Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn


Mens Aarene gik.djvu Mens Aarene gik.djvu/13 7-55

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

PAA GYVELGAARDEN

I

Store Povl hed en Mand, der boede Østen i Sødalen.

Der laa her i en Sænkning, som var omtrent helt skjult for Kirkebyen, en Klynge Gaarde, som de kaldte Søgaardene. I den østligste af dem — Gyvelgaarden hed den — boede Povl.

I Begyndelsen af forrige Aarhundrede var der en halv Snes Gaarde ialt; men store Povl, der var en usædvanlig driftig Mand, som næsten hvert Aar forøgede sine Jorder, nedlagde de fleste af dem.

Først fik han ved Giftermaal een af dem lagt ind under Gyvelgaarden og lidt længere frem købte han et Par mindre Ejendomme, som han gjorde det samme med.

— Saa har vi saa meget, — sagde Povl. — Han havde trukket sin Kone ud til Ladegavlen for at vise hende, hvor Markskellene nu gik.

Saa meget!? — vrængede Ekkoet spottende efter oppe i Laden.

Det var paa en Tid af Aaret, hvor Korngulvene stod tomme og Gensvaret lød som stod der En bagved Povl og gjorde Nar ad ham.

— Da nu Treaarskrigen kom og vendte omkring paa saa mange Ting, naaede dens Forstyrrelse ogsaa til Søgaarde: Der var to af Gaardmændene herfra, som "blev deropp' i æ Sønden", og en tredje blev slaaet til Krøbling og kom hjem som en sølle Stakkel, der ingen Ting kunde bestille.

Her havde der været god Lejlighed til, for en virksom og velhavende Nabo, at komme Enkerne og den Svage til Hjælp.

Men saadan tænkte ikke store Povl.

Jo, han var villig nok til at laane dem Penge, naar de trængte, men mod en blodig Rente. Og saa forøvrigt lod han dem sidde og hutle med de Bedrifter, som de tydelig nok ikke kunde magte, til det var gaaet saa stærkt tilbage for dem, at deres Gaarde kunde købes for en Slik.

Saa var Povl der med sine Krav, tog deres Ejendomme for Spotpriser og lagde Jorderne til dem, han alt havde. Udhusene omkring paa de forskellige Bopladser brød han ned og byggede i Stedet store pralende Vaaninger oppe paa Gyvelgaarden. De gamle Stuehuse lod han derimod blive staaende. Dem lejede han ud til de skibbrudne Familier, saa de forrige Gaardejerfolk nu kom til at sidde som Store Povls Indsiddere. Dette Forhold gottede ham svært.

— Saadan var 'et s'gu vi sku' ha' et'! — sagde Povl.

Han havde trukket sin Kone og Søn med ud til Ladegavlen, hvor han med store Armsving pegede hoverende ud over sit udbredte Jordsmon, og han glemte heller ikke at gøre dem opmærksom paa, hvor fattige og kummerlige de sølle enslige Indsidderhuse tog sig ud, der rundt omkring paa de ruinerede, nedlagte Gaardsteder.

— Jo, saadan var 'et s'gu vi sku' ha' 'et! — sagde han atter og stod der og grinede med sit skæve Flir.

— — vi sku' ha' 'et! — ha' 'et?! — klang Ekkoet deroppe fra den knejsende Lade. — Men igen lød det saa skurrende, som en haanende, vrængende Røst fra En, der holdt Povl for Nar.


* * *


Store Povls eneste Søn lignede ikke ret Faderen.

Han var nok, som han, dygtig til at slide og ødte ikke noget, men holdt godt sammen paa det, der var.

Men han havde ingen Trang til at samle mere, ja, det sagdes, at han ligefrem gik imod Povls Griskhed og i Stilhed havde Øje for, at Faderens Færd ikke nær altid var saa redelig, som den burde være. Et Par Gange — saadan gik Rygtet — havde han endda prøvet at hjælpe nogen af dem, der havde maattet bukke under for Povls Haardhed.

Men han var saa indesluttet og menneskesky, Niels Povlsen, saa næsten ingen kunde faa et Ord af ham. Han kom aldrig i de Unges Lag og han var saa ræd for Kvindfolk, at det var en staaende Spas for lystige Pigebørn at byde sig til med alt muligt; thi de vidste, at Niels Povlsen vilde te sig, som han ønskede, at han kunde krybe i et Musehul og gemme sig for dem.

Store Povl havde nok gjort sig mange Anstrængelser for at skaffe Sønnen en Kone. Ja, naar Folk saa Povl komme jagende over Markerne i sin langskødede blaa Vadmelsfrakke over Højtidsvesten med de store Sølvknapper, med Søløveskindskabudsen trykket fast nedover de lange graa Nakkekrøller og et særligt snedigt Flir om den skævtoptrukne Mund, saa sagde de altid, at han var ude at fri for Sønnen.

Løgn var det jo som oftest; men ikke altid.

Og i Aarenes Løb havde Povl faktisk gjort Besøg i mange Hjem, hvor der var giftefærdige Døtre, og ogsaa hos en Del af Enkerne.

Men hvor nu Skylden laa, nogen Frugt havde hans Anstrængelser ikke baaret, og baade han og hans Kone blev gamle og aflægs, uden at der var Tegn til, der skulde komme andre Arvtagere efter dem end den ene Halvtumling, de saae.

En Dag i store Povls sidste Levetid trak han da denne Søn med sig ud til Ladegavlen for endnu en Gang med Fynd og Klem at tale til ham, — tale om hvormegen Møje han havde gjort sig for at samle til Bo, tale om hvor Markskellene een Gang gik, og hvor de nu var, tale om hvor meget Nyt han havde bygget i sin Tid, og hvor meget han havde forbedret paa baade Jorder og Boplads, tale om alle de Grunker, der stod i Sparekassen og de, der laa i Skabene og Kisterne, tale, ja, og saa spørge: Og naar nu de gamle var døde og Niels uden Børn, hvis skulde det saa altsammen være?

Ja, han tog ham i Skuldrene, den sære tunge, tavse Ka'l og ruskede ham og raabte: Ja, det er dig, jeg spørger: Naar vi er døde og naar du er død, hvem skal saa ha' 'et? — Hvem skal ha' 'et?! —

— — Hvem skal ha' 'et?! — — lød det med skraldende, drillende Haansrøst bag dem.

Og Ekkoet rullede afsted fra Hanebjælke til Hanebjælke deroppe i den hovne, knejsende Lade: — Hvem skal ha' 'et?! — — ha' 'et?! — lød det. — Og i lutter tirrende Spørgsmaalsudraab blev det ved helt ned til den anden Ladegavl: — Hvem skal ha' 'et?! — — ha' 'et?! — — ha' 'et?!

Men af Svar kom der ingen — ikke et eneste. Og Store Povl og hans Kone maatte lægge sig til Hvile uden at have faaet noget.

— — Den Dag, de begravede Povl, rejste der sig en saadan hvinende Brandstorm af Nordvest, saa det næsten ikke var muligt for Folk at stride sig frem til Gaarden, og de havde nær ikke faaet Liget baaret til Vogns. Ja, selv Køretøjerne havde deres Besvær. Det kunde tvinge Vognene ud af Sporene, saadan blæste det.

Og da Ligskaren efter Begravelsen skulde køre fra Kirken og hjem til Gildesmaaltid, saae Folk, at et af Gyvelgaardens veltækte Hustage var sønderflænget og afblæst. Vesterhusets Sparretrær stak nøgne til Vejrs som de pillede Ribben paa et Aadsel.

Uha! — Der gik et Gys igennem dem, da de saae det. — Hvad skulde nu det betyde?

Skaden var vel ikke for stort at regne. Det var jo Foraar, Husene tomme, og der var god Raad til at lægge nyt Tag. — Men det saae grimt ud. — Og at det just skulde ske den Dag. — Hm — hm. — Hvad mon det var Varsel for? — Uha! —

Der krøb en sær isnende Uhyggefornemmelse igennem Folk, som Gyvelgaarden kom frem for Synet.


* * *


Da Forældrene døde, var Niels en gammel Ka'l højt oppe i Fyrrene.

Selvfølgelig var der dog en Del Kvindfolk, der gjorde sig Giftetanker med den rige Pebersvend og især nu, da han var ene, og for Husvæsnets Skyld var nødt til at have Kvindehjælp paa Gaarden. Det var dog et fedt Stik at tage hjem, og tog den ene det ikke, kunde man jo risikere, der kom en anden og snappede det.

Man maatte da helst passe paa, mens Tid var.

Men selv de, der blev Husholdersker hos Niels Povlsen og altsaa havde det i deres Magt at bearbejde ham til Hverdagsbrug, kom ingen Vegne. Det saae ud, som han var lige upaavirkelig, ihvad Slags Fremgangsmaade der blev brugt til ham. —

— Først da han var godt oppe i Halvtredserne kom der et Kvindfolk til Huse, der fik Magt med ham; men de sagde ogsaa, hun gik frem med Gevalt.

Kjesten hed hun og var af snavs Familie. Og snavs var hun da ogsaa selv. Hun var hverken fra dette eller nærmeste Sogn, men hendes Rygte var kendt alligevel. Hun havde haft to uægte Børn. De var nok døde, men til den ene havde hun haft flere Fædre, saa der havde været en fæle Skandale, som der stod Os af langvejs væk.

Nu vilde hun være Kone paa Gyvelgaarden. Det havde hun sat sig for, og det blev hun, — ogsaa inden Aaret var omme. — Hvorfor Fanden skuld' En vel ellers tage saadan et Sted til? — havde hun hvinsket fra sig til nogle Sødalsboere, hun havde snakket med, den Dag hun havde været herovre for at blive fæstet.

Hun kom til November og havde nok sin Plan færdig i Forvejen.

At Kjesten uden nogen Slags Opfordring gik til Sengs under Niels Povlsens Dyne var Indledningen. Det næste, der skete, var, at hun stoppede en Del gammelt Uldtøj ind under Klæderne, og samtidig med, at hun naturligvis smiskede og godsnakkede af al Evne for den skikkelige Niels, bildte hun ham saa ind, at han var Skyld i hendes Førhed.

Saa giftede han sig med hende.

Provsten var ude at rejse den Gang, saa det blev en fremmed Præst til at vie dem. Det var der flere, som mente var et stort Held for Kjesten. Men andre sagde: Nej, det var ikke "Held", men noget, som hun simpelthen havde været fiffig nok til at regne ud. Det var derfor, hun kiled saa voldsk paa og holdt Bryllup inden Paaske.

Forinden Giftermaalet havde hun jo bestræbt sig for at skjule de værste Unoder, men da hun var bleven Kone paa Gaarden, fik de snart at se, hvad Stof hun var af.

Det var ikke alene det, at hun som saa mange andre, der er kommen for hurtigt og let til Velstand, styrede som en Gal med det store Hus og kastede om sig med Niels' Penge til alle Slags overflødige Ting og taabelige Flotheder, men det blev jo ogsaa snart klart for Folk, at hun ingen Slags Hensyn tog til Giftermaalets Baand. Hun spillede ganske aabenlyst Kæreste med en sortkrøllet Karl, der tjente i Gaarden.

Den tavse Niels, som aldrig talte med nogen, var vel nok en af de sidste, der forstod dette.

Men samtidig som han begyndte at indse, at den Frugtsommelighed, Kjesten havde lokket ham til Giftermaal med, var Opdigt, gik det andet jo ogsaa op for ham. Og nu blev han snart helt klarøjet overfor Kjestens Træskhed.

Niels forsnakkede sig dog ikke af den Grund. Havde hans Tale hidtil væsentligst indskrænket sig til Ja og Nej, var det nu vanskeligt at faa selv disse Ord fra ham, og i mindre end en Maaned kom den før saa kraftige og velnærede Mand til at se ud som en Benrad.

Saa stærkt var Græmmelsen falden ved ham.

— En mørk og skummel Novemberaften gjorde han sig istand til at tage ud og fiske Ørred. De saae paa hans Forberedelser derhjemme paa Gyvelgaarden, men der var ingen, der raadede fra, og noget efter saae Naboerne ham løsne sin Baad dernede ved Stranden og ro ud paa Søen.

— — Den næste Dag drev Baaden i Land, men Niels var ikke med.

Det kunde være et Ulykkestilfælde, for Vejret havde jo godtnok været ondt og grimt. Men de fleste tænkte nu ikke saadan, for Niels havde i al sin Færd været en meget forsigtig Mand, og da ikke mindst, hvad det angik, at tage paa Søen.


* * *


Vinteren kom saa tidligt det Aar. Allerede i November Maaned fik man en bidende skarp Nordost. Det frøs en halv Snes Grader, Blæsten stod ondt og raat indover Dalen og Søen lagde til.

Folk havde søgt i nogle Dage efter Niels Povlsens Lig, men ikke fundet det. Nu tvang Isen dem til at opgive deres Søgen — foreløbig.

Kjesten havde ingen Ting gjort for at faa det fundet, og Folk var lede ved hende. Der var ingen, der gad snakke til hende om noget saa alvorligt.

Tidlig paa Foraaret drev det saa i Land af sig selv, men det havde nok ligget i Stranden en Tid, før et Par Fiskere tilfældig en Dag fik Øje paa det.

Og hvad var det saa, de fandt?

En Menneskehaand her, et Ben hist og Klæderne flaaet og flænget. Ræve og Rovfugle havde haft fat i det og mishandlet det, saa det var kun Stumper og Stykker, man fik Samling paa og lagt i Kiste. Ja, saadan stod det til.

Men at den stille, hæderlige Mand skulde komme i Jorden paa saadan vild og grufuld Maade, det rystede Folk stærkt. Herregud, hvad havde han vel gjort? — Havde han ikke altid gaaet der saa fredelig og skikkelig imellem dem? De kunde jo staa frem og vidne, hvemsomhelst i Sognet det skulde være, at der var ikke det Væsen til, der havde et eneste Gran over Niels Povlsen at klage.

— Der var et meget stort Ligfølge ved Begravelsen, men tage med hjem fra Kirken til Spisegildet det var der kun faa, der vilde. De undskyldte sig med, at der var ingen Maane for Tiden, Aftnerne var saa begmørke.

Og som de stod og talte saadan, kunde Øjnene søge derned ad Søgaarde til: Uff! At skulle køre væk fra Gyvelgaarden ved Senaftenstide. Huha! Nej!

Det var, som de allerede her ved Kirkestenten, hvor de stod, fornam alle Slags Uhygge og Grufuldheder som snigende Genfærd bag deres Rygge.

— — Det varede meget længe, før Sødalsboerne fik al den Særhed og Uhygge ved Niels Povlsens Dødsfald ud af Sindene, og hver Gang Øjnene søgte derned ad Gyvelgaarden til, kunde det isne dem ind til Marven, og Knæene kunde skælve under dem.


* * *


I Forbindelse med Niels Povlsens Død havde Folkene ogsaa en lille Ting at fortælle om Provsten.

Det var en Dag, nogen Tid efter Begravelsen, at han kom kørende ad Landevejen, der løb ned forbi Søgaardene. Her saae han da Kjesten hoppe om bagved Gyvelgaarden i de fjantede, opstadsede Klær, hun altid gik og majede sig ud i, og som ikke havde nogen Slags Lighed med de, der var brugelige blandt Folk dèr paa Egnen.

Han stod da ud af sin Karet og indhentede hende bagved en skjulende Bakkeskrænt. Her lagde han Haanden fast paa hendes Skulder og sagde til hende:

— De har Niels Povlsens Død paa Deres Samvittighed. — Er De klar over det? —

Og da Kjesten ikke straks svarede, gentog han med høj Røst sin Beskyldning:

— De — De — er Skyld i Niels lod sit Liv! — Forstaar De det? —

Da slog Kjesten en stor Skogger op:

— Niels Povlsens "Liv", ha-ha! — Niels Povlsens "Liv"?! — Kunde Provsten ikke se, det var gammelt og grimt, saa kunde Satten-riv-mig jeg! — Hahahahah! —

— Hold inde, din utugtige Mær! — raabte Provsten i Ophidselse.

Og saa langede han Kjesten tre, fire Ørefigen, der klaskede ret, saa det sang i Bakkerne.

Saadan fortalte ihvertfald Jens Fisker, der havde ligget bagved Simon Østergaards Faaresti og hørt og set det hele.

Provsten selv fortalte jo ikke noget, men Kusken, gamle Peter Husar, mente, at da han kom tilbage til Vognen, havde han godt nok set ud, som han havde haft noget for, der ikke var Hverdagsgerning.

II

Provsten, der jo var vidt og bredt bekendt som en af de dygtigste "Prædikantere", Egnen havde, stod en "Faste Onsdag" paa "Stolen" dernede i Sødals Kirke omgivet af sin store og trofaste Menighed. Han skulde, som Pligten bød ham, præke over et Afsnit af "Lidelseshistorien", og han oplæste den Del, der fortæller om Petrus, som "før end Hanen galede to Gange fornægtede Jesus tre Gange", og om Judas, der i Anger over at have forraadt "uskyldigt Blod" kom og slængte sine tredive Sølvpenge ind i Templet og "skyndede sig derfra, gik bort og hængte sig selv og brast midt itu og al hans Indvolde udvæltedes", som skrevet staar.

Efter Oplæsningen af denne Tekst og de Formaliteter, der hørte med til Afslutningen, indledede han sin Prædiken og begyndte at tale over Lidelseshistoriens Ord.

Men det varede kun kort, saa slap han dette Tema og tog i Stedet et Stykke frem af Epistlen fra sidste Søndag. Det var af Brevet til de Epheser 5 Kap. 1. Vers, og lød saadan: Saa værer nu Guds Efterfølgere som elskelige Børn og vandrer i Kjærlighed ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os til en Gave og Slagtoffer Gud til en sød Lugt. Men Horeri og al Ureenhed lader end ikke nævnes iblandt Eder, som det bør de Hellige; ikke heller slemme Ord og gjækkelig Snak eller Skjæmt som Eder ikke sømmer, men meget mere Taksigelser." ....

Da han havde læst dette Brudstykke, tilføjede han straks et Par forklarende Ord om, at ikke al "gjækkelig Snak og Skjæmt" var forkastelig, der kunde ogsaa findes uskyldige Gjækkerier, og der kunde findes Skjæmt, der var baade sund og god. Ja, det var jo noget, som de alle kendte, hvor det kunde gøre godt imellem at faa sig en rigtig hjertelig Latter.

Men da han havde talt noget frem og tilbage om dette Skriftsted, slap han dog ogsaa denne Tekst, og nu saa det næsten ud, som han gik helt istaa.

Han strøg sig med Haanden op over den høje klare Pande, han havde Lommetørklædet fremme og pudsede Næse, han flyttede omkring paa Bøger og Papirer, men kom alligevel ikke videre.

Naada. Hvad var det, der gik af Provsten i Dag?

Tilhørerne skottede derop til ham. Hvorfor sprang han saadan omkring i Teksterne? De rigtige bibelfaste i Menigheden havde ogsaa lagt Mærke til, at han, da han læste op af Epheserbrevet, var sprunget over et Ord: "Men Horeri og al Ureenhed lader end ikke nævnes iblandt Eder" havde han læst; men der stod da een Ting til: Gjerrighed. Hvorfor havde han ikke taget det med? Vilde han tale til dem over et Emne, der ikke havde Plads til Gjerrigheden?

Ja, hvad var det med Provsten? Hvad grubelerede han paa?

Vel var det kendt, at han ved disse Onsdagsprækner i Fastetiden imellem kunde faa i Sinde omtrent helt at lade Salmebogens Bibeltekst ligge og i Stedet tage fat paa et eller andet, som han paa sin Gang iblandt sine Sognebørn havde faaet i Tankerne. Men var det saadanne Planer Provsten stod og tumlede med, saa gid han da snart vilde komme i Gang, for det plejede altid at blive nogen svært gode Prækner, der blev ud af det.

Naa, nu rettede han sig i sin fulde Højde deroppe under Prækestolens gyldne, svævende Krone, alle hans Papirer blev skubbet til Side, han drejede sig om, han fik Ansigtet lige ud og kunde nu, næsten uden at røre Hovedet, se udover alle sine Tilhørere.

Og saa begyndte han, i en egen, paa eengang inderlig og dagligdags Tone, at tale til dem:

"Der er et gammelt Ord, som I her i Sødalen bruger saa tit, og som I alle kender saa godt. Det lyder:

"Skik Jer vel, det spørges mindst."

Saadan har Jeres Forældre talt til Jer, da I var Børn og Unge, og saadan taler de Gifte iblandt Jer nu igen til Jeres Børn og Unge, — til Børnene naar I sender dem hen paa et fremmed Sted, maaske bare herned i Skolen, — og til Jeres Unge, naar de skal ud at tjene, eller naar de skal forlade Fædrehjemmet for at fæste fast Bo et andet Sted, — ja, og blot naar de skal drage til Købstad til Marked, eller naar de skal køre bort til Gilde eller Dansestue, bestandig er det dette Ord, I giver dem med paa Vejen: "Skik Jer vel, det spørges mindst."

Og Provsten fortsætter, han fortæller dem om, hvad Indtryk det gjorde paa ham, da han kom der til Egnen og første Gang hørte dem bruge Ordet, hvordan han med det syntes ligesom at se saa meget af sine Sognebørns Væsen aabenbare sig for ham. Var ikke næsten alle Sødalsfolkenes Færd som præget af dette gode gamle Ord, kunde man ikke som læse det ud af deres Klæders og af deres Væsens Ligefremhed og høre det i Klangen af al deres Tale?

— Provsten mente jo.

De vilde netop ikke Egnen skulde fyldes med larmende Snak om dem og deres, men ønskede af Hjertet, at alt maatte "spørges saa lidt som muligt". — Ja, han vilde gaa videre endnu, thi han vilde sige, at selv naar de fejlede og faldt, selv da var det, som der stadig fulgte dem et Skær af det gamle Ord, det, der havde lydt fra Slægt til Slægt, ingen vidste gennem hvor mange Led: Det skulde gaa stille af.

— Men se, talte han videre, om det nu skete, at der til en saadan Egn kom nogle Mennesker fulde af Letfærdighed og Ryggesløshed, nogle, som stik imod det gamle Ord, syntes netop at ønske, at deres skidne Levnet skulde rygtes saa vidt som muligt, hvordan vilde deres Færd da tage sig ud et saadant Sted?

Ja, det vilde jo syne af den omtrent som af gloende Jærtegn paa en fredelig blaa Himmel, og ingen vilde kunne undgaa at faa Øje paa den. Og hvordan vilde saa Tilskuerne tage imod det, de saae? Vilde de ledes ved det letfærdige Levnet? Vilde de faa Afsky for den ravgale Ryggesløshed? Eller vilde de kanske, netop fordi det var saa uvant et Syn, fristes deraf og følge efter?

— — Provstens Tilhørere havde under denne Tale hidtil siddet med løftede Hoveder og stirrende Øjne, — somme havde ogsaa glemt at lukke Munden — og alt hos dem aabenbarede en spændt Lytten efter Røsten, der lød deroppe fra "Stolen". — Nu slappedes Ansigterne og Hovederne gav som et Duk fremefter, — næsten som vilde de sende et bekræftende Nik derop til Provsten: Ja, det er sandt, hvad han siger. Letfærdigheden har holdt sit Indtog i vor By, og den vildeste Ryggesløshed boer nu lige midt iblandt os.

Thi nu var de ikke i Tvivl om, hvor han vilde hen, den Gamle: Det var de halvgale, usædelige Mennesker, der holdt til dernede i Gyvelgaarden, Provsten havde i Tankerne, og det skulde han da have saa fuldelig Ret i: De teede sig ikke, som de var optugtede med det gamle, ærværdige Ord, han i Dag lagde ud om, det Ord alle i Sødalen lærte fra Smaa. — Hæ! det var næsten, som gik der et lille dulgt Knisten igennem Tilhørerne blot ved at tænke Tanken. — Naa — ja — og dette her Ord "Gjerrigheden" — som han glemte eller sprang over i Epheserbrevet. — — Nej, sandelig om der var Brug for det her! — Hæ!

Saa satte Forsamlingen sig mere mageligt tilrette omkring i Stolene. — Ja, den Tekst om Gyvelgaardsfolkene, den kunde nok føjes sammen med den om Petrus og Judas slette Handlinger og med Stykket af Brevet til de Ephesere, og det skulde blive ret en god Stund at sidde stille her og lytte til, hvad Provsten nu ved sin Udlægning kunde finde at sige derom.

Og saa prækede Provsten.

Han talte i vægtige Ord om de daarlige Menneskers Vanartethed og den Smitte, der kunde udgaa fra dem, han talte om Syndens Sold og om den Straf, der ventede de fordærvede, — dog ikke saa meget om Straffen hinsides, men den, der fulgte efter allerede hernede, hvad enten det nu gik som for Judas, at Angeren kom og overmandede dem, eller det kom paa den Vis, at deres Medmennesker holdt Dom over dem og lukkede dem ude fra deres Samfund. —

Saadan talte han, deres gamle Højærværdighed, og Tilskuerne sad andægtige og lyttede til hans Ord, og de følte sig baade vejledede og opbyggede ved dem.

— — Ja, paa Prækestolen var det Provsten, der talte; men bagefter — bagefter var det Sødalsboerne.

Og det blev langt fra den Fasteonsdag alene, at Gyvelgaardsfolkene maatte holde for rundt omkring paa Sognets lange Kirkeveje. Nej! Deres Liv og Levnet gav Snakkestof nok næsten hele Aaret, og hver Dag omtrent havde sin Gyvelgaardsnyhed at bringe. Saadan havde det jo været lige siden den November, Kjesten holdt sit Indtog i Sødalen, og saadan blev det da ogsaa ved at fortsætte.

Her er noget af alt det, Snakken løb med:


En otte, ni Maaneder efter Niels Povlsens Død kom der en bitte Dreng til Verden paa Gyvelgaarden. Det skulde jo hedde sig, at det var hans, men det fik de ikke mange til at tro.

Niels havde haft blaa Øjne og et stridt, ragget og hvidgult Haar, Drengen derimod var sortkrøllet og brunøjet ligesom Kjestens Galan, den unge Frants.

Og forresten var der heller ikke forløbet en Maaned efter Niels Povlsens Død, før Frants sad inde for Bordenden, som han var "Manden i Huset", og saasnart det kunde lade sig ordne for den her omtvistelige Drengs Skyld, blev han og Kjesten jo ogsaa gift.

Nu kan det nok hænde, at Styrelsen paa Gyvelgaarden for Alvor kom ind i en ny Skure. Gilde og Bykøring var Hverdagssag, og Kortspil og Svirelag stod det paa Natten til Dagen.

Der gik rystende Emter om de Summer, der sattes paa Spil og ogsaa om, hvor stort et Antal Butler og Ankere med Vin, Rom og Brændevin, der blev købt ind og sat til Livs.

Men Kjesten var værre end Frants, baade til at svire og spille Kort, det var alle enige om, og i alt, hvad der var daarligt og slet, var det bestandig hende, der viste Vej.

Hun kunde sidde med ved Bordet, ene Kvindemenneske mellem en halv Snes Mandfolk og med sin Kaffepunsch foran sig, spille Trekort og give paa tre Femdalersedler, slaa i Bordet, trumfe, larme og pokulere som den værste. Og hvad det angik, at føre en liderlig, beskidt Tale, var der ingen, der paa langt nær kunde hamle op med hende.

Saa midt i Sviregilderne kunde det falde hende ind at gøre een af Soldebrødrene Forslag om at "gaa med op og se om der var Mus i Gæstekamret", eller "gaa med ud og fornemme efter om Høet var gulvet ordentligt oppe paa Høladet", og saa ganske aabenlyst stikke af væk fra Selskabet med ham.

I Førstningen det skete, kunde de saa se Frants blive vild i Øjnene og faa Fraade i Mundkrogene, mens han drak som en vanvittig; og det hændte ogsaa, der vankede Pandebraad til den, der havde fulgt Kjestens Indbydelse. Men efterhaanden gik det saa tit paa, at Frants blev sløv og ligeglad med det, som med saa meget andet.

— Den lille Dreng — Niels Povlsen havde de jo kaldt ham efter Kjestens afdøde Mand — var ikke mere end tre, fire Aar, førend han sad med ved disse Selskaber. Han sad gerne ved Frants og fik Lov at samle hans Stik hjem eller stable hans Byttepenge op, og han var heller ikke mere end tre, fire Aar, da de lærte ham at ryge paa Pibe og spytte Langspyt som en Førkarl.

Han var tidlig flink til at snakke rent, og lærte ogsaa alle de Eder, der lød. Især Frants' Yndlingsed, Dælen—danse—mig! men ogsaa den Moderen helst benyttede, Satten—riv—mig! brugte han jævnligt.

Det kunde knibe lidt for ham i Førstningen at faa det mellemste Led rent frem, men desto større var jo den Fornøjelse, det vakte hos Gæsterne og Forældrene, naar det lykkedes.

I den Slags Glædesstunder var det, at Frants ofte klappede Drengen paa Skuldrene og i rusig Triumf sagde de Ord, som Egnens Folk siden saa tit kom ihu:

— Den her bitte Ka'l, ham kan der bliv' noget til, naar han bliver stor! —

Og saa slog han i det samme saa bredt ud med Armen, som viste han ud over alle Gyvelgaardens udstrakte Agre, høje Huse, fulde Kister og det indmurede, brandfrie Jernskab, der var stopfuldt af gammelt Sølvtøj.

— Den her bitte Ka'l, ham kan der Dælen—danse—mig! bliv' noget til, naar han bliver stor!

— —

Men ved det Leben, der nu førtes i Gyvelgaarden, var det jo klart for alle, at der ingen Velstand kunde forøges, ja, ogsaa at det snart maatte gaa den modsatte Vej.

Frants og Kjesten havde da heller ikke regeret mere end et Par Aar eller tre, før de rede Penge var opbrugte.

Saa begyndte de at spille om de gamle Sølvsager, en Gang imellem gik der ogsaa en Ko eller en Stud i Løbet, ja en Gang endda to smukke røde Heste, som Egnens Folk længe havde skævet efter med Beundring og vurderet til 1000 Rigsdaler, hvad den Gang var en meget høj Pris.

Nu var det et Par fordrukne Halvbisser, der vandt dem, en Slagter, der mest "slagtede" selvdøde Kreaturer og en Pranger, som sjældent havde noget at "prange" med, fordi han ikke havde noget at betale med. De to kørte saa og rakkede rundt med dem i nogen Tid, og fik i mindre end et halvt Aar de skønne Dyr lavet om til et Par Helmisser.

Det var der mange af Bønderne, der tog sig meget nær. — Saadan et Par herlige Heste! — Saadan et Par flotte, velmagede Dyr! — At de dog kunde handle saa usselt med dem, — og at Gyvelgaardsfolkene kunde sætte saa store Værdier paa Spil! — Hm — hm. Hvor mon det vilde ende for saadanne gale Mennesker?

— Efter syv, otte Aars Forløb begyndte de at sælge ud af Jorderne, og det gik rask Slag i Slag. Hvert Fjerdingaar røg en Lod, snart af Agerjordene og snart af Englodderne. Det, der var tilkøbt, laa jo yderst og gik først, men siden gik der ogsaa et Par Udmarksskifter af Gyvelgaardens oprindelige Jorder, og omsider var næsten alle de værdifulde Englodder solgt fra den.

Da havde Frants og Kjesten haft Gaarden i tretten Aar, men da var den jo ikke til at kende igen.

Husene var aldeles forfaldne, et af dem var helt sunket i Kvas og laa langs med Jorden i en Ruinhob. Den store hoventknejsende Lade stod og gabede tomt ud af de aabne Luger, der altid manglede baade Hasper og Hængsler. De faa Læs Sæd, der nu var at køre hjem, fyldte ikke en Tiendepart.

Paa Staldene, hvor der en Gang havde staaet tolv velholdte Malkekøer og et lignende Antal Fedestude foruden en Snes Stykker Unghøveder, dér stod der nu fem, seks afrakkede Køer, som ved Foraarstide daarlig kunde rejse sig selv og hverken gav til Smør eller Ost.

Og inden Døre saae det ikke bedre ud.

Der røg Fjerene af Sengeklæderne og Gulvene laa i Hul ved Hul. De halve af Vinduesruderne var gerne smadrede. De gik ligesom Postelinet paa Dragkisten ved Sviregilderne. Der var som oftest ligesaa mange Kludestopninger som Glasruder i Karmene.

Paa den Tid var det Gaarden brændte.

Det skete en Dag ved Bagning, Kjesten var fuld, som hun nu var saa tit. Hun skulde fyre op til Finbrødsbagning, men fyrede i Stedet som til Helvedesbrand. En Gang hun var trinet ud af Bagdøren for at hente en favnfuld Brændelyng, faldt hun omkuld og kunde ikke rejse sig selv, og da hun var ene hjemme fik en Gnist fra Ovnen ubemærket fat i Lyngen og forplantede sig videre.

Det var jo Sommertid, alting var knastørt, og det varede derfor ikke længe, før det Hele stod i lys Lue.

Kjesten sov i Lyngen, der hvor hun var falden, men vaagnede dog, da det brændte rundt omkring hende.

Hun kom ud uden Skade, men bagefter laa hun nede i Kaalgaarden og sov Rusen ud. Imens forsøgte saa Naboerne at redde de sølle Stumper, der var tilbage.

— — Den Dag flyttede Frants og Kjesten ned i et af de gamle Indsidderhuse, der tilfældigt stod tomt. Det var det ældste og daarligste af dem, og det var fra den første af de Gaarde, Store Povl i sin Tid havde købt og brudt ned, da han lagde Jorderne under Gyvelgaarden.

Der var nogen, der saae Kjesten den Eftermiddag, da hun kom stolprende ad en Sti, der førte over Pløjemarkerne og ned til den sølle, faldefærdige Hytte. Haaret stod i uredte Tjavser ud om det rødblissede, oppustede Hoved, de snavsede forrevne Klær sad og strittede som de kunde bedst om hendes tykke, pumrede Krop, og hun dinglede af med en gammel røgsværtet Kasserolle i hver Haand.

Folkene, der gik Vagt ved Brandstedet, hvor det stadig ulmede i Grunden, saae langeligt efter hende. De havde vel ikke meget godt tilovers for hende, men som de saae hende her fik de dog et sært Tryk for Brystet. De kunde ikke undgaa at mindes den een Gang saa rappe og velskabte Kjesten, der hoppede saa letbenet rundt, — altid klædt i Silke og Kramtøj og Perler og Glimmer.

De syntes jo, at et mere sørgeligt Billede paa Forfald og Elendighed kunde de ikke godt faa at se.


* * *


Ud paa Aftenen tog Blæsten til at puste op.

Da fik Ilden fat igen i de forkullede Rester af Husene og i en Smule Krat af Vidje og Bævreasp, der laa og kravlede opad et Par nærliggende Bakkeskrænter, og da kunde Sødalsboerne staa langvejs borte og se hvordan Flammer og Gnister hvirvledes om paa den sorte Tomt.

Det saae meget sært ud, syntes de. — At det saadan længe efter, at alt, hvad der havde haft Værdi, var lagt øde og slettet ud, alligevel blev ved at brænde Det var jo, som det var en Spøgelsesild, de saae.

Huff! — Aldrig saalænge nogen kunde huske havde det da været andet end Grimhed og Uhygge, der stod ud fra den Gyvelgaardsbakke.

Det var over den Tid, da Store Povl sad der og bredte sig og kradsede til sig og fik Snese af fattige og gældbundne Mennesker til at ryste og bæve for sin Griskhed. — Det var over den mørke, sludfulde Efteraarsaften, da den skikkelige Niels forsvandt. — Det var over de lange, sorte Vinternætter, da de maatte tænke paa, at han skulde ligge og skvalpe derude paa Bunden af den frosne Sø, mens Kjesten og hendes krølhaarede Makker laa og gantedes derhjemme i Gyvelgaardens velstoppede Dundyner. — Og det var over de Snese af Gange siden i Tiden.

Huff — ja. — Nu stod de der omkring ved Husgavlene og gussede sig, mens Grimacer af Væmmelse og Gru skiftede i deres Ansigter. — At kaste Øjnene i Retning af Gyvelgaarden, det var da ogsaa altid det samme, som at faa en isnende Gussen gennem Kroppen! — Huff — ja!

III

Bitte Niels Povlsen gik i sit fjortende Aar, da Gyvelgaarden brændte.

Han var berygtet for sin skrækkelige Vanartethed baade i og udenfor Sognet. Han reves og sloges hvor som helst han kunde komme til, han gik altid med en lang, kvulmende Pibe dinglende i Mundkrogen, han bandede, saa det lysnede om ham og spillede Kort saa tit, han kunde faa nogen til at spille med sig. — Pengene, han spillede om, stjal han fra Frants og Kjesten, naar de var fulde, — hvis der da var nogen at stjæle af.

Landevejen, der førte gennem Sødalen og ud til Fjordby, løb lige forbi Gyvelgaardens Ladehjørne.

Folk holdt ikke af at køre ad den. Det var for den rare Drengs Skyld. At han raabte Skældsord og Uhøviskheder efter dem, rakte Næse og klappede paa Bagen var slemt nok, men værre var det dog, at han lavede Kunster, der forskrækkede deres Heste. Det var sket mere end een Gang, at Folk var kørt løbsk der ved Laden og havde brudt baade Arme og Ben eller taget anden alvorlig Skade ved det.

— Nu var han i den Alder, at han skulde begynde at gaa til Præsten.

Det var der mange, der havde forsøgt at skræmme ham med.

— Prøv du bare at komme ned til Provsten, saa skal du se Visen faar en anden Tone, dit Utusk.

— Ja, Provsten, han skal nok give dig rent paa, din Lømmel! —

— Du bliver saamæn aldrig konfirmeret, — havde een af hans Kammerater en Dag raabt efter ham, — aldrig i dine Dage! —

Og det istemte de allesammen.

Provsten gik aldrig i sine Levedage ind paa at konfirmere bitte Niels Povlsen, saadan en Slyngel og Skifting han var.

Æh—æh!—Æh—bæh! — Saa kunde han blive ved at gaa som Skoledreng lige til han blev Halvfjers. — Æh—æh—æh! —

— Men nu var altsaa Tiden inde, da han skulde indskrives til Forberedelsen. Det var meddelt fra Skolen dernede ved Søgaardene, at Niels Povlsen nu havde Alderen og hvis Skik og Brug skulde følges, skulde han gaa til Vinteren.

Da saae man en Dag Provsten komme ad Stien, der førte derned over Markerne og ad Søgaardene til.

Han var først henne ved Brandtomten, hvor den een Gang saa store, stoute Gaard havde ligget, og bagefter gik han saa og spurgte sig frem for at finde Huset, hvor Frants og Kjesten var flyttet ind.

En af dem, han traf paa, var bitte Niels Povlsen, og Niels gættede straks, at det nok egentlig var ham, Provstens Ærinde gjaldt.

Men da nu hans Kammerater havde søgt at forskrække ham med Provsten, var hans første Tanke naturligvis at han skulde nok vise dem, han gav Fanden i Provsten som i alt andet.

— Aa, gaa ad Helved til, — sagde Knægten, da Provsten bad ham vise sig Vejen, — saa finder du det nok. —

— Det kan være, — sagde Provsten meget roligt — men saa er det nok bedst, at du kommer med.

Og han stod og iagttog den sortkrøllede, brunøjede Dreng meget nøje.

— Ja, vi kan godt følges ad, vi to, — grinte Knægten, — men først kan Provsten slikke mig der! —

Og saa klappede han paa Bagen, som han plejede og stak i Rend opad Bakkeskraaningen.

Provsten var den Gang endnu en rigtig Kraftkarl, skønt Haaret var begyndt at graane, og Benene lystrede ham ogsaa vel. Han var nu ikke i Tvivl om, hvem Fløsen var han havde for sig, og han satte bagefter. Det skred godt for dem begge to, dog bedst for den mindste, men idet Knægten snublede over en Gyvelbusk naaede Provsten ham og greb ham i Skuldrene, saa det kunde fornemmes; derpaa løftede han den tunge, brune Stok med Sølvknappen, han altid gik med og brugte den, saa det duede!

Det var første Gang bitte Niels Povlsen fik Hug af et roligt Menneske, der vidste, hvad han gjorde, og hvorfor han slog.

Til at begynde med sparkede Fyren fælt om sig og brugte en raa Mund, raabte Eder og sjofle Ting i et Væk. Men saa tog Provsten og bandt ham sit Lommetørklæde i Munden som en Knebel, saa han hverken kunde snakke eller skrige.

Saa maatte han jo holde inde, og Provsten brugte atter Stokken — der hvor Niels havde klappet saa indbydende ad ham.

Da varede det ikke ret længe, før bitte Niels forstod, at dette her, det hørte ikke op, før han bad om Godtvejr. Det kneb jo noget for ham, men han gav sig.

— Javel, min Dreng — sagde Provsten, da Niels vinkede af — lad os saa holde op med dette her. Han rettede Ryggen og hængte Stokkens Læderstroppe paa en Frakkeknap. — Men saa maa vi to vist se at faa snakket lidt sammen, inden vi skilles.

En Stund stod de nu og pustede ud begge to, rettede paa Klæderne og snød Næserne. Knægten tørrede sig ogsaa over Panden med den frie venstre Haand og purrede stærkt op i det sorte, krøllede Haar.

Provsten havde ikke sluppet sit Tag i den højre Arm, og det beholdt han ogsaa fremdeles. Men Knebelen løste han dog af ham.

Noget efter gik de sammen op paa et nærliggende Bakkedrag, hvorfra man kunde se meget vidt omkring, og her gav Provsten sig til at vandre frem og tilbage med Niels Povlsen ved Haanden. Han gik med faste lydelige Skridt og satte den tykke, brune Stok sikkert til i den haarde, flintestensstrøede Bakke.

Han var hel tavs.

Det var som han vilde sige, lad os to nu bare gaa her i al Rolighed og se os omkring og samle vore Tanker, for det kan vi vist trænge til.

Høsten var omtrent forbi den Gang, nogle Efternølere kørte Rivning hjem dernede i Dalen, og Vogterdrengene skyndte sig til Marks for at flytte sidste Gang. Det var stille og smukt Vejr. Solen skinnede varmt og glansfuldt ind over Bakkerne og Søen.

Omkring i Hjemmene tændtes op til Nadverkogning. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, og ved Husgavlene kunde man se Gamle og Indendørsfolk komme listende ud for at se sig om.

Hele Egnen tegnede sig saa fredeligt og kønt, men om nogen af de to Vandrere havde Øje for det, beholdt de deres Indtryk for sig selv.

— Da Provsten og Niels havde vendt nogle Gange i Tavshed fik Højærværdigheden dog Munden paa Gled, og med sin klare klangfulde Røst gav han sig til at fortælle om Gyvelgaardens Omskiftelser ned igennem et Par Menneskealdre.

Han havde begravet baade Store Povls Far og Bedstefar, — den sidste som en meget gammel og affældig Olding, den første som en Mand ved de Halvfjers. Provsten kunde dog ikke sige, at han havde kendt stort til dem hvad vel ogsaa kom af, at det havde været Folk, som der ikke havde været stort at sige om. De havde siddet paa Gyvelgaarden, dyrket Jorden og ernæret sig og sine. Og saa ikke videre.

Men saa var det, der kom en Mand, som forstod at drive Gyvelgaarden frem, fortsatte han, og herefter fulgte saa alt, hvad vi saa nogenlunde ved Besked med, om Store Povls Dygtighed og Driftighed, om hans Arbejdsiver og hans Handlekraft, altsammen Ting Provsten ikke uden Beundring kunde dvæle ved, ja, da han løftede den brune Stok og pegede ud over de Jordstrækninger, der i Povls Tid var bleven samlet og ordnede derindenfor Gyvelgaardens Skelgrænser, var det vel næsten ikke fri, der var en Antydning af Bevægelse i Stemmen.

Saa tog han sig dog i det, og kort og barsk føjede han til: Men han var en haard Hund, var Povl, et hjerteløst Menneske, — og saa var han ogsaa uredelig. — Havde det været nu han havde levet, var han blevet straffet.

Efter ham var Rækken jo naaet til Niels. Han var en retsindig Mand, sagde Provsten, ogsaa ret dybttænkende. Han fortalte ogsaa, at han vidste Besked med, det havde været Niels Povlsens Ønske at kunne gøre Faderens Haardhed og Uret god igen. Men se, saa var der jo det i Vejen for ham, at han var saa usædvanlig tavs og saa genert og menneskesky, at det var ham umuligt at faa de gode Gerninger udført.

— Der var meget ved Niels Povlsen, som var værd at tage til Efterfølgelse, — endte Provsten, — men han var en Udenforstaaende, ja, en Udenforstaaende — gentog han — og det er galt. Denne Verden, som vi jo ogsaa skal være i en Tid, den forstod han sig ikke paa. Og det maa man. — Ja, det er nødvendigt.

Under denne Tale havde Drengen flere Gange været lige ved at briste i Latter.

Han havde aldrig været i Kirke og aldrig hørt Provsten præke. Derimod havde han tit hørt Tosse-Katrine præke og messe efter ham, og nu kunde han jo høre, at hun gjorde det godt. Men at gaa her og spasere med Provsten i egen høje Person og saa Gang paa Gang blive mindet om Tosse-Katrine det var for morsom en Sammenligning, især for et Væsen som bitte Niels Povlsen.

Hidtil havde han dog dyet sig, for sandt at sige var han forbandet øm der bagi. Det mærkede han nok, naar han løftede Benene, især naar han flyttede den venstre Fod. — Og saa den lede Knebel! — Det stod for ham som det værste, han endnu havde været ude for — denne helt afmægtige Fornemmelse af, at Munden var gaaet i Baglaas, saa han hverken kunde bande eller grine eller rable Sjofelheder af sig, naar han havde Lyst og Trang. Det var mange Gange værre end at faa tæt med Prygl af Provstens brune Stok, selv om den var tyk og kunde falde haardt ad.

Blive kneblet en Gang til det vilde han ikke udsætte sig for, saa fik han da at prøve at bide Tænderne sammen, at ikke noget af alt det kønne, der laa ham paa Tungen, skulde slippe frem; — for at Provsten ikke agtede at løsne det solide Greb, han havde om bette Niels' Haandled, det var let nok at fornemme.

Saa havde da Niels foreløbig hinket med i al Stilhed; men nu da Provsten i sine Slægtsbetragtninger var naaet til den afdøde Niels Povlsen, nu brast det for ham:

— Hva' Fanden kommer alt det mig ved? — grinte han. — Niels Povlsen han var s'gutte min Far, at Provsten ved det. Hahahah! —

— Hm. — Naa, nej, han var vel ikke det. — Provstens Tone var den samme rolige og værdige, den hele Tiden havde været. — Og du ved, at det er Frants, der er din Far? — Jaja, saa lad os bygge paa det da. — Hm.

Saa gik de to igen en Tid lang i Tavshed. De vendte nordude ved den lave Høj med Kartoffelkulen og sydpaa, hver Gang de naaede Thøger Husmands Skeldige. Provsten gik med rolige, faste og afmaalte Skridt. Bitte Niels tog tre for hver to af Provstens og saa imellem, naar Bukserne kom til at stramme over et bestemt Sted der bagpaa, gav han et Par ekstra Hink med det ene Ben.

— Naa, Knægten vidste altsaa Besked med sin Afstamning. — Der gled en besk Grimace over Provstens Ansigt, idet han saae for sig alt det Udskud og Menneskeskrab, der var bitte Niels Povlsens Forfædre. Der var, saa vidt han vidste, ikke et eneste helt hæderligt eller dygtigt Menneske iblandt dem.

Og navnlig Kjestens Slægt var sølle. Igennem mange Led havde den været befængt med snart sagt alle de Laster, der var: Drukkenskab, Spillelyst, Løsgængeri, Tyveri og frem for alt en erotisk Ubeherskelse og Skamløshed.

En giftig og stinkende Ukrudtsplante skudt op paa en Mødding og fra Fødslen dømt til at ende i en raadden Sump igen, saadan var Kjesten, Drengens Mor.

— Hvorfor i al Verden skal dog den Slags bedærvede Kryb fødes og leve? — sukkede Provsten i Løn.

Men med et var det, som hans Øjne i et sky Blik gled ned over Drengen, han holdt knuget om Haandleddet. — Jamen — Jamen havde ikke den rygende Forargelse siddet der saa levende paa Gyvelgaarden og holdt Provsten i Aande, saa var han kanske blevet sløv og var falden i Søvn. — Eller kanske var han for længe siden forfalden til Fraadseri i Mad og Drikke. — Okja! vi havde jo alle vor Pæl i Kødet. — Og det kunde vel nok siges, at til at holde en Menighedshyrde aarvaagen og vagtsom, der havde det været brugbart, det sølle forvildede Kram. — Hm, — hm, Provsten rømmede sig og blev ved at gaa.

— Men nu Frants, Drengens Far, med hans Stamtræ var det dog lidt bedre. Der var noget baade af godt og af slet, som der da ogsaa havde været i Frants selv, da han i sin Tid var dukket op paa Egnen som en ung Tjenestekarl. Der havde været Spirer, som maaske under heldigere Forhold kunde have givet bedre Grøde. Nu var jo ogsaa han ganske forsumpet.

Hm — ja. — Og her gik nu Provsten med Frants' og Kjestens Frugt. — Hm — ja? — —

— — De Mænd, jeg har nævnt, var altsaa ikke din Slægt — begyndte Provsten igen efter mange Omganges Tavshed — men det var da dine Forgængere paa den Gaard, hvor du er født, og som du gaar her, er du jo ved Skæbnens Magt bestemt til at tage Gaard og Grund i Arv efter dem. Det turde vel ogsaa have lidt at sige. —

— Om hvordan din Far og Mor er, vil jeg ikke tale. Bliver du nogensinde et hørende og seende Menneske, da kan du selv dømme om dem. Men derimod kan jeg nok sige dig, hvordan deres Liv vil ende, og det er det vist paa Tide, du faar at høre, ifald du ikke selv skal ende paa lignende Vis. —

Det, som Provsten saa fortalte, var om Deliriumgalskabens Udbrud og Forløb. Bitte Niels havde naturligvis selv hørt og set Jesper Klinkmand, da han ifjor laa ude i Vejgrøften og hylede og tudede som et vildt Dyr, skrabede i Jorden med Hænder og Fødder som en mandolm Ko, rasede saa Fraaden stod i tyk Skum ud af hans Mundkroge og troede sig forfulgt af et helt Kobbel sorte Hunde med gloende Tunger ud af Halsen. Se saadan var Delirium, og før eller senere naaede den Tilstand hans Forældre, — at sige, hvis de da ikke paa anden brat og uhyggelig Maade fik gjort en Ende paa Tilværelsen.

Slagsmaal og Spektakkel det havde Drengen nok set saa mange Gange, naar hans Forældre og deres Gæster havde spillet og drukket sig fra Vid og Sans; men hidtil havde de haft Penge, eller de havde haft noget at betale med, enten Varer, Dyr eller Jordlodder. Nu var de snart ved Bunden, og saa blev det meget værre, for nu blev Armodens Grimhed føjet til det øvrige, og de kunde ikke en Gang kaste den falske Glans af en Slags Festlighed over Solderierne. Saa blev det til Udaad, Bedrageri, Voldshandlinger, Politiets Indgriben, Forhør, Arrest og alt det, der kunde følge efter.

Men det Provsten dog især forsøgte at skildre for sin Tilhører, var Forbryderens Liv. Det var Forbryderens Kaar iblandt Mennesker og hans Kaar, naar han sad indelukket bag Laas og Slaa. Det var hans Vej fra Menneskene, som han ikke kunde være imellem, og til Fængsel og Tugthus, og det var hans Liv som Fange, Dagens ensformige Slid mellem "andre Tyve, Røvere og Mordere", som Provsten sagde. Nætternes Mørke i de sorte Celler, hvad Forbryderen dèr tænkte, hvad han følte og hvad han fyldte sit Sind med, og om hvor han længtes og tørstede efter Frihed. — Og saa naar han endelig atter kcm ud til Livet og Menneskene alligevel begyndte forfra paa det, han ikke skulde, fordi han ikke egnede sig til at være blandt de almindelige — fordi han var stemplet.

Alt dette dvælte Provsten længe ved, og han forstod at skildre alle disse Forhold med en gribende Grundighed; han kendte det nemlig til Bunds, thi han havde i sine yngre Dage været Fængselspræst, først ved "Viborghus" og siden ved "Horsens Tugthus".

— Ja, hvad var det, alt det, Provsten gik og snakkede om den Eftermiddag?

Det var ved Tiden henad seks, han gik derned imod Søgaardene; men Klokken nærmede sig otte, og han gik endnu frem og tilbage deroppe over Bakkedraget, stadig med den uartige Knægt ved sin Haand.

Det blev vel efterhaanden nærmest en Enetale, Provsten holdt, en Slags Filosofi over Livet og Livets Gang, over Hændelser og Menneskeskæbner og Tilværelsens underlige op-og-ned, et Opgør, den vanartede Knægt dèr ved hans Side vel havde givet Anledningen til, men som dog imellem videde sig ud i altfor omfattende et Syn til, at bitte Niels Povlsen skulde kunne følge ham.

Da Provsten mindede om den pralende Stolthed, hvormed Frants i sin Tid havde banket Drengen paa Skulderen og snakket om "den her bitte Ka'l, der kunde bliv' noget til, naar han blev stor", — og viste ham den forholdsvis ringe Plet Jord, der laa derhenne omkring Brandtomten, og som nu var omtrent alt, hvad der var tilbage til ham af alle Gyvelgaardens Herligheder, da forstod Drengen ham nok; men da han talte om Menneskesjælens rige Udviklingsmuligheder, om "den forunderlige Fryd, Sindets Renhed og Tankens og Aandens skønne Flugt mod det Høje" forvoldte, da er det vel tvivlsomt, at Niels kunde følge ham.

Men følge med og høre paa det altsammen det maatte han; thi Provsten holdt saa fast om hans Haand, som sad den i en Skruestik. Der var aldeles ikke Tale om at flygte.

For Resten gik det ogsaa saa underlig, at han efterhaanden slet ikke tænkte paa at løbe sin Vej, — han hørte efter, han kiggede langelig op til Provsten, han var alvorlig, ja, næsten andægtig, og tilsidst fulgte han villig og gerne. Taget i Haanden behøvedes ikke, han fulgte endda.

Ja, til allersidst, da det næsten var bleven Solnedgangstid, havde Provsten helt sluppet.

Men da stak Drengen af sig selv sin lille, haarde, brune og forrevne Næve ind i Provstens store, hvide, bløde Haand.

Han blev jo flov straks, han havde gjort det, og trak den hurtigt til sig igen. Men da Provsten efter dette stille tog om Haanden, lod han det ske, og den blev liggende i det blide Greb.

Var det hele Stundens Underlighed, var det Provstens ærværdige Skikkelse, var det den strænge, manende Tone, hvori han talte, eller var det bare Røstens stærke, klare Klang, der havde gjort sin Virkning? — Ja, det formaaede vel ingen at sige.

Men nu ønskede Drengen ikke at bryde af. — Nej, slet ikke.

— —

Just paa den Tid, Solen vilde gaa i Jorden, var det, Provsten endte Vandringen.

Aftenhimlen var den Gang saa rød og flammet — straalende skøn at se paa, men bebudende vandet og uroligt Vejr.

Men som Provstens store, statelige Skikkelse ved Afskeden bøjede sig over Niels Povlsens lille ryggesløse Drengekrop, tegnede deres Billede sig helt underligt mod denne gyldentrødmende Aftenhimmel.

Det var der flere Folk dernede i Søgaarde, som havde lagt Mærke til.

De syntes, det lignede den store, vilde Abild, der stod et Stykke udenfor Frants Gyvelgaards gamle Kaalgaardsdige, og som bøjede sig ludende og læende ned over et lille purret Blommetræ, der var skudt op inde under det.

— Gaa nu hjem, min Dreng, og tænk vel paa det, jeg har sagt dig, og naar du har besluttet at forbedre dig kom saa til mig, saa kan vi snakke om, at forberede dig til Konfirmationen. — Men før ikke.

Saa gik Provsten med faste Skridt og støttende sig til den tunge Stok. Han plejede ellers altid at lade Øjnene fare saa vagtsomme og iagttagende rundt, naar han færdedes paa Egnen, men i Dag gik han med Hovedet bøjet og saae eftertænksomt ned mod Jorden.

Men Drengen blev staaende paa Bakken og saae efter ham, og det blev han ved med, saa længe han kunde øjne ham.

Han havde ingen Hast for at komme ned i Indsidderhuset og høre paa Frants' og Kjestens deliristiske Skraal og Tummel.

IV

Den Sommer hængte Frants sig.

Folk sagde, han var mindre fuld den Dag, end han plejede at være.

Han skulde jo have sin Gaard bygget op igen, og det skulde jo ogsaa helst være, mens det var Sommer og Vejret og Daglængden var til det. Men det kunde ikke ret skride for ham, og han havde vel en Fornemmelse af, at det vilde aldrig blive til Alvor.

Han havde siddet og talt haabløst om dette en Dag, han kom fra Fjordby og havde været oppe at køre med en Nabo.

Det blev saa ogsaa det sidste, man hørte ham snakke om, for da han kom hjem, tog han en Strikke, der hængte inde ved Bilæggerovnen, og gik i al Stilhed ud i Tørveskuret og hængte sig.

De fleste var af den Tanke, at det havde været bedre, om det var Kjesten, der havde gjort det.

At Frants var svagsindet og daarlig, det saae man nok, og det var heller ikke saadan, at det skulde hylles til med den bare Blødsødenhed. Men Folk havde alligevelle en Del tilovers for ham. De forstod nok, at det var Kjesten, der havde været hans Fordærv, det var fra hende, Begyndelsen til deres usle Levnet kom.

— Havde Folk ikke vidst det før, saa fik de da fuldelig Syn derfor, da Frants var død; thi han var jo ikke puttet i Jorden en Gang, før Indsidderhuset blev fyldt med det allerlaveste Pak.

Nu var det ikke alene Drukkenbolte og Omløbere og den Slags, men det var rigtige Forbrydere, der holdt sig til, og det Leben, der førtes, var i alle Henseender saa blottet for Blu, at Folk ikke en Gang fandt "Bolehuset" var et tilstrækkeligt vejledende Navn til Stedet, de lavede det siden om og kaldte det ligefrem "Helvede".

Der var kun een Stue i Indsidderhuset, der kunde bruges. De andre Rum var helt forfaldne. I den Stue foregik alle deres Fester, i den Stue stod Bordet, de sad og svirede om, — det var gerne kun det klare Brændevin, de drak nu — i den hujede de og sang og skraalede, saa det kunde høres langvejs væk, — og i den Stue stod ogsaa Sengene.

Her maatte da bitte Niels Povlsen lægge sig til Hvile, ifald han ikke vilde være med i Laget.

Og det vilde han sjældnere og sjældnere.

Det havde nok alligevel mest været Kortspillet, Pengenes Rullen over Bordet og al den Spænding, der fulgte med her, som havde haft Tillokkelse for ham. Drikkeriet havde de aldrig faaet ham givet rigtig Smag paa.

Nej, saadan som hans Far kunde give sig hen i Vildskaben, det syntes han der saae rask ud, rigtig som en Ka'l med Mod i Bringen og det Væsen havde bitte Niels Lyst til at abe efter. Hans Mors Leben og Skamløshed det havde derimod tit gjort ham baade flov og forlegen, skønt han jo selv var en raa og uvorn Knægt. Det var ogsaa bitte Niels, der fandt Frants hængende derude i Tørveskuret. Ogsaa det havde gjort Indtryk paa ham, som han ikke kunde forvinde.

— Nu var det en Aften ud paa Efteraaret, da Niels, som det jo skete saa tit, laa i Alkoven og var Tilskuer og Tilhører ved et drabeligt Kalas.

Han og Moderen boede stadig i Huset. De havde en af Køerne med, som om Natten stod bunden ude i Tørveskuret. Det var det sidste Dyr, der var tilbage af den en Gang saa store og navnkundige Gyvelgaardsbesætning. Resten var solgt. Jorden var lejet ud og Brandtomten laa stadig hen i den uryddede Tilstand.

Huset gæstedes den Aften af en fem-seks af de sædvanlige Bisser, og de drak Brændevin af store Spølkumsskaale. Midt paa Bordet laa et halvt Rugbrød, der var flænset i, ved Siden af det en bitte tør Ostegnalling og en skaaret grøn Assiet med en Klat harsk Smør paa. Det var alt, hvad der var af spiseligt. Men det betød ikke stort, for det gik mest løs paa at slukke Tørsten.

Tre af Gæsterne havde siddet i Tugthuset, en af dem, "Jens Røver", endda flere Gange. En af dem, den forholdsvis skikkelige Thommes Vendelbo, var allerede kørt træt. Han laa under Bilæggerovnen og snorkede. De havde en stor, rød Dunk, der kunde tage en fem, seks Potter, og den havde været sendt til Købmanden en Gang, siden Gæsterne samledes.

Nu var den tom igen; men de bandte og galede, — Kjesten ikke mindst — at de kunde drikke mere endnu. Dunken skulde sendes afsted igen, der var ikke Tale om andet, og "Jens Røver" blev dømt til at gaa med den.

Det var jo langt over Sengetid nu, saa Købmanden var selvfølgelig i Seng for længe siden; men naar Jens kom og navngav sig, saa stod han nok op og fyldte dem Dunken. Thi Jens' Forlangender sagde Folk ikke gerne Nej til, — medmindre der var rigeligt af fuldvoksne Karlfolk ved Haanden.

De fik ogsaa Dunken frem, og Jens tog et Tag i Hanken; men den var tung, som den var, og vilde blive værre, naar den blev fyldt. Han var jo ikke helt sikker paa Benene, "Jens Røver", og vilde derfor have det saadan, han kunde tage Dunken paa Nakken. Det vilde lette ham Byrden.

Det gjaldt saa om at finde en Strikke, de kunde binde i den, og de rendte rundt og ledte og ledte og kunde ingen Snor finde.

Hvor skulde de nu faa en Strikke fra!

Ja, hvor Fa'en fandt de nu en Strikke!

De halvfulde Folk rendte og bandede og hujede fra Stue til Køkken, fra Køkken til Forstue, og lige lidt hjalp det.

Især rasede de over, at en Strikke, der altid plejede at hænge bagved Kakkelovnen, i Aften ikke var til at opdage noget Steds.

Om den vidste de allesammen Besked, den havde de saa tit set hænge dèr paa sin Krog, og de havde brugt den til Dunken saa mange Gange før; det var en god gammel Kending, den Strikke, men hvor var den henne? — Ja, hvor i Djævlens Skind og Ben var Strikken bleven af?! — Det gik Lyn i Lyn med Brøl og Eder, uden at det dog hjalp det ringeste til at skaffe Strikken til Veje.

Saa midt i ser de Kjesten slaa ud med Armene og stikke i at skogre som en vild.

— Strikken! — hahaha! — Strikken — Satten-riv-mig! — tho det var jo den, Frants hængte sig i! — Hahahah!

Og hun slog sig paa Laarene, vred sig i Grin og hoppede og skvaldrede som en hvinsk Fole.

Ja, kunde Kjesten tage det paa den Facon, var hendes Gæster da heller ikke født op ved det bare Mælkemad. Saa kunde de ogsaa gøre sig en bitte Lystighed over den Strikkes Forsvinden. Og snart hvællede hele Huset af deres fulde, skraalende raa Skogger.

Til sidst dansede "Jens Røver" og Kjesten Svejtrit med hinanden rundt paa Gulvet, med den tykmavede, ildrøde Brændevinsdunk klemt ind imellem sig.

— Den Strikke, det var s'gu den Frants hængte sig i! — Gu' var det saa! — Haha!

— Ja, saadan gaar Ens gode Strikker! — Satten-riv-mig! — Hahahah! — Og de var ved at vælte Huset af Grin.

— —

Bitte Niels Povlsen var der ingen, der havde tænkt paa.

Men han havde ligget i Sengen og hørt og set det hele. Saa havde han rejst sig derinde bag Omhænget i den halvmørke Alkove og faaet samlet sine Klæder paa sig.

Nu sprang han ud paa Gulvet og stod ganske uventet midt iblandt dem.

— Aa, I er jo fra Jer Forstand! — I er jo fuldstændig fra Jer Forstand! — raabte han til dem. — Enten nu Frants var min Far eller ej, saa ved vi da, at han var din Mand! — hvæste han Moderen ind i Ansigtet.

Og saa snappede han Dunken fra dem og smed den af al sin Kraft ind imod Bilæggerovnen, saa den røg i hundrede Stykker.

— Kvirrr — kvasss! — Det gav et saadant Rabalder, at den snorkende Thommes Vendelbo sprang skrigende op fra sit Leje, mens Dunkeskaarene faldt til alle Sider og laa strøet over det hele Gulv.

Ovre i Krogen ved Frammersdøren hændte det, at "Jens Røver" traadte paa een af dem, og i sin halvfulde Tilstand tabte han Ligevægten ved det og faldt lige saa lang og knokkelplump han var.

Uha, saadan Brag det gav i det gamle, brøstfældige Hus.

Jamen han faldt heller ikke alene. Han var tørnet imod Kjesten, idet han dejsede. Hun maatte med ham ned.

Og hun kom til i Faldet at hugge Hovedet i Stykker mod en spids Kant af Kakkelovnen, Blodet sprøjtede ud af det til alle Sider. Det saae ækelt og fælt ud.

Men hun blev ogsaa liggende, hvor hun faldt — og hun rejste sig aldrig mere.


* * *


Da Provstens Kokkepige den Morgen var ude at hente Brændsel og skulde til at gøre Ild paa til Kaffen, blev hun meget forbavset ved at se en sortkrøllet Knægt i forrevne Klær gaa og liste om ude i Porten.

— Hvad skal du her? — sagde hun til ham og saae lidt hvast paa ham.

— Je' ska' tal' med Provsten — svarede Drengen.

— Saa-aa. Naa skal du det. — Mon det ikke er noget, du kan sige til mig? — prøvede hun.

Provsten var jo ikke staaet op endnu og kom nok heller ikke det første Par Timer.

Nej, han kunde ikke sige sit Ærinde til andre end Provsten.

Naa, det var af saa stor Vigtighed, — smilte hun skeptisk. — Jaja, saa fik han da at vente.

Da Kaffen var færdig, fik Pigen ham samlet ind i Køknet og gav ham en Kopfuld sammen med Mad og Kage. Saadan var Husets Skik.

Men da Frøken Marta og Frøken Alvilda ovre fra Jægermesterens, som paa den Tid var i Provstegaarden, kom ud i Køkkenet og fik den ventende Dreng at se, saa kendte de ham, og vidste hvad Rygte han havde. Og saa gik de straks ind og sagde det til Provsten, fordi det anede dem, at der maatte være et eller andet alvorligt paa Færde.

Kort efter blev Niels kaldt ind.

Da han kom ind til Provsten, sagde han straks:

— Ja, jeg kommer for at sige, at jeg har ikke forbedret mig som Provsten sagde jeg skulde. — Nej, nu er jeg bleven meget værre. —

Han forsøgte at grine af det; men han havde ikke saasnart sagt det, før han brast ud i en hektisk Hulken, og saa førte han i det samme den ene Arm skjulende op for Øjnene. Saadan blev han staaende der lige indenfor Døren.

— Naa, er du det min Dreng — svarede Provsten ham. — Det lød meget roligt og fri for al Overraskelse.

Provsten gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og lod imens Drengen græde i Fred. Men da han omsider havde faaet lidt Ro paa sig fik Provsten ham jo til at fortælle om alt, hvad der var sket dernede i Indsidderhuset og hvad han havde gjort. Og da tog Niels Armen væk fra Øjnene.

Han maatte dog se, om ikke Provsten blev rystet og forfærdet ved at høre om de Hændelser fra i Nat.

Thi Niels lagde ingen Skjul paa, hvor rasende han havde været, da han laa derinde i Alkoven og ikke kunde sove for deres fordrukne Spektakkel, og hvordan det især havde kogt i ham af ædende Had, da hans Mor gav sig til at hujskogre over den her Strikke, som Frants havde hængt sig i.

— Jeg vil sige Provsten rent ud, at jeg havde den grueligste Lyst til at slaa dem ihjel allesammen! — Ja — det er helt sandt, hvad jeg siger, jeg ønskede, jeg kunde tage og slaa dem ihjel allesammen lige paa een Gang! — ogsaa min Mor, der dansede rundt med "Jens Røver" og saae ud som en tyrvild Ko. — Ja, det havde jeg Lyst til — bekræftede han fast og energisk sine Hensigter. — Det havde jeg!

Nu var det jo nok gaaet saadan, at Dunken ingen af dem havde ramt, men det vilde han ikke, der skulde regnes med. Han vidste nok, hvad han havde haft Vilje til, og det skulde der ikke vendes og drejes ved. Det var ham, der havde myrdet Kjesten, og det var ogsaa ham, der var Skyld i, at "Jens Røver" nu laa og vred sig dernede i Huset og vistnok havde brækket sit ene Laar.

Ja, Niels havde ikke en Gang ladet det blive ved at smadre Dunken. For skønt han havde set sin Mor falde og bløde forskrækkeligt ud af Hovedet, havde han endda været i en saadan rasende Hadstemning, at han havde taget alle de Spølkumsskaale, de havde drukket af og smældet dem een for een den samme Vej som Dunken. Ogsaa de splintredes imod Kakkelovnen, og der føg saadan af Skaar baade oppe og nede, at hele Stuen tilsidst havde set ud, som den var hyllet ind i et flintrende Hagelvejr.

Der kunde Provsten nu selv høre. — Mon han vilde have mere?

— Provsten havde staaet ganske stille foran Niels og hørt paa alt, hvad han havde at sige. Han holdt Hænderne foldede bagom Frakken og rørte sig ikke af Stedet. Og selv efter at Drengen tav, blev han endnu en Stund staaende som i tankefuld Stilhed.

Men saa lagde han omsider Haanden op paa Niels' Skulder:

— Jaja, min Dreng, alt det kan vi nu siden snakke om; men jeg tænker, at du nok alligevel ikke er af de værste. —

Der gik en underlig Grimace over Drengens Ansigt. Han troede ikke et Øjeblik det var Provstens Alvor, men nærmest at det var en Fælde, fordi han kanske frygtede, at Niels ikke godvillig vilde følge med ham til Øvrigheden.

Den Frygt skulde han nu nok vise, at Provsten kunde spare sig.

Noget efter lukkede Provsten Vinduet op og kaldte Forkarlen hen til sig:

— Han skulde gaa hen til Sognefogden og bede ham om straks at se ned i Indsidderhuset, og naar Karlen havde gjort det skulde han skynde sig og spænde for og hente Doktor Lund.

Niels stod og hørte paa det og tænkte det samme som før: Aa, Provsten gør sig saa rolig og fidél, fordi han tror, jeg vil lave et farligt Vrøvl, naar Politiet kommer. — Han kan spare sig, kan han.

Bagefter tog Provsten Drengen ved Haanden og fulgte ham over til en Gaard, der laa tæt nedenfor Præstegaarden. Her satte han sig til at snakke med Gaardmanden — det var Simon Østergaard — om at tage Niels Povlsen i sit Brød til Vinter. Provsten vilde gerne have, at han kom er Sted til, hvor han kunde faa det "menneskeligt og godt", sagde han.

Men ogsaa da blev Niels ved at tænke sit:

— At Provsten nu saadan blev ved at være saa farlig rolig af sig, ja, snakkede næsten saa pænt og ligetil, som der slet ingen Ting aparte var paa Færde, det var naturligvis bare noget han lod, for at Niels ogsaa skulde tage den med Ro, og de saadam lige kunde komme over ham og tage ham med et Snuptav, de Rævepelse.

— Thi det var jo ikke muligt for ham at fatte, at han ikke til Vinter skulde have sin Bolig imellem Beboerne af de her store "Huse" i Viborg, eller var det Horsens, om hvis Kaar og Levnet Provsten havde fortalt saa grangiveligt den Dag, han og Niels gik og vankede frem og tilbage over Brinkerne mellem Byvangen og Søgaardslavningen.

V

Naar Sødalsfolkene en Snes Aar frem i Tiden kom kørende ad Landevejen, som løb derned forbi Søgaardene, og det traf at de fik Øje paa bitte Niels Povlsen, som han kunde gaa og pusle deroppe ved det lille Boelssted, han omsider havde faaet rejst paa Gyvelgaardens Brandtomt, da kunde de tit falde i Snak om, at det var sært som alting kunde forandre sig — saadan med Aarene; — thi tænkte de paa den ret slidsindede Tale, Niels nu førte og paa hans fredsommelige Væsen, saa var det jo meget sært at huske paa hans vidtkendte vanartede Drengelevnet, — og paa hans fordærvede Forældre, paa deres bratte, ukristelige Udgang af Verden og paa alt det andet vilde og grufulde, der stod i Forbindelse med hans Fortid og med Gyvelgaarden og dens Beboere.

Niels syntes ikke særlig i nogen Retning, ikke særlig dygtig, ikke særlig doven; han kunde tage sig en Rus imellem i Gildeslag, men aldrig til Hverdag. Han lignede kort sagt saa grumme meget de fleste andre Sødalsbeboere, og hans Boelssted saae ogsaa saa ganske almindeligt ud.

— — Men han havde en bitte Frugthave, hvad den Gang var næsten uset paa Egnen — og den bar rigt.

Niels forstod saa godt at læ Træerne frem, sagde man.