Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Over al Forstand.djvu Over al Forstand.djvu/7 62-72

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Præsten gik nogle Skridt frem. — Hele hans Skikkelse var indfanget af Maanelys. Han saa opad i den straalende Stjernehimmel, som søgte han dèr Svaret paa de Gaader, han ikke "ad Forstandens eller Troens" Vej kunde løse. Saa lukkede han Øjnene og holdt Hænderne for. Da han atter tog dem bort, saa jeg, han havde grædt. Ogsaa den lille Komtesse kæmpede mod Graaden.

— — —

— Forklar mig nu dette? Ida har vidst, tænkt, anet, følt, ligemeget hvilket Ord jeg bruger, hun har vidst, at Maria var hos mig. Hun har set det med sine "indvendige" Øjne — men disse stakkels Øjne har ikke set klart, ellers havde hun vidst Sandheden og ikke sørget sig tildøde … Det er den Sammenhæng, jeg ikke fatter … I de første Aar efter Idas Død sad jeg Aften efter Aften med Dagbogen i mine Hænder. Jeg mente, jeg maatte vel engang finde Løsningen paa den Gaade. Men jeg har lært, det nytter ikke at granske efter sligt … der er Dybder, hvor ingen Loddeline fanger Bund.

Da jeg vaagnede, var Ida oppe, hun var meget bleg, men intet i hendes Væsen tydede paa, at hun var oprevet og ulykkelig. Hun kom hen og kyssede mig og bad mig glemme hendes underlige Adfærd om Natten. Hun var, sagde hun, bleven overtræt af Markedsgøglet og de mange Mennesker og af Længsel efter mig. Saa hviskede hun til mig: — Du skal se, Erhardt, jeg gaar ligesaa stille hen og dør af at elske dig …

— — —

Igen holdt Præsten inde. — Maanen svævede lige over hans Hoved. Himlen lyste som en Sø af flydende Sølv. Poplerne langs Voldgraven klirrede som Millioner af sprukne Glasklokker. Der var saa stille, trods det, at vi hørte den hede Syden af de store tændte Gaskroner inde i Vestibulen. Vore Aandedrag lød som Sukken.

— — —

Præsten sagde: — I fremmede Mennesker! I synes vel, det er forunderligt, jeg saadan taler om det, der er det dyrebareste og det sørgeligste i mit Liv. Jeg synes det selv. Men ligesom Maria talte sig ud for mig, maa jeg i denne Sommernat tale mit Hjerte ud for Eder. Mod Maria begaar jeg ingen Synd, og Ida er forlængst dèr, hvor alt er Klarhed og Sandhed …

— — —

Tavse sad vi paa den nitrinnede Trappe, indspundet i Maanens levende, underfulde Lys. Vi var som ét samhørende Legeme, som én aarvaagen lyttende Sjæl. Præsten strøg sig gennem sit højt bølgende hvide Haar, der skinnede som ædelt Metal i det skarpe Maaneskær. Han fortsatte sin Fortælling, men Stemmen lød svagere, nu og da vibrerede den som en Sølvstreng:

— Dagen efter var det Søndag. For første Gang i mit Liv stod jeg uforberedt overfor min Menighed. Ida sad paa sin vante Plads i den udskaarne Stol. lige under mig. Hendes Blik var rettet mod mig, som saa hun gennem mine Øjne ind i min Sjæl. Jeg følte Blodet gaa fra Hjernen, jeg mærkede Tankernes voldsomme Flygten. Jeg var tom som et bristet Kar, hvoraf Vandet er rundet ud. Redningsløst ledte jeg i Øst og Vest, jeg stod just i Begreb med at foregive Ildebefindende, da Tankerne atter kom flyvende. Jeg véd ikke, hvorom jeg talte, men da jeg bagefter gik ind i Sakristier, kom Ida ind til mig — hvad hun ellers aldrig gjorde af Respekt for Sognefolkenes store Former. Hun lagde Armene om min Hals og sagde: — Erhardt, saadan skal du tale over mig, naar jeg er død, hører du! Der forløb et Par Dage inden jeg bekvemmede mig til at tage over til min Nabopræst og udrette det Ærinde, jeg havde paataget mig. For at komme afsted, maatte jeg lyve for Ida, og hun lod, som om hun troede Sandheden af det Paaskud, hvorunder jeg tog bort.

— Paa Vejen over til ham begyndte jeg at indse det taabelige og uoverlagte i mit Løfte. Jeg burde have indset det før. Han og jeg var i vore Livsanskuelser forskellige som Dag og Nat. For mig var det altid let at dømme mildt, jeg, der var vokset op paa Livets Solside. Han hørte til de strenge Naturer, der stiller ubønhørlige Krav til sig selv og andre. Flere Gange var det hændet, at jeg — i Overensstemmelse med mit Syn — viede Folk, han havde nægtet at vie; eller konfirmerede Børn, han havde vist fra. At han ikke tog mig sligt ilde op, var Bevis paa hans fuldt ud redelige Sindelag. Han bød mig hjertelig velkommen. Inden jeg var naaet videre end til det første ligegyldige Ordskifte om Vejr og Vind, nævnede han Maria, og en Stund var han ikke til at standse. Hans Ord var en eneste Hymne til hende, Han bad mig forrette Vielsen, ikke blot, fordi han satte Pris paa mig, men fordi Maria havde udtalt Ønsket om at blive viet af mig. Jeg blev noget forvirret over at høre dette, jeg vidste ikke af, jeg havde været paa Tale dem imellem. Han var saa opfyldt af sin unge, stærke Kærlighed, at Ordene strømmede fra hans Mund. Livet havde forvandlet sig for ham fra mørkt til lyst, siden han havde lært hende at kende. Hun var Kvinden i al sin Renhed og Fuldkommenhed. I hendes Mund fandtes ikke Svig. Hun var Klippen, hvorpaa han kunde bygge sin Fremtid. Han spurgte, om jeg fattede, hvad det betød for ham at faa en Hustru som Maria, en Kvinde, der i sin kyske Ubevidsthed maatte blive et lysende Eksempel for hele Menigheden. Og han erklærede, at han til den Dag, han mødte hende, havde haft til Hensigt at forblive ugift for at kunne hellige Menigheden alle Evner og Tanker. Atter talte han om hendes ubesmittede Tankegang, hendes Sjæleadel. For mig var det mere end pinligt at høre dette. Jeg, der endnu havde i friskt Minde det frygtelige Billede, hun havde oprullet for mig, jeg, der vidste, at hendes Tanker var besudlet, som hendes Legeme var besmittet.

— Varligt prøvede jeg at dreje Samtalen. Jeg gav mig til at drøfte Forskellen mellem vore Menigheder, kom derfra ind paa Forholdet i Hjemmene og mellem Mand og Hustru og naaede omsider derhen, hvor jeg vilde. Jeg talte om de faldne Kvinder og udtalte som min Overbevisning, at den Mand baade kristeligt og menneskeligt set udrettede en større Gerning, der tilgav en saadan Kvinde og rejste hende gennem Kærlighed, end den, der udsaa sig en ren og uprøvet Kvinde til Hustru. Han indrømmede dette i visse Tilfælde. Jeg erklærede, det maatte gælde alle Tilfælde. Hertil svarede han: — Kun ikke for en Præst. Hvem véd, maaske kunde jeg falde i Elskov til en saadan Kvinde, saalænge jeg intet anede, men den Dag, jeg fik Visheden, maatte jeg slippe hende. Det modsatte vilde være Synd mod den Hellig-Aand. At tage en vanæret Kvinde til Hustru, vilde være at bringe Vanære og Forargelse over hele Menigheden. Jeg vilde derved have forbrudt den Magt over Sjælene, jeg har faset i Naadegave af den Højeste … Derfor er det, jeg i mine Tanker atter og atter knæler for Maria. Hende har jeg Lov at tilbede, hende tør jeg gøre til min Hustru. Hun skal gaa foran og vise mig og alle andre Vej … Har De set Marias Øjne? Har De set Afglansen af Gud? …

— Jeg blev hos ham endnu en Tid og lovede at vie ham og Maria. Jeg var klar over min Handlemaade og mit Ansvar … Ja, uden Bæven vilde jeg paa den yderste Dag staa frem og bekende, hvad jeg havde gjort. Det var ingen Synd. — Det véd jeg.

— Jeg bad ham om Pen og Papir og skrev i hans egen Stue til Maria. Brevet indeholdt ikke synderligt mere end Ordene: Efter nærmere Overvejelse raader jeg Dem til at tie. Lad Fortiden være død og begynd et nyt Liv. Tving Dem selv til at glemme, og det vil lykkes med Tiden. Riv Frygten ud af Deres Hjerte og læg roligt Ansvaret paa mig. Jeg tager det som Præst og som Menneske. De har mit Venskab og min ubrydelige Tavshed … Paa Hjemvejen lagde jeg Brevet i Postkassen nede i Landsbyen.

— Ida spurgte flygtigt, om jeg havde haft en rar Tur, men straks efter bad hun mig hjælpe sig at skære Blomster af og talte ikke mere om min Fraværelse. Det havde lignet hende mere at fritte mig ud, Sætning for Sætning, indtil hvert Ord var bleven plukket ud af mig … I Dagbogen staar: Erhardt er borte, Hvor er han? Kommer han igen? Han lyver for mig. Hos hende er han ikke, det føler jeg paa mig … men det er for hendes Skyld, han gik. Jeg forstaar det ikke. Jeg kan ikke leve uden ham, og jeg vil saa nødig dø.