Over al Forstand/11
Præsten gik hurtigt forbi os, og vi saà
ham forsvinde i de store ældgamle
Lindealléer, der gennemskar Parken paa Kryds
og Tværs, men endnu en Stund blev vi
siddende i Mørket paa den store Trappe.
Ikke én iblandt os tog Samtalen op.
Den lille Komtesse græd højlydt og jamrende. Kammerjunkeren tyssede kærtegnende paa hende:
— Barn, Barn! sagde han.
Saa gik hver til sit.
Men mig var det ikke muligt at tænke paa Hvile. Jeg gik ud i Parken, i Mørket.
Rundt om i de mægtige Alléer var hvide Bænke. Jeg satte mig paa en. Da hørte jeg to Mænd komme gaaende, jeg skelnede Stemmerne, det var Præsten og Kammerjunkeren.
Der var lydt i Nattestilheden, og paa Afstand hørte jeg hvert Ord. Kammerjunkeren sagde: — Naar jeg ønsker at vide, hvad Aar det skete, er det selvfølgelig fordi jeg har mine Grunde.
Præsten svarede:
— Der er kun ét Menneske, der har Ret til at vide dette.
Kammerjunkeren sagde henkastet: — Naa ja, en af mine Ungdomsvenner betroede mig engang et Eventyr, der havde en vis Lighed med Deres Fortælling. Ganske vist var hans Eventyr mindre højstemt og mindre sentimentalt, men enfin … det er altsaa i hans Navn jeg gør Spørgsmaalet.
Præsten blev staaende: — Jeg vil ønske, den Ven aldrig erfarer, hvad han har gjort.
Kammerjunkeren svarede: — Ja, det er jo altid lidt penibelt at skulle forsvare noget, der udadtil synes uforsvarligt. Men ser De, for det første vidste denne Mand ikke, at Eline var forlovet med en anden. Og at hun tog sig sin Død over den Smule Ubesindighed, kunde han ikke vide, eftersom han, da han mødte hende, var paa Vej ud af Landet for en fleraarig Rejse. Endelig synes det mig taabeligt at gøre Ophævelser over noget, som to Mennesker er lige gode om. Tror De, at Maria …
— Eline! rettede Præsten: Eline Berg!
Kammerjunkeren studsede, men tog sig i det: — Naa, saadan hed hun altsaa. Ja, ja da, tror De, at Frøken Berg havde givet sig hen til et Menneske, hun afskyede, uden saameget som at bede for sig? Tror De ikke snarere, hun bar paa en — vi kan godt sige ubevidst Længsel efter ham? At hun bagefter fik Skrupler … ja, saadan er jo Kvinderne, især de hysteriske, hvortil hun vel nok maa regnes.
Præsten svarede: — Hvis jeg havde mødt Dem for femten Aar siden, havde jeg ikke talt, som jeg taler nu. Jeg dømmer Dem ikke, Kammerjunker, men Deres egen Samvittighed dømmer Dem … Og nu tror jeg, det er bedst, vi to ikke ser hinanden oftere.
— — —
— — —
— — —
Næste Morgen rejste Præsten uden at tage Afsked med nogen.
Om Aftenen blev den lille Komtesses Forlovelse med Kammerjunkeren deklareret …