Wikisource

Om det Tilfælde, at Overdrageren af en tinglig Ret mangler Competence



Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/ 961-977

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Om det Tilfælde, at Overdragen af en tinglig Ret mangler Competence.

(Ved Cand. jur. A. C. Evaldsen).

Idet Opmærksomheden i den senere Tid, navnlig ved Hr. Professor Aagesens indholdsrige Universitetsprogram af 1866, i saa betydelig Grad er henvendt paa Overeenskomsten angaaende Overdragelse af tinglige Rettigheder, turde jeg maaskee vente at finde nogen Interesse for et herhenhørende Problem, uagtet jeg ikke kan haabe at have givet dette nogen sikker Løsning.
Der fordres, som bekjendt, for at en paa Overdragelse af en tinglig Ret rettet Overeenskomst skal have Virkning — i Modsætning til den obligatoriske Overeenskomst angaaende den samme Bets Stiftelse — at Overdrageren har den fornødne Raadighed over Tingen, er competent; men Spørgsmaalet er, om Overdragelsesakten er aldeles intetbetydende i tingligretlig Henseende, naar denne Competence mangler i det Øieblik, da Retshandelenforegaaer, eller om den trods hiin Mangel dog faaer tingligretlige Virkninger, hvis Overdrageren senere erhverver den manglende Rettighed. Tænker man f. Ex. paa Overdragelse af Eiendomsret, kan der saaledes spørges, om den, til hvis Fordeel en saadan Retshandel er passeret, i samme Øieblik, som Overdrageren senere erhverver Eiendomsret, indtræder i dennes hele Retsstilling, uden at der hertil behøves ny Villieserklæring, eller om hiin endnu kun har en obligatorisk Ret til at fordre sig Eiendomsret overdragen. Den sidstnævnte Ret maa Erhververen, naar Overdrageren senere bliver Eier, vel i ethvert Fald have; thi selv om Overdragelsen foretoges uden Vederlag, og altsaa, som det jo i Almindelighed læres, ikke var ledsaget af nogen Garanti for Vanhjemmel, indeholdt den dog altid et Tilsagn om, at Giveren, forsaavidt han selv var competent, vilde sikkre Modtageren Tingen. For det Tilfælde, at Erhververen er i Besiddelse af Tingen, vil han i Dansk Ret, selv om han kun har et obligatorisk Krav, være tilstrækkelig beskyttet overfor Overdrageren selv, dennes Arvinger og Konkursbo, jfr. Fallitl. 30 Decbr. 1858 § 13 og Aagesens Program p. 14; men denne Tilbageholdelsesret gjælder ikke overfor den godtroende Erhverver[1], som strax, efter at Overdrageren blev competent, har tilforhandlet sig Tingen, Er Overdrageren tilfældigviis i Besiddelsen og fallerer eller overdrager Tingen til en Tredie, der er i god Tro, maa hiin første Erhverver være Eier, hvis han skal kunne forskaffe sig Tingen, og der kan aabenbart ikke anføres nogen Billighedsgrund for, at han skulde seire over den godtroende Kjøber, naar denne er Eier[2].
Det synes nu ifølge stræng Conseqvents at burde benægtes, at Erhververen i det angivne Tilfælde saaledes udenvidere bliver Eier. Det fremstiller sig strax som noget Uomtvisteligt, hvad ogsaa den ældre Romerske Civilret fastholdt, jfr. Dernburg: Das Pfandrecht I p. 234 ff, at alle til Begrundelsen af en tinglig Ret nødvendige Reqvisiter: Habilitet, Competence og den fornødne Overdragelsenvillie maae træffe sammen i eet Moment. Mangler der ved Overdragelsesakten en af hine trende nødvendige Forudsætninger, er den en Nullitet, naturligviis kun i tingligretlig Henseende, og man synes ret passende her at kunne citere Sætningen: Qvod ab initio vitiosum est, non potest tractu temporis convalescere. Man maa jo kunne paavise det Øieblik, da Eiendomsretten gaaer over til Erhververen; men før Overdrageren selv har Retten, kan han ikke overdrage den, men kan, som det synes, kun paadrage sig en Forpligtelse i denne Retning, og efterat han er bleven Eier, synes denne Eiendomsret ikke at kunne gaae fra ham uden ifølge hans nu udtrykkeligt eller stiltiende tilkjendegivne Villie eller ved Exekution[3] af en Dom i Anledning af tidligere paadragen Forpligtelse. At antage, at Erhververen strax ved Retshandelen tik betinget Eiendomsret, hvor altsaa Betingelsen var Overdragerens senere Erhvervelse, vilde være en Forvexling af vilkaarlige Bestemmelser i en Retshandel med de nødvendige Forudsætninger for Retshandelens Virksomhed, jfr. Dernburg l. c. p. 245 og det cit. Progr. p. 29 nederst med Hensyn til et andet nødvendigt Moment ved en Overdragelse. Ved betinget Overdragelse af Eiendomsret forudsættes det jo nemlig, at Erhververen strax efter Retshandelens Afslutning kan[4] have Eiendomsret over Tingen, hvilket jo ikke er muligt, naar Overdrageren ingen har. Naar Betingelsen er indtraadt, maa Erhververen siges at have havt Eiendomsret fra Overdragelsesøieblikket, medens hans Ret i det heromhandlede Tilfælde, hvor Overdrageren mangler Competence, først kan datere sig fra det Tidspunkt, da denne er bleven Eier.
Uagtet nu det Ovennævnte synes at være grundet i logisk Nødvendighed, læres det dog uden Reservation, at en Medeiers paa Stiftelsen af en Servitut rettede Villieserklæring faaer den tilsigtede Virkning, naar de Andre senere samtykke, eller naar den, som har afgivet Erklæringen, senere bliver Eneeier, jfr. Algreen-Ussing: Læren om Servituter p. 137—39 og Grams Tingsret, 2den Udg. p. 459, hvor dog, jfr. Note 2, dette opstilles mere dubitativt. Da der nu imidlertid ikke gives Noget, der kan kaldes Servitut over en Medeiendomsret med slig Evne til at udvide sig, og Erhververen saaledes ikke kan have nogen tinglig Ret, førend de Andre samtykke, eller Stifteren bliver Eneeier, er dette ikke begrundet i Vedkommendes Stilling som Medeier. En af en blot Besidder stiftet Servitut maa ligeledes vinde Gyldighed, naar han ved Hævd eller ad anden Vei bliver Eier af den bebyrdede Eiendom, og det Samme maa vel gjælde, selv om han i Stiftelsesøieblikket slet ikke staaer i noget Forhold til Tingen, hvis ellers Villieserklæringen da har den fornødne definitive Karakteer.
Med Hensyn til Pant er det jo utvivlsomt anerkjendt, at den pantsættende Villieserklæring kan foregaae paa en Tid, da Pantsætteren endnu ikke har erhvervet Tingen, eller denne ikke er kommen til Existents, saaledes at Panteretten udenvidere træder i Kraft som tinglig Ret, saasnart disse Hindringer ere hævede. Dette kan neppe opfattes som Noget, der aldeles hviler i positive Bestemmelser, da det har været anerkjendt hos os, førend vi havde Lovhjemmel derfor, og vistnok antages allevegne, hvor der ikke er Lovbestemmelse derimod. Der tænkes imidlertid herved nærmest paa et fra det i det Foregaaende omhandlede forskjelligt og i praktisk Henseende langt hyppigere Tilfælde, nemlig den saakaldte anteciperede Pantsætning. Ved denne gaaer Erklæringen kun ud paa i Fremtiden at begrunde en Panteret for Creditor, idet det udtrykkeligt udtales for denne, at Tingen endnu ikke er erhvervet eller bleven til. Gjenstanden for den eventuelle Panteret er maaske ikke engang individuel bestemt. Det Tilfælde derimod, som svarer til, hvad ovenfor er omtalt med Hensyn til Overdragelse af Eiendomsret og Servitut, om hvilket Dernburg p. 236 bruger Udtrykket Convalescents — er det, at Debitor pantsætter en Ting som sin egen, hvad enten dette nu skeer af en Feiltagelse eller i svigagtigt Øiemed, saaat Erklæringerne altsaa gaae ud paa, at Creditor strax skal have en tinglig Ret. Det synes imidlertid klart, at den pantsættende Villieserklæring i sidste Tilfælde maa have ligesaa megen tingligretlig Gyldighed som i første, saa at Forskjellen kun er af obligatorisk Natur, idet der i det saakaldte Couvalescentstilfælde vil være Hjemmelsansvar, medens dette ikke er givet ved den anteciperede Pantsætning. Beroede den anteciperede Pantsætnings Virkning paa Debitors virkelige Villie paa Erhvervstiden til at lade Panteretten indtræde, kunde denne Villie her maaskee lettere præsumeres, idet det vel kunde siges, at den netop ifølge Parternes Aftale skulde ansees som udtalt i det Øieblik, Competencen er tilstede, eller Tingen er kommen til Existents, medens i det andet Tilfælde Pantsætningsvillien kun er udtalt for at virke i samme Øieblik, og Pantsætterens mulige Svig berettiger naturligviis ikke til senere at antage noget Samtykke fra hans Side.
Ved de andre tinglige Rettigheder forekommer paa en enkelt Undtagelse nær ikke noget til den anteciperede Pantsætning Tilsvarende. Afseet fra Fledføringsforholdet, hvis Construktion jo er noget tvivlsom, vil man i en Overeenskomst om, at A., udvortes optrædende paa egne Vegne, skal erhverve en Ting. som da i samme Øieblik skal tilhøre B., kun see en Contrakt, et Commissionsforhold, hvor Committentens Eiendomsret, som jo forøvrigt overføres direkte fra Trediemand, beroer paa den faktiske Omstændighed, om Commissionæren nu virkelig har efterkommet sin mulige Forpligtelse og tilforhandlet sig Tingen med den Villie at erhverve den for Committenten. Kan end denne Villie paa Grund af Contraktsforholdet i de sædvanlige Tilfælde udenvidere antages, gjælder dette aabenbart ikke, hvor Commissionæren har modtaget Ordre fra Tvende om at kjøbe samme individuel bestemte Ting. Her vil i Modsætning til, hvad der formeentlig gjælder med Hensyn til to successive Eiendomsoverdragelser af En, der ført senere bliver Eier, jfr. det Følgende, den Committent, der sidst har givet Ordre, være ligesaa nær som den første til at vindicere Tingen ud af Commissionærens Coukursbo, naar han kan føre særligt Beviis for, at det er hans Ordre, der er effektueret. Ligeledes vil en Overeenskomst, at En skal frembringe en ny Ting til en Anden, kun blive af obligatorisk Natur, og her vil man end ikke uden under særlige Omstændigheder anerkjende Eiendomsret for Bestilleren, førend Tingen er ham overleveret.
Det er vel en Følge af Eiendomsrettens og de andre tinglige Rettigheders fra Panteretten forskjellige Indhold og Øiemed, at der ved hine i Almindelighed ikke tillægges den Villieserklæring nogen Gyldighed, der ikke gaaer ud paa strax at skade Erhververen den Raadighed og vedvarende Benyttelse af Tingen, disse Rettigheder tilsigte, medens derimod en saadan Villieserklæring er mere naturlig ved Pant, hvor Rettigheden kun udøves i et enkelt og senere indtrædende Øieblik. Det synes ialfald mindre passende, om man just i Mangelen af Competence vilde begrunde Ugyldigheden — naturligviis kun i tinglig Henseende — af den Erklæring, hvorved Eieren vilde afhænde et tilkommende Aars Høst saaledes, at Kjøberen i sin Tid udenvidere skulde optræde som Eier. Det sees ogsaa, at en saadan Overdragelse har tinglig Gyldighed, naar Erhververen sættes i Besiddelse af den frugtbærende Ting. Naar der saaledes er indrømmet denne en Ret paa bestemt Tid, kan det aabenbart ikke fordres, at Eierens Overdragelsesvillie med Hensyn til Frugterne vedblivende er tilstede; men selv om Modtageren skal tilbagelevere Tingen paa Anfordring, synes han at være Eier af det, han oppebærer, indtil Tilbagefordringen er skeet, selv om Hovedtingene Eier f. Ex. er bleven afsindig, hvad der dog bevirker, at .man ikke i hans Passivitet kan see en fortsat Overdragelsesvillie.
Naar derimod en Villieserklæring, forudsat naturligviis, at den ikke er afgiven paa Skrømt, efter sit Indhold gaaer ud paa strax at begrunde en tinglig Ret over en bestemt nu existerende Ting og af Erhververen accepteres som saadan, synes den at maatte have samme Gyldighed, hvad enten den angaaer Stiftelse af en Panteret eller anden tinglig Ret. Panterettens særegne Indhold bevirker vel, at der med Hensyn til denne bliver Spørgsmaal om at tillægge flere Arter af slige forud for Competencen afgivne Villieserklæringer den heromhandlede Virkning; men den Hindring for Indtrædelsen af den tinglige Ret, som kunde synes at ligge i den muligt manglende Villie hos Overdrageren, efter at han er bleven competent, maa vistnok gjøre sig gjældeude med samme Styrke ved Pant som ved de øvrige tinglige Rettigheder. Den competente Overdragers Villie synes ved alle tinglige Rettigheder at være lige væsentlig. At man nu ikke naaer til noget tilfredsstillende Resultat ved at betinge Erhvervelsen af et stiltiende Samtykke fra Overdragerens Side i det Øieblik, da han bliver Eier, sees let: Antagelsen af sligt Samtykke vil i de fleste Tilfælde, hvor man ikke betænker sig paa at lade Retten indtræde, være en reen Fiction. Vilde man dernæst analogisk med den i det cit. Progr. p. 66 begrundede Sætning antage, at den engang afgivne Erklæring fremdeles er at ansee som et Udtryk for Overdragerens virkelige Villie, saafremt han ikke inden Retshandelens Fuldendelse, ↄ: det Tidspunkt, da han bliver competent, har tilbagekaldt den, kom man vel betydeligt videre, men var dog endnu ikke istand til at begrunde de praktiske Virkninger, man lader indtræde. Man vil ikke indrømme, at den Debitor, der har pantsat fremtidigt Erhverv eller tilkommende Ting, kan, ved en Erklæring til Creditor forud for Erhvervelsen af en til den pantsatte Kategori henhørende Ting, udelukke denne fra Panteretten, eller ved en ganske almindelig Protest forhindre Panterettens Indtræden i Alt, hvad han eiende vorder. Og det kan dog bemærkes, at ligesom saadan Antagelse ifølge det ovenfor Udviklede synes meest conseqvent, saaledes er det heller ikke det meest Stødende, der kan opstilles; thi Creditor er dog afhængig af Debitors Villie, forsaavidt denne, naar han ikke kan opnaae Creditors Samtykke til fri Dispositionsret, kan undlade at erhverve Tingen.
Hvis det nu maa antages, at Overdrageren ikke kan tilbagekalde sin Villieserklæring, foreligger her en Disposition af ganske eiendommelig Art, som, uagtet den endnu ikke har begrundet nogen Ret over Tingen — denne er jo i en Andens Eie — og altsaa forsaavidt fremtræder som ufuldendt, dog er grundforskjellig fra den kontraktmæssige Forpligtelse med tilsvarende Indhold deri, at den paagjældende tinglige Ret indtræder i samme Øieblik, som Overdrageren erhverver den fornødne Raadighed, uden nogensomhelst Medvirkning fra dennes Side, jfr. og Regelsberger: Altersvorzug der Pfandrechte p. 21[5].
Dernæst opstaaer der blandt flere andre det Hovedspørgsmaal, om der finder Konkurrence Sted, naar der saaledes før Erhvervelsen af den fornødne Raadighed er disponeret til Fordeel for Flere, eller om den gaaer forud, til hvem Villieserklæring først er afgiven. Dette Spørgsmaal kunde ikke afgjøres ved nogen Regel, naar den tinglige Rets Tilblivelse beroede paa et stiltiende eller formodet Samtykke fra Overdragerens Side; thi denne kan — forudsat naturligviis, at Dispositionerne ere i Strid med hinanden — ligesaavel have havt til Hensigt at skuffe den første som den sidste Erhverver, jfr. ovenfor om det Tilfælde, at Tvende have sendt Bestilling om Indkjøb af en bestemt Ting til samme Commissionær. Antages derimod, at den engang foretagne Overdragelses Virkninger indtræde uafhængigt af den Erklærendes senere Villie, bliver et af hine to Alternativer — Ligeberettigelse (Sameie) eller den først afgivne Erklærings Forrang — overalt at fastholde.
I denne Henseende mene nu Mange[6], hvad der paa engang ligger lige ved Haanden og synes ubestrideligt, at, da Alle i samme Øieblik erholde den tinglige Ret, maa der være Ligeberettigelse mellem de ved Overdragerens Erhvervelse af Competencen convalescerende Dispositioner, forsaavidt, hvad Pant angaaer, den senere Creditor ikke har indvilliget i blot at have sekundær Panteret. Betragter man saaledes Retshandelen først som fuldendt i det Øieblik, Competencen er tilstede, synes den, til hvem Erklæring først er afgiven, kun at kunne have et obligatorisk Krav paa, at den Sidste skal Opgive sin Medeiendomsret, hvad jo forøvrigt er betinget af dennes Kundskab om den Førstes Ret idet Øieblik[7], da den tinglige Villieserklæring blev afgiven til ham. Medens Foranførte nu synes rigtigt i Theorien, har Praxis vistnok hverken her eller andetsteds, hvad Pant angaaer, og dette er jo den meest praktiske Materie med Hensyn til dette Spørgsmaal, — vaklet i den modsatte Mening. En bestyrkende Grund for det i Praxis Antagne er ogsaa let at finde. Hvis nemlig (jfr. Dernburg l. c.) den, til hvem Pantsætning af Alt, hvad Debitor eier og eiende vorder, først er foretagen, foruden Fortrinsretten i Debitors nærværende Formue, ikke tillige havde Forrang i Alt, hvad Debitor senere erhvervede, vilde denne — som maaskee formener, at det første Pantebrev er ugyldigt — ved senere at udstede et ligeledes paa første Prioritet lydende Pantebrev til en Anden væsentlig forringe den Førstes Stilling. Thi foruden at første Panthaver med Hensyn til den Formue, der erhvervedes efter den sidste Pantsætning, sank ned til Ligeberettigelse med sidste Panthaver, hvad den ovenfor fremstillede Sætning jo ligefrem gaaer ud paa, vilde ogsaa hans Fortrinsret i det før sidste Pantsætning Erhvervede ofte* blive illusorisk, naar der nemlig ikke kunde føres Beviis for Erhvervetiden.
De fleste Romerretslærere erkjende nu ogsaa, tvungne vel ikke saameget ved disse praktiske Hensyn som ved de positive Lovbud, at den, til Fordeel for hvem den første Pantsætning er foretagen, gaaer forud i Alt, hvad Debitor til enhver Tid eier, jfr. alle de hos Dernburg p. 247 No. 16 nævnte Forf. Forsaavidt der imidlertid hos de anførte Forf. gives Mere end den exegetiske Behandling af de paagjældende Kildesteder, opstilles der i Reglen kun forskjellige Fictioner, jfr. f. Ex. Dernburg l. c., hvor der antages en — legal nødvendig — Ratihabition, ved hvilken den Ratihaberendes Villie i det Øieblik, da han erhverver Tingen, er rettet paa at tilveiebringe samme Resultat, som havde foreligget, hvis de til forskjellig Tid passerede Pantsætninger vare udgaaede fra ham som competent; thi i modsat Fald ratihaberer'han jo ikke.
Der er nu i Virkeligheden vistnok heller ikke Andet hertil at sige, end at hiin Sætning, at samtidigt fremstaaende tinglige Rettigheder rangere lige, maa, som abstraheret af de sædvanlige Tilfælde, hvor den tinglige Ret indtræder i samme Øieblik, som Villieserklæringen afgives, her forkastes. Idet nemlig antages, at den heromhandlede forud for Competencen afgivne Villieserklæring uden nogensomhelst Medvirkning fra Overdragerens Side i det Øieblik, denne erhverver Tingen, strax overfører den paagjældende tinglige Ret, maa Erhververen allerede før dette Tidspunkt siges at have en bestemt Ret med anførte umiddelbare Virkning. Hvis nu denne Ret skal anerkjendes som saadan, maa den — i Lighed med den obligatoriske af tilsvarende Indhold — gaae forud for alle senere af samme Overdrager begrundede Rettigheder. Dette har ogsaa været medvirkende for Regelsberger: Altersvorzug der Pfandr. p. 73 til som særegent for Panteretten at opstille Begrebet obligatio pignoris som det Afgjørende med Hensyn til Prioriteternes Orden; men iøvrigt er dette Begreb temmelig dunkelt, idet ogsaa Panterettens maaskee ikke ganske utvivlsomme Forrang overfor senere Prioriteter i de Tilfælde, hvor Pantsætteren vel har Raadighed over Tingen, men hvor Gjældens Tilblivelse beroer paa en ny Villieserklæring fra hans Side — ogsaa skulde finde sin Begrundelse ved hiint Begreb. Ligesom man nu neppe betænker sig paa med Hensyn til Pant at lade de samme Regler gjælde, hvor Debitor pantsætter en Andens Ting som sin egen, som man følger ved den anteciperede Pantsætning, saaledes maa ogsaa ifølge det Ovenanførte, naar tvende Villieserklæringer angaaende Overdragelse af Eiendomsret ere afgivne, den første have Fortrinet. Dette sees maaskee ogsaa ved følgende Exempel. Antager man, at den blotte Besiddelse medfører et tingligt Herredømme over Tingen, og man tænker sig, at Eieren A foretager et f. Ex. paa Grund af Umyndighed ugyldigt med Overleverelse forbundet Salg til B, har denne ifølge Besiddelsestagelsen altsaa en vis tinglig Ret. Naar B ved en iøvrigt mangelfri Retshandel, der udvortes fremtræder som en Eiendomsoverdragelse, overfører denne Ret til C, vilde Sidstnævnte ligeledes allerede paa Grund af det blotte Faktum, Besiddelsestagelsen, have en Ret; men her foreligger desuden en virkelig Overdragelse af en tinglig Ret, hvilket kan sees deraf, at den Vindication, som B ellers kunde udøve, hvis Tingen tilfældig var ham frakommen, selvfølgelig ikke kan gjøres gjældende overfor C, og endvidere deraf, at C kan lægge B's Hævdstid til sin egen. Kommer nu B igjen i Besiddelse af Tingen, uden at C's Ret derved gyldigt er ophørt, og da atter overdrager den til D, vil man finde, at, saalænge som der intet Vindicationssøgsmaal anlægges fra A's Side, nyder C fuldstændig tingligretlig Beskyttelse, som om han var Eier, og han kan saaledes vindicere fra D; men det synes dog nu besynderligt, om C ved den Omstændighed, at A, f. Ex. paa Grund af, at han har faaet Tingen betalt og ikke vil benytte sig af L.s 5—3—10, senere gyldigt samtykkede i det Passerede, skulde synke ned til Ligeberettigelse med D. Det forudsættes naturligviis, cfr. det angivne Motiv, at A's Samtykke, hvorved C formeentlig strax vinder Eiendomsret, indeholder en Overdragelse til B; skulde A's Acqviescents derimod i det konkrete Tilfælde kunne opfattes som en Dereliction, er Besidderen D strax Eier, selv om han endnu ikke kjender dette Faktum. Ligeledes kan Besidderen begrunde alle Slags Rettigheder over Tingen, som strax vise deres tinglige Charakteer, og nyde samme relative Retsbeskyttelse, som Besidderen selv, og saaledes vilde, hvis det Foranferte ikke antoges, den Creditor, til hvem Pantsætning først var skeet, ved Debitors senere Erhvervelse af Eiendomsretten synke ned fra Forrang til Ligeberettigelse med den, til hvem der mellem hine to Tidspunkter ligeledes var givet første Prioritet.
Hvis det nu saaledes maa antages, at den endelige fra en incompetent Overdrager udgaaede Erklæring har den Virkning, at den, uafhængigt af Overdragerens' senere Dispositioner i sin Tid, naar Competencen er tilstede, umiddelbart bevirker den tilsigtede Ret for Erhververen, maa der dog vistnok heri opstilles en enkelt Begrændsning. Erklæringen synes nemlig kun at kunne virke reent personligt for dens Vedkommende, som har afgivet den. De Arvingen tilhørende Ting, som Arveladeren maatte have pantsat, gaae saaledes neppe ved Arvstiltrædelse alene ind under Panteretten, medens derimod den privilegerede Fordring nyder samme Fortrin i Arvingens Bo. At Dispositionen ikke virker direkte for Arvingens. Vedkommende, kan dog ikke støttes paa den Anskuelse, at Retshandelen først maatte betragtes som fuldendt i det Øieblik, da Competencen erhvervedes, til hvilket Tidspunkt da den til Retshandelens Gyldighed fornødne Villieserklæring, som den endnu levende Overdrager forhen paa forbindende Maade har afgivet, skulde tænkes udtalt; thi det maa vistnok erkjendes, hvad der ialfald gjælder om den anteciperede Pantsætning, at Erhververens Arvinger, fra hvilke jo ingen Acceptationserklæring foreligger, succedere i denne Arveladerens Ret som i enhver anden endelig erhvervet Rettighed[8]. Ligesom Overdragerens Afsindighed ikke synes at kunne hindre Erhvervelsen, saaledes maa Erhververen, der gaaer forud for alle ved senere Villieserklæringer af samme Overdrager begrundede Rettigheder, ogsaa gaae forud for dem, der ved Retsdekreter overfor denne senere have vundet Rettigheder. Det vil saaledes med Hensyn til Fallit vistnok erkjendes, at den Creditor, som har Pant i Varelageret, maa kunne gjøre denne Ret gjældende ogsaa i de Varer, med Hensyn til hvilke Eiendomserhvervelsen er skeet ved Skifteretten, f. Ex. fordi de vare betalte af Fallenten. Der er neppe i og for sig nogen Grund til at antage, at Erhververens Kundskab om Overdragerens Mangel paa Raadighed udelukker de heromhandlede Virkninger af Retshandelen. Derimod kan denne Omstændighed medvirke til Antagelsen af et Proformaværk, f. Ex. naar visse forøvrigt tilstrækkeligt individualiserede Løseregienstande, som ikke tilhøre Pantsætteren, eller en fast Eiendom, hvortil denne staaer indført i Protocollen som Eier, men som er ham frahævdet, anføres som Sikkerhed i Pantebrevet for at skuffe Cessionarius. I dette Tilfælde kan den oprindelige, Creditor selvfølgelig ingensinde gjøre nogen Panteret gjældende; men overfor den godtroende Cessionarius maa Pantsætningen vinde Gyldighed, naar Debitor bliver Eier.


  1. ↑ Jfr. i Romerretten fr. 3 § l Dig (21-2).
  2. ↑ Jfr. i Romerretten fr. 2 Dig (21-3). Dog er det vel neppe antageligt, at Udtrykket æqvins esse er brugt i anden Betydning end nyere og rigtigere Retsgrundsætninger, jfr. dog de Bomerretlige Systemer.
  3. ↑ Jfr. Frd. 6 April 1842 § 1 sidste Pkt. med Hensyn til rørlige Ting. Hvis Kjøberen af en fast Eiendom har faaet Dom for Eiendommens Fravigelse til en vis Tid, vil han efter Udkastelsen, indtil Skjødet er udstedt, erholde den i Aagesens Program p. 118—26 betegnede Retsstilling.
  4. ↑ Skjøndt det ikke staaer i nogen nødvendig Forbindelse med denne Afhandlings Gjenstand, skal Opmærksomheden ber dog henledes paa en nyere og formeentlig rigtigere Opfattelse af den betingede Retshandel. Medens den af de Fleste (deriblandt Savigny) Opstillede Theori gaaer ud paa, at der f. Ex. ved betinget Eiendomsoverdregelse strax stiftes en vis tinglig Ret, hvis rette Benævnelse man forøvrigt er i Tvivl om, jfr. Progr. p. 183, hvilken særegne Ret da ved Betingelsens Afgjørelse enten bortfalder eller forvandler sig til Eiendomsret, fremstiller sig følgende Opfattelse som ialfaæd klarere. Ved den betingede Overdragelse af Eiendomsret erklærer Afhænderen, at han nu overdrager Eiendomsret, hvis en vis Begivenhed er indtruffen eller vil indtræffe, i modsat Fald overdrager han Intet, jfr. Unger: System des österr. Privatrechts II p. 69 ff. Om han nemlig for det modsatte Tilfælde stifter en midlertidig Brugsret eller anden begrændset Ret for Erhververen, vedkommer ikke den betingede Eiendomsoverdragelse. Ved denne Retshandel skabes der saaledes ingen ny Art af tinglige Rettigheder, der foreligger, saalænge Betingelsen er uafgjort, objektivt kun een Eiendomsret; men det er uvist, hos hvem denne er. Hermed kan ogsaa selve Begrebsbestemmelsen hos Scheel: Privatrettens alm. Deel II p. 34 forenes, men ikke samme Forf.s Udvikling p. 38—39. Betingelsen er ikke det retsbegrundende: ved dennes Afgjørelse erhverves der intet, det viser sig blot nu, om der forhen erhvervedes Noget. Nogen stor praktisk Forskjel bevirker det vel ikke, om den ene eller anden Opfattelse følges, idet hiin Theori tilkjender Erhververen en af Afhænderens senere Dispositioner fuldkommen urokkelig Adgang til at blive Eier; men det synes dog f. Ex., at Hævdsbesidderen, der i sin Tid under en Betingelse har faaet Eiendommen overdragen af En, der ikke kunde vinde Hævd, maa, naar Betingelsen er afgjort til hans Fordeel, kunne datere sin Hævdsbesiddelse lige fra Overdragelsen af. Som et Modstykke til den betingede Eiendomsoverdragelse kan med Hensyn til Pl. 22 April 1817 § 2 nævnes Pant. Paa de i den cit. Pl. ommeldte Panthaveres Stilling passer ganske det hos Scheel l. c. Anførte. Panthaveren er ikke Eier, før det i den cit. Lovbestemmelse omhandlede Tilfælde indtræffer; men han har en mod Pantsætterens senere Dispositioner fuldstændig beskyttet Adgang til under den nævnte Eventualltet at blive det — jfr. dog den ringe Modification, som Frd. 4 Decbr. 1795 og 25 Novbr. 1831 medføre. Ligesom man nu ikke Opfatter Underpanthaveren som betinget Eier, saaledes er her og den væsentlige Forskjel, at han kun bliver Eier igjennem en ny retsbegrundende Akt — Fogedforretningen. Forøvrigt kan Sprogbrugen neppe være afgjørende; thi endskjendt, man ikke kalder Eieren, mod hvem en Hævdsbesiddelse er begyndt, betinget Eier, — maaskee fordi man i Almindelighed forestiller sig Hævdsafbrydelsen som en let iværksættelig Handling, hvad jo forresten ingenlunde altid er Tilfældet, — er det dog tvivlsomt, om han ikke rettest bør opfattes som saadan.
    Ligesom nemlig Eiendomsretten, efter at en Hævdsbesiddelse er begyndt, er i den Situation - her bruges den almindelige Opfattelses Udtryk — at den gaaer bort, hvis der ikke gjennemføres et Søgsmaal eller erholdes en Anerkjendelse fra Hævdsbesidderens Side, saaledes maa conseqvent ogsaa de fra denne udgaaede tinglige Rettigheder være samme Betingelse undergivne. Nogen bedre Grund for den Sætning, at den, der har vunden Hævd, ikke skal respektere de under Hævdstiden af den forrige Eier stiftede Rettigheder, er neppe hidtil given; thi betragtes disse strax efter deres Stiftelse som mangelfrie, er der ikke overfor dem vunden nogen speciel Hævd, da de ikke ere 20 Aar gamle. Efter den her fulgte Opfattelse af Betingelsen, ere disse Dispositioner nu simpelthen at ansee som foretagne af en Ikke-Eier. Som et andet Datum for Hævdens tilbagevirkende Kraft kan anføres, at, hvad der end antages, jfr. L.s 5—5—4, om Besidderens Eiendomsret over Frugterne, maa det uden Tvivl staae fast, at den forrige Eier efter Hævdstidens Udløb ikke kan vindicere de Frugter, som ere i Behold hos den Hævdende; men særlig Hævd foreligger der jo ikke med Hensyn til Frugterne, hvad derimod ofte maaskee kunde siges om andre adskilte Dele af Tingen. Med Hensyn til de Romerske Juristers Opfattelse af Betingelsen er der vistnok megen Tvivl; men som et Hovedpunkt, hvor det især kommer an paa, hvilken Opfattelse der følges, anføres fr. 14 § 1 Dig (46—2) og Gajus III § 179, jfr. Halls Romerret p. 282. Som et herhenhørende Værk mærkes: Fitting: Ueber den Begriff der Rüchziehung, Erlangen 1856.
  5. ↑ Hvad Romerretten angaaer, antages dette ogsaa af Dernburg, jfr. det cit. Værk p. 194 No. 8 med Hensyn til det Tilfælde, at en af Medeierne har indrømmet Naboen en Servitut. Det paagjældende Kildested fr. 18 (8—4) jfr. fr. 11 (8-3) nævner heller ikke Villiesforandring hos den Paagjældende blandt de Omstændigheder, der forhindrer Servitutens Stiftelse i det Øieblik, da de Andre samtykke, medens Stedet ellers lægger en paa udførligt at angive disse Hindringer. Elvers: Die römische Servitutenlehre p. 691 - 92 anseer dog Servitutens Stiftelse begrundet deri, at »die Fortdauer des Willen præsumirt wird«. Hvad nu end de romerske Juristers theoretiske Opfattelse angaaende de heromhandlede Dispositioner har været, foreligger der ialfald i praktisk Henseende, ikke alene for Panterettens Vedkommende. men ogsaa med Hensyn til Villieserklæringer angaaende Overdragelse af Eiendomsret, fuldstændig Anerkjendelse af den ovenfor fremstillede Sætning, jfr. i det Hele Dig (21—3).
  6. ↑ Jfr. Huschke i Linde's Zeitschrift für Civilrecht und Process. Bd. 20 p. 200 og 202 ff. — en Opregning af dem findes hos Dernburg p. 247 Note 17.
  7. ↑ Det er vel utvivlsomt, at det ovenfor angivne Tidspunkt med Hensyn til denne Kundskab er det afgjørende. jfr. Gram: Obl. Rettens sp. Deel p. 148 og flere Steder. Hvorvel det kan være haardt for den, der sidst i god Tro har contraheret og maaskee betalt Kjøbesummen forud, maa han jo dog erkjende, at hans obligatoriske Ret overfor den første Kjøber, der ikke har opgivet sin, intet gjælder med Hensyn til Erhvervelsen af Tingen. Ved at lade sig denne overdrage, ligegyldigt om det skeer frivilligt fra Afhænderens Side eller ifølge Dom — indleder sidste Kjøber sig paa et Foretagende, der for Sælgeren umuliggjør Opfyldelsen af hiins utvivlsomt forudgaaende Ret. Dette kan vel heller ikke ansees for draget i Tvivl ved Udviklingen i det cit. Progr. p. 128, idet Tinglæsningen af Kjøbekontrakten her vistnok ikke er betragtet som bevirkende almindelig Kundskab om Retten, men som en Form, hvorigjennem der lægges en vis Behæftelse paa Tingen. Udtrykket »delictmæssigt« om den sidste Kjøbers Forhold til den første er iøvrigt ikke passende i alle Tilfælde: Den Sidste synes endog at være i sin gode Ret, naar han, hvor der kan befrygtes Konkurs hos Sælgeren, faaer sig Tingen overdragen, hvorved han synes at maatte opnaas den Retsstilling, at første Kjøber, hvis han vil have Tingen, skal betale til ham — dog at heri afkortes mulige Modfordringer paa Sælgeren —, medens han, da han har handlet i egen interesse, jfr. Grundsætningerne om uanmodet Forretningsførelse, ikke kan fordre, at første Kjøber skal modtage Tingen og betale, idet der jo ikke foreligger nogen Cession fra Sælgerens Side.
  8. ↑ I Romerretten er der med Hensyn til Pant Modsigelse mellem fr. 41 Dig (13—7) og fr. 22 Dig (20—1); men efter ir. 1 § 1 Dig (21—23) kan Besidderen kaste den vindicerende Eier tilbage, naar denne har tiltraadt Arv efter den, som overdrog Besidderen Tingen. Dette kan neppe alene være motiveret ved Arvingens Hjemmelsforpligtelse; thi deels kunde det vel neppe undgaae Juristens Opmærksomhed, at denne ikke altid er tilstede, deels er Besidderens Exception jo ikke alene den, at res er ham vendita, men og tradita. De Grunde, der anføres for Afgjørelsen hos Bernburg p. 267—68, synes reent moralske. En anden Sag er det, at der, naar Arvingen veed, hvor Tingen er, men afholder sig fra Vindicationen i Ex. af Hensyn til sin Hjemmelspligt, let vil foreligge en Opgivelse af Eiendomsretten. Derimod indeholdes det i fr. 18 Dig (8—4), at den overdragende Medeiers Død, inden de Andre have erklæret sig, hindrer Servitutens Indtræden. Dette maa end mere gjælde, naarvedkommende Medeier inden de Andres Erklæring sælger sin Anpart, jfr. ogsaa det cit. fr.
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Om_det_Tilfælde,_at_Overdrageren_af_en_tinglig_Ret_mangler_Competence&oldid=65013"