Opfindelsernes Bog/Lynaflederen.
Indledende Bemærkninger. Man har ikke altid været i Stand til at forklare hvad Lyn og Torden er, og hvorledes disse Fænomener fremkomme. Man har saaledes villet gjøre gjældende, at Lynet opstod ved en Antændelse af »visse Gasarter i Atmosfæren«, og selv Descartes mente, at Lynet var et Lysfænomen, der skyldtes ejendommelige Skyformationer, som medførte en meget betydelig Varmeudvikling, og at Tordenen opstod, naar tunge Skymasser pludseligt fra en betydelig Højde styrtede ned paa lavere liggende Skylag.
Da Elektrisermaskinen imidlertid blev opfundet, bevirkede de Forsøg, man anstillede med den, at man snart fik Øjet op for, hvorledes det egentlig forholdt sig med disse Fænomener, og at man tidligere havde søgt at forklare dem paa en helt fejlagtig Maade.
Wall, en engelsk Fysiker, var den første, som gjorde opmærksom paa, at de Gnister, man kan se, og den knitrende Lyd, man kan høre, naar man gnider Rav, have en vis Lighed med Lyn og Torden. Gray og Nollet udtalte lignende Anskuelser, og Winkler i Leipzig fremsatte denne Paastand med største Bestemthed, idet han erklærede, at det kun var Forskjellen mellem Lynets og Ravgnistens Størrelse, der bevirkede, at det ene saas og hørtes saa stærkt, den anden derimod kun ganske svagt. Franklin førte direkte Bevis for, at det virkelig forholdt sig saaledes; ved Hjælp af en Papirdrage, som han lod hæve sig op mod en Tordensky, og hvis Snor han havde gjort ledende, lykkedes det ham nemlig at hente Elektricitet ned fra denne, og han experimenterede nu med den ganske som han vilde have experimenteret med Elektricitet, frembragt ved en almindelig Maskine. Men, da den Mængde, han paa denne Maade kunde raade over, var saa meget betydelig, fik hans Experimenter ogsaa et langt mere glimrende Udfald end alle tidligere. Franklins Forsøg vakte en ganske usædvanlig Opmærksomhed og bleve gjentagne overalt: baade Lærde og Lægfolk talte i lang Tid ikke om andet end Elektricitet. Adskillige faldt som Ofre for denne Lyst til at lokke Ild ned fra Himlen, og det ikke blot Folk, som manglede alle videnskabelige Forudsætninger. En bekjendt Fysiker i Petersborg, Richmann, der dog var en øvet og forsigtig Experimentator, blev saaledes dræbt paa Stedet da han under et Tordenvejr anstillede Forsøg med et Apparat, han havde konstrueret for at maale den atmosfæriske Elektricitets Styrke. En Gnist sprang over fra den ledende Jernstang og dræbte ham som sagt øjeblikkeligt.
Hvad er et Tordenvejr? Det er, som allerede bemærket, ikke andet end en mægtig Udvexling af to forskjellige Slags Elektricitet, der foregaar i Luften. Lynet er den elektriske Gnist.
Overalt paa Jorden foregaar der de mest forskjelligartede Virksomheder, hvorved der udvikles store Masser af Elektricitet, der føres tilvejrs af de opstigende Vanddampe, og lidt efter lidt samler sig i Skyerne. Den tykke, fugtige Sky forholder sig nu som en meget virksom Konduktor, der har optaget store Mængder af fri Elektricitet. Den maa derfor virke fordelende paa Jordelektriciteten, der befinder sig under den, det vil sige, at den maa frastøde den ligeartede, lad os antage positive Elektricitet, og tiltrække den uligeartede, altsaa negative Elektricitet, idet den fortrinsvis samler den i de nærmest liggende, højere Punkter f. Ex. Trætoppe, Taarnspidser, Tagrygge o. s. v. Mellem Skyen og Jorden opstaar der saaledes en Spænding af to Elektriciteter, der ville forene sig, medens Luften, der adskiller dem, er en slet Leder, der søger at hindre denne Forening. Denne Hindring bliver dog til— sidst overvunden, enten ved at Skyen bliver stærkere ladet, saaat Spændingen bliver større, eller ved at Skyen sænker sig mere ned mod Jorden. Der foregaar nu en Udladning i Form af et Lyn, der farer ned til Jorden (Fig. 298).
En Sky, der er ladet med Elektricitet, kan komme i den nys beskrevne Spændingstilstand ikke alene til Jordens Elektricitet, men ogsaa til Elektriciteten i andre Skyer. Da to Skyer, der ere ladede med Elektricitet, let kunne nærme sig tilstrækkeligt til hinanden, vil der langt oftere finde en Udladning Sted mellem to Skyer end mellem en Sky og Jorden. Undertiden foregaar denne Udladning af Elektricitet mellem to Skyer ganske roligt og stille uden Lyn og derefter følgende Torden. Kun hænder det da, at Skyerne pludseligt forandre Form og Tæthed, eller at den ene af dem bliver helt opløst. Komme to saadanne Skyer derimod ikke nær nok til hinanden, eller er Luften mellem dem meget tør, altsaa særlig slet ledende, foregaar der Udladninger mellem dem i Form af Lyn, der altsaa ikke slaa ned paa Jorden. De elektriske Gnister, der ved saadanne Lejligheder slaa over fra den ene Sky til den anden, kunne være af en forbavsende Længde; man vil saaledes have iagttaget Gnister, der ere slaaede over mellem to Skyer, der vare i en Afstand fra hinanden af omtrent ti Mil.
Tidligere antog man, at Tordenskyernes Elektricitet var positiv; dette er ganske vist ofte Tilfældet, men man kan dog ikke opstille det som Regel. Lige saa lidt vide vi i de enkelte Tilfælde noget om Aarsagen til den atmosfæriske Elektricitet; thi, skjøndt vi nok vide, at der bliver Elektricitet fri under forskjellige Processer, der foregaa i Atmosfæren — saasom Fordampning, Fortætning, Opvarming o. s. v. —, ere dog de Omstændigheder, der virke bestemmende i saa Henseende, af saa forskjellig Art og enkeltvis saa forsvindende ubetydelige (hvor mægtigt de end virke tilsammen tagne), at vi umuligt kunne opdage og forfølge alle de Aarsager, der fremkalde saa store Virkninger.
Af Skyer, der gaa hen over vore Hoveder, kan den ene være ladet med positiv Elektricitet, den anden med negativ, og den tredie være ganske uelektrisk.
Naar der altsaa gaar en Sky, som er ladet med Elektricitet — ligegyldigt, hvilket Slags — hen over Jorden, virker den fordelende paa det elektriske Floidum, der er samlet paa Jordens Overflade. Den Elektricitet, der er modsat Skyens, bliver samlet paa de Steder, der ere Skyen nærmest, medens den Elektricitet, der er af samme Slags som Skyens, bliver skudt saa langt bort som muligt. At Gnisten i Almindelighed farer fra Skyen ned til Jorden, kommer vel nærmest af Skyens Letbevægelighed. Det er dog ikke altid Tilfældet: Elektriciteten kan ogsaa fra Jorden slaa op til vedkommende Sky.
Naar en Sky har virket fordelende paa Elektriciteten i Jordens Overflade, og der derefter pludseligt finder en Gjenforening Sted af de to Slags Elektricitet, kan dette, det saakaldte Bagslag, undertiden være saa stærkt, at det virker dræbende paa de Mennesker eller Dyr, der blive paavirkede af det.
Hvad vi nu vide med Hensyn til Tordenvejret, skyldes navnlig de Forsøg, Benjamin Franklin har anstillet. Støttet paa sine egne Erfaringer vandt han i Aaret 1747 den faste Overbevisning, at Tordenvejret slet ikke er andet end en Udvexling mellem to forskjellige Slags Elektricitet; at Lynet er en mægtig elektrisk Gnist, og at det, ligesom denne, følger en god Leder uden at gjøre Skade, men at det derimod, naar Ledningen er brudt eller ikke overalt lige god, kan anrette store Ødelæggelser, idet det slaar over.
Den Iagttagelse, at Lynet navnlig slaar ned paa spidse Gjenstande, der rage op over Jordens Overflade (Taarne, Master, Trætoppe o. s. v.), bragte den praktiske Franklin paa den Tanke, om det ikke skulde være muligt at lede Elektricitet ned til Jorden fra en Tordensky, og det var denne dristige Tanke, der fik ham til at anstille det bekjendte Experiment, om hvis Livsfarlighed han dog ikke havde nogen Anelse.
Han forfærdigede en stor Drage, som han forsynede med en Jernspids og en almindelig Sejlgarnsline, til hvis nederste Del der var fastgjort en Silkesnor med en stor Jernnøgle som Haandtag. Med dette Apparat gik Franklin nu i Sommeren 1752 en Dag ud paa en Eng i Nærheden af Filadelfia, da et Tordenvejr var i Begreb med at trække op. Han var ikke ledsaget af andre end sin Søn, der var den eneste, han havde betroet sin Hensigt. Dragen blev nu sat tilvejrs, men, skjøndt Tordenskyerne vare temmelig nær ved den, kunde Franklin ikke opdage det mindste Tegn til Elektricitet, og han begyndte allerede at frygte, at hans Anskuelser om Tordenvejrets egentlige Natur dog maaske kunde være fejlagtige, da han pludseligt, efter at en fin Regn havde fugtet Dragens Snor, lagde Mærke til, at alle de smaa Trevler, som fandtes paa den, rejste sig og stræbte opad mod Skyerne, ganske paa samme Maade, som de vilde have gjort, hvis Snoren havde været anbragt paa en Elektrisermaskines Konduktor.
Franklin blev meget henrykt over disse Tegn paa en Elektricitet, der nødvendigvis maatte være atmosfærisk og skrive sig fra de forbidragende Tordenskyer. Han underkastede Fænomenet en nøjagtigere Prøvelse, holdt en Kno hen til Nøglen, og der sprang da strax en stor og meget tydelig Gnist over paa ham. Luftelektriciteten virkede altsaa paa samme Maade som den kunstigt frembragte.
Det var iøvrigt meget heldigt for Franklin, at Snoren ikke var fuldstændigt ledende; thi det vilde i saa Tilfælde let have kunnet koste ham hans Liv. Ved senere Forsøg lykkedes det at lade en Leydnerflaske med Luftelektricitet, der viste sig i Besiddelse af alle de samme Egenskaber som Jordelektriciteten. Franklin anbragte i sit Hjem en isoleret Jernstang, for i bedre Ro at kunne anstille Forsøg med Luftelektriciteten. Dette Apparat satte han i Forbindelse med to Klokker, der gave sig til at ringe hver Gang Luften havde en betydeligere elektrisk Spænding.
Universitetet i Oxford udnævnte Franklin til Doktor i Anledning af disse interessante Forsøg, der, som allerede ovenfor omtalt, hyppigt bleve gjentagne i den følgende Tid. En Franskmand, de Romas, forsynede saaledes sin Drage med en Snor, hvori der var anbragt en Jerntraad i hele Snorens Længde. For at sikre sig mod Lynets Virkninger lod han den nederste Del af Snoren ende i en nogle Alen lang Line af ren Silke, og, for ikke at behøve at lokke Gnisterne frem med Knoerne, anvendte han en Metalleder, der stod i Forbindelse med Jorden ved en Jernlænke, og som var forsynet med et ikke ledende Haandtag.
Dragen steg til en Højde af omtrent 600 Fod og passerede Luftlag, der maa have været særdeles svangre med Elektricitet: i mindre end en Time lykkedes det nemlig de Romas at fremlokke 30 Gnister, der vare henved 10 Fod lange, og som frembragte en Lyd som af Pistolskud.
Der kunde nu ikke længer være nogen Tvivl om, hvorledes Lynet skulde forklares.
Tordenen. Samtidigt med at man kom til Erkjendelse af Lynets Væsen, begyndte Forestillingerne ogsaa at klare sig med Hensyn til Tordenen, der er aldeles uskyldig og uskadelig, men som dog indjager saa mange Mennesker Skræk. Den opstaar simpelthen ved at Luften bliver sat i voldsomme Svingninger af Lynet. Naar dette farer gjennem Atmosfæren, blive nemlig de nærmest liggende Dele af Luften ophedede i en saa overordentlig Grad, at de pludselig udvide sig til et Omfang, der er mange Tusinde Gange større end før; saa snart denne Varme har fordelt sig, synke de imidlertid atter sammen med et stort Brag; dette kastes tilbage af Skyerne, af Skove, Bjerge o. s. v., og herved fremkommer det længe vedvarende Tordenbulder, der lidt efter lidt taber sig. Da Lyden bevæger sig langsommere end Lyset, se vi først Lynet og paa engang i dets hele Længde, medens Tordenen kun lidt efter lidt naar til vort Øre fra de ofte fjerntliggende Dele af Luften, hvor den først opstod. Antage vi, at et Lyn i et givet Øjeblik tilbagelægger en Strækning, der er en Mil lang, saa brager det ogsaa samtidigt paa ethvert Punkt af denne Strækning. Men der gives intet Sted, hvor Øret samtidigt kunde opfatte alle de Lyde, der saaledes opstaa i samme Øjeblik paa mange forskjellige Steder; de naa kun lidt efter lidt til Iagttageren, og han hører derfor Braget som et længe varende Bulder.
Vi kunne, som bekjendt — uden at se os om efter Tordenskyerne — afgjøre, om Uvejret nærmer sig eller fjerner sig. Det er Tordenen, der siger os det, eftersom den bliver stærkere eller svagere. I Nærheden af det Sted, hvor Lynet slaar ned, lyder Tordenen som et eneste kort Brag; er Uvejret længere borte, er der et større eller mindre Mellemrum mellem Lyn og Torden.
Tordenen giver os et bekvemt Middel til at bedømme, hvor langt et Uvejr er borte. Da Lyn og Torden opstaa samtidigt, og Lysets Forplantning efter jordiske Begreber kan betragtes som øjeblikkelig, medens Lyden kun forplanter sig med en Hastighed af c. 1100 Fod i Sekundet, behøve vi blot at multiplicere 1100 med Antallet af de Sekunder der forløbe mellem Lyn og Torden, for strax at vide, hvor mange Fod Uvejret er borte fra os.
Lynets Virkninger. Lynet er i sig selv ikke varmt; det bliver det først, naar det paa sin Vej støder paa Modstand. I de øvre Regioner af Atmosfæren, hvor Luften er saa fortyndet, at den ikke lægger nogen Hindring i Vejen for Udvexlingen mellem de to Slags Elektricitet, foregaar denne uden nogensomhelst Larm — det Slags Lyn, der i Almindelighed benævnes »Kornmod« — medens den Modstand, som Luften i de nedre Regioner rejser imod denne Udvexling, først maa brydes med Magt. Naar Lynet finder et godt ledende Legeme med stort Tversnit, vil det fare ned gjennem dette uden at efterlade mærkelige Spor. Maa det derimod arbejde sig gjennem tynd Metaltraad eller gjennem Træ, blive de ophedede ganske overordentligt.
En Jerncylinder leder 10,000 Gange mere Elektricitet end en lige saa stor Cylinder af Havvand, der indeholder visse Salte i opløst Tilstand, og denne leder atter 1000 Gange mere Elektricitet end en Cylinder med almindeligt, ferskt Vand, og dette er dog en langt bedre Leder end tørt Træ ikke at tale om Svovl, Harpix o. s. v. Men, naar den Elektricitetsmasse, der udlades gjennem et Lyn, dog er betydelig nok til at smelte temmelig tykke Jernstænger, kan man heraf slutte sig til, i hvor høj Grad slet ledende Legemer maa blive paavirkede af Lynet. Det er den store Varmeudvikling, der følger med Lynslaget, som fremkalder de mægtige mekaniske Omvæltninger, vi blive Vidne til overalt hvor Lynet rammer. Slaar Lynet ned i et Træ, baner det sig navnlig Vej gjennem de fugtige Partier, der ligge nærmest ved Barken. Vandet bliver derved pludseligt forvandlet til Damp, og herved bliver det let at forklare, at Barken er saa ganske overordentlig splintret paa Træer, der ere blevne trufne af Lynet.
Medens Lynet kun opvarmer Lynaflederens tykke Jernstang, smelter det derimod aldeles Guldbelægningen paa den Spejl- eller Maleriramme, det farer hen over. Humboldt omtaler i sin »Kosmos«, at han paa sine Rejser i Sydamerika, hvor Tordenvejrene rigtignok ere ganske anderledes voldsomme end hos os, ofte har lagt Mærke til, at Overfladen af Klippestykker, som ere blevne trufne af Lynet, er bleven forvandlet til en glasagtig Masse, De saakaldte Lynrør, som man ofte kan finde i sandede Marker, og som kunne strække sig ned i Jorden i en Længde af 30 til 40 Fod, eller ogsaa kunne vise sig som Forgreninger langs Jordens Overflade, ere dannede af Lyn, som ere slaaede ned i Marken. Den indvendige Side af disse Rør er overtrukket med en glaslignende Masse, hvilket tyder paa at der har fundet en Smeltning Sted. Vidden af disse Rør er i Almindelighed mellem 1/4 og 1/3 Tomme.
I tidligere og mindre oplyste Tider, hvor man endnu ivrigere end nutildags gik paa Jagt efter og fabrikerede Mirakler, hændte det ikke sjeldent, at man udbasunede Historier om at Lynet havde indbrændt hele Skriftsprog eller sat Korsets Tegn paa Mennesker, der vare blevne trufne af Himlens Ild; saadanne Fortællinger ere dog kun udspredte enten i ligefrem religiøs-bedragerisk Hensigt eller under Paavirkning af en sygelig ophidset Fantasi.
De mekaniske Virkninger, Lynet kan fremkalde, ere — som allerede nævnt — meget betydelige. Saaledes slog Lynet den 2den August 1809 ned i Omegnen af Manchester. Det trængte ned i Jorden mellem en Kjælder og en muret Brønd og forskød ved denne Lejlighed et Stykke Mur, der var 3 Fod tyk og 13 Fod høj, saaledes, at dette Stykke ved den ene Ende blev ført 3 Fod og ved den anden Ende 9 —10 Fod ud af sin oprindelige Stilling. Dette Stykke Mur var dog sammensat af 7000 Sten og vejede 52,000 Pund.
Den 7de August 1803 trak der et voldsomt Tordenvejr hen over Byen Sprachendorf i Schlesien. Lynet slog ned i Kirken, hvor der var samlet henved et Tusinde Mennesker, som næsten alle bleve kastede til Jorden; 50 bleve trufne og mere eller mindre brændte af Lynet, men kun en blev dræbt; det var en syttenaarig Pige, som bar en Sølvkjæde om Halsen. Kjæden var bleven smeltet af Lynet.
Medens der kan anføres adskillige Exempler paa at Mennesker have mistet Synet eller i kortere og længere Tid ere blevne lamslaaede af Lynet, er det ogsaa hændet, at Mennesker, der aarevis have været lamme, pludseligt have faaet deres tidligere Førlighed ved at Lynet er slaaet ned i deres umiddelbare Nærhed.
Man har Exempler paa at Lynet, ved at slaa ned i Skibe, pludseligt har vendt Kompaspolerne. Paa et andet Sted i dette Bind ville vi faa Lejlighed til nærmere at omtale dette.
Lynaflederen. Der er intet mere naturligt end at man søger at beskytte sig mod Lynets ødelæggende Virkninger, og, da man nødvendigvis allerede tidligt har maattet lægge Mærke til, at Gjenstande, der rage højt op over Jorden, ere særligt udsatte for at rammes af Lynet, har man maaske allerede i gamle Dage truffet Foranstaltninger, der kunde have en vis Lighed med vore Lynafledere. Numa Pompilius og Tullus Hostilius skulle have forstaaet at afvende Lynets skadelige Virkninger. Der er dog intetsteds omtalt, hvori de Midler bestode, som de anvendte; maaske kan man sætte dem i Forbindelse med den i Oldtiden meget yndede Opstilling af Metalsøjler for at fremlokke meteoriske Gnister.
Om de gamle Indere fortæller Ktesias, at de benyttede »et vist Slags Jern« for at aflede de fordærvelige Lyn. Templerne, navnlig Apollos, vare omgivne af Laurbærtræer, der skulde være i Stand til at beskytte dem mod Lynnedslag. Paa Karl den Stores Tid var det en almindelig Skik at oprejse høje Stænger ude paa Markerne for derved at holde Haglvejr borte; men den store Kejser betragtede det som Overtro og forbød det.
Man kunde anføre mange flere Antydninger i denne Retning. Vi ville imidlertid ikke opholde os herved, men gaa over til at omtale Opfindelsen af Lynaflederen, saaledes som den fremgik af en virkelig videnskabelig Forskning; det er en af de nyttigste Opfindelser, der nogensinde er bleven gjort.
I Almindelighed og maaske med Rette nævnes Benjamin Franklin som Lynaflederens Opfinder, og man paastaar, at han ikke har havt nogen Forgænger paa denne Vej, at han ikke har havt andres Erfaringer at bygge paa, men at han har frembragt sit Værk ene og alene ved egne Kræfter og i en saa fuldkommen Skikkelse, at den senere Tid ikke har fundet Anledning til at foretage væsentlige Forbedringer derved. Vi tør ikke driste os til at rejse nogen bestemt Indsigelse herimod, men vi skulle dog tillade os at anføre følgende Uddrag af et Foredrag, som for ikke længe siden er holdt af Dr. Alexander Zawadzki, Professor i Fysik i Brünn: »... Man er overalt af den Anskuelse, at Benjamin Franklin har opfundet Lynaflederen; dette forholder sig uden Tvivl rigtigt, hvad Amerika angaar; men den egentlige første Opfinder er dog Prokop Dewisch, Præst først i Klostret Bruch og derpaa fra 1740—1755 i Brenditz. Han var født i Bøhmen 1696. I Aaret 1750 paaviste han Elektricitetens Udstrømning af Spidser, og dette Fænomen ledede ham til Opdagelsen... Den 15de Juni 1754 — altsaa paa en Tid, da Franklins Opfindelse endnu ikke var bleven praktisk anvendt — opstillede han den første Lynafleder paa Præstegaarden i Brenditz. Han døde her den 21de December 1765...«
En Tordensky er en Konduktor, som er ladt. Det er karakteristisk for Elektricitetens Væsen, at den, hvad vi allerede ovenfor have antydet, paa en Maade sammenhober sig paa Legemernes Overflade, hvor den da befinder sig i et Slags Spænding. Den søger uophørligt at blive udladet, men hindres heri enten af den omgivende Luft eller af andre slette Ledere. Legemernes Form har ogsaa en afgjørende Indflydelse paa Spændingsforholdene: en ganske jevnt krummet Kugleoverflade er overalt omgivet af den samme Modstand, og derfor danner Elektriciteten ogsaa her et Lag, der er lige tykt paa alle Steder. Anbringe vi derimod en Spids paa denne Kugleflade, vil Elektriciteten koncentrere sig i denne, og enhver Ujevnhed paa vedkommende Legeme, enhver Kant og ethvert Hjørne vil fremkalde noget tilsvarende. Elektriciteten samler sig i større Masse og under større Spænding i Spidserne, og, naar Spidsen er fin nok, strømmer den ligefrem ud af den: dette Fænomen kunde vi iagttage i Mørke, hvor den udstrømmende Elektricitet tager sig ud som et pragtfuldt Straalebundt.
Denne Egenskab hos Spidserne have vi allerede set anvendt ved Elektrisermaskinen; i Naturen se vi den undertiden som Aarsag til en ganske mærkværdig Fremtoning, som det i lang Tid faldt meget vanskeligt at forklare, den saakaldte St. Elmsild.
Man kan iagttage den i Form af Smaaflammer, der undertiden om Aftenen vise sig paa Spidsen af Lynafledere, paa Kirkespir, paa Kanten af Tagrender o. s. v.; man kan ikke slukke dem, men de forsvinde af sig selv efter nogen Tids Forløb. Dette Fænomen viser sig ogsaa meget ofte paa Toppen af Skibsmasterne, og det gjaldt hos de gamle Grækere og Romere som et Tegn paa at en Storm snart vilde lægge sig. To Flammer, Kastor og Pollux, bleve betragtede som et heldigt Varsel, medens en, Helena, blev anset for et daarligt Varsel. Af dette sidste Navn skal Benævnelsen St. Elmsild være kommet. Spidserne behøve iøvrigt ikke altid at rage videre højt op over Jorden. Man har saaledes iagttaget St. Elmsild paa Hovedet af Broncestatuer, paa Soldaternes Lanser og Hjælme, ja endog paa Spidsen af Hestes Øren.
Fænomenet er nu ikke mere gaadefuldt; det opstaar simpelthen ved Udstrømning af fri Elektricitet fra Jorden. I ethvert Tilfælde bliver Spændingen formindsket ved denne Proces, og der bliver atter gjenoprettet en Ligevægtstilstand, som ved Lynet kun kan tilvejebringes paa en voldsom og ofte ødelæggende Maade.
Lynaflederen tilsigter netop en saadan fredelig og næsten umærkelig Udladning, og dens geniale Opfinder har, med rigtig Opfattelse af det nysomtalte Naturfænomen, konstrueret den i Henhold til Spidsernes Ejendommelighed i saa Henseende.
Der gives næppe nogen Opfindelse, der strax ved sin Fremtræden satte baade den lærde og ulærde, baade den fromme og profane Verden i saa stor Bevægelse, som Tilfældet var med Opfindelsen af Lynaflederen. Man indsaa dens uhyre Betydning — men Troen kom ogsaa ved denne Lejlighed i Strid med Videnskaben. Den Kamp, der saaledes udspandt sig, varede længe og hindrede Lynaflederen fra at vinde saa stor Udbredelse, som den fortjente. Mange fromme Sjæle mente, at det var formasteligt af Menneskene at ville fratage Gud et saa bekvemt Straffemiddel som Lynet. Hertil kom desuden Nationalforfængeligheden, der ikke kunde finde sig i, at en fremmed Opfinder gjorde altfor stor Lykke. Den amerikanske Regering gjorde alt, hvad der stod i dens Magt for at understøtte Franklins Ide, medens Frankrig derimod ikke vilde tage videre Notits af den.
I Aaret 1760 lod Franklin den første Lynafleder anbringe paa en Kjøbmand Wests Hus i Filadelfia. Den var i alt væsentligt indrettet ganske paa samme Maade, som dem, vi anvende endnu den Dag idag; det var en omtrent 10 Fod høj Jernstang, som havde et Gjennemsnit af en Tomme; ved slette Ledere var den isoleret fra Bygningen, og ved en Metalledning var den sat i Forbindelse med Jorden. Hvor simpelt dette Apparat end var i hele sin Udførelse, er der, som sagt, ikke foretaget nogen videre Forandring med det: de Platinspidser, man har anbragt i den nyere Tid, og den særlige Maade, hvorpaa man har tilvejebragt Isoleringen o. s. v. ere for saa vidt mindre betydende.
Ligesom det i Frankrig var Nationalforfængeligheden, saaledes var det i England Nationalhadet, der var blusset op og blev vedligeholdt ved Uafhængighedskrigen mellem Amerika og England, som i lang Tid hindrede den nye Opfindelse i at vinde Indgang. Dette skete først i Aaret 1788, og det var alene Omsorgen for Flaaden, der kunde bevæge Englænderne til at opgive deres Fordomme. Der hengik endnu en rum Tid, inden Lynafledere bleve anbragte paa Bygninger.
Den berømte schweizer Fysiker Saussure kom imidlertid til at faa en meget betydelig Indflydelse paa Opfindelsens videre Udbredelse. Paa sit Hus i Genf havde han nemlig i Aaret 1771 ladet opsætte en Lynafleder, og, for at berolige de gudfrygtige Sjæle, der vare komne i stærk Bevægelse over denne Formastelighed, udgav han et lille Skrift om Nytten af Lynaflederen, og dette lod han gratis uddele. I Aaret 1782 havde Filadelfia allerede mere end 400 Lynafledere paa sine 1700 Huse; alle offentlige Bygninger med Undtagelse af det franske Gesandtskabshotel vare forsynede med dem — og netop i dette Hus slog Lynet ned den 27de Marts 1782. Det dræbte en Officeer, og nu blev ogsaa denne Bygning forsynet med det nye Beskyttelsesmiddel.
I Frankrig selv hævede der sig nu ogsaa Stemmer til Fordel for den nyttige Opfindelse, og i Aaret 1784 begyndte man der at tage alvorlig fat paa Sagen. De første Bygninger, som bleve forsynede med Lynafledere, vare Statens store Krudtmagasiner. Det store Publikum holdt sig imidlertid endnu ængstelig tilbage, og Lynaflederne bleve her som andetsteds en rum Tid Kjendetegn for offentlige Bygninger. Regeringen dekreterede Opfindelsens Indførelse, men stødte paa stor Modstand.
Allerede i Aaret 1778 havde Republiken Venedig indført Lynaflederen paa sin Marine. Frederik Vilhelm II. af Preussen befalede Indførelsen af Lynaflederen i hele Landet, men forbød mærkværdigt nok udtrykkeligt at anbringe Lynafledere paa Slottet Sanssouci.
Lynaflederens Indretning. Det følger af Sagens Natur, at Apparatet helt og holdent er forfærdiget af Metal; det bedste ledende Metal vilde naturligvis være det heldigste, men man anvender dog det billigere Jern, omendskjøndt en Kobberledning kunde have en syv Gange saa lille Diameter som en Jernledning og dog være lige saa kraftigt virkende. Der er imidlertid en Omstændighed, som ikke maa lades ude af Betragtning, og det er, at Lynafledere af Jern ere meget stærke, saaat de ikke saa let ere udsatte for at beskadiges.
Ved Lynafledere maa vi skjælne mellem tre Hoveddele: den øverste Stang med den dertil hørende Spids; Ledningen, der fører ned i Jorden, og endelig selve Jordledningen. Medens den første altid har Form af en Stang, har man til selve Ledningen anvendt enten Jernstænger, Jernbaand, Jernrør eller Jerntraadstov. I Stedet for Spids har man undertiden anbragt Kugler, idet man nemlig rejste den Indvending mod Spidserne, at de ikke vilde være i Stand til at optage saa store Masser Elektricitet som Kuglerne; at de vilde være altfor meget udsatte for at blive smeltede af Lynet, og at de, paa Grund af deres ringe Udstrækning, ikke frembøde Lynet et tilstrækkelig stort Maal. Disse Indvendinger bevise imidlertid ikke andet end at vedkommende Opponenter slet ikke havde noget klart Begreb om Spidsernes Væsen og Virkningsmaade. Det er nemlig slet ikke Meningen, at Lynaflederen skal tiltrække Lynet; den skal tvertimod, ved uafladelig Udstraaling af Elektricitet, neutralisere den Elektricitetsmængde, der findes i Atmosfæren; den skal netop modvirke en samlet og pludselig Udladning ved at hjælpe til en gradvis og vedholdende Udstrømning.
Naar et Tordenvejr drager hen over en Skov med høje og spidse Træer, mister det i Almindelighed sin Kraft uden at der sker nogen voldsom Udladning. Lynaflederne skulle nu virke paa samme Maade som disse Træer. Kuglen paa en Lynafleder vil derimod modarbejde denne Hensigt; den tjener kun til at opfange den Lynstraale, som slaar ned; men i saa Henseende har den dog intet Fortrin fremfor Spidsen. Ved Udstraaling gjør denne nemlig den hele omgivende Luft elektrisk og frembyder saaledes en betydelig Skive for det Lyn, der muligvis vilde slaa ned uagtet den kraftige Udstraaling. Det er derfor ubetinget heldigere at anvende Spidser i Stedet for Kugler. Man har i den senere Tid, efter Forsøg, der ere anstillede af Fysikeren Perrot, anbragt 3 til 9 Spidser paa den samme Stang, hvorved Lynaflederens Virkning forhøjes i en betydelig Grad, ligesom man har rettet Spidserne mod den Himmelegn, hvorfra de fleste Uvejr trække op.
Naar man anvender Jern til den øverste Stang, gjør man i Almindelighed Spidsen af Kobber, som bliver forgyldt eller platineret, for at den skal være mere holdbar.
Fig. 299 viser en Bygning, der er forsynet med Lynafleder. A B er det Stykke af Apparatet, der fra Taget hæver sig op i Luften. For at dets Modstandskraft skal være saa betydelig som mulig, gjør man bedst i at give det Form af en firsidig Pyramide, der ganske jevnt løber op i en Spids. Højden er forskjellig og varierer fra 10 til 20 Fod, og saavel dette Stykkes som ogsaa selve Ledningens Tversnit retter sig efter Højden. Stangen er ofte sammensat af flere Dele, der ere nøjagtigt forenede med hverandre. Ved B, hvor Stangen hæver sig op fra Bygningen, findes der et lille Tag, der tilsigter at holde det Sted, hvor Stangen berører Bjælken, fuldstændig tørt. Tidligere antog man i Almindelighed, at man i Almindelighed, at en Stang paa 20—25 Fod beskyttede i en Omkreds af 40 til 50 Fod, og at en Bygning, der havde en Længde af 60 Fod derfor burde være forsynet med mindst to Lynafledere, større Bygninger med forholdsvis flere. Denne Antagelse er dog ikke ganske rigtig; en Mængde forskjellige Omstændigheder kunne faa Indflydelse i saa Henseende; saaledes f. Ex. vedkommende Bygnings Højde i Forhold til de omgivende Bygninger; de Materialier, der ere anvendte til Opførelsen af Bygningen o. s. v.
Ved Ledningen B C D er Stangen sat i Forbindelse med Jorden. Naar der er anbragt flere Stænger paa en og samme Bygning, kan man meget vel anvende samme Ledning for dem alle; omvendt kan man ogsaa lade en Stang have flere Ledninger (se Fig.). Ledningen føres bedst ned i en Brønd (EF); hvor dette af en eller anden Grund ikke lader sig gjøre, føres den ialtfald saa langt ned i Jorden, at den kommer til at berøre et vandførende Lag. Naar Ledningen er af Jern, maa den stryges over med en Farve for saa vidt muligt at beskytte den mod Rust. Hvordan end Lynaflederen er indrettet: en Hovedbetingelse maa den i ethvert Tilfælde opfylde, naar den skal svare til sin Bestemmelse, og det er, at der findes en uafbrudt og god metallisk Ledning fra Jorden og op til Spidsen, saaat Elektriciteten har en bekvem Vej til sin Raadighed. Er Ledningen afbrudt et eller andet Sted eller blot beskadiget kan man være udsat for at Lynet, hvis det slaar ned, springer over og vælger sig en bekvemmere Vej, hvor det da vil kunne anrette store Ødelæggelser. Det er derfor nødvendigt, at Ledningen fra Tid til anden bliver underkastet et omhyggeligt Eftersyn, saaat mulig Beskadigelse strax kan blive udbedret. Man nærede tidligere den Anskuelse, at Elektriciteten fulgte Legemernes Overflade, og at det derfor vilde være hensigtsmæssigt at gjøre Ledningens Overflade saa stor som mulig. Dette beror imidlertid paa en Fejltagelse; thi den Modstand, som Elektriciteten skal overvinde paa sin Vej, er afhængig, ikke af Overfladen men af Tversnittet, og er saa meget mindre, som dette er større. Det er derfor ikke rigtigt at formindske Ledningens Tversnit ud over en vis Grænse, og en halv Kvadrattomme maa vel omtrent anses som Minimum i saa Henseende.
Ledningen udføres i Almindelighed af Smedejern eller stærkt Jernblik. Da det er forbundet med Vanskeligheder at tilvejebringe den hele Ledning i et Stykke, sammensætter man den af flere og forbinder den indbyrdes saaledes som det er vist i Fig. 300; man maa dog omhyggeligt sørge for, at Sammenføjningerne ske saaledes, at der kommer fuldstændigt rene metalliske Flader til at støde op mod hinanden.
Som allerede omtalt føres Ledningen hen over Taget og langs ned ad Muren paa isolerende Underlag, som man, for Tagets Vedkommende, kan give den Form, som er antydet i Fig. 301. Imidlertid er det slet ikke saa nødvendigt, som man ofte er tilbøjelig til at antage, at gjøre Ledningen fuldkommen isoleret, f. Ex. ved Glas eller Porcellæn, naar den da ikke gaar tæt forbi betydeligere Metalmasser i Bygningens Indre. Naar Ledningens Tversnit er tilstrækkelig stort, og den iøvrigt uden nogensomhelst Afbrydelse fører ned i den fugtige Jord, hvor Elektriciteten strax kan brede sig videre til alle Sider, vil Lynet i paakommende Tilfælde altid følge den korteste og bekvemmeste Vej og ikke føle sig fristet til at slaa ind paa nogen anden og mindre bekvem. I Stedet for at anvende unyttige Omkostninger paa Isolering, skal man derfor meget hellere gjøre Ledningens Tversnit større. Man bør dernæst ikke forsømme at bringe de Dele af Bygningen, der enten paa Grund af deres Form eller Materiale, kunde tiltrække Lynet, i ledende Forbindelse med Lynaflederen. Dette gjælder saaledes om Skorstene, Tagrender, Kobbertage o. s. v.
De Punkter, der i hosstaaende Fig. 302 ere betegnede med Bogstavet M, ere saaledes ganske hensigtsmæssigt forbundne med den egentlige Ledning.
Jordledningen er den tredie og en vigtig Del af Lynaflederen. Efter den Theori, som er udviklet i det foregaaende, vil det være tilstrækkeligt indlysende, at det hele Apparats Virksomhed er afhængig af, hvor let Elektriciteten kan bane sig Vej fra Jorden til Stangen og fra denne igjen ud i Atmosfæren; paa den anden Side — naar Lynet ikke desto mindre slaar ned — vil dets Virksomhed bero paa, om den saaledes udladte Elektricitet hurtigt og let kan føres ned i og bringes til at fordele sig i Jorden. Ledningen maa derfor altid afsluttes i fugtig Jord; de utallige fine Vandaarer komme nemlig i saa Fald til at virke som lige saa mange ledende Forgreninger, i hvilke Lynstraalen spreder sig, eller som den neutraliserende Elektricitet benytter ved sin Tilstrømning. Hvis man pludseligt afbrød Ledningen, medens den passerede et tørt Jordlag, vilde Lynaflederen blive farligere for Bygningen, end om denne slet ikke havde nogen Beskyttelse. Man gjør rettest i at lade Ledningen gaa et Stykke Vej i fugtig Jord, forat saa mange Udstraalingspunkter som muligt kunne være virksomme. Ledningen bør slutte enten i en Forgrening, saaledes som antydet i Fig. 302 E, eller i en stor Metalplade.
Af Forandringer eller Forbedringer, der ere bragte til Anvendelse ved Lynafledere, ville vi omtale dem, der ere foreslaaede af Fysikeren Pouillet. Han anser saaledes ikke Apparatet tilstrækkeligt betryggende, naar de forskjellige Stykker, hvoraf Ledningen er sammensat, ikke ere svejtsede eller loddede til hverandre og desuden sikrede ved stærke Skruebolte. Pouillet mener derhos, at man ikke skal gjøre Spidsen altfor fin, da man nemlig har Exempler paa, at Jordelektriciteten — naar en Tordensky saa at sige pludseligt har dannet sig over Lynaflederen — er strømmet i en saadan Masse og saa øjeblikkeligt ud af Spidsen, at denne er smeltet derved. Andre Fysikere have dog stærkt bekæmpet dette Arrangement og udtalt sig for at tilspidse Stangen saa meget som muligt. Pouillet har endelig anbefalet at forfærdige Spidsen af Kobber, som et af de bedst ledende Metaller, i Stedet for af Jern.
Det er blevet anbefalet at sætte Ledningen i Forbindelse med Husets Gas- eller Vandrør, der jo staa i ledende Forbindelse med meget betydelige Metalmasser i Jorden.
Krudtmagasiner beskytter man ved Lynafledere, der ikke ere førte gjennem selve Bygningen men ere anbragte paa særlige Master i nogle Fods Afstand fra dem. Er der nemlig, om end kun den allermindste Afbrydelse i Ledningen — og man kan aldrig være aldeles sikker i saa Henseende, vil dette være tilstrækkeligt til at fremkalde elektriske Gnister, som let kunde antænde det Krudtstøv, der ofte kan samle sig paa Væggen eller opfylde Luften i og om saadanne Bygninger, og en Explosion var da mulig. Ved saadanne Krudtmagasiner bør man naturligvis endnu mindre end ellers spare paa Ledningernes Antal.
Lynafledere for Telegrafanlæg. Lynaflederen har her en anden Opgave end i Almindelighed; den skal nemlig lade Vejen aaben for den almindelige Liniestrøm og tillige afholde uvedkommende elektriske Strømme fra at tage denne Vej. Det er deraf tydeligt, at man ikke i den fulde Udstrækning kan opfylde denne Betingelse, men maa lade sig nøje med at tilfredsstille den med visse Indskrænkninger. Da kun de Strømme, der ere stærkere end de almindelig anvendte til Telegraferingen, kunne virke forstyrrende, indskrænkes altsaa Opgaven til at afholde disse fra at gaa ind igjennem Apparaterne paa Stationen, naar Lynet tager sin Vej gjennem Ledningen.
Der gives to Arter af saadanne stærke, forstyrrende Strømme, hvilke man gjerne benævner statiske og dynamiske Strømme. Naar der danner sig en elektrisk Sky oven over Ledningen, eller naar en saadan Sky trækker hen over Ledningen, opstaar der ved Fordeling en Strøm, der som oftest langt overgaar Liniestrømmen i Styrke, og som man betegner ved Navnet dynamisk Elektricitet. Ved denne Fordeling bliver nu Traaden ladet med Spændings eller statisk Elektricitet, der pludselig strømmer bort, som ved et Slag, naar Skyen atter udlades.
Man maa herved endnu mærke sig to Ting. Naar Skyen udlades, kan Lynet enten træffe Ledningen, eller ikke. I begge Tilfælde opstaar der i Ledningen en statisk Udladning. Slaar Lynet ikke ned i Ledningen, bliver den tidligere bundne Elektricitet i Traaden fri og undslipper gjennem denne; slaar derimod Lynet ned i Traaden, bliver den tidligere bundne Elektricitet neutraliseret, men, da Elektricitetsmængden i Skyen er langt større, undviger nu Overskudet af Skyens Elektricitet gjennem Traaden. Hvad det andet Punkt angaar, maa det bemærkes, at den Strøm, der frembringes ved et galvanisk Batteri, sædvanlig kaldes dynamisk Elektricitet, medens man i Modsætning hertil kalder den Elektricitet, der fremstaar ved en eller anden Ophoben for statisk Elektricitet. Da der nu fremstaar en Strøm i Ledningen ved Paavirkningen af Skyens statiske Elektricitet, har man ligeledes kaldt denne for dynamisk Elektricitet, skjøndt den ikke er bleven fremkaldt ved et galvanisk Apparat.
Den telegrafiske Lynafleder har nu altsaa til Formaal at holde saavel Lynet som overhovedet alle ved statisk Elektricitet fremkomne Strømme bort fra Ledningen. Dette bliver muligt paa Grund af at alle ved Luftelektriciteten fremkaldte Strømme have en langt større Spænding, end de, der fremkomme ved et galvanisk Batteri.
Steinheils Lynafleder. Forskjellen i den elektriske Spænding viser sig paa den Maade, at Strømme af ringe Spænding, naar der bydes dem to Veje, en kort Vej med Afbrydning og en lang kontinuerlig Linie, vil vælge den sidste, medens en Strøm med stærk Spænding vil vælge den første af disse Veje.
Den første af Steinheil i 1846 konstruerede Lynafleder var grundet paa denne Egenskab ved Strømmene. Den bestod af to kvadratiske Kobberplader, der paa isolerede Opstandere vare anbragte over Stationsbygningen og laa ovenpaa hinanden, kun adskilte ved et tyndt Stykke Silketøj. Da Steinheil kun havde til Hensigt at lede Lynet videre gjennem Ledningen paa en saadan Maade, at Apparaterne i selve Stationen bleve skaanede, forenede han den ene Plade med den Traad, der førte ind, og den anden Plade med den Traad, der førte ud fra Stationen. Medens nu den galvaniske Strøm ikke var i Stand til at gjennembryde det isolerende Lag Silke og derfor maatte gaa til de forskjellige Apparater, sprang den ved den atmosfæriske Elektricitet fremkaldte Strøm fra den ene Plade til den anden og fortsattes gjennem den næste Traad. Skal derimod Lynet, hvad der naturligvis er mest fordelagtigt, føres til Jorden, maa enhver af de til Stationen ankommende Linier være forsynede med en saadan Lynafleder, eller ogsaa maa hele Lynaflederens Konstruktion forandres, hvad der ogsaa senere er foretaget.
Nu benyttes overalt Lynafledere indrettede til to Ledninger foruden den Ledning, der skal føre Strømmen til Jorden.
Fig. 303 viser en saadan Lynafleder: g g er et Brædt, der skrues fast paa selve Bordet i Stationen; paa det befinder der sig en Metalplade a a. som fortil løber ud i et Fremspring I. I denne er der indladt de to riflede Plader b b, isolerede fra a a ved Ebonit. Disse Plader b b ere fortil ledende forbundne med de to Metalstykker b1 og b2. Messingstykkerne a1 og a2 ere ledende forbundne med den bagerste Del af b b.
Ovenpaa Pladen a a anbringes en anden riflet Plade, paa hvilken Riflerne krydse de paa b b værende Rifler, og Pladen fæstes ved Hjælp af Stifter gjennem Hullerne s og s. Imellem den øverste Plade og Pladerne b b er der et ringe Mellemrum.
Metalstykket I bliver forbunden med Jorden, L1 og L2 med Ledningerne, A1 og A2 med Apparaterne.
Et Lyn, der træffer Ledningen, naar gjennem L1 eller L2 til en af Pladerne bb, springer over i den øverste Plade og naar derfra gjennem den dermed i Forbindelse staaende Plade a a til I og derigjennem til Jorden.
Hullerne e tjene til ved Hjælp af en Nøgle at forene Ledningerne direkte med Jorden, ligesom Ledningerne indbyrdes kunne forenes ved en Nøgle i Hullet d.
Vil man helt udskille Lynaflederen, kan man lukke Hullerne mellem A1 og L1 samt mellem A2 og L2.
Stanglynaflederen tjener til at beskytte et underjordisk Kabel, naar dette skal forenes med en overjordisk Ledning. Naar et Kabel skal fortsættes overjordisk, maa Forbindelsen ske gjennem en hul Søjle, den saakaldte Overføringssøjle. Et Lyn, der træffer Ledningen, vil paa et saadant Sted gaa ned langs Kablet og gjennembryde dettes Isolation nede i Jorden; man maa derfor anbringe en Lynafleder paa den sidste Stang, hvor den overjordiske Ledning ender. Tegningen Fig. 304 viser en saadan Lynafleder.
I den øverste Del af Ebonitdobbeltklokken a er der befæstet en med koncentriske Rifler forsynet Metalplade, hvorfra den med en Skrue forsynede Messingstang b fører nedad.
Foroven er Isolatoren omgiven af en Messingring c paa hvilken der findes en Jernskrue e. Paa denne Ring sættes et Dæksel d, der ligeledes er forsynet med en med koncentriske Rifler forsynet Messingplade, saaledes at der kun er et lidet Spillerum mellem denne og den tidligere omtalte indre Plade.
Lynaflederen skrues nu paa Stangen ovenover den Isolator, der bærer den overjordiske Ledning; b forbindes ved en Traad med Ledningen, og fra e føres en Traad til Jorden.
Den ved Lynet fremkaldte Udladning af Ledningen, vil da springe fra den indre Plade over paa Pladen d og bliver derfra ført til Jorden.
Lynafledere ombord paa Skibe. Paa Søen, hvor der ikke findes andre i Vejret ragende Gjenstande end Skibenes slanke og spidse Rejsninger, er man selvfølgelig overordentlig udsat for, at Lynilden slaar ned i disse. Ombord paa Skibene, navnlig dog paa Krigsskibe, har man derfor i de sidste halvhundrede Aar anvendt Lynildsledere[1], idet der ovenpaa Knappen, paa Toppen af de øverste Stænger, er sat en Kobberspids, hvorfra en slynget Line af Kobbertraad gaar ned langs med Bardunerne. Ved et Tordenvejrs Begyndelse skal den vagthavende Officer personlig forvisse sig om, at den nederste Ende af denne Kobberline kastes ned i Vandet, idet den til daglig Brug ligger opskudt i Røstet. Tillige skal han efterse, at Linen ikke ligger an imod større Jerngjenstande, f. Ex. Kanonernes Forstykker, der rage udenfor Skibssiden, idet Lynet ellers let springer over paa disse. Da Lynet saaledes i 1853 slog ned i Linieskibet »Dannebrog«s Stortop, fulgte det Lynildslederen indtil udfor Storraaen, men her sprang det over paa en af de svære Jernringe, hvormed Raaen holdes samlet, løb ind langs Raaen og ned ad Masten, idet det dog ikke gjorde anden Skade, end at det bedøvede en Mand, der blev liggende bevidstløs ovenpaa Raaen, indtil han blev bjerget, foruden at det ødelagde Storraaen, der havde faaet en lang Skøre. I 1875 slog Lynet ned i Kadetkorvetten »Hejmdal«s Fortop, fulgte Kobbertraaden indtil Fokkerøstet, men sprang saa over i dette, krøllede en svær Jernskinne op i Spiralform, rev en vældig Flise ud af Røstet og gik derpaa langs Røstkjættingerne ned i Vandet.
Ogsaa naar Krigsskibene ere oplagte i Flaadens Leje, ere de forsynede med Lynildsledere. Over hver Mastetop lægges nemlig en Masteballie for at beskytte Masten mod Vejrliget, og i den opadvendte Bund af denne Ballie er der anbragt en Gaffel, hvori der lægges en Jernkjæde, som gaar over alle Masterne og lægges i lignende Gafler paa Enden af Bougsprydet og paa Hakkebrædtet, hvorfra den hænger ned i Vandet.
William Napier henledede i Aaret 1813 det engelske Admiralitets Opmærksomhed paa, at det hidtil fulgte Beskyttelsessystem ikke kunde anses for fuldt betryggende. Han havde nemlig ved flere forskjellige Lejligheder været Vidne til Ulykkestilfælde ombord ved Lynnedslag; saaledes var Lynet engang slaaet ned i hans Skib strax udenfor Toulons Havn og havde bogstavelig splintret baade Stormasten og Mesanmasten, lige fra Toppen og helt ned til Dækket; ved samme Nedslag var en Matros bleven dræbt, og tre andre saarede af Lynet. En anden Gang, i Port-Mahon, dræbte et Lyn, der slog ned paa hans Skib, ikke mindre end 15 Matroser.
Fysikeren Harris foreslog et nyt System: i selve Masterne er der indsat et tilstrækkelig bredt Kobberbaand, som fører ned til en Kobberplade, der er anbragt paa Kjølsvinet; denne Kobberplade er atter sat i ledende Forbindelse med Vandet ved Hjælp af mægtige Kobberbolte, som gaa gjennem Kjølen. Her findes altsaa til enhver Tid en fuldstændig Ledning, og der skal heller ikke være indtruffet noget Uheld ved Lynnedslag siden dette System i Aaret 1842 blev indført ombord paa de engelske Krigsskibe.
I Aaret 1830 havde man forsøgsvis anbragt dette Slags Lynildsledere ombord paa 30 engelske Krigsskibe, og man havde med Flid valgt saadanne, der skulde have Station under de mest forskjellige Himmelegne, saaledes i Middelhavet, i de ostindiske og vestindiske Farvande, ved Sydspidsen af Afrika o. s. v. Fra 1830—1842 vare disse Skibe mange Gange udsatte for de voldsomste Tordenvejr, og Lynet slog ikke sjeldent ned i dem, men altid uden at gjøre Skade. I det samme Tidsrum blev 40 andre Skibe i den engelske Marine, der ikke vare forsynede med Lynildsledere af dette Slags, mere eller mindre alvorligt beskadigede ved Lynnedslag.
Fodnoter redigér
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Lynaflederne kaldes ombord udtrykkelig Lynildsledere.