Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede/4
IV.
Frygt og BævenTroen er en urolig Ting.
Kjærligheden har dog i Digterne sine Præster, og stundom hører man en Røst, der veed at holde den i Hævd; men om Troen høres der intet Ord; hvo taler til denne Lidenskabs Ære? Philosophien gaaer videre. Theologien sidder sminket ved Vinduet, beiler til dens Gunst, falbyder sin Deilighed til Philosophien.
"Hvis det er saa, at Du kan fremstille Troen, det beviser
blot, at Du er en Digter, og gjør Du det godt, at Du er en
god Digter, men intet mindre, end at Du er en Troende.
Maaskee kan Du ogsaa græde, naar Du fremstiller Troen, det
vilde saa bevise, at Du var en god Skuespiller. — Nei, min
Ven, Troen er en urolig Ting; den er en Sandhed, men
stærkere og hæftigere end den hidsigste Feber, og det hjælper
ikke, at en Syg vil forsikkre, jeg har ikke Feber, naar Lægen
føler det paa Pulsen, men heller ikke, at en Sund vil sige,
jeg har Feber, naar Lægen ved at føle det paa Pulsen føler,
det er ikke sandt — ogsaa naar man ikke føler Troens Puls
i dit Liv, saa har Du heller ikke Troen."
Jeg veed, hvad Christendom er; min Ufuldkommenhed som
Christen erkjender jeg selv, — men jeg veed, hvad
Christendom er.
Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et Menneske; dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gjærende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt, hvad der var stort, og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet Andet end Fortvivlelse? Dersom det forholdt sig saaledes, dersom der intet helligt Baand var, der sammenknyttede Menneskeheden, dersom den ene Slægt stod op efter den anden som Løvet i Skoven, dersom den ene Slægt afløste den anden som Fuglesangen i Skoven, dersom Slægten gik igjennem Verden som Skibet gaaer igjennem Havet, som Veiret igjennem Ørkenen, en tankeløs og ufrugtbar Gjerning, dersom en evig Glemsel altid hungrig lurede paa sit Bytte, og der var ingen Magt stærk nok til at frarive den det — hvor var da Livet tomt og trøstesløst! Men derfor er det ikke saaledes, og som Gud skabte Mand og Qvinde, saa dannede han Helten og Digteren eller Taleren. Denne kan Intet gjøre af, hvad hiin gjør, han kan kun beundre, elske, glæde sig ved Helten. Dog er ogsaa han lykkelig, ikke mindre end denne; thi Helten er ligesom hans bedre Væsen, i hvilket han er forelsket, glad ved at det dog ikke er ham selv, at hans Kjærlighed kan være Beundring. Han er Erindringens Genius, kan Intet gjøre uden minde om, hvad der er gjort, Intet gjøre uden beundre, hvad der er gjort. Han følger sit Hjertes Valg, men naar han har fundet det Søgte, da vandrer han om for hver Mands Dør med sin Sang og med sin Tale, at Alle maa beundre Helten som han, være stolt af Helten, som han er det. Dette er hans Bedrift, hans ydmyge Gjerning, dette er hans tro Tjeneste i Heltens Huus. Bliver han saaledes sin Kjærlighed tro, strider han Dag og Nat med Glemselens Underfundighed, der vil fraliste ham Helten, da har han fuldkommet sin Gjerning, da samles han med Helten, der har elsket ham ligesaa trofast, thi Digteren er ligesom Heltens bedre Væsen, vel kraftesløs som et Minde er det, men ogsaa forklaret som et Minde er det. Derfor skal Ingen være glemt, der var stor, og varer det end længere, tager Misforstaaelsens Sky end Helten bort, hans Elsker kommer dog, og jo længere Tiden gik hen, desto trofastere hænger han ved ham.
Og Gud fristede Abraham og sagde til
ham, tag Isaak, Din eneste Søn, som Du elsker, og gaa hen i det Land Morija og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.
Der er en Viden, der formastelig vil indføre i Aandens Verden den samme Ligegyldighedens Lov, som den, under hvilken den udvortes Verden sukker. Den mener, at det er nok, at vide det Store, andet Arbeide behøves der ikke. Men derfor faaer den ikke Brødet, den omkommer af Hunger, medens Alt forvandler sig til Guld. Og hvad veed den ogsaa? Der var mange Tusinder i den græske Samtid, utallige i de senere Slægter, der vidste alle Miltiades's Triumpher, men der var kun Een, der blev søvnløs over dem. Der var talløse Slægter, der vidste Ord til andet udenad Fortællingen om Abraham, hvor Mange gjorde den søvnløs?
Naar et Foretagende, der er et heelt Folks Bekymring, forhindres, naar en saadan Bedrift standses ved Himlens Unaade, naar den vrede Guddom sender et Blikstille, der spotter alle Anstrængelser, naar Spaamanden fuldkommer sin tunge Gjerning, og forkynder, at Guderne fordre en ung Pige som Offer — da skal Faderen heltemodigen bringe dette Offer. Høimodig skal han dølge sin Smerte, om han end kunde ønske, han var den ringe Mand, der tør græde, "ikke Kongen", der maa handle kongeligt. Og trænger Smerten end eensomt ind i hans Bryst, har han kun tre Medvidere i Folket, snart skal det hele Folk være Medvider i hans Smerte, men ogsaa Medvider i hans Daad, at han for det Heles Vel vilde offre hende, Datteren, den unge deilige Pige. Og Datteren skal røre ham ved sine Taarer, og Faderen skal vende sit Ansigt bort, men Helten skal løfte Kniven.
Naar den kjække Dommer, der frelste Israel i Nødens Stund, i eet Aandedrag binder Gud og sig selv ved det samme Løfte, da skal han heltemodigen forvandle den unge Piges Jubel, den elskede Datters Glæde til Sorg, og hele Israel skal sørge med hende over hendes jomfruelige Ungdom; men enhver fribaaren Mand skal forstaae, enhver behjertet Qvinde beundre Jephta, og enhver Jomfru i Israel skal ønske at handle som hans Datter; thi hvad hjalp det, at Jephta seirede ved sit Løfte; naar han ikke holdt det, skulde da Seiren ikke atter tages fra Folket?
Naar en Søn forglemmer sin Pligt, naar Staten betroer Faderen Dommersværdet, naar Lovene kræve Straffen af Faderens Haand, da skal Faderen heltemodigen glemme, at den Skyldige er hans Søn; han skal høimodigen skjule sin Smerte, men der skal ikke være en Eneste i Folket, end ikke Sønnen, uden han beundrer Faderen, og hver Gang Roms Love blive fortolkede, skal det mindes, at Mangen fortolkede dem lærdere, men Ingen herligere end Brutus.
Hvis derimod Agamemnon, medens en gunstig Vind fører Flaaden for fulde Seil til sit Maal, vilde have afsendt hiint Bud, der henlede Iphigenia, for at offre hende; hvis Jephta, uden at være bunden ved noget Løfte, der afgjorde Folkets Skjæbne, vilde have sagt til Datteren: sørg nu i to Maaneder over din korte Ungdom, da vil jeg offre Dig; hvis Brutus havde havt en retfærdig Søn, og dog vilde have kaldt ad Lictorerne for at henrette ham: hvo skulde da have forstaaet dem? Hvis disse tre Mænd paa det Spørgsmaal, hvorfor de gjorde det, havde svaret: det er en Prøvelse; i hvilken vi forsøges, skulde man da have forstaaet dem bedre?
Og Gud fristede Abraham, og sagde til ham, tag Isaak, din eneste Søn, som Du elsker, og gaa hen i det Land Morija, og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.
Naar Agamemnon, Jephta, Brutus i det afgjørende Øieblik heltemodigen har tabt det Elskede, og blot skal fuldkomme Gjerningen i det Ydre: da skal der aldrig være en adelig Sjæl i Verden, uden at han har Medlidenhedens Taarer for deres Smerte, Beundringens for deres Daad. Hvis derimod disse tre Mænd i det afgjørende Øieblik til det Heltemod, med hvilket de bar Smerten, vilde føie det lille Ord: Det skeer dog ikke — hvo skulde da forstaae dem? thi hvo skulde ikke let forstaae, at det var absurdt, men hvo skulde forstaae, at man saa kunde troe det?
Og Gud fristede Abraham og sagde til ham: tag Isaak, din eneste Søn, som Du elsker, og gaa hen i det Land Morija, og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.
Den tragiske Helt fuldkommer sin Gjerning i et bestemt Tidsmoment; men i Tidernes Løb gjør han, hvad der ikke er Mindre, han besøger den, hvis Sjæl er omspændt af Sorg, hvis Bryst ikke kan faae Luft for qvalte Sukke, hvis Tanker hænge betyngede over ham, svangre med Taarer; han viser sig for ham, han hæver Sorgens Troldom, han aflokker Taarer. Abraham aflokker ingen Taarer. Man nærmer sig ham med en horror religiosus, som Israel nærmede sig Sinai Bjerg. — Hvis da den eensomme Mand, der bestiger Morija Bjerget, der med sin Spidse rager høit over Aulis's Sletter, hvis han ikke er en Søvngjænger, der gaaer trygt over Afgrunden, medens den, der staaer ved Bjergets Fod, skjælver af Angst, af Ærbødighed og Forfærdelse ikke engang tør kalde paa ham, hvis han bliver forstyrret i sig selv, hvis han havde taget feil! — "Offer ham der til et Brændoffer!" Den tragiske Helt behøver Taarer, og fordrer Taarer; Abraham behøver ingen Taarer, ingen sildig Elsker, der skulde udrive hans Minde af Glemsels Vold: hvert Folkeslag vil mindes Abraham, hvert Tungemaal Prise hans Navn; dog derfor skal den tragiske Helt ikke glemmes.
Nei! Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men enhver var stor paa sin Viis, og Enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede. Thi den, der elskede sig selv, blev stor ved sig selv, og den, der elskede andre Mennesker, blev stor ved sin Hengivenhed, men den, der elskede Gud, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver blev stor i Forhold til sin Forventning. Een blev stor ved at forvente det Mulige, en Anden ved at forvente det Evige, men den, der forventede det Umulige, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver var stor i Forhold til dets Størrelse, han stred med. Thi den, der stred med Verden, blev stor ved at overvinde Verden, og den, der stred med sig selv, blev større ved at overvinde sig selv, men den, der stred med Gud, blev større end Alle. Saaledes blev der stridt i Verden, Mand mod Mand, Een mod Tusinde, men den, der stred med Gud, var større end Alle. Saaledes blev der stridt paa Jorden: der var den, der overvandt Alt ved sin Kraft, og der var den, der overvandt Gud ved sin Afmagt. Der var den, der stolede paa sig selv, og vandt Alt, der var den, der tryg ved sin Styrke offrede Alt, men den, der troede Gud, var større end Alle. Der var den, der var stor ved sin Kraft, og den, der var stor ved sin Viisdom, og den, der var stor ved sit Haab, og den, der var stor ved sin Kjærlighed; men Abraham var større end Alle, stor ved den Kraft, hvis Styrke er Afmagt, stor ved den Viisdom, hvis Hemmelighed er Daarskab, stor ved det Haab, hvis Form er Vanvid, stor ved den Kjærlighed, der er Had til sig selv.
Der er nu saa ofte talet om, at man forarges paa Christendommen, fordi den er saa mørk og dunkel, forarges paa den, fordi den er saa streng o.s.v.; det bliver dog nok rigtigst engang at oplyse, at det, hvorfor Mennesket egentligen forarges paa Christendommen, er, fordi den er for høi, fordi dens Maal ikke er et Menneskes Maal, fordi den vil gjøre Mennesket til noget saa Overordentligt, at han ikke kan faae det i sit Hoved.
At dette Menneske, dette enkelte Menneske, og saaledes ethvert enkelt Menneske, hvad han saa forresten er, at dette enkelte Menneske, som maaskee vilde være stolt af een Gang i sit Liv at have talt med Kongen, dette Menneske, som maaskee ikke bilder sig lidt ind af, at leve paa en fortrolig Fod med Den og Den, at dette Menneske er til for Gud, kan tale med Gud, hvad Øieblik han vil, sikker paa at blive hørt af ham, — dette er til Forargelse. Videre, at for dette Menneskes, ogsaa for dette Menneskes Skyld kommer Gud til Verden, lader sig føde, lider, døer; og denne lidende Gud, han næsten beder og bønfalder dette Menneske om dog at tage mod Hjælpen, som tilbhdes ham: sandelig, er Noget til at tabe Forstanden over, saa dog vel dette! Hver Den, der ikke har ydmygt Mod til at turde troe det, han forarges. Men hvorfor forarges han? fordi det er ham for høit, fordi han ikke kan faae det i sit Hoved, fordi han ikke kan faae sin Frimodighed ligeoverfor det, og derfor maa have det bort, gjort til Intet, til Galskab og Nonsens, thi det er, som skulde det qvæle ham.
"Salig Den, som ikke forarges paa mig." Hvo er det, som forarges? Menneskene. Paa hvem er det, Menneskene forarges? Paa dette Menneske, Gud-Mennesket! Hvad er da Forargelse? Forargelse er ulykkelig Beundring. Forargelse er i Slægt med Misundelse; men den er en Misundelse, som vender sig imod En selv, i endnu strengere Forstand værst mod sig selv. Det naturlige Menneske kan ikke unde sig selv det Overordentlige, som Gud har tiltænkt ham, saa forarges han.
Kommer hid alle I, som arbeide, og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.
Saa gaaer da Indbydelsen ud, ad de alfare Veie og ad de eensomme, og ad de eensomste, ja, hvor der er en Vei saa eensom, at kun Een, een Eneste, ellers Ingen, kjender den, saa der kun er eet Spor, den Ulykkeliges, som ad den Vei flygtede med sin Elendighed, ellers intet Spor, og intet Spor af, at man ad denne Vei kan komme tilbage: ogsaa derhen trænger Indbydelsen. Kommer hid, kommer hid alle I, og Du, og Du med, Du eensomste af alle Flygtninge!
Saaledes gaaer Indbydelsen ud, og overalt, hvor der er Veiskjel, bliver den staaende, og kalder. O, som hiint Krigernes Kald ved Trompeten vender sig til alle fire Verdenshjørner: saaledes lyder Indbydelsen overalt, hvor der er Veiskjel, og ikke med ubestemt Lyd, thi hvo vilde saa komme! — men med Evighedens Tilforladelighed.
Den staaer ved Veiskjellet, der hvor timelig og jordisk Lidelse satte sit Kors, og kalder: Kommer hid, alle I Fattige og Elendige, I, der i Armod maae trælle for at sikkre Eder — ikke en sorgfri, men en trælsom Fremtid; o, bittre Modsigelse, at maatte trælle for at sikkre sig det, man sukker under, det man undflyer! — I Ringeagtede og Overseete, om hvis Tilværelse Ingen, Ingen bryder sig, ikke saameget som om et Huusdyrs, der har mere Værd! — I Syge, Halte, Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid! — I Sengeliggende, ja, kommer ogsaa I hid, thi Indbydelsen drister sig til at indbyde Sengeliggende — at komme! I Spedalske! thi Indbydelsen sprænger alle Forskjelligheder for at samle Alle; den vil gjøre det godt igjen, hvad Forskjellen forskylder: at anvise En Pladsen som Hersker over Millioner, i Besiddelse af alle Lykkens Goder, og en Anden ud i Ørkenen — og hvorfor (o Grusomhed) fordi han er elendig, ubeskrivelig elendig, altsaa hvorfor, fordi han trænger til Hjælp eller til Medlidenhed, og altsaa hvorfor? fordi menneskelig Medlidenhed er en ussel Opfindelse, der er grusom der, hvor den meest behøvede at være medlidende, og kun medlidende der, hvor det dog ikke i Sandhed er Medlidenhed!....
I, hvem Troløshed bedrog, og hvem saa menneskelig Deeltagelse (thi menneskelig Deeltagelse lader sjelden vente paa sig) gjorde til en Skive for Spotten; alle I Forfordeelte og Forurettede og Krænkede og Mishandlede; alle I Ædle, der, hvad jo Enhver veed at sige Eder, fortjent høstede Utaknemmelighedens Løn, thi hvorfor vare I dumme nok til at være ædle, hvorfor taabelige nok til at være elskelige og uegennyttige og trofaste; alle I Underfundighedens og Bedragets og Bagtalelsens og Misundelsens Offere, hvilke Nederdrægtigheden udsaae, og Feigheden lod i Stikken, hvad enten I offres afsides og eensomt, efter at være gaaet til en Side for at døe, eller I nedtrædes i Menneske-Trængselen, hvor Ingen spørger om, hvad Ret I have, Ingen om, hvad Uret I lide, Ingen om, hvor det smerter, eller hvordan det kan smerte, medens Trængselen med dyrisk Sundhed træder Eder i Støvet: kommer hid!
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der, hvor Døden skiller mellem Døden og Livet. Kommer hid, alle I Sørgende, I som forgjæves arbeide besværede! Thi vel er der Hvile i Graven; men at sidde ved en Grav, eller at staae ved en Grav, eller at gaae til en Grav, det er jo dog endnu ikke at ligge i Graven.
I Graven er der Hvile, men ved Graven er der ingen Hvile; det hedder: hertil og ikke videre, saa kan Du gaae hjem igjen. Kommer derfor hid, her er Veien, ad hvilken man gaaer videre, her er Hvile ved Graven, Hvile fra Savnets Smerte, eller der er Hvile i Savnets Smerte — ved Ham, der evigt gjenforener de Adskilte.
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger af fra Uskyldighedens Hegn — o, kommer hid, I ere ham saa nær; eet eneste Skridt ad den anden Vei, og I ere saa uendelig langt borte fra ham. Vel trænge I maaskee endnu ikke til Hvile, forstaae ikke ret, hvad det vil sige; men følger dog Indbydelsen, at Indbyderen maatte frelse Eder for, hvad der er saa tungt og farefuldt at frelses fra, at I maatte frelste blive hos ham, der er Alles Frelser, ogsaa Uskyldighedens. Thi hvis det end var muligt, at den nogensinde fandtes ganske reen, Uskyldigheden: hvorfor skulde den ikke ogsaa trænge til en Frelser, der kunde bevare den frelst fra det Onde!
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Syndens Vei svinger dybere ind i Synden. Kommer hid, alle I Vildfarende og Forvildede, hvilken Eders Forvildelse og Synd end var, den i Menneskenes Øine undskyldeligere og dog maaskee forfærdeligere, eller den i Menneskenes Øine forfærdeligere og dog maaskee undskyldeligere, den, som blev aabenbar her paa Jorden, eller den, som, skjult, dog er kjendt i Himlen — og fandt I end Tilgivelse paa Jorden, og dog ikke Ro i Eders Indre, eller fandt I ingen Tilgivelse paa Jorden, fordi I ikke søgte den, eller fordi I søgte den forgjæves: o vender om, og kommer hid, her er Hvile!
Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Fortabelsens Vei sidste Gang svinger af, og for Øiet taber sig — i Fortabelsen. O, vender om, vender om, kommer hid; gyser ikke for Tilbagetogets Vanskelighed, hvor tung den end er; frygter ikke Omvendelsens besværlige Gang; frygter ikke et Tilbagefald, som Taalmodighedens Gud har Taalmodighed til at tilgive, og som en Synder dog vel skulde have Taalmod til at ydmyge sig under.
er den fornedrede Jesus Christus; det er ham, der har sagt disse Ord: Kommer hid! Det er i Fornedrelsen, og ikke fra Herligheden, han har sagt disse Ord. Indbyderen er den fornedrede Jesus Christus, det ringe Menneske, født af en foragtet Jomfru, hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Masse, det ringe Menneske, som derhos (hvad der da ganske rigtigt er Olie i Ilden) sagde sig at være Gud.
Det er den fornedrede Jesus Christus, der har sagt hine Ord. Og intet Ord af Christus, ikke eet eneste, har Du Lov at tilegne Dig, Du har ikke mindste Deel i ham, ikke i fjerneste Maade Samfund med ham, hvis Du ikke er blevet saaledes samtidig med ham i hans Fornedrelse, at Du ganske som de Samtidige har maattet blive opmærksom paa den Formaning af ham: salig Den, som ikke forarges paa mig!
Altsaa det ringe, fattige Menneske, med tolv stakkels Disciple af den simpleste Klasse i Folket, en Tid lang Gjenstand for Nysgjerrighed, men senere kun i Selskab med Syndere, Toldere, Spedalske, Afsindige; thi det gjaldt Ære, Liv og Gods, i ethvert Fald (den Straf veed vi jo, var sat derpaa) at blive udelukket as Synagogen, blot man lod sig hjælpe af ham. "Kommer hid, kommer hid, alle, alle I, som ere besværede, o kommer hid, see, han indbyder Eder, han aabner fin Favn!" O, naar en pyntelig Mand i Silke siger dette med en behagelig, velklingende Stemme, saa det yndelig giver Gjenlyd i de deilige Hvælvinger, en Silke-Mand, der udbreder Ære og Anseelse over det at høre ham; o, naar en Konge i Purpur og Fløiel siger dette, med Juletræet i Baggrunden, hvorpaa alle de herlige Goder hænge, som han agter at uddele: ja, ikke sandt, saa er der Mening deri? Men hvad Mening Du end har derom, saameget er vist, det er ikke Christendom, det er lige det Modsatte, Christendommen saa stik imod, som det er muligt; thi husk paa Indbyderen!
Prøv Dig nu selv — thi dette har Du Lov til, Du har Lov til at prøve Dig selv; derimod har Du egentligen ikke Lov til uden Selvprøvelse at lade Dig af "de Andre" indbilde, eller indbilde Dig selv, at Du er Christen — altsaa prøv nu Dig selv, hvis Du levede samtidigen med ham! Sandt nok, han — ak, han! han sagde sig selv at være Gud! Det har jo mangen gal Mand gjort — og hele Samtiden dømte: "han bespotter Gud."
Ja derfor var det, der blev sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham; det var det Bestaaendes og den offentlige Menings gudfrygtige Omsorg for Sjælene, at Ingen skulde komme paa Ajveie: det var Gudsfrygt, at man saaledes forsulgte ham. Førend da En beslutter sig til at lade sig hjælpe, har han dette at betænke, at han ikke blot maa vente Menneskenes Modstand, men, betænk det vel, at Menneskenes Straf her er Guds Straf over ham, den Gudsbespotter — Indbyderen!
Kommer nu hid, alle I, som arbeide og ere besværede! Ikke sandt, der er ikke Noget at haste efter, der bliver en lille Standsning.
— "See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad skulle vi have?"
Naar et Menneske forsikkrer, at han var villig til at forlade alle Ting for Christi Skyld, hvis det forlangtes af ham: ja, hvor turde jeg sige, at det var usandt. Men see, i hine Tider, da det virkelig blev Alvor med at skulle forlade alle Ting, fandtes der da den Gang saa Mange, der vare villige, og de Faa, der fandtes, fandtes disse just ikke blandt de Fattige og Ringe? Men nu, nu, da det ikke saa let bliver virkelig Alvor med bogstaveligen at skulle forlade alle Ting, nu ere vi alle villige, — hvis det forlangtes. Lad os ikke bedrage os selv, og ikke bedrage Gud. Det gaaer jo dog ikke an at tænke saa høit om sig selv: at blive i Besiddelse af Alt, og saa ovenikjøbet formeentligen at være en saadan Mand. Fordrer Gud det ikke af os, at vi skulle forlade alle Ting, saa fordrer han jo dog Oprigtighed af os. Langtfra utaalmodigt og hidsigt at tilskynde Nogen til utaalmodigt og hidsigt at forsøge sig i at forlade alle Ting, hvad Gud maaskee ikke fordrer, ikke fordrer af ham, ville vi derimod anprise Oprigtighed, som Gud fordrer af Alle; men det er dog for galt at gjøre det til en Talemaade, eller i Form af en Talemaade at udsige Det om os Alle, Det, der, naar det bliver virkelig Alvor, kun fuldkommes af Een blandt Tusinder og Tusinder.
At anbringe et Afgjørende, — og dette er Opgaven — lader sig ikke gjøre paa samme Maade, som alt Andet; og naar nu tilmed Tidens Ulykke er dette "til en vis Grad", til en vis Grad at gaae ind paa Alt, naar dette just er Sygdommen, saa maa der fremfor Alt passes paa, at det, saavidt det er muligt, ikke skeer, at den ogsaa til en vis Grad gaaer ind herpaa, hvorved Alt er tabt. Nei, et Afgjørende anbringes anderledes, end Andet. Som Rovdyrets Spring paa sit Bytte, som Ørnens Stød i Faldet, saaledes anbringes et Afgjørende: pludseligt og samlet i Eet. Og som Rovdyret ener Snildhed og Kraft: først snildt holder sig ganske stille — saaledes stille kan intet tamt Dyr være, og saa samler sig heelt i et eneste Spring eller Stød — saaledes kan intet tamt Dyr samle sig til, eller reise sig i Springet: saaledes anbringes et Afgjørende. Først stille — saa stille er Veiret aldrig paa en stille Dag, saa stille er det kun før Torden, og saa bryder det løs.
Saaledes anbringes et Afgjørende. Og tro Du mig, jeg kjender kun altfor godt Tidens Brøst, at den er Charakteerløshed, Alt til en vis Grad. Men som "et speilklart Skjold af slebent Staal", saa blankt, "at hvor Solens Straale falder, blinker den med dobbelt Glands tilbage", som et saadant Skjold frygter meest af Alt, end den mindste Plet — thi end den mindste Plet, og det er ikke mere sig selv, saaledes frygter et Afgjørende enhver Berøring af og med dette "til en vis Grad".
Det forstaaer jeg. Skulde jeg ikke forstaae det, jeg, der, kjendt af Alle, er kjendt, selv af Børnene paa Gaden, under Navnet: Enten—Eller.
Nogle af mine Landsmænd mene vel, at Kjøbenhavn er en kjedelig By, og en lille By. Mig synes den tvertimod forfrisket af det Hav, ved hvilket den ligger, og uden selv i Vinteren at kunne opgive Bøgeskovens Erindring, at være det lykkeligste Opholdssted, som jeg kunde ønske.