Opfindelsernes Bog/Vægtstangen og Tridsen.
Have Ægypterne kjendt til særlige mekaniske Hjælpemidler? »Hvert Pund af denne Sten koster 4 Francs« plejede Pariserne at sige for 40 Aar siden, naar de viste en Fremmed Luxorobelisken, der er oprejst paa Place de la Concorde. Og disse 4 Francs udgjøre dog kun Omkostningerne til Transporten og Oprejsningen, thi selve Obelisken var en Gave fra Mehemed Ali til Louis Philippe.
Denne Obelisk er dannet af en eneste Sten, omtrent 64 Fod høj, hvis firkantede Basis har en Brede af omtrent 6 Fod; den bliver smallere opad og ender med en pyramideformig Spids, hvis Basis er noget over 4½ Fod. Obelisken vejer henimod 500,000 Pund, og dens Transport fra Ægypten til Cherbourg (1831—1833), samt derfra til Paris og dens Oprejsning her kostede ikke mindre end 2 Millioner Francs (1,450,000 Kroner).
Saa stor Vanskelighed var der altsaa i det 19de Aarhundrede forbundet med Transporten af en eneste Sten, skjøndt man nn raader over mekaniske Hjælpemidler, der ere meget fuldkomne, ialtfald i Sammenligning med Oldtidens. Obelisken fra Luxor er dog ingenlunde den største; udenfor Laterankirken i Rom findes der en anden, hvis Højde er 191 Fod, hvis Vægt er 1,300,000 Pund, og som under Kejser Konstantins H. blev ført fra Ægypten til Rom.
De fleste Obeliskers Højde vexler fra 48 til 96 Fod. De ere forfærdigede af et eneste Stykke, som modtog sin Bearbejdelse i Stenbrudet, og derpaa blev transporteret, ofte mange Mil, til det Sted, hvor Opstillingen skulde foregaa. Naar vi dernæst betragte Pyramiderne, hvoraf f. Ex. Kong Kufus er 110 Millioner Kubikfod stor og maa have en Vægt af omtrent 24,000 Millioner Pund, og naar vi betænke, at de ere sammensatte af Stykker, der kunne veje indtil 200,000 Pund, og at nogle af dem have maattet løftes til Toppen af Pyramiden i en Højde af henved 500 Fod, have vi Grund til at spørge, hvorledes det har været muligt at opføre saadanne Kæmpebygninger for 5000 Aar siden? Det skulde synes, som om en hel Hær af Arbejdere og en Arbejdstid af en hel Menneskealder næppe vilde have været tilstrækkelig til et saadant Foretagende.
Der kan udrettes meget ved mange Menneskers og Dyrs forenede Kræfter; men til Arbejder af dette Slags udkræves der ikke alene en Arbejdsstyrke, men ogsaa en hensigtsmæssig Anvendelse af den. Der er derfor mange, som have ment, og denne Anskuelse gjør sig endnu undertiden gjældende, at Ægyptens Civilisation maa have staaet paa et overordentlig højt Udviklingstrin, og at den specielt maa have havt Kjendskab til mekaniske Hjælpemidler, der i Tidens Løb ere gaaede i Forglemmelse, og hvorom Nutidens Videnskab ikke har nogen Anelse. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. I Stedet for at tale om en høj Grad af Civilisation, vidne disse Mindesmærker tvertimod om det forfærdeligste Barbari, om Herskernes Despotisme og Folkenes Trældom. En Bygning af en saadan Størrelse, der kun skylder et Herskerlune sin Tilblivelse, og som ikke skal tjene til andet end denne Herskers Forevigelse, kan kun opføres i et Land, hvor baade Despotisme og Trældom har naaet den yderste Grænse. Pyramiderne, som hverken vidne om nogen Smag, hvad Formen angaar, eller om nogen videre teknisk Færdighed, hvad Udførelsen angaar, og som kun imponere ved deres store Masse, afgive et godt Bevis paa de vedkommende Herskeres Egenkjærlighed: Tusinder af Menneskers Arbejde er her bleven benyttet, forat Forfængeligheden kunde blive tilfredsstillet.
Fuldendte mekaniske Hjælpemidler og Arbejderens Trældom kunne ikke i Længden bestaa Side om Side. Efterhaanden som hine udvikles, frigjøres Arbejderen: fra at staa paa et Trin, der ikke er meget hævet over Lastdyrets, forvandles han til et tænkende Menneske, som leder Maskinernes Arbejde i Stedet for selv at udføre det. Den døde Maskines Arbejde bliver snart billigere end den levende Arbejders. Civilisation er det samme som Husholden med Menneskets Arbejde, eller dets Anvendelse paa en saadan Maade, at det bringer saa stort Udbytte som muligt; enhver Ødslen i saa Henseende er en Tilbagegang henimod Barbariet. Det er derfor ikke muligt at tænke sig et større Barbari end det at dømme hele Hærskarer af Mennesker til at udføre et Arbejde, der i enhver Henseende ikke har nogen Betydning hverken for dem selv, deres Samtid eller Efterverdenen.
De mekaniske Hjælpemidler, som anvendtes af Pyramidernes Bygmestre, vare ikke andre end de samme, som vi kjende, og oven i Kjøbet kun de simpleste af dem.
I Nærheden af Pyramiderne ved Giseh findes der endnu Levninger af den skraanende Dæmning, ad hvilken de Stenblokke, der vare blevne tilhuggede i Bjergene mod Øst, bleve førte op paa en Klippeterrasse i en Højde af 128 Fod. De ægyptiske Bygmestre anvendte saaledes her Skraaplanet. Endvidere anvendte de Tove, Løftestænger og Ruller, men forøvrigt vistnok intet andet.
Alle de Maskiner, ved hvis Hjælp disse mærkværdige Arbejder ere blevne udførte, falde ind under en og samme Lov, Loven for Vægtstangen, ligesom den mangesidige Anvendelse af Skruen støtter sig paa Loven for Skraaplanet.
Vægtstangen. En Vægtstang er ikke andet end en Stang, der kan bevæge sig om et fast Punkt, og som paavirkes af to Kræfter, der stræbe at dreje den i modsatte Retninger omkring dette Punkt. Den ene af disse Kræfter, den som stræber at tilvejebringe Bevægelse, kalde vi slet og ret Kraften, og den anden, den som gjør Modstand mod Bevægelsen, kalde vi Byrden. Hensigten med en Theori for Vægtstangen er at udfinde, under hvilke Forhold Kraften og Byrden holde hinanden i Ligevægt. Det Svar, der synes at ligge nærmest: naar Kraft og Byrde ere ligestore, er ikke rigtigt i et Tilfælde af hundrede; thi Ligevægten beror ikke alene paa Kræfternes Størrelse, men ogsaa paa Beliggenheden af de Punkter, i hvilke de paavirke Vægtstangen, det vil sige: disse Punkters Afstand fra det faste Punkt, om hvilket Vægtstangen kan bevæge sig. De Dele af Vægtstangen, som ligge mellem dette Punkt og Angrebspunkterne kaldes Vægtstangens Arme.
En Arbejder vil løfte den ene Kant af en Sten et Stykke op fra Jorden; han stikker en Jernstang ind under Stenen os lægger en anden mindre Sten eller en Træklods (Fig. 26a) til Støtte for Stangen. Jo nærmere denne Klods ligger ved Stenens Kant, det vil sige: jo nærmere Vægtstangens Støttepunkt ligger Byrdens Angrebspunkt, desto mindre Kraft behøves der til at udføre Arbejdet. Enhver kjender en Vippe, et Brædt der hviler paa en Axe, som er anbragt under dets Midte. Naar to Personer, der omtrent veje lige meget, sætte sig hver paa sin Ende af Brædtet, er det mindste Stød tilstrækkeligt til at faa den ene helt ned til Jorden, den anden helt op i Luften. Hvis der sætter sig to Personer paa den ene Ende af Brædtet, medens der paa den anden kun sidder en (og naturligvis under Forudsætning af at de alle omtrent ere lige tunge), vil denne blive holdt svævende oppe i Luften, medens de to andre ere helt nede ved Jorden. Den ene vil dog kunne blive i Stand til at veje op imod de to, naar Planken bliver lagt saaledes paa Axen, at Længden fra denne til de to Personer bliver halvt saa stor som fra Axen til den ene. De to komme nu til at vippe halvt saa højt, den ene derimod dobbelt saa højt som før.
Denne Vippe er en Vægtstang, hvor Kraftens og Byrdens Angrebspunkter — ligesom i det ved Fig. 26 antydede Tilfælde — ligge hver paa sin Side af Hvilepunktet. En saadan Vægtstang kaldes toarmet til Adskillelse fra den enarmede, som er fremstillet i Fig. 27, og hvor Kraften og Byrden (a) virke paa samme Side af Støttepunktet (b). Fig. 28, 29 og 30 give endnu et Par Exempler paa forskjellige Slags Vægtstænger; det vilde være let fra det daglige Liv at anføre Exempler i hundredevis.
Den Lov, der gjælder for alle Vægtstangens Former, er meget simpel og lyder saaledes: de Kræfter, der virke paa en Vægtstang, holde hinanden i Ligevægt, naar Produktet af hver Krafts Størrelse og Længden af dens Vægtstangs Arm (den Linie, som fra Støttepunktet trækkes vinkelret paa Kraftens Retning) er ens for begge Kræfter. Naar altsaa en Byrde, der vejer 6 Pund og er ophængt paa Vægtstangen AB (Fig. 31) i en Afstand af 3 Fod fra Hvilepunktet, skal holdes i Ligevægt af en anden Byrde, der vejer 3 Pund, maa denne anbringes i en Afstand af 6 Fod fra Hvilepunktet.
Det er her ganske ligegyldigt, om vi have med en enarmet eller en toarmet Vægtstang at gjøre; thi en Kraft paa 3 Pund (b) kan holde den i a anbragte Byrde paa 6 Pund i Ligevægt, hvad enten den virker paa den modsatte Side af a (henimod Punktet A), eller paa samme Side som a (henimod Punktet B); kun maa den i sidste Tilfælde virke i modsat Retning (i b').
Ved en Vægtstang kan ogsaa en mindre Kraft sætte en større Byrde i Bevægelse; men den Vej, som denne tilbagelægger, er da mindre i samme Forhold som Byrden er større, og Vægtstangsarmen, hvorpaa den virker, er mindre.
Den Maade, hvorpaa Vægtstangen virker, var allerede kjendt af Arkimedes, der ogsaa søgte ad mathematisk Vej at udfinde Loven for den. Hverken han eller de, der nærmest derefter søgte at løse dette Problem, opløste det dog kun nogenlunde fuldstændigt. Det var først ved Mathematikens videre Udvikling, at man opnaaede fuldkomment at løse alle de herunder hørende Tilfælde. Ethvert Menneske benytter ganske instinktmæssigt Vægtstangen ved mange forskjellige Lejligheder, og for Historien kan det derfor kun have Interesse at kjende, hvornaar man kom til Erkjendelse af Lovbundetheden i dens Virkningsmaade og af dens mathematiske Begrundelse.
Grækerne antage, at Kong Kinyras paa Kypern, hvis Regering falder samtidigt med den trojanske Krig, havde opfundet Vægtstangen; det er dog rimeligt, at man ogsaa før den Tid har anvendt Vægtstangsprincipet uden at vide det.
Der kan næsten ikke frembringes nogen Kraftyttring, uden at Loven for Vægtstangen kommer til at gjøre sig gjældende paa en eller anden Maade. I alt, hvad vi foretage os, anvende vi vore Muskler, og disse virke paa vore Lemmer snart som paa en enarmet, snart som paa en toarmet Vægtstang. Selv i vort Øre findes der en overordentlig fin Vægtstangsmekanisme, der overfører Lyden fra Trommehinden til Hørenerven.
Vægtstangen er en enkelt Maskine, paa hvilken de fleste andre Maskiner støtte sig, og derfor er ogsaa Loven for Vægtstangen en af de vigtigste i Mekaniken.
Vi have hidtil antaget, at Retningen af de Kræfter, der virke paa en Vægtstang, vare vinkelrette paa Vægtstangsarmene; i dette Tilfælde virker hele Kraften til at dreje Vægtstangen. Naar Kraften danner en spids Vinkel med Vægtstangen, virker den kun tildels paa at dreje den; tildels vil den derimod virke som Træk eller Tryk; den kan nemlig da opløses i to Kræfter, af hvilke den ene virker vinkelret paa Vægtstangen, og den anden, den trykkende, virker i samme Retning som Vægtstangsarmen. Denne sidste Krafts Virkning bliver ikke mærkelig. Den førstes Størrelse finder man ved Hjælp af Loven for Kræfternes Parallelogram.
Vægtstangsarmene behøve ikke at danne en ret Linie, men kunne meget vel have en saadan Form, som antydet i Fig. 32, der forestiller en saakaldt Vinkelvægtstang.
I den simpleste Form, hvorunder Vægtstangen forekommer i Praxis, virker Kraften ikke uafbrudt, men i større eller mindre Ryk. Man kan ganske vist overvinde en betydelig Modstand eller flytte en stor Byrde ved Hjælp af den, men kun et lille Stykke ad Gangen, og man maa for hver Gang give Vægtstangen et nyt Hvilepunkt eller ogsaa et nyt Angrebspunkt. Ved den saakaldte Dunkraft sker dette paa meget forskjellig Maade.
Fig. 33 gjengiver en saadan Dunkraft, der vist er fra en meget fjern Tid. Det er vel umuligt nu at angive, hvornaar man først har anvendt dette Apparat; den omtales allerede af franske Forfattere ved Aaret 1634 og kaldes da levier sans fin (Vægtstang uden Ende), og den beskrives i et tysk Arbejde fra Aaret 1651. Et andet lignende Apparat, som benyttes til Optagelse af Stubber, kaldes Polhems Dunkraft eller den svenske Dunkraft og er gjengivet i Fig. 34.
Man kan ogsaa gjøre Vægtstangen uafbrudt virkende ved at anbringe den paa en roterende Axel. Hestegangen, Kaffemøllen, Spillet (Fig. 35) m. fl. høre til dette Slags Vægtstangsforbindelser. Forsyner man en roterende Axel med flere Vægtstænger i Stedet for med blot en, faar man en Maskine, der har erholdt en vidtstrakt Anvendelse i Praxis (f. Ex. Vandmøllens Hjul, Overfalds- og Underfaldshjul).
Vinden. Det bedste Exempel paa en uafbrudt virkende Vægtstang er Vinden, der i sin simpleste Form er fremstillet i Fig. 36 og 37. Den bestaar af en Axel eller Valse og en derpaa befæstet Skive, som tilsammen dreje sig omkring Valsens Axeltapper. Om Skivens Omkreds er der viklet en Snor, som er fastgjort til den og tjener til Angreb for den virkende Kraft. Ved Valsen er der ligeledes befæstet en Snor, som bærer Byrden. Naar den første Snor, som Følge af Kraftens Virkning rulles af Skiven, vil den sidste blive viklet om Valsen, og Byrden altsaa løftet.
Sammenligne vi de Snorlængder, som afrulles af Skiven og oprulles paa Valsen, ville vi finde, at de ere meget forskjellige, saaat Byrden altsaa har tilbagelagt en betydelig kortere Vej end Kraften. Snorlængderne, eller de tilbagelagte Veje, forholde sig tydeligt nok til hinanden omvendt som Kraft og Byrde. Loven for det Forhold, som finder Sted mellem Kræfterne og de Vægtstangsarme, hvorpaa de virke, kan derfor udtrykkes saaledes: ved de simple Maskiner er Produktet af den virkende Kraft og den af den tilbagelagte Vej lig med Produktet af Byrden og dennes Vej. I Mekaniken kaldes det Produkt, man faar ved at multiplicere Kraften med det Vejstykke, den forflytter sit Angrebspunkt, et Arbejde. Den ovenfor citerede Lov kan derfor ogsaa udtrykkes saaledes: det Arbejde, den bevægende Kraft udfører, er lig med det Arbejde, Byrden forbruger. Naar en Byrde, der vejer 10 Pund, ved Hjælp af Vinden løftes af en Kraft, der kan udtrykkes ved 1 Pund, maa denne falde 10 Fod eller afvikle 10 Fod Snor, naar Byrden skal løftes 1 Fod.
En lignende Regelbundethed med Hensyn til Forholdet mellem den bevægende Kraft og den Modstand, som skal overvindes, vil man finde ved ethvert mekanisk Apparat. Det samme Forhold finder Sted ikke blot ved Vægtstangens simple Mekanisme, ved Skraaplanet, Vinden, Tridsen o. s. v., men overalt, hvor der er Bevægelse tilstede.
Vi ville omtale denne Lov noget udførligere. Lad os f. Ex. betragte et kompliceret mekanisk Kunstværk: et Uhr, en Automat eller lign. Hvad enten nu Kraften udvikles paa den ene eller den anden Maade eller Bevægelsen, ved Hjælp af talrige Maskindele, der gribe ind i hverandre, forandres fra retlinet til roterende eller omvendt, vil den nævnte Lov dog aldrig ophøre at være gjældende, og hvis dette nogensinde skulde synes ikke at være Tilfældet, kommer det simpelthen af, at vi ikke have anstillet vore Iagttagelser med nødvendig Nøjagtighed.
Stemplet i et Skibs Dampmaskine gaar op og ned, frem og tilbage, men Skibet selv gaar hvorhen vi ville: Roret er ikke andet end en Vægtstang.
Paa Verdensudstillingen i London 1862 var der udstillet en Maskine, hvormed man kunde maale Afstande der kun vare 1/10000000 af en Tomme; den var nærmest beregnet til som Pantograf (se I. Bind S. 561) at udføre mikroskopisk Skrift til Værdipapirer, og denne Maskine, hvor Vægtstangsprincipet var anvendt paa en saa fin Maade, vilde efter dens Konstruktørs, Peters, Beregning være i Stand til at skrive hele Bibelens Indhold 22 Gange paa et Stykke Papir, der ikke var større end en Kvadrattomme.
De mangeartede Maskiner, der findes i de mekaniske Værksteder, udføre alle deres Arbejder ved Hjælp af mere eller mindre sindrige Kombinationer af Vægtstænger, der snart forekomme i deres oprindelige og simpleste Form som Stænger, snart som Drev, Tandhjul, excentriske Skiver o. s. v.
To Tandhjul, der gribe ind i hinanden, ere kun en anden og mere udviklet Form af Vinden. Tænke vi os den i Fig. 38 afbildede Tandhjulsforbindelse saaledes ordnet, at de større Tandhjul have 48 og de mindre 8 Tænder hvert, vil det være tydeligt, at det midterste Hjul maa komme til at gjøre 6 Omdrejninger for hver 1 af det store Hjuls; det større Hjul til højre vil atter komme til at gjøre 6 Omdrejninger for hver 1 af det mellemste, eller 36 for hver 1 af Hjulet længst til venstre; def sidste lille Tandhjul nederst til højre vil endelig komme til at gjøre 216 Omdrejninger for hver 1 af det største. Man kan altsaa ved at lade Byrden virke paa Hjulet længst til venstre og Kraften paa det lille Hjul forneden til højre, med en ringe Kraft hæve en flere hundrede Gange større Byrde.
Fig. 39 viser den allerede tidligere nævnte Skrue uden Ende, der er en Kombination af en Skrue og et Tandhjul. Naar Skruen drejes rundt ved Hjælp af det Haandsving, der er fastgjort til den, gribe dens Gænger ind mellem Tandhjulets Tænder, og for hver Omdrejning af Skruen, bevæger Hjulet sig en Tand fremad. Paa denne Maade kan man meddele Hjulet en overordentlig langsom og jevn Bevægelse. Det vil let indses, at man med en forholdsvis ringe Kraft, der virker paa Haandsvinget, vil kunne holde Ligevægt med en stor Byrde, der er anbragt paa Hjulet eller dets Axel. Naar en betydelig Byrde skal løftes paa denne Maade, bliver dog Gnidningsmodstanden mellem Skruen og Hjulets Tænder saa betydelig, at man hellere anvender andre Midler. Skruen uden Ende benyttes derfor kun, naar man vil forvandle en roterende Bevægelse til en anden meget langsommere, uden at man bryder sig om, at en stor Del af den Kraft, man anvender, bliver forbrugt af Gnidningsmodstanden.
Gnidningsmodstanden spiller en saa vigtig Rolle ved alle disse Maskiner og i det hele taget overalt, hvor der finder Bevægelse Sted, at vi tro at burde omtale den lidt nærmere. Den er en Modstand, som ethvert Legeme maa overvinde, naar det er sat i Bevægelse; den er imidlertid ubetinget nødvendig i alle Forhold her paa Jorden: fandtes den ikke, vilde f. Ex. ingen Knude kunne holde; thi at begge Ender af et Baand lade sig knytte sammen, beror paa den Gnidningsmodstand, som de udøve mod hinanden; intet Net vilde holde, intet Søm vilde sidde fast, hvor vi dreve det ind. Vi vilde glide ned ad enhver Skraaning, ja vi kunde ikke engang gaa paa jevn Vej; Lokomotivets Drivhjul vilde dreje rundt paa Stedet o. s. v. o. s. v.
I de fleste Tilfælde kan man tænke sig Gnidningsmodstanden som kommende af, at de smaa Ujevnheder, der altid forefindes paa Legemers Overflade, gribe ind i hverandre, naar Legemet, enten ved Tyngdekraften eller som Følge af en anden Kraft, presses mod et andet Legeme, og at de saaledes hindre Fladerne i at glide mod hinanden. I saa Tilfælde maa enten Ujevnhederne udjevnes eller ogsaa maa det glidende Legeme saa at sige løftes op over dem. Jo stærkere Trykket er, desto mere følelig bliver ogsaa Modstanden. Ved Smørelse udfyldes de Fordybninger, som findes selv i den bedst polerede Flade; den bliver derved mere glat, og Glidningen støder altsaa paa mindre Modstand. Størrelsen af de Flader, der glide mod hinanden, har ingen Indflydelse paa Gnidningsmodstanden.
Gnidningsmodstanden er forskjellig mellem forskjellige Legemer. Saaledes glider, som bekjendt, en Slæde meget lettere paa Sne og Is end paa Jord og Sten, hvoraf vi altsaa kunne slutte, at Gnidningsmodstanden mellem Jern og Is er mindre end mellem Jern og Sten o. s. v. Der finder altid et vist Forhold Sted mellem den Kraft, der udkræves til at flytte en Byrde paa en vandret Flade, og Byrdens Vægt, hvilket er det samme som, at Kraften staar i Forhold til Byrdens Størrelse. Dette uforanderlige Forhold kaldes Gnidningskoefficient. For Jern mod Jern er denne Koefficient saaledes 0,227, hvilket vil sige, at der for at flytte en Byrde, hvis Gnidningsflade er Jern, paa et vandret Underlag af Jern, udkræves lige saa megen Kraft som til at løfte 0,227 af Byrden. Den saakaldte Rullegnidning, som opstaar, naar Legemet ruller paa Underlaget, er betydeligt mindre, da de smaa Ujevnheder her ikke behøve at afslides, men nærmest komme til at forholde sig til hverandre som Tænderne i Tandhjul: de gribe ind i hverandre og skilles atter ved Legemets Omdrejning.
Tridsen og Tridseværket. Disse ere de næste Exempler, der møde os paa Anvendelsen af den ovenfor nævnte Lov om Forholdet mellem Kraften og Byrden. Tridsen er en cirkelrund Skive, der er bevægelig omkring en Axel, som er anbragt gjennem dens Centrum. Denne Axel kan være enten fast forbunden med Skiven, saaledes at begge samtidigt bevæge sig i Axellejet, eller sidde saaledes, at Skiven alene drejer sig, medens Axelen ligger stille. Tridsen i sin simpleste Form, naar den er fastgjort til en ubevægelig Gjenstand (Fig. 40 bc), tjener til at bringe en Kraft til at virke i den Retning, der i det paagjældende Tilfælde betragtes som den fordelagtigste. Ved Hjælp af en saadan fast Blok og en Line, der løber over den, kan en Arbejder langt bekvemmere hejse en Byrde op fra Jorden f. Ex. til et Pakloft, end om han skulde bære den opad en Trappe til samme Højde. Tridsen er i sin Omkreds forsynet med en Rende, der tjener til at lede den Line, der løber over den. Naar Byrden W i Fig. 40 skal løftes fra d til c, maa selvfølgelig en ligesaa stor Tovlængde passere Tridsen og hales ind af Kraften. Kraftens Vej er her lig med Byrdens og følgelig ere Kraft og Byrde ogsaa lige store. Ved den faste Tridse er Kraften saaledes lige stor med den Byrde, som den holder i Ligevægt. Forholdet med den løse Tridse stiller sig derimod ganske anderledes: den er ikke fast forbunden med et ubevægeligt Ophængningspunkt, men derimod med selve Byrden (Fig. 41). Linen er fastgjort ved c; dens anden Ende (a) paavirkes af Kraften, der her er repræsenteret af en Arbejder. Naar Byrden er bleven løftet helt op til a, er det klart, at Arbejderen har maattet hale hele Linelængden abc ind. Kraften har saaledes tilbagelagt et dobbelt saa langt Stykke Vej som Byrden. Heraf følger, at den Kraft, der udkræves for at holde en vis Byrde i Ligevægt, ved den løse Tridse kun behøver at være halvt saa stor som Byrden; men den maa til Gjengjæld tilbagelægge en dobbelt saa lang Vej eller bevæge sig med dobbelt saa stor Hastighed som Byrden. Naar Linens to Dele ikke ere parallele, men danne en Vinkel med hinanden, stiller Forholdet sig saaledes, at den anvendte Kraft maa være desto større, jo større Vinklen er.
Ved en passende Kombination af faste og løse Tridser kan Kraften gjøres mange Gange mindre end Byrden. Saadanne Kombinationer kaldes Tridseværker. En Forening af to eller flere Tridser til et fælleds Hele kaldes en Blok. Fig. 42 viser en af de simpleste Former for et Tridseværk, bestaaende af tre faste og tre løse Tridser. De løse, indbyrdes forenede Tridser fastgjøres til Byrden p og bevæge sig samtidigt med og med samme Hastighed som denne. Naar Byrden løftes saa meget som fra b til a, maa der — hvad der tydeligt fremgaar af Figuren — af Kraften indhales en Tovlængde, lig med Længden af de sex Tovstykker, som ligge mellem de punkterede Linier s a og s b, eller med andre Ord: Kraften maa tilbagelægge et sex Gange saa langt Stykke Vej som Byrden, og i Henhold til det tidligere nævnte Lov vil en vis Kraft altsaa kunne holde Ligevægt mod en sex Gange saa stor Byrde. Fig. 43 viser en anden Form af Tridseværk; Virkningen er naturligvis den samme.
Vi have nu i det foregaaende fremsat nogle af Mekanikens Grundsandheder i deres simpleste Forbindelse med hverandre. Det vil være bleven klart for os, at en Krafts Arbejde (Produktet af dens Størrelse og det Stykke Vej, den forflytter sit Angrebspunkt) i intet Tilfælde kan forøges, hvilke Indretninger man saa end træffer for at forandre dens Størrelse og Retning. Et mekanisk perpetuum mobile, paa hvis Tilvejebringelse der er anvendt altfor megen Tid og altfor mange Penge, er derfor en Urimelighed. En Krafts mekaniske Arbejde kan ikke forøges ved en Vægtstangsforbindelse, en Udvexling eller lignende, og den kan strengt taget heller ikke formindskes. Man siger jo nok, at der gaar Arbejde tabt som Følge af Gnidningsmodstanden, men dette er blot en Talemaade, som ikke er mere rigtig end naar man siger, at Svovl forsvinder, naar det opbrændes. Thi, som bekjendt, forsvinder Svovlet ikke, men gaar blot over i en anden Form, af hvilken det atter kan fremstilles som Svovl. Paa samme Maade gaar der heller ikke noget mekanisk Arbejde tabt ved Gnidningsmodstanden; det gaar blot over i en anden Form, og denne Form kalde vi Varme, og Varmen kan jo, som vi have set, paany forvandles til mekanisk Arbejde.