, vor unge Ven, Hr. Georg!”
Generalinden neiede, Datteren var ved at række ham Haanden, men hun rakte ham den ikke.
„Vor lille Hr. Georg!” sagde Generalen. „Gamle Huusvenner. Charmant!”
„De er ganske bleven Italiener!” sagde Generalinden, „og De taler vel Sproget som en Indfødt?”
Generalinden sang Sproget, men talte det ikke, sagde Generalen.
Ved Bordet sad Georg ved høire Side af Emilie, Generalen førte hende, Greven førte Generalinden.
Hr. Georg talte og fortalte og han fortalte godt, han var Ordet og Aanden ved Bordet, uagtet den gamle Greve ogsaa kunde være det. Emilie sad taus, Ørene hørte, Øinene lyste.
Men hun sagde Intet.
I Verandaen mellem Blomsterne stod hun og Georg, Rosenhækken skjulte dem. Georg havde igjen Ordet, havde det først.
„Tak for Deres venlige Sind mod min gamle Moder!” sagde han; „jeg veed det, den Nat min Fader døde kom De ned til hende, var hos hende til hans Øine lukkedes, Tak!” Han greb Emilies Haand og kyssede paa den, det kunde han nok ved den Leilighed; hun blev blussende rød, men trykkede hans igjen og saae med sine blaae velsignede Øine paa ham.
„Deres Moder var en kjærlig Sjæl! hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres Breve lod hun mig læse, jeg troer næsten jeg kjender Dem! hvor var De venlig mod mig, da jeg var lille, De gav mig Billeder —!”
„Som De rev itu!” sagde Georg.
„Nei! jeg har mit Slot endnu, Tegningen!”
„Nu maa jeg bygge det i Virkeligheden!” sagde Georg og blev selv ganske varm ved hvad han sagde.
Generalen og Generalinden talte i deres egne Stuer om Portnerens Søn, han vidste jo at bevæge sig og udtrykke sig med et Kjendskab, en Kundskab. „Han kunde være Informator!” sagde Generalen.
„Aand!” sagde Generalinden, og saa sagde hun ikke meer.
Oftere i den smukke Sommertid kom Hr. Georg paa
Grevens Slot. Han blev savnet, naar han ikke kom.
„Hvor dog Vorherre har givet Dem Meget fremfor os andre stakkels Mennesker!” sagde Emilie til ham. „Skjønner De nu ret derpaa?”
Det smigrede Georg, at den smukke unge Pige saae op til ham, han fandt hende da ualmindelig begavet.
Og Generalen følte sig mere og mere forvisset om, at Hr. Georg umuligt kunde være et Kjælderbarn. „Moderen var forresten en meget brav Kone!” sagde han, „det skylder jeg hendes Gravmæle!”
Sommeren gik, Vinteren kom, der taltes igjen om
Hr. Georg; han var vel seet og vel optaget selv paa de
høieste Steder, Generalen havde mødt ham paa Hofbal.
Nu skulde der i Huset være Bal for lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?
„Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa Generalen indbyde!” sagde Generalen, og løftede sig en heel Tomme fra Gulvet.
Hr. Georg blev indbudt, og han kom; og Prindser og Grever kom, og den Ene dandsede bedre end den Anden; men Emilie fik kun dandset den første Dands; i den traadte hun feil paa Foden, ikke farligt, men til at fornemme, og saa maatte man være forsigtig, holde op med at dandse, see paa de Andre, og hun sad og saae, og Bygmesteren stod ved Siden af hende.
„De giver hende nok hele Peterskirken!” sagde Generalen, idet han gik forbi og smilede som Velvilligheden selv.
Med samme Velvillighedens Smiil modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter. Den unge Mand kom vistnok for at takke for Ballet, hvad Andet? Jo det meest Overraskende, det meest Forbausende: vanvittige Ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne Øren; „pyramidal Declamation”, et Andragende, der var utænkeligt: Hr. Georg bad om at erholde lille Emilie til Kone.
„Mand!” sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. „Jeg forstaaer Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det falder Dem ind at falde ind i mit Huus! maa jeg være her, eller maa jeg ikke være her?” og han gik baglænds ind i sit Soveværelse, dreiede Nøglen om og lod Hr. Georg staae alene; han stod nogle Minutter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie.
„Min Fader svarede —?” spurgte hun og Stemmen rystede.
Georg trykkede hendes Haand: „han løb fra mig! — der kommer en bedre Tid!”
Der var Taarer i Emilies Øine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands Øine; og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.
I sin Stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det løb over i Ord og Udbrud: „Vanvid! Portner-Galskab!” —
Der var ikke gaaet en Time, da Generalinden havde det af Generalens egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og sad alene med hende.
„Du stakkels Barn! saaledes at fornærme Dig! fornærme os! Du har ogsaa Taarer i Øinene, men de klæde Dig! Du er yndig i Taarer! Du ligner mig paa min Bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie!”
„Ja det maa jeg!” sagde Emilie, „dersom ikke Du og Fader siger Ja!”
„Barn!” raabte Generalinden; „Du er syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min forfærdelige Hovedpine! al den Ulykke, der kommer over vort Huus! Lad ikke din Moder døe, Emilie, saa har Du ingen Moder!”
Og Generalinden fik vaade Øine, hun kunde ikke taale at tænke paa sin egen Død.
I Avisen stod at læse iblandt Udnævnelserne: Hr. Georg
udnævnt til Professor, femte Classe Nummer otte.
„Det er Skade, at hans Forældre ere i Graven og ikke kunne læse det!” sagde de nye Portnerfolk, der nu boede i Kjælderen under Generalens; de vidste at Professoren var født og voxet op indenfor deres fire Vægge.
„Nu kommer han ind i Rangskatten!” sagde Manden.
„Ja er det ikke grumme Meget for et fattigt Barn,” sagde Konen.
„Atten Rigsdaler om Aaret!” sagde Manden; „ja det er mange Penge!”
„Nei Høiheden mener jeg!” sagde Konen. „Hvad troer Du han bryder sig om de Penge, dem kan han fortjene mange Gange! og han faaer vel en rig Kone til. Havde vi Børn, Mand, saa skulde vort Barn ogsaa være Bygmester og Professor!”
Georg blev vel omtalt i Kjælderen, han blev vel omtalt paa første Sal; den gamle Greve tillod sig det.
Det var de tegnede Billeder fra Barndomstiden, som gave Anledning. Men hvorfor omtaltes de? Man talte om Rusland, om Moskau, og saa var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til Frøken Emilie; han havde tegnet saamange Billeder, eet især erindrede Greven: „lille Emilies Slot”, hvor hun sov, hvor hun dandsede og legede „komme Fremmede”; Professoren havde megen Dygtighed, han vilde vist døe som gammel Conferentsraad, det var ikke umuligt, og forud virkelig have bygget et Slot for den nu saa unge Dame; hvorfor ikke?
„Det var en besynderlig Munterhed,” bemærkede Generalinden, da Greven var borte. Generalen rystede betænksom paa Hovedet, red ud med Rideknegt i tilbørlig Afstand og sad stoltere end før paa sin høie Hest.
Det var lille Emilies Fødselsdag, Blomster og Bøger, Breve og Visitkort bleve bragte; Generalinden kyssede hende paa Munden, Generalen paa Panden; det var kjærlige Forældre, og baade hun og de fik høie Besøg, to af Prindserne. Der taltes om Baller og Theatre, om diplomatiske Sendelser, Riger og Landes Styrelse. Der taltes om Dygtighed, eget Lands Dygtighed, og derved kom den unge Professor paa Tale, Hr. Bygmesteren.
„Han bygger for sin Udødelighed!” blev der sagt, „han bygger sig vist ogsaa ind i en af de første Familier!”
„En af de første Familier!” gjentog siden Generalen for Generalinden, „Hvem er en af vore første Familier?”
„Jeg veed hvem der tydedes til!” sagde Generalinden, „men jeg udtaler det ikke! jeg tænker det ikke! Gud raader! men forbauses vil jeg.”
„Lad mig ogsaa forbauses!” sagde Generalen, „jeg har ikke Idee i mit Hoved!” og han sank hen i Tanke-Forventning.
Der er en Magt, en unævnelig Magt i Naadens Væld fra oven, Hoffets Gunst, Guds Gunst; — og al den Naadens Gunst havde lille Georg. Men vi glemme Fødselsdagen.
Emilies Stue duftede af Blomster fra Venner og Veninder, paa Bordet laae smukke Gaver til Hilsen og Erindring, men ikke en eneste fra Georg, den kunde ikke komme, men behøvedes ikke heller, hele Huset var en Erindring om ham. Selv fra Sandhullet under Trappen pippede Mindeblomsten frem; der havde Emilie pippet, da Gardinet brændte og Georg kom som første Sprøite. Et Blik ud ad Vinduet, og Akasietræet mindede om Barndomstiden. Blomster og Blade vare faldne af, men Træet stod med Riimfrost, som var det en uhyre Koralgreen; og Maanen skinnede klar og stor mellem Grenene, uforandret i al sin Foranderlighed, som da Georg deelte Smørrebrød med lille Emilie.
Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne med Czarens Slot, med hendes eget Slot; Mindegaverne fra Georg; de bleve seet paa og tænkt ved, og der løftede sig mange Tanker; hun huskede den Dag, hun, ubemærket af Fader og Moder, gik ned til Portnerkonen, som laae paa sit Yderste; hun sad hos hende, holdt hendes Haand, hørte hendes sidste Ord: „Velsignelse! — Georg!” Moderen tænkte paa sin Søn. — Nu lagde Emilie sin Betydning heri. Jo, Georg var med paa Fødselsdagen, rigtig med!
Næste Dag, det traf sig saa, var igjen en Fødselsdag der i Huset: Generalens Fødselsdag; han var født Dagen efter sin Datter, naturligviis tidligere end hun, mange Aar tidligere. Nu kom igjen Foræringer og mellem disse en Sadel, udmærket af Udseende, beqvem og kostelig, der var kun en af Prindserne, der havde Mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille Seddel fulgte med; havde der staaet paa den: „Tak for igaar!” saa kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem den kom, men der stod skrevet: „Fra En, Hr. Generalen ikke kjender.”
„Hvem i Verden kjender jeg ikke!” sagde Generalen.
„Alle Mennesker kjender jeg!” og hans Tanke gik i stort Selskab; han kjendte dem Allesammen. „Det er fra min Kone!” sagde han tilsidst; „hun smaaskjelmer mig! charmant!”
Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid var forbi.
Og nu var der Fest, atter Fest, men ikke hos
Generalens, Costumebal hos en af Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.
Generalen mødte som Rubens, i spansk Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god Holdning, Generalinden var Madame Rubens, i sort Fløiel, høihalset, forfærdelig varm, med Møllesteen om Halsen, det vil naturligviis sige stor Pibekrave, aldeles efter et hollandsk Maleri, Generalens eiede; og hvor især Hænderne beundredes, de lignede aldeles Generalindens.
Emilie var Psyche, i Flor og Knipling. Hun var som et svævende Svaneduun, hun behøvede slet ikke Vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-Mærke.
Der var en Glands, en Pragt, Lys og Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa Meget at see, man ikke fik lagt Mærke til Madame Rubens smukke Hænder.
En sort Domino, med Akasieblomst paa Hætten, dandsede med Psyche.
„Hvem er han?” spurgte Generalinden.
„Hans kongelige Høihed!” sagde Generalen, „jeg er ganske sikker paa det, jeg kjendte ham strax paa Haandtrykket!”
Generalinden tvivlede.
General Rubens tvivlede ikke, nærmede sig den sorte Domino og skrev kongelige Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men et Fingerpeg blev givet:
„Sadelens Devise! En, Hr. Generalen ikke kjender.”
„Men saa kjender jeg Dem jo!” sagde Generalen. „De har sendt mig Sadelen!”
Dominoen løftede Haanden, og forsvandt imellem de Andre.
„Hvem er den sorte Domino, Emilie, Du dandsede med?” spurgte Generalinden.
„Jeg har ikke spurgt om hans Navn!” svarede hun.
„For Du vidste det! Det er Professoren! Deres Protegé, Hr. Greve, er her!” vedblev hun og vendte sig til Greven, som stod tætved. „Sort Domino med Akasieblomst!”
„Meget muligt, min Naadige!” svarede han. „Men en af Prindserne er iøvrigt ogsaa saaledes costumeret!”
„Jeg kjender Haandtrykket!” sagde Generalen. „Fra Prindsen har jeg Sadelen! jeg er saa vis i min Sag, at jeg kan indbyde ham til vort Bord!”
„Gjør det! Er det Prindsen, kommer han vist —!” sagde Greven.
„Og er det den Anden, saa kommer han ikke!” sagde Generalen og nærmede sig den sorte Domino, der just stod og talte med Kongen. Generalen forebragte en særdeles ærbødig Indbydelse, at de kunde lære at kjende hinanden; Generalen smilede saa sikker i sin Vished om hvem han indbød; han talte høit og lydeligt.
Dominoen løftede sin Maske: det var Georg.
„Gjentager Hr. Generalen Indbydelsen?” spurgte han.
Generalen blev ganske vist en Tomme høiere, fik en fastere Holdning, gjorde to Trin tilbage, og eet Trin frem som til en Menuet, og der var Alvor og Udtryk, saa meget der kunde lægges af Generalen i Generalens fine Ansigt.
„Jeg tager aldrig mit Ord tilbage; Professoren er indbudt!” og han bøiede sig med et Blik mod Kongen, der vistnok kunde have hørt det Hele.
Og saa var der Middag hos Generalens, og der var
kun indbudt den gamle Greve og hans Protegé.
„Foden under Bordet,” meente Georg, „saa er Grundstenen lagt!” og Grundstenen blev virkelig lagt under stor Høitidelighed hos Generalen og Generalinden.
Mennesket var kommet, og som jo Generalen kjendte og vidste, havde talt, aldeles som en Mand af det gode Selskab, været høist interessant, Generalen maatte mange Gange sige sit „Charmant”. Generalinden talte om sin Middag, talte om den endogsaa til en af Hoffets Damer, og denne, en af de meest aandrige, udbad sig Indbydelse til næste Gang Professoren kom. Saa maatte han jo indbydes, og han blev indbudt og kom, og var igjen charmant, kunde endogsaa spille Skak.
„Han er ikke fra Kjælderen!” sagde Generalen, „han er ganske vist en fornem Søn! der er mange fornemme Sønner, og det er den unge Mand aldeles uskyldig i.”
Hr. Professoren, der kom i Kongens Huus, kunde godt komme i Generalens, men groe fast var der ikke Tale om, uden i hele Byen.
Han groede. Naadens Dug faldt fra oven!
Det var derfor slet ingen Overraskelse, at da Professoren blev Etatsraad, blev Emilie Etatsraadinde.
„Livet er Tragedie eller Komedie,” sagde Generalen, „i Tragedien døe de, i Komedien faae de hinanden.”
Her fik de hinanden. Og de fik tre raske Drenge, men ikke lige strax.
De søde Børn rede Kjephest gjennem Stuer og Sale, naar de vare hos Bedstefader og Bedstemoder. Og Generalen red ogsaa paa Kjephest, red bag efter dem: Jockey for de smaa Etatsraader!”
Generalinden sad i Sophaen og smilede, selv om hun havde sin store Hovedpine.
Saavidt bragte Georg det, og endnu meget videre,
ellers havde det ikke været Umagen værd at fortælle om
Portnerens Søn.