Omkring Kap Horn

by Holger Drachmann

Han hed Hans, men bar forøvrig Navnet "Himmelhunden" - og det bar han upaatvivleligt med større Rette end sine Klæder, for de var et Pluksammen fra Alverdens Marskandisere og Laanekontorer.

Han laa hjemme hos sin Fa'er; han spiste den Gamles Brød og sled hans Klæder - forsaavidt de lod sig slide mere. Han bestilte intet, uden at lege med sin bedste Kammerat, og det var en stumphalet Køter, der hed "Munter".

"Den Hund er klogere end to Mennesker" - sagde han. "Den er saa klog, at den ikke taler; for saa vilde den bare plapre ud med de Dumheder, som jeg har gjort i dens Selskab, - og det er bedre at tie med dem."

Aa, sa'e den Gamle - thi han var paa samme Tid bedrøvet over Sønnen og stolt af ham - Du skal saamænd ikke genere dig. Lad os høre om dengang, da Du sejlede omkring Kap Horn - tre Gange!

Og den Gamle blinkede til Sønnen, og Sønnen blinkede tilbage, og saa fortalte Hans:

Det begyndte med - nej først maa jeg fortælle, at det var fra Hamborg jeg for. Den Gamle hjemme vilde ha'e mig afsted, og alle de andre gik og drillede mig, og saa bandte jeg paa, at de ikke skulde se mig igen, før jeg havde været Kap Horn rundt tre Gange.

Vi mønstrede paa i Hamborg, og Skuden var et Barkskib, og den Gamle ombord - jeg mener Kaptajnen - var et usædvanlig stort Asen.

Jeg stillede paa Kontoret tilligemed den øvrige Besætning, og jeg havde "Munter" med.

Er - det Deres Hund? spurgte Rhederen mig paa Tysk.

Jo, svarede jeg paa Dansk. Til Tjeneste!

Saa blev der ikke talt mere om den Ting. Men da vi var kommen ombord, spurgte Kaptajnen mig:

Er det din Hund?

Det er'et sa'e jeg. Og han hedder "Munter".

Ta' og smid den Hund iland! sa'e han.

Gu' gør jeg ej! Saadan begyndte det. Der var knap Tid og daarligt om Folk; Rak - og - Pak kunde de nok faa fra Hyrebasserne, men ordenligt Mandskab ikke, og nok er det: "Munter" blev ombord - og jeg med.

Vores Gamle var et Asen, første Styrmand var en og Kosten var upaaklagelig. Det var Alt, hvad jeg spurgte om.

"Munter" holdt sig stadig foran Fokkemasten. Den var meget klog. Den kom aldrig agten for Stormasten.

Saasnart vi kom i Søen, hed det sig, at vi var bestemt til Jamaica.

Det er vel Sønden om Kap Horn? spurgte jeg anden Styrmand.

Han havde Hareskaar og viste sine Hjørnetænder.

De saa ganske hvide ud, da han svarede:

Ikke den Gang, Hans!

Godt! sa'e jeg. Saa gaar jeg iland fra Skuden. For jeg skal om Kap Horn!

Aa, Du blir vel nok! sa'e han.

Og saa kom vi til Kingston paa Jamaica.

Nu holdt den Gamle svært Udkig efter mig. Men jeg forrettede mit Arbejde, og "Munter" passede ogsaa sine Sager, og der var ikke fjærneste Grund for den Gamle til at sparke Hunden. Det gjorde han alligevel paa en rigtig afskyelig Maade, og saa snappede jeg en Pøs og drev ham En over højre Skulder. Dér laa han i Dækket.

Det skal Du faa betalt! raabte han.

Ja, kom og lad os klare Regningen straks! sa'e jeg.

Men han havde nok ingen Smaapenge; og saa lod han Jollen fire af og ro iland.

Pas paa - hviskede anden Styrmand til mig - Du kommer i "Sparebøssen" for det!

Jollen kom paa Siden igen, og vi fik tre Konstabler ombord: jeg skulde iland og i Arrest.

"Munter" vilde med, men de tre Fyre svor paa Engelsk, at de ingen Arrestordre havde imod Hunde. Saa maatte det arme Bæst blive, endda den hylede og jamrede sig, men Styrmanden lovede mig, at han nok skulde ta'e sig af den, og han mente ogsaa, at det snart vilde klare sig, naar jeg ikke vilde være for stridig.

Hva' skal han sparke Dyret for? sa'e jeg. Det har s'gu meget bedre Hjærte end han, den gamle Tov-Ende, og tre Gange saa megen Forstand!

Ti bare stille! sa'e Styrmanden.

Og saa roede vi iland.

Lige paa Ho'det i Sparebøssen kom jeg. Og det var et stort Rum, hvor der var Træbænke og Flisegulv og Spytteklatter og den værste Samling af skidne Spanjere og Engelskmænd og Fruentimmer, som jeg nogensinde har været iblandt, - og jeg har dog været iblandt nogle.

De kunde allesammen tale daarligt Engelsk - og det kunde jeg ogsaa. Og en spurgte mig, hvad jeg havde stjaalet, og et af Fruentimmerne spurgte, hvor mange jeg havde slaaet ihjel? men jeg smed et Par Stykker ned af Bænken og la'e mig selv paa den, og da vi hverken fik vaadt eller tørt, andet end hvad vi selv havde i os, saa var det slet ikke saa morsomt.

Og saa gik Natten.

Den næste Dag kom jeg for en Dommer, og dér var Kaptajnen og Konsulen, og en Masse Mennesker, der saa ud som om de vilde hænge mig ligestraks.

Dommeren læste noget op af en stor Protokol, som jeg ikke forstod et Ord af, og saa spurgte han mig, om jeg vilde betale tre Pund?

Det vilde jeg forbandet nødigt! sa'e jeg.

Om jeg da vilde i Fængsel?

Nej jeg vil heller ombord og se til en Hund, jeg har, som hedder "Munter".

Og herover lo de allesammen; og saa blev jeg fortrydelig og sagde til Dommeren, at Kaptajnen var et Asen, som havde sparket min Hund, der var et uskyldigt Dyr, og at jeg slet ikke vilde ha'e været til Jamaice, men derimod omkring Kap Horn, og at der laa en Lussing et vist Sted og ventede paa dem allesammen, saa snart som jeg bare kunde komme til!

Nu blev den Gamle sprutrød i Toppen, men Andre forstod nok ikke meget deraf, og saa la'e Konsulen sig imellem, og det blev ordnet og reguleret med de tre Pund, - og to Shilling skulde jeg ydermere betale, fordi jeg havde siddet i Brummen om Natten.

Ja bi I kun! tænkte jeg.

Saa fulgtes jeg med den Gamle ned til Havnen. Jeg tilbød at bære den store Protokol, som han havde under Armen, men han skelede til mig og sa'e, at jeg nemt kunde tabe den i Søen, og det var Synd, for det var saadan en rar Bog, og saasnart som jeg gjorde Kvalm igen, saa skulde han føre det ind i Bogen, og saa skulde jeg i Land og ha'e Jærnmanschetter paa!

Jeg ventede, indtil vi kom hen til et Sted, hvor ingen kunde høre os, og saa hviskede jeg mellem Tænderne, alt imens jeg holdt Kurs klods opad Siden paa ham:

Din plattyske Bavian - ja glo Du kun paa mig, men jeg skal tærske Dig og mase Dig til Lobskows, om Du nogensinde kommer min Hund for nær og trækker tre Pund af en stakkels fattig Sømands Hyre!

Han vrissede noget forfærdeligt men sa'e ikke et Muk. Og da vi kom ombord, stak han straks ned i Kahytten.

Jeg gik forud og op paa Bakken, og dér havde "Munter" nær ædt mig op af Glæde. Saa prajede jeg Kokken, som altid var god baade mod Hunden og mig, og han sa'e mig, at jeg skulde vente lidt, saa skulde vi skaffe til Middag med rigtig god fersk Suppe med Kødboller og Kød. Saa tog jeg min Harmonikasse frem og satte mig til at spille alle de Melodier, jeg kunde hjemmefra, og "Munter" stod hos mig og gav Hals, hver Gang jeg skiftede Melodonte - akkurat som om han var et rigtigt Menneske og kendte sine Fædrelandssange.

Nu kom første Styrmand og skulde spørge fra den Gamle, om jeg vilde arbejde?

Jeg arbejder alt, hvad jeg kan! svarede jeg, og kilede løs paa "Holmens faste Stok".

Om jeg saa vilde komme ned til den Gamle i Kahyten?

Jeg kom ned, og dér var begge Styrmænd og Kaptajnen, og han havde Protokollen for sig, og saa rakte han mig en Pen og spurgte mig, om jeg vilde skrive under paa, at der gik en Maaneds Hyre af, fordi jeg nægtede at arbejde?

Jeg saa paa Pennen, og saa svarede jeg, at jeg skrev saa daarligt.

Du kan bare sætte dit Mærke nedenunder! sa'e han med sit søde Grin.

Det skal ske! svarede jeg. Og jeg tog Blækhornet og hældte det ud over hele Protokollen.

Nu er den kvitteret! sa'e jeg.

Og nu skal Du paa Fæstningen! svarede han.

Saa blev Jollen atter firet af og roede ind; men imens gik jeg til Kokken og fik mig en ordenlig Skude Suppe og Kød, for at ha'e noget at staa imod med, og "Munter" fik alle Senerne og Benene, og saa kom de tre Griponimus'er paa Siden.

Saa jumpede Hunden med ned i Jollen, da vi satte af, og jeg svor og bandte paa, at jeg vilde slaa dem fordærvet allesammen, dersom "Munter" ikke fik Lov at følge med. Og saa trak de af med mig hen til Fæstningsgaarden, og dér var en hel Række Gavtyve Opmarcherte, og vi fik Jærnmanschetter paa og blev slaaet i Lænke sammen, Par om Par, og der var en lang, mager Mulat, som blev hægtet fast til mit Haandled.

Du er et net Fugleskræmsel! sa'e jeg til ham og tog et lille Nap i Kæden, saa han slingrede. Hvor skal vi nu hen?

Til Spanishtown! sa'e han og skelede til Hunden, som stadig holdt sig ved Siden af mig, tiltrods for at Soldaterne kysede ad den.

Hold dine Øjne for Dig selv! sa'e jeg til ham. For Du er en mager Rad, og Du kunde se ud, som om Du havde Lyst til at æde Hunden - om ikke just af Kærlighed.

Og saa kom vi ud paa en Jærnbanestation og blev drevet ind i nogle aabne Vogne, ligesom en Kvægtransport. Og der blev "Munter" borte for mig.

Og jeg kørte femogtyve Mil gratis ind i Landet med alle disse Gavtyve, men jeg saa knap paa dem, for jeg var bedrøvet over at ha'e mistet min bedste Ven.

Og jeg tænkte paa, hvordan nu det arme Bæst vilde løbe omkring og lede efter mig og krepere af Sult; og saa drak jeg Fugleskræmslet en Skalle - for det skulde dog gaa ud over Nogen.

Vi kørte grulig langsomt - det var vist bare for at drille os - og det var en svær Hede, og da vi saa endelig gjorde Holdt, hvem ser jeg saa komme halende efter mig? Jo det var netop "Munter" med Tungen hængende ud af Halsen, og jeg kastede mig plat ned paa Jorden og trak Fugleskræmslet med mig, og jeg kyssede det støvede Bæst - jeg mener Hunden - lige paa Snuden, og nu var vi da svorne Venner for Evigheden.

Saa blev vi slaaet ud af Lænken og jaget ind i en stor Gaard, og da Soldaterne vilde jage "Munter" ud, saa røg den lige i Næsen paa dem; og saa gav Officeren sig til at le, og Hunden fik Lov til at blive der.

Saa kom vi i Munderingen; det var rigtig nette Klæder: Sækkelærreds Buxer og Bosseronner, og en rad ulden Hue; og bag paa Ryggen og ned ad Benene stod der med tydelige Bogstaver: Santa Maria, Districts-Prison, Spanishtown. "Munter" vilde næppe kende mig igen i den Udhaling, men saa talte jeg Dansk til Kammeraten, og det hjalp.

Det var drøje Maaneder, de to, og havde det ikke været for Hundens Skyld, saa tror jeg, at jeg havde kløet en af Skildvagterne af og ladet dem skyde mig.

Men naar man har nogen at sørge for i denne Verden, saa maa man jo lægge Baand paa sig. Og først vilde de ha'e mig til at slaa Sten - nogle rigtig haarde Flintensten; men jeg forklarede dem, at en Sømand har altfor fine Hænder, og da de alligevel stak mig Hammerskaftet i Næven, saa daskede jeg ned i Bunken, saa en Flintensten røg op og slog Fortænderne ind i Munden paa en af Tyvetrækkerne.

Om Forladelse, sa'e jeg; men dér kan I selv se: jeg er ikke nem nok paa Fingrene til det Stykke Arbejde. Og saadan gik det med Alt, hvad de satte mig til. Jeg skulde vaske Tøj for Gavtyvene, men jeg sled alt Sækkelærredet itu; saa skulde jeg gøre rent i den Kasmarot, hvori vi sov, og jeg spulede Vand ud over Fliser og Vægge, og saa tog jeg hele Bunken af Sækkelærredet og stak en Kæp i det og trak det rundt paa Gulvet. Saa lod man mig tilsidst i Fred med Hunden; men baade den og jeg var nær kreperet af Sult; for Hunden gav de slet ingen Ting, og jeg fik kun en Skaal Maisgrød om Morgnen og en Gnalling Kød saa stor som en Ølprop til Vesperkost, og naar det skal deles mellem to, saa blir det til den bare Magerhed for begge.

Saa slap vi endelig ud, og vi kom tilbage til Kingston; og dér laa syv Pund og ventede paa mig hos Konsulen, og Skuden var sejlet for længe siden.

"Munter" og jeg fik os først et rigtig godt Fo'er, og saa spurgte jeg Konsulen, om han ikke havde en Hyre til mig?

Hvor vil Du hen? spurgte han.

Ja - svarede jeg og saa paa "Munter", vi skulde jo helst omkring Kap Horn..!

Dér kan Du ikke komme denne Gang, men her er en Hyre tilbage til Hamborg; vil Du ha'e den?

Jeg saa paa Hunden, og den saa paa mig og gøede; og det var grangiveligt som om den vilde sige: Aa skidt, vi kan altid komme omkring Kap Horn!...

Og saa slog jeg til, og saa kom vi til Hamborg.

Dér gik "Munter" og jeg i Land, og det første jeg gjorde, var at smide nogle Penge i et nyt Sæt Klæder, rigtig fint, blaat Düffel, og et Par Fjerstøvler og en rund Hat; jeg købte ogsaa et Halsbaand med Messinglaas til "Munter", men den brød sig ikke om det, og saa skænkede jeg det bort den første Aften til en Pige ude paa Hamborgerberg.

Dér gik det rigtig lystigt de første Dage, og i Begyndelsen fulgte "Munter" mig derud fra det Logis, hvor vi boede; men saa gjorde jeg det en Aften lidt for grovt for Kammeraten, og saa blev han hjemme, og han saa, paa mig og rystede paa Ørerne, og drejede sig rundt ligesom et Nøgle Garn, og tilsidst vilde han ikke se paa mig.

Saa finder jeg ham en Dag liggende og skælve over hele Kroppen, som om han havde Koldfeberen. Jeg skulde træffe Pigen paa Dansebod, men jeg saa paa Hunden, og jeg kom til at tænke paa Spanishtown, og saa daskede jeg min fine, runde Hat i Gulvet og tog "Munter" paa Skødet og gav den min gamle, udslidte Jakke paa, og da den alligevel rystede, saa fik den mine gamle Bukser over sig, og saadan sad Jeg hos den hele Natten og gav den Vand at drikke af en Skaal. Og den slikkede min Haand, og Taarerne kom - Gud fordømme mig - i Øjnene paa mig, og jeg tænkte ikke mere paa Pigen og paa Dansebod, men blot paa, hvordan min Kammerat kunde komme sig igen.

Om Morgnen var det rent galt; jeg havde sviret mine Penge op, men jeg fik Adressen paa saadan en Hundedoktor, og saa tog jeg de nye blaa Bukser og afsted med dem til en Marskandiser. Og jeg fik Penge, og jeg fik fat i Hundebarbéren, og "Munter" fik Medicin, og saa om Aftnen kom Pigen og søgte mig op paa mit Logis.

Jeg har ingen Penge, sa'e jeg til hende, og "Munter" dér er syg; Du faar gaa alene!

Skidt med Penge, sa'e hun, og skidt med Hunden.

Du er en sød En; kom og la' os gaa!

Og jeg gik med hende, og hun trakterede paa mig, og jeg kom hjem til Hunden, og den var saa grumme daarlig.

Saa tog jeg den ny blaa Vest og Hatten og Fjerstøvlerne, og afsted til Marskandiseren og Hundebarbéren. Og da jeg havde faaet ham hjem med mig og alene, saa tog jeg ham bag i Nakken og klemte godt til, og sagde ham, at jeg selv var et stort Asen, men Hunden dér skulde han gøre rask for mig, ellers kom han aldrig til at lapsalve Hunde mere i sine Dage.

Han peb og bad for sig, og han vrøvlede en hel Mængde, men tilsidst mente han, at Hunden dog maaske havde Klimatfeberen, og at det var bedst, hvis jeg straks rejste hjem med den dér, hvor den havde hjemme.

Se det var der Rimelighed i. Og jeg tog den fine blaa Jakke, og afsted til Marskandiseren. Og jeg fik ti Mark Banko i Penge, og en gammel graa Kavaj i Bytte med lange Skøder, som slæbte efter mig; og saa stak jeg af om Aftnen fra Logis'et med "Munter" indenfor Kavajen til Lübeckerbanegaarden, og jeg tør sværge paa, at Ingen holdt mig for en Sømand, der havde været paa lange Rejser.

Og i Lübeck hutlede jeg mig ombord med Damperen hjem; og underligt nok var det, at jo nærmere vi kom Falsterbo, jo bedre blev det med min Rejsekammerat. Den havde formelig faaet klare Øjne igen, og den slikkede min Haand og saa paa mig, og jeg maatte slaa mine egne Øjne ned og tænke ved mig selv at vi Mandfolk er nogle meget svage Personer, og at det er meget nemmere at sælge sine gode Klæder og stikke af, end at blive og tage sin Tørn.

Men da jeg saa kom gaaende hjem langs Stranden med "Munter" bag efter mig i Hælene, saa raabte alle Folkene, som stod ude og stampede Orm:

Haløj, hvad er det for en Mormonpræst dér kommer?

Det er mig! svarede jeg og trak op i Skøderne.

Aa nej vel! raabte de. Det er en smuk Stortrøje, Du har lagt Dig til. Har den ogsaa været omkring Kap Horn?

Ja hele tre Gange, sa'e jeg. Spørg bare "Munter"; for den Hund farer aldrig med løs Tale!

Og saa gik jeg hjem hos den Gamle og byttede Frakke med ham."