Opfindelsernes Bog/Elektromagnetismen.

←Magnetismen.

Opfindelsernes Bog
Vægtstangen og Tridsen.
af André Lütken

Den elektriske Telegraf.→

Elektromagnetismen.

Indledende Bemærkninger. De mærkværdige Fænomener, som fremkaldtes ved Anvendelse af VoItas Søjle, havde vakt en ganske overordentlig Opsigt i hele den videnskabelige Verden, og det var da navnlig dens polare Beskaffenhed, der sysselsatte de ivrige Naturfilosofer; man haabede nu endelig at finde den længe eftersøgte »Urkraft«. Man troede at have opdaget et nøje Sammenhæng mellem Voltas Søjle og Magneten, og der anstilledes Forsøg med vældige Apparater for at paavise Overensstemmelsen mellem Magnetismen og Berøringselektriciteten. Disse Bestræbelser bleve dog resultatløse, skjøndt paa den anden Side Forhaabningerne voxede, da man gjorde den Opdagelse, at Lynet, ligesom Gnisten fra en Leydnerflaske, udøvede en aldeles afgjort Indflydelse paa Magnetnaalen, idet det var i Stand til helt at vende dens Poler eller endogsaa at berøve den dens Magnetisme, og til at forvandle almindelige Staalnaale til Magneter.
Da var det at Ørsted i Aaret 1820 under en af sine Forelæsninger i Fysik gjorde den mærkværdige Opdagelse, at en fin Platintraad, som stod i Forbindelse med en Voltas Søjle og blev gjort glødende, bragte en Magnetnaal, som den passerede hen over, i ganske ejendommelige Svingninger. Der hengik dog nogen Tid, inden denne Opdagelse blev almindelig anerkjendt. De Omstændigheder, hvorunder Fænomenet kan fremkaldes, bleve først senere nærmere bestemte. Først troede man at Hovedbetingelsen for et heldigt Resultat var at man anvendte en meget stor Søjle, forat Spændingen kunde blive tilstrækkelig stærk, medens det i Virkeligheden er Pladernes Overfladestørrelse, som er af væsentlig Betydning.
Da Ørsteds Opdagelse lidt efter lidt vandt almindelig Anerkjendelse, og man indsaa, hvilken stor Betydning den kunde faa, vakte den en Begejstring, hvortil man næppe nogensinde før eller siden har set Mage. En Tidlang bleve alle andre Grene af Fysiken ganske forsømte; i videnskabelige Tidsskrifter fandt man næsten kun Beretninger og Afhandlinger om Forsøg, som grundede sig paa Ørsteds Opdagelse, og ikke blot Naturforskere og Læger, men ogsaa Dilettanter og andre, som ellers ikke gave sig af med at experimentere, kastede sig nu med Iver over denne nye Gren af Fysiken. Ørsteds Navn var paa alles Læber — og dog havde man endnu dengang ikke nogen klar Forestilling om de storartede Resultater, hvortil hans Opdagelse skulde føre endnu inden et halvt Aarhundrede var forløbet.
Vi kunne let anstille Ørsteds Forsøg; vi behøve blot at holde en af Traadene fra et galvanisk Element over en frit svævende Magnetnaal, saaledes at den følger dens naturlige Retning i Nord og Syd. Naar der ikke gaar nogen Strøm gjennem Traaden, beholder Naalen sin naturlige Stilling, men, saa snart Strømmen sluttes, viger Naalen til Siden og søger at holde sig i en Stilling, der danner en saa meget større Vinkel til den naturlige, som Strømmen er stærkere. Resultatet bliver dog ikke det samme, naar Traaden holdes over, som naar den holdes under Naalen. I begge Tilfælde finder der en Afvigelse Sted, men med den Forskjel, at den ene Gang svinger Naalens Nordpol til venstre, den anden Gang til højre. Tænker man sig nu et Menneske svømmende med Strømmen, saaledes at Ansigtet vender mod Magnetnaalen, vil dennes Nordpol altid dreje sig til venstre, Sydpolen altid til højre for det svømmende Menneske. Naar man derfor fører Traaden saaledes, at den først gaa hen over og derpaa hen under Naalen (Fig. 330), ville begge Strømmene stræbe at dreje Naalen til samme Side, og den Kraft, hvormed Afvigelsen sker, fordobles derved.
Vikler man Traaden op flere Gange i samme Retning, og anbringer man dernæst en let bevægelig Naal inden i disse Opviklinger, maa den, saa snart Strømmen sluttes, afvige med en Kraft, der staar i Forhold til Viklingernes Antal. Men skal Strømmen tilbagelægge hele Vejen gjennem Traaden, maa denne isoleres, hvilket opnaas ved at overspinde den med Silke eller Uld.
Schweigger har, støttet herpaa, konstrueret et Apparat, hvormed man kan opdage overordentlig svage Strømme, et Slags elektrisk Mikroskop, som han ganske træffende har givet Navnet Multiplikator. Schweiggers Multiplikator er maaske den nyere Fysiks vigtigste Instrument. Den er ikke, saaledes som Linsen, et Middel til at skærpe en af vore Sandser, men den udruster os paa en Maade med en hel ny Sands, idet den lader os opdage, hvad vi ellers slet ikke kunde udfinde, og det gjør Multiplikatoren oven i Kjøbet med en saadan Sikkerhed og Skarphed, at hverken Øjet eller Øret i den Henseende kunne sammenlignes med den.
Fig. 331 giver en Afbildning af dette Apparat. Magnetnaalen hænger her i en fin Silketraad, der er fastgjort til Laaget af en Glascylinder, som beskytter Multiplikatoren mod ydre, forstyrrende Indflydelser, Træk, Fugtighed o. s. v. Paa Cylindrens Bund ligger der et Slags Ramme, der er omviklet i mange Lag med en overspunden Kobbertraad, hvis to Ender gaa ud gjennem Bunden paa Apparatet for at kunne sættes i Forbindelse med de Legemer, hvis elektriske Forhold man vil undersøge. Gaar Strømmen ind i Multiplikatoren til højre, gaar den ud til venstre. Magnetnaalen bestaar ikke af en enkelt Naal, men af to, saa vidt muligt lige stærkt magnetiserede Naale, som ere forenede saaledes, at deres modsatte Poler komme til at ligge over hinanden. Den ene Naal svinger oven over Traadrullen, den anden inden i den; af denne sidste ser man kun en lille Spids paa vor Afbildning. Naar saaledes den øverste Naal vender sin Nordpol mod Beskueren, er den nederste Naals synlige Spids en Sydpol. Denne Forening af to Magnetnaale, der ligge i omvendt Orden over hinanden, kaldes astatisk og frembyder den store Fordel, at denne Dobbeltnaal, skjøndt den er fuldkommen magnetisk, dog kun paavirkes i meget ringe Grad af Jordmagnetismen; dens Bestræbelse for at stille sig i Retningen Nord og Syd svarer nemlig til Forskjellen mellem de to enkelte Naales magnetiske Kraft. Var denne Forskjel = 0, vilde Bestræbelsen ogsaa være = 0. Naalene bringes derfor saa meget lettere til at afvige af den galvaniske Strøm i Multiplikatoren, og, da de to Naale jo have modsat Polretning, ville de — saaledes som Multiplikatorens Vindinger ligge — afvige til samme Side, og Afvigelsen bliver derved fordoblet.
Det vil være indlysende, at man med en Multiplikator, som har flere Tusinde Vindinger, kan opdage meget svage elektriske Strømme, og man har virkelig ogsaa ved Hjælp heraf kunnet paavise Elektricitetsudvikling ved den mindste kemiske eller fysiske Ulighed mellem to Metalstykker og en fortyndet Syre. To Stykker Platinblik, hvoraf det ene er bleven glødet, det andet derimod ikke, ville ved at dyppes i syreholdigt Vand fremkalde et Udslag af Multiplikatorens Naal, naar de sættes i Forbindelse med disses Traadender. Man har endvidere kunnet paavise, at Muskel- og Nervevirksomheden er ledsaget af galvaniske Strømme, og i mange Tilfælde har man kunnet eftervise deres Afhængighedsforhold til hinanden. Undersøgelsen af de mærkværdige fysiologiske Oprindelser til galvaniske Strømme har fremkaldt en ganske ny Videnskab, der allerede har hævet sig til en betydelig Højde, navnlig ved Du Bois Reymonds Forskninger. Man har indhøstet ganske nye Erfaringer og er kommen til ganske nye Anskuelser med Hensyn til det organiske Liv, og Lægekunsten vil med Held kunne anvende de allerede vundne Resultater.
Spørger man nu, hvad der er Aarsagen til at Magnetnaalen paavirkes paa en saa ejendommelig Maade af den elektriske Strøm, faar man Svaret herpaa ved Hjælp af et andet Experiment. Naar man nemlig ophænger en kvadratisk eller cirkelformigt bøjet Metaltraad A A (Fig. 332) saaledes, at den let kan dreje sig om sine to Spidser, der hvile i to smaa Skaale med Kviksølv, og lader man derpaa en elektrisk Strøm gaa gjennem Traaden, vil den dreje sig saa længe om sine to Spidser, indtil Strømmens Retning bliver lodret paa en ubevægelig Magnetnaal, hvilket er et nyt Bevis paa, at Magnetismen og den elektriske Strøm maa staa i det nævnte Forhold til hinanden: hvor Strømmen er fast og Magneten bevægelig, bestemmer den Magnetnaalens Retning; men, hvor Magneten er fast og Strømmen bevægelig, udøver Magnetismen en bestemmende Kraft paa Strømmens Retning.
Naar man nu (se Fig. 332) nærmer en Traad B B til Traaden A A og lader dem begge gjennemløbe af elektriske Strømme, mærker man, at den bevægelige Ring A A stiller sig parallelt med B B; holder man derimod Ringen B B saaledes, at Strømmene komme til at gaa i modsat Retning, vil A A fjerne sig fra B B. Denne Virkning har dog slet ikke sin Aarsag i Ringenes kemiske Egenskaber. Hvilke end de Metaller ere, som anvendes til Ringene, bliver Forholdet dog det samme, hver Gang Traadene gjennemstrømmes af Elektricitet. Det er Strømmene selv, der udøve denne mærkværdige Virkning paa hinanden.
Ampère, der allerede i Aaret 1820, strax efter at Ørsteds Opdagelse var bleven bekjendt, har anstillet omfattende Forsøg i denne Retning, har derved fastslaaet den Lov: at parallele Strømme tiltrække hinanden, naar de gaa i samme Retning, men frastøde hinanden, naar de gaa i modsat Retning.

Elektromagnetismen. Magnetisme og elektriske Strømme vise sig saaledes at være i Slægt med hinanden, om end i en anden Forstand end man havde tænkt sig før Ørsted gjorde sin Opdagelse eller før Ampère havde anstillet sine Undersøgelser. Gaa vi et Skridt videre og ophænge vi en let bevægelig Traad, der ikke blot er bøjet en Gang saaledes som AA i Fig. 332, men mange Gange og i en Spiral saaledes som det er vist i Fig. 333 (en saakaldt Solenoid), ville vi se, at Spiralens Vindinger stille sig lodret paa Magnetnaalens naturlige Retning, saa snart en Strøm gjennemløber Spiralen. Spiralens Længdeaxe vil altsaa komme til at staa i Retningen Nord—Syd og altsaa vise Overensstemmelse med Magnetnaalens Retning.
Ampère har derfor antaget, at elektriske Strømme ere Aarsagen til Magnetismen, og Solenoidens Vindinger angive den Retning, hvori de kredse omkring Jernets mindste Dele. Tænke vi os svømmende med Strømmen, med Ansigtet vendt indad, ligger Nordpolen altid til venstre for os, Sydpolen derimod til højre. I Fig. 333 betegner a altsaa Nordpolen, b Sydpolen.
Denne Anskuelse bekræftes yderligere ved andre Egenskaber hos Solenoiden, der i deres Ytringer stemme overens med Magnetens. Ikke blot tiltrækker den Jern og Staal — stærkest ved sine Poler, mindst paa sin Midte —, men den vækker ogsaa Magnetisme i disse Metaller, aldeles som om man strøg dem med en kraftig Magnet. En Jernstang, der stikkes ind i en isoleret Solenoid, der gjennemløbes af en Strøm (Fig. 334), forstærker dennes Virkning paa Magnetnaalen eller paa en strømførende, bevægelig Leder som AA i Fig. 332. Jernstangen bliver selv magnetisk, saaledes at den faar en Nordpol ved samme Ende som Spiralen, og en Sydpol i den modsatte Ende.
Blødt Jern mister næsten øjeblikkelig denne Egenskab, saa snart Strømmen afbrydes; Staal bibeholder derimod den magnetiske Tilstand efterat Strømmen er ophørt, og derfor anvendes denne Fremgangsmaade i Almindelighed, naar man vil tilvejebringe kraftige Staalmagneter.
Vigtigere end disse ere dog de bløde Jernstykker, som man kun midlertidigt kan meddele magnetisk Kraft, de saakaldte Elektromagneter, thi de udgjøre Hovedbestanddelen i de elektromagnetiske Apparater. Vi ville faa Lejlighed til at omtale dem nærmere, naar vi skulle til at fremstille den forskjellige Anvendelse, der gjøres af dem. Først maa vi dog henvende vor Opmærksomhed paa nogle Ejendommeligheder ved den elektriske Strøm, der staa i nært Forhold til dem.

Induktionsfænomener. I Aaret 1832 gjorde den engelske Fysiker Faraday den Opdagelse, at en elektrisk Strøm, der passerer i Nærheden af en sluttet Ledningstraad, fremkalder elektriske Strømme i denne. Disse saakaldte Induktionsstrømme ere altid kun kortvarige og fremstaa kun i det Nu, Hovedstrømmen sluttes eller aabnes; sluttes denne, fremkommer der en modsat Induktionsstrøm; afbrydes den, fremkommer der derimod en Induktionstrøm, som har samme Retning som Hovedstrømmen. Samme Virkning opstaar, naar man henholdsvis nærmer og fjerner en strømførende Leder. Jo nærmere den Traad, hvori en Strøm skal induceres, ligger den strømførende Ledningstraad, desto stærkere er Virkningen. Man opnaar derfor det bedste Resultat, naar man enten opvikler den overspundne Hovedtraad paa en Rulle sammen med den ligeledes overspundne Induktionstraad, saaledes at en Vinding af den ene stadigt kommer til at ligge ved Siden af en Vinding af den anden, eller naar man, som vist i Fig. 335, opvikler f. Ex. Induktionstraaden paa en mindre, Hovedtraaden derimod paa en større Rulle der kan sættes ned over hin. Rullen H er med begge sine Ender, A og 'A, sat i Forbindelse med Multiplikatoren G. Den større Rulle W kan med begge sine Ender B og B sættes i Forbindelse med den positive og negative Traad fra et galvanisk Batteri. Naar man nu lader en Strøm gaa gjennem H', kan man, ved at nærme den eller sætte den over H, inducere en modsat Strøm i denne, og ved atter at fjerne den eller løfte den af, fremkalde en Strøm i samme Retning som Hovedstrømmen, hvilket man vil kunne se af Multiplikatornaalens Udslag først til den ene og derpaa til den modsatte Side.
Man kan uden Vanskelighed indrette det saaledes, at den galvaniske Strøm med stor Hastighed afbryder og slutter sig selv, saaat Induktionstraaden ikke faar Ro et Øjeblik, idet der uophørligt induceres Strømme i den. Den Elektricitet, der bliver fremkaldt paa denne Maade, viser sig i Besiddelse af alle de samme Ejendommeligheder, som udmærke de galvaniske Strømme, men har desuden en stor Spænding, saaledes som Gnidningselektriciteten, og den springer, ligesom denne, gjerne over i Gnister, medens den galvaniske Strøm kun paa meget kort Afstand formaar at gaa over fra den ene til den anden Traadende.
Ganske de samme Induktionsfænomener, som vi her have omtalt, fremkomme ogsaa, naar vi — i Stedet for at slutte og afbryde en galvanisk Strøm — nærme og fjerne en stærk Magnet til Induktionsrullen. Nærme vi Magneten, opstaar der en Induktionsstrøm i en given Retning, og, fjerne vi den, opstaar der en Induktionsstrøm i modsat Retning. Man ser altsaa, at Elektricitet og Magnetisme ogsaa her gjensidigt erstatte hinanden: en Magnet frembringer samme Virkning som et galvanisk Element. Ligesom man har givet den Magnetisme, der fremkaldes af en elektrisk Strøm, Navnet Elektromagnetisme, saaledes har man ogsaa kaldt den Elektricitet, der opvækkes af en Magnet, Navnet Magnetoelektricitet.

Induktionsapparater. Man har udtænkt flere forskjellige Indretninger for paa en bekvem Maade at kunne frembringe Induktionsstrømme, saavel til fysiologisk som til fysisk og kemisk Brug. De saakaldte Rotationsmaskiner ere de ældste af dette Slags; ved Hjælp af dem kan man bringe en Traadledning til at blive lige saa elektrisk som om den var forbunden med et kraftigt galvanisk Batteri. Disse Maskiner frembyde endvidere den Fordel, at man ved hurtigere eller langsommere Omdrejning naarsomhelst kan forøge eller formindske Virkningen. Apparatet er undergaaet mange Forandringer i Tidens Løb. Det første, der i Aaret 1832 blev konstrueret af Pixii, er afbildet i hosstaaende Fig. 336. A og B ere de to Magneter, der ere saaledes forbundne med hinanden, at deres modsatte Poler staa lige over for Traadrullerne E og E', der indeholde bløde Jernkjærner; de komme altsaa til at virke som de to Grene af en eneste Hesteskomagnet. Naar man drejer paa det Sving, der ses forneden, skifter Magneten Stilling til Traadrullerne, og der induceres derved Strømme i dem. Naar man lader den ene Traadende fra Rullerne gaa ned i en lille Skaal med Kviksølv, og holder man den anden Traadende et lille Stykke oven over Kviksølvet, vil der springe Gnister over saa snart Svinget drejes.
Stohrer i Leipzig har senere foretaget vigtige Forbedringer ved Rotationsapparatet; Fig. 337 viser en af de første Konstruktioner, som skyldes ham. Vi se her en meget stærk Hesteskomagnet, der er sikkert anbragt i vandret Stilling og bestaar af flere Staalmagneter, og mellem dens Grene hæver sig det Stativ, der bærer Svinget. Foran Magnetens Poler se vi den Del af Apparatet, der bringes til at rotere, naar Svinget drejes. Rotationsaxlen gaar ind mellem Magnetens Grene, hvor den omsluttes af Drivsnoren fra Svinget. Paa Axlen sidder fortil et Tverstykke af blødt Jern og de to Cylindre eller Ruller B og B, der ligeledes ere af blødt Jern, og som ere omviklede med talrige Vindinger af overspunden Kobbertraad. Naar vi nu erindre, at der induceres en kortvarig Strøm, naar man nærmer en stærk Magnet til en overspunden Traadrulle, og at der ligeledes induceres en kortvarig Strøm (modsat den første), naar man atter fjerner Magneten, ville vi lettere kunne forstaa, hvorledes Maskinen arbejder og virker. De bløde Jerndele, der ligge foran Magnetpolerne, blive jo nemlig selv magnetiske ved at være udsatte for Hovedmagnetens Paavirkning, og de vedblive at være det, saa længe de ere under denne Paavirkning, det vil sige saa længe de ere i den Stilling, der er antydet i Figuren. Men, naar Svinget drejes, forandres dette Forhold: efter en Fjerdedelsomgang ville Rullerne B B ligge lodret over hinanden og være længst fjernede fra begge Polerne; Magnetismen i Rullernes Jernkjærner vil derved forsvinde, og der fremkommer saaledes den samme Virkning, som om man havde fjernet disse Jernkjærner, medens de endnu vare magnetiske. Efter den næste Fjerdedelsomgang komme Rullerne atter til at ligge over for Hesteskomagnetens Poler; de bløde Jerndele blive altsaa igjen magnetiske, og der induceres følgelig paany en Strøm. Ved hver Omdrejning af Svinget fremkommer der saaledes fire Gange Induktionsstrømme, der løbe i modsatte Retninger.
Det kan undertiden være ønskeligt, at give de inducerede Strømme samme Retning; dette opnaas ved et lille Apparat, den saakaldte Kommutator (Strømvexler), der vistnok optager alle Strømme, men som bestaar af to Halvdele, der afvexlende ere i Virksomhed, saaledes at der kun overføres Strømme, der gaa i samme Retning, i de to Ledningstraade, der ere stukne ind ved a og b. De Strømme, der have modsat Retning, kan man paa en vis Maade sammenligne med positiv og negativ Elektricitet.
Rotationsapparater have navnlig tidligere, førend man begyndte at anvende mere bekvemme Induktionsapparater, spillet en vigtig Rolle i Lægevidenskaben. Ved Hjælp af Kommutatoren kan man, som allerede omtalt, indrette det saaledes, at Strømmen enten kun gaar i en Retning, eller afvexlende i den ene og den anden Retning. Nervernes Paavirkning bliver naturligvis langt større i sidstnævnte Tilfælde, hvor der uafladeligt og pludseligt foregaar Omvexlinger. Selv ganske smaa Apparater kunne frembringe saa stærk Virkning paa det menneskelige Legeme, at Smerterne blive næsten uudholdelige, naar Omdrejningen foregaar tilstrækkelig hurtigt. Større Apparater virke saa voldsomt, at alle Legemets Muskler blive krampagtigt fortrukne, og den frie Bevægelighed gaar fuldstændig tabt. Intet levende Væsen er i Stand til at unddrage sig denne Indflydelse.
Stöhrer i Leipzig har konstrueret Induktionsapparater til Brug ved Hvalfangst, og de have vist sig meget anvendelige. Den ene Ledningstraad bliver sat i Forbindelse med Harpunlinen, medens den anden derimod bliver kastet i Vandet. Naar Hvalen nu bliver rammet, sættes Apparatet i Virksomhed, og Strømmen gaar gjennem det saarede Dyr; dets voldsomme Bevægelser lammes øjeblikkeligt, og man kan let og uden Fare dræbe det.
I den allersidste Tid har man anvendt Induktionsapparater for under deres Indflydelse at tæmme og dressere aldeles vilde og umedgjørlige Heste. Strømmen ledes gjennem Bidslet, saa snart Dyret viser Tegn paa Stædighed, og i Almindelighed er en eneste Lektion i Stand til at hidføre et godt Resultat.
I Fig. 338 se vi et andet Slags Rotationsapparat, Clark's Maskine. Her har Magneten en lodret Stilling; nær ved dens Poler ligge de to Traadruller E og E' med deres Kjærner af blødt Jern. Axlen A A', der bliver drejet ved Hjælp af Svinget M, bestaar af de to Stykker A og A', der vistnok begge staa i ledende Forbindelse med Rullen E og Ledningstraadene R og m, men som dog ere indbyrdes isolerede. Ved denne ejendommelige Indretning, der er noget tydeligere fremstillet i Fig. 339, bliver det muligt at lade Strømmene gaa paa meget forskjellig Maade. Man kan saaledes, naar man anbringer Haandtagene M og M', lade Strømmene løbe gjennem Legemet enten i samme eller afvexlende Retning; man kan ogsaa benytte den saakaldte direkte eller primære Strøm, der skriver sig fra Magnetens Indvirkning, eller kun den sekundære Strøm, der opstaar, naar den direkte Strøm afbrydes; man skal blot i saa Tilfælde kombinere Ledningen paa forskjellig Maade.
Der findes meget store og kombinerede magneto-elektriske Rotationsapparater, og vi ville i saa Henseende kun henvise til det af de foregaaende Afsnit, hvor vi have givet en sammenhængende Fremstilling af det elektriske Lys og dets forskjellige Lyskilder; thi netop paa dette Omraade have Rotationsapparaterne i den seneste Tid faaet en ganske overordentlig praktisk Betydning.

Efter nu at have omtalt forskjellige magneto-elektriske Induktionsapparater ville vi i nogle Øjeblikke henvende vor Opmærksomhed paa saadanne Apparater, hvor der induceres en Strøm af en galvanisk Strøm. Blandt dette Slags Induktionsapparater indtager Ruhmkorffs en meget fremragende Plads. I hosstaaende Fig. 340 give vi en Afbildning heraf. Apparatet bestaar af en indre Cylinder, Induktoren, der er omvunden af temmelig tyk, isoleret Kobbertraad i et just ikke videre stort Antal Vindinger; igjennem disse ledes Strømmen fra et Bunsens Batteri. Udenom Konduktoren ligger der en anden Cylinder (A), der er omviklet med en tynd isoleret Kobbertraad, som maa have en betydelig Længde, ved de større Apparater endog 8—20 Mil. Denne Traad maa være særlig godt isoleret, og enhver af Vindingerne overstryges derfor i Almindelighed med Schellak. Hovedstrømmen ledes ind til den indre Traadrulle gjennem en Kommutator (Strømvexler), et Haandtag, ved hvis Drejning Strømmen kan sluttes eller afbrydes. I den indre Traadrulle anbringes der en Kjærne af blødt Jern (D). I Fodstykket findes der i Almindelighed en Kondensator, der bestaar af en sammenfoldet Kautschukplade med Staniolbelægning paa begge Sider, og hver af Hovedstrømmens Poler er sat i ledende Forbindelse med en af disse Belægninger.
Fra Batteriets ene Pol træder Strømmen nu ind ved B, gjennemløber Hovedrullens Vindinger og naar C, hvorfra den ledes til G, gjennem F, E, H og I tilbage til Batteriets anden Pol; H er en Messingplade med Platinkontakt, som, naar Apparatet er i Ro, berøres af Messinghammeren E, som bæres af Fjedren F, G, og i hvis Ende til højre der er anbragt et Stykke Jern. Naar nu Strømmen sluttes, bliver Jernkjærnen D magnetisk og tiltrækker E, der altsaa fjernes fra H; som Følge heraf afbrydes Strømmen øjeblikkeligt, Kjærnen afmagnetiseres, slipper E, som vender tilbage til H, hvorved Strømmen altsaa paany sluttes o. s. v. De stærke Induktionsstrømme, som fremkaldes i den tynde Traad ved denne uophørlige Slutning og Afbrydning af Hovedstrømmen, ledes gjennem Polklemmerne K og K' (den sidste ikke synlig paa Tegningen).
Den ovenfor nævnte Kondensator spiller en meget vigtig Rolle, idet den nemlig, naar Hammeren E tiltrækkes, og Strømmen derved afbrydes, giver et Afløb for Strømmen, der saaledes hindres fra at springe over Afbrydningen og derved svække dennes Virkning; men, i samme Øjeblik som dette er sket, udlades Kondensatoren gjennem den tykke Traad, hvorved der — samtidigt med at Strømmen er i Begreb med at ophøre, idet Hammeren gaar fra — sendes en Strøm i modsat Retning, hvad der hjælper til hurtig at afmagnetisere Kjærnen og saaledes til at forstærke Induktionen. Det samme Apparat, som uden Kondensator kun giver temmelig smaa Gnister, kan ved Anbringelse af denne Forbedring komme til at give Gnister paa flere Tommers Længde.
Af de to Induktionsstrømme, den direkte og den indirekte, er det kun den ene, der er stærk nok til at give Gnist eller gjennembryde et ikke ledende Lag, og dette er Aabningsstrømmen. Aarsagen hertil er følgende: naar Hovedstrømmen sluttes, og Elektriciteten strømmer gjennem den indre Rulles Traadvindinger, opvækker den i selve denne Traadrulle — det vil sige i de Vindinger, som ligge nærmest den, hvor Elektriciteten i det givne, uendeligt lille Øjeblik befinder sig — en Induktionsstrøm, som gaar i modsat Retning af Hovedstrømmen, og saaledes lægges der nogen Hindring i Vejen for dens videre Fremtrængen, hvorfor denne Strøm først lidt efter lidt — skjøndt absolut taget i uendelig kort Tid — opnaar sin fulde Styrke. Naar Strømmen derimod afbrydes, og Elektriciteten forsvinder, opstaar der atter en saadan Extrastrøm, men nu i samme Retning som den forsvindende Strøm, saaat begge hjælpes ad, og Elektriciteten forsvinder derfor øjeblikkeligt. Som Følge heraf fremkaldes den inducerede Strøm i sidste Tilfælde hurtigere i Induktionsrullen, og paa Grund heraf har den ogsaa større Spænding.
Bréguets Induktionsapparat bestaar af en Hesteskomagnet, paa hvis Grene der helt ude mod Enden fastskrues to Cylindre af blødt Jern, hvorom der er opvundet isoleret Kobbertraad. Foran Magneten er der anbragt et Anker, som ved Tryk paa et Haandtag pludseligt kan fjernes fra Magnetens Poler; herved fremkaldes der en Strøm gjennem Induktionsrullen. Slippes Haandtaget, slaar Ankret tilbage i sin forrige Stilling, hvorved der gaar en ny Strøm gjennem Rullen, denne Gang naturligvis i modsat Retning. Induktionsstrømmen er stærkest naar Ankret trækkes fra, idet der nemlig da opstaar en Strøm, der strax igjen afbrydes og fremkalder en Extrastrøm, der gaar i samme Retning som Hovedstrømmen, men har større Spænding. Det er denne Extrastrøm, man anvender, naar Apparatet benyttes. Der klæber imidlertid den Ulempe ved Bréguets Induktionsapparat, at Strømmens Styrke tildels afhænger af den Kraft, hvormed Haandtaget trykkes ned. Professor Jürgensen har afhjulpet denne Mangel ved at anbringe en Mekanisme, som bevirker, at Ankret altid vil rives fra Magneten med samme Kraft: under Ankret, mellem Magnetens Grene, er der nemlig en stærk Fjeder, som holdes spændt, naar Ankret ligger ned paa Magnetpolerne; ved et Tryk paa en Knap udløses Fjedren, og Ankret slaas altsaa fra.
Dette Slags Apparater anvendes navnlig til Minesprængninger; ved et Forsøg lykkedes det med et Bréguets Apparat, opstillet i Paris, at sprænge en Mine i Bordeaux, i en Afstand af 78 geografiske Mil.
Det største Induktionsapparat (Ruhmkorffs), der hidtil er bleven konstrueret, findes i det polytekniske Institut i London: Jernkjærnen dannes af et Bundt Jerntraade, der er 4 Tommer i Diameter og 5 Fod langt. Den inducerende Rulle bestaar af Kobbertraad, der er 1/10 Tomme i Diameter og 11,000 Fod lang og er opviklet i omtrent 600 Vindinger. Ovenpaa denne Rulle kommer der et Lag Ebonit og derpaa selve Induktionsrullen, der er 4 Fod lang; dens Kobbertraad har en Længde af over 35 geografiske Mil med en Diameter af omtrent 1/10 Linie. Induktionsrullen vejer 6000 Pund. Apparatets Kondensator indeholder 750 Kvadratfod Staniol. Til at fremkalde Hovedstrømmen benyttes 40 Bunsens Elementer.

Telefonerne vise en interessant Anvendelse af Induktionsstrømmene. Den første, der konstruerede et saadant Apparat, var Overlærer Reiss i Frankfurt; det er afbildet i nedenstaaende Fig. 341. Paa Afsenderstationen I befinder der sig en Kasse med et Rør A. Paa Kassens øverste Side er der en Aabning, hvorover der er spændt en tynd og stram Hinde, m, som paa Midten er forsynet med en lille Platinkontakt, p. Ovenpaa denne hviler en fin lille Platinstift, n, der afvexlende fjernes fra eller nærmes til p, naar Hinden bringes til at vibrere; p staar i ledende Forbindelse med o, Stiften n med b; a staar atter i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Batteri, b med den anden, efter dog først at have passeret Modtagerapparatet II. Dette bestaa væsentligt af en Jernstang, der er omviklet med overspunden Kobbertraad C C, og som hviler paa Stolene ff, der staa paa Resonanskassen a. Naar der nu synges i A (denne Telefon kunde ikke forplante Talestemmen), bringes Hinden m til at vibrere; p vil derved snart berøre Platinstiften n, snart fjernes fra den; den galvaniske Strøm vil saaledes snart være sluttet, snart afbrudt. Som Følge heraf vil Jernstangen paa Modtagerstationen snart magnetiseres, snart afmagnetiseres. I første Tilfælde forlænges de n, i sidste Tilfælde forkortes den atter. Jernstangen vil saaledes komme til at gjørelige saa mange Svingninger som Hinden eller med andre Ord: lige saa mange Svingninger som vedkommende Tone, der synges ind i A. Resonansbunden tjener til at forstærke og tydeliggjøre Jernstangens Svingninger.
Graham Bells Telefon, der er afbildet i Fig. 342, fordrer ikke Anvendelse af galvaniske Elementer; det er konstrueret som et Øre: man taler deri, og Lyden af Talen optages paa samme Maade som ved Øret, idet en Plade (svarende til Ørets Trommehinde) sættes i en bølgende Bevægelse, hvilken Bevægelse det altsaa nu gjælder om at kunne overføre til den Persons Øre, til hvem Talen henvendes, og det er, da ved Hjælp af elektriske Strømme at han lader disse Svingninger overføre til et lignende Apparat, der altsaa tjener som Hørerør og som meddeler de samme Svingninger til den lyttende Persons Øre.
Apparatet, der saaledes er baade Høre- og Talerør, har omtrent samme Størrelse og Form som et Stethoskop; naar det bruges holdes det i Haanden og bliver, naar der tales, holdt op for Munden, og, naar man vil høre Svaret, holdt op for Øret. Instrumentet har foroven en lav Udvidelse som en Tragt og i dennes Bund en Aabning saa stor som en Tyvekronestykke. Under Mundstykkets Bundaabning findes en Plade af Jernblik (PP), som er lidt større end en Tokrone, og hvis Rand er fastklemt mellem det Laag, hvori Tragtens Bundaabning findes, og et ligesaa stor Underlag. Borttages Jernblikket, ses der en Staalmagnet. En lille Rulle, om hvilken der er viklet en fin silkeomspunden Kobbertraad, er anbragt paa den øverste Ende af Magneten, og Enderne af Kobbertraaden gaa ned til to Klemskruer, hvortil Ledningstraaden befæstes for at kunne lede Strømmen til det andet Apparat. Ved Talen sættes nu Pladen i Bevægelse, hvorved den afvexlende nærmes til og fjernes fra Magneten; herved fremkommer der Strømme, som forplantes til det andet Apparat og forstærker eller svækker Magneten, der derved afvexlende tiltrækker eller frastøder sin Plade; den sættes saaledes i de samme Svingninger som den førstomtalte, og paa denne Maade meddeles Svingningerne til Ørets Trommehinde.
For at vække Opmærksomheden naar man ønsker at tale sammen, kan man i Ledningen indskyde et Allarmeringsapparat. Et saadant er opfundet af Röntgen: han anbringer en Rulle overspunden Kobbertraad om en blød Jernkjærne paa den anden Ende af Magneten M (Fig. 342); Traadenderne sættes gjennem Klemskruerne i Forbindelse med Telefonens almindelige Ledningstraad. Naar Telefonen ikke benyttes, hviler den paa et Stativ, saaledes at den nederste Ende af Magneten ligger tæt op til en Stemmegaffel, der er anbragt paa en Resonanskasse. Vil man nu give Signal, bringer man Stemmegaflen til at svinge; der induceres Strømme ved at Gaflens Gren nærmer og fjerner sig; disse Strømme gaa til Modtagerstationen, hvis Telefon ligeledes ligger paa et Stativ tæt op til en Stemmegaffel, der er indstillet nøjagtigt som Afsenderstationens. Strømmene paavirke Modtagertelefonens Magnet, Stemmegaflen bringes derved til at svinge, og paa Grund af Resonanskassen fremkommer der en Lyd, der er tilstrækkelig stærk til at kunne benyttes som Allarmeringssignal.
Trods de mange Mangler, der endnu klæbe ved Apparatet, kan man dog ikke nægte, at der gives visse Tilfælde, hvor Anvendelsen er meget heldig, saaledes f. Ex. til Dykkerklokken, hvor man anvender to Sæt Telefoner, et Sæt til Dykkerens Mund og et til hans Øre.
I Videnskabernes Selskab i Paris meddelte Du Moncel d. 18de Marts 1878, at han i Aaret 1854 havde faaet tilsendt et meget udførligt Forslag, der i et og alt stemmede overens med Graham Bells praktisk udførte Telefon. Forslaget var kun undertegnet Charles B.; han beklagede nu, at han dengang havde lagt det ad acta uden at skjænke det nogen videre Opmærksomhed. Først nu var det lykkedes ham at opspore Forfatteren til dette Forslag; det var en fransk Telegrafembedsmand, Charles Bourseilles, der havde tabt Modet ved ikke at modtage noget Svar fra Du Moncel, og som derpaa havde opgivet sin Idé.

Elektromagnetiske Motorer. I »Bulletin de l'Académie de St. Pétersbourg«, IX., p. 289 har Jacobi sammenstillet nogle almindelige Betragtninger med Hensyn til de elektromagnetiske Maskiners Kraftytringer. Hans Undersøgelser førte til det Resultat, at paa det Standpunkt, hvorpaa vor Kundskab for Øjeblikket staar med Hensyn til Magnetismen og Elektriciteten, vil der kun være liden Udsigt til at kunne erholde en praktisk Motor. Udsigten til med Held at kunne faa praktisk Nytte af en elektromagnetisk Motor beror paa Opfindelsen enten af et Batteri, langt stærkere end de hidtil kjendte, eller en Kombination af Magnetformer, der ere i Stand til langt større Kraftytringer end de nuværende; men i intet Tilfælde vil det lykkes ved den blotte Forstørrelse af Dimensioner at opnaa større Nyttevirkning af Maskinerne.