Om Vitalisme
OM VITALISME[1].
Det er mere end et billedligt Udtryk, naar man taler om, at Tanker leve og do. Ligesom alle organiske Væsener have Tanker deres bestemte Betingelser, hvoraf deres Opstaaen, Udvikling eller Forsvinden afhænger. Tankerne maa, ligesom Organismerne, kæmpe for at leve. Kun de Tanker leve i Længden, der kunne bestaa med og være Udtryk for store Kredse af vel prøvede og sammenhængende Erfaringer. Og ligesom der sker en naturlig Udvælgelse blandt de organiske Spirer, Tilløb og Variationer, som paa ethvert Punkt af Udviklingen ere til Stede, saaledes sker der ogsaa stadigt et Valg mellem de Tanker og Synspunkter, som til den givne Tid foreligge. Der er et Vekselforhold mellem Tænkning og Erfaring. Ti de uvilkaarligt dannede Tanker og Synspunkter, mellem hvilke Erfaringen vælger, ere naturligvis ikke selv opstaaede uden Indflydelse af Erfaringen. Men ligesom der i Naturen opstaa langt flere Spirer og Variationer, end der udvælges til fortsat Udvikling, saaledes begynder ogsaa Tænkningen med energiske og frodige Indskud og Antecipationer, der efterhaanden sigtes, begrænses, udvikles eller vrages.
Dette gælder særligt hvad Forstaaelsen af det organiske Liv angaar. Kampen mellem spekulation og Verifikation bevæger sig paa rytmisk Maade gennem Biologiens Historie, og i den nyeste Tid synes der at røre sig en Bølgegang, der fører til at genoptage Synspunkter, hvis Tid afgjort syntes at være forbi. Man har ment at finde Liv i gamle Tanker, hvis Dødsfald allerede var bekendtgjort. I hvilken Forstand denne Mening er berettiget, skulle vi nærmere undersøge.
Der er to Grundopfattelser, som her staa over for hinanden. Den ene støtter sig til, at den klareste Forstaaelse, vi kunne have af et Fænomen, have vi der, hvor vi kunne opløse det i dets Elementer og igen se det som Produkt eller Resultat af disse Elementers Samvirken, — altsaa naar vi gaa fra Delene til Helheden. Den saakaldte mekaniske Naturopfattelse hævder, at denne Forklaringsmaade ikke blot gælder for de fysiske og kemiske Fænomener, men for alle Naturfænomener. Herimod gøres der fra den anden Side gældende, at det Ejendommelige for de organiske Fænomener er, at Elementernes, Delenes Beskaffenhed, Form og Virkemaade ikke kan forstaas uden ved at lægge Tanken om den Helhed, de danne eller skulle danne, til Grund. Organismen kan ikke forklares som blot Produkt af Organer eller Celler, og Cellen ikke som blot Produkt af Molekuler. Vi maa da her antage en særegen Kraft, der virker efter andre Love end de mekaniske Love. Dette er den vitalistiske Opfattelse. — Da den eneste Maade, hvorpaa vi kunne forestille os en Helhed som bestemmende for Delenes Beskaffenhed og Samvirken, er at forestille os den som et Formaal, der tilstræbes, saa vil en vitalistisk Opfattelse stedse blive mere eller mindre teleologisk.
Naar Historien viser os en rytmisk Skiften af disse modstaaende Synsmaader, udelukkes derved ingenlunde Erkendelsens Fremskriden. Det er de nye Erfaringer, som lade Fænomenerne fremtræde snart mere fra den ene, snart mere fra den anden Side, og som tillige efterhaanden omdanner de tidligere Former for de to Grundopfattelser.
En mekanisk Naturopfattelse kommer først frem paa et forholdsvis fremskredent Standpunkt. Naturmenneskets Opfattelse er vitalistisk eller animistisk, forklarer alle Fænomener, der vække Opmærksomhed, ved personlige Væseners Indgriben. Al senere Vitalisme har et vist slægtskab med denne primitive Opfattelse. — I den græske Oldtid gøres Mekanismens Synspunkt gældende af Atomisterne (hvis Lære senere fremstilledes i Lucretius' berømte Digt de rerum natura). Aristoteles, der selv var en genial Naturforsker paa det organiske Livs Omraade. hævdede i Modsætning til Atomistiken en Opfattelse, der betragtede Naturen som en stor Trinrække, hvor ethvert Led er Stof og Middel i Forhold til et højere, medens det er Form og Formaal i Forhold til et Lavere. Intetsteds i Naturen kunde han tænke sig Helheden opstaa som Resultat af Elementerne, Formen som Virkning af Stoffet. Han udstrækker altsaa Vitalismen til hele Naturen.
Ejendommeligt for Livsproblemets Stilling i Oldtiden er det saaledes, at der ikke sattes nogen skarp Grænse mellem uorganiske og organiske Fænomener. Baade for den aristoteliske og for den atomistiske Opfattelse er der i Naturen kun Gradsforskelle.
Foreløbigt sejrede den aristoteliske Opfattelse, og den blev den herskende i Middelalderen. Et Vendepunkt kommer med Grundlæggelsen af den moderne Naturvidenskab ved Leonardo da Vinci, Kepler og Galilei. Man opstillede nu den Sætning: al Forandring er Bevægelse, og fordrede den gennemført paa alle Omraader, saa at alle Naturlove kunde udledes af den mekaniske Bevægelseslæres Principer. Den kartesianske Filosofi generaliserede denne Opfattelse og førte den ud i store Kredse. Opdagelsen af Blodets Kredsløb og af Refleksbevægelsen var et erfaringsmæssigt Støttepunkt for den Overbevisning, at det organiske Livs Omraade ikke kunde danne nogen Undtagelse.
Som Reaktion mod hele denne Retning fremstaar den Opfattelse, som man nu nærmest tænker paa, naar man taler om Vitalisme. G. E. Stahl bekæmpede den mekaniske Fysiologi og hævdede (især i Theoria medica vera 1708), at uden en Sjæls Indgriben var den organiske Vækst og Organismens Selvopholdelse uforklarlig. Han gaar altsaa længere tilbage end til Aristoteles, idet han fornyer den primitive Animisme. Han mente, at naar den bevidste Sjæl kan være Aarsag til vilkaarlige Bevægelser, maa den ogsaa kunne være Aarsag til de uvilkaarlige Processer i Organismen, selv om den her virker paa mere instinktmæssig Maade, og selv om den ikke altid bærer sig fornuftigt ad, hvad den jo heller ikke altid gør i sine vilkaarlige Handlinger. — Den bekendte Lægeskole i Montpellier ændrede Teorien ved at skelne mellem Sjæl og Liv, saaledes at der mellem Sjæl og Legeme indskødes et særeget Livsprincip. I denne Form er Vitalismen fremstillet af Barthez (Nouveaux Elements de la science de l'homme. Montpellier 1778). Han bekæmper to Sekter, Mekanisternes og Animisternes, og repræsenterer Vitalismen i snevreste Betydning af Ordet. Han definerer Livsprincipet som »den Aarsag, der frembringer alle Livsfænomenerne i det menneskelige Legeme«. Det følger Love, der ligge over Fysikens Love (d'un ordre transscendant par rapport aux lois de la Physique). Dets egentlige Natur, særligt dets Forhold til den egentlige Sjæl, er ubekendt. Men Barthez opfatter det tydeligt nok i Analogi med det egentlige Sjæleliv; tillægger det Instinkt, Temperament og Sanseevne. Det griber ind i Livsprocessen og leder denne i en bestemt Retning. Det lægger den Kraft i Musklerne, som behøves til Overvindelse af en bestemt Modstand, og viser særligt sin Magt i konvulsiviske Anfald. Det udvider Muskelfibrene i Mælkens og Sædens Udførselsgange, og det virker paa Safterne, saa at der dannes de Stoffer, som behøves til Reparation eller Forplantning. Det regulerer Aandedræt og Varmeudvikling og betinger en »sympatisk« Forbindelse mellem organismens forskellige Dele. — Forskellig baade fra Barthez's og fra Stahls Vitalisme er den Teori, den berømte Anatom Bichat opstillede (i Recherches physiologiques sur la vie et la mort. Paris 1800). Han opfatter Livskraften som en Egenskab ved de organiske Væv. Det var en begyndende Decentralisation af Vitalismen.
Den klassiske Vitalisme (saaledes betegner jeg den Opfattelse, der i forskellige Afskygninger repræsenteres af Stahl, Barthez og Bichat) har det fælles med den aristoteliske, at den ved Antagelsen af en Livskraft mener at have givet en tilstrækkelig Forklaring af Livsfænomenernes Ejendommelighed. Den adskiller sig fra den aristoteliske Vitalisme ved, at den skarpt fremhæver Modsætningen mellem det Uorganiske og det Organiske og endog antager et fjendtligt Forhold mellem dem. Sjælen eller Livskraften maa kæmpe med de mekaniske og kemiske Forhold for at faa dem til at virke i en bestemt Retning, ja Bichat definerer endog Livet som Indbegrebet af de Kræfter, der kæmpe mod Døden.
Et nyt og storartet Opsving af den mekaniske Naturopfattelse i dens Anvendelse paa Biologien fremkom paa Grundlag af italienske, franske og schweizerske Naturforskeres Arbejder, ved slutningen af det 18. Aarhundrede, som dog først ret kom til Anerkendelse henimod Midten af vort Aarhundrede. Ved Aar 1840 reformerede Dumas og Liebig Plantefysiologien og paaviste Stoffets Kredsløb i Naturen, og dermed Sammenhængen mellem den organiske og den uorganiske Natur. Snart efter opdagede Robert Mayer Loven om Energiens Bestaaen og anvendte den straks paa det organiske Omraade (i sit Skrift: Die organische Bewegung 1845). En Sætning af dette Skrift kan staa som Motto for den hele nye biologiske Opfattelse: »Under Livsprocessen foregaar der kun en Forvandling af Materie og af Kraft, men aldrig en Skabelse af denne eller hin.« En hel Række af fremragende, især tyske Fysiologer (navnligt Johannes Müllers Disciple — uagtet Mesteren endnu var Vitalist) viste de nye Synspunkters Frugtbarhed. Fysiologien syntes nu at kunne opfattes som anvendt Fysik og Kemi. Antagelsen af en Livskraft stempledes som Mysticisme og Overtro. Helmholtz bruger (i sit Skrift Das Denken in der Medicin 1878) Vitalisme som Modsætning til Naturforsken og betragter Spørgsmaalet om Livskraften som Et med Spørgsmaalet om perpetuum mobile. Og i sin Mindetale over Helmholtz (1897) udtalte Dubois Reymond, at Læren om Energiens Bestaaen gav Gøglebilledet af en Livskraft det sidste Stød. Den Periode i Biologien, som begyndte ved 1840, er en af de frugtbareste i hele dens Historie, særligt ved mange Anvendelser af fysiske og kemiske Love paa det organiske Omraade. En stor og sammenhængende Naturopfattelse kunde herved en Gang for alle synes at være vunden.
I de seneste Aar er man saa igen begyndt at tale om Vitalisme som et nødvendigt Standpunkt. I en vis Sammenhæng hermed staar det, at man taler om, at Naturvidenskaben har skuffet de Forventninger, man havde stillet til den, ja, at man endog har talt om »Videnskabens Bankerot«. De Fakta, til hvilke den saakaldte Nyvitalisme støtter sig, vare i Hovedsagen allerede kendte tidligere og fremhævede af kritiske Forskere. Mænd som Lotze og Virchow, Littré og Claude Bernard, der alle hævdede, at kun Fysikens og Kemiens Metoder kunde føre til Indsigt i Livsfænomenernes Love, mente dog ingenlunde, at Livets inderste Natur fuldstændigt kunde forstaas ud fra disse Love alene. De betragtede Livet som et Faktum og saa det som Biologiens Opgave at undersøge de enkelte Led i den faktisk forløbende Livsproces. Anledningen til Nyvitalismens Fremtræden kan kun søges i, at mange Dele af Livsprocessen have vist sig at være endnu mere indviklede, end man paa Forhaand havde trot. Der er især tre Punkter, der træde i Forgrunden for Nyvitalismen.
1) Selv om der ved hver enkelt Overgang i Livsprocessen kun skete saadanne Stof- og Kraftomsætninger, som kunde forklares efter kemiske og fysiske Love, saa vilde dog den Kendsgerning staa tilbage, at de kemiske og fysiske Processer under Væksten og Ernæringen forløbe i bestemte Retninger. Dette er saa meget des mere iøjnefaldende, som Væksten foregaar sporadisk, ud fra forskellige Punkter, saa at Sammenslutningen til en Helhedsform først sker efterhaanden. Skulde det da ikke være berettiget at tale om en Formdrift (nisus formativus)?
2) Ved Optagelsen af Næringsstof i Cellerne øves der et Valg. Hverken Kvantiteten eller Kvaliteten af det, der optages kan forklares ad rent kemisk eller fysisk Vej. Cellerne synes her at optræde som smaa Væsener, hvis Trang og Ønske bestemme deres Forhold til Omverdenen. Flere Nyvitalister personificere derfor Cellerne, ligesom de klassiske Vitalister personificerede hele Organismen. Da vi kun fra os selv kende, hvad Trang og Ønske er, har en af de ivrigste Nyvitalister, Bunge, endog udtalt, at Psykologien egentligt her burde komme Fysiologien til Hjælp.
3) Det organiske Væv adskiller sig fra Krystallen ved, at dets Molekuler aldrig komme i fuldstændig Ligevægt, saalænge Livet varer. Det at kunne dø er derfor et Kendemærke paa det Levende. —
Utvivlsomt er det, at Opmærksomheden overfor disse Punkter er bleven skærpet i de senere Aar. Tvivlsomt er det derimod, om der derved virkeligt er kommet et nyt Stadium frem i den gamle rytmiske Proces, saa at Navnet Nyvitalisme kunde være berettiget. Hvor vidt man vil strække Navnet, kan i hvert Tilfælde være tvivlsomt. Forskere som Giulio Fano (La fisiologia come scienza autonoma. Genova 1884) og Hans Driesch (Die Biologie als selbständige Grundwissenschaft. Leipzig 1893), der kun ville hævde Biologiens Selvstændighed over for Kemien og Fysiken, kunne kun uegentligt kaldes Nyvitalister. Derimod passer Navnet paa G. Bunge (Kapitlet »Vitalismus und Mechanismus« i »Lehrbuch der physiologischen und pathologischen Chemie«. Leipzig 1887), der næsten fornyer Stahls Animisme. Fra indbyrdes meget forskellige Standpunkter have Haeckel, Verworn og Rindfleisch udtalt sig i lignende Retning[2].
Det vil have sin Interesse at sammenligne Nyvitalismen
med den klassiske Vitalisme for at se, om den, som Nogle
(f. Eks. Mosso i sin Afhandling »Materialismo e Misticismo«
i Nuova Anthologia 1. Decbr. 1895) mene, er Tegn paa en
Tilbagegang, eller om der i Forhold til tidligere, mere eller
mindre beslægtede Retninger kan paavises Forskelle, der
tyde paa Fremgang. En saadan Sammenligning kan føres
tilbage til tre Hovedpuukter.
1) Den klassiske Vitalisme mener, at der ved Antagelsen af en »Livskraft« er naaet en afsluttende, positiv Forklaring. Men for de mest kritiske Forskere, som Nyvitalismen tager til Indtægt, gælder det blot at hævde, at Biologien har sit selvstændige Erfaringsgrundlag og er Andet og Mere end et Indbegreb af fysiske og kemiske Deduktioner. For saa vidt der tales om en Livskraft, betyder dette Ord et x, en uopløst Rest, og staar som Udtryk for de sammensatte Forhold, under hvilke de almindelige Naturlove finde Anvendelse paa det organiske Omraade.
2) Den klassiske Vitalisme blev af Claude Bernard kaldt »en Lære, der gør doven« (une doctrine paresseuse). I sin Tillid til Livskraften ringeagtede den eksakte Undersøgelser af de enkelte Forhold. Barthez mente f. Eks. at det var unødvendigt og urimeligt at søge et anatomisk Grundlag for Sammenhængen mellem sensoriske og motoriske Funktioner; Livskraftens Enhed var tilstrækkelig Forklaring af denne Sammenhæng. Han afviste altsaa paa Forhaand Undersøgelser som dem, der senere førte Charles Bell til hans Opdagelse af Forskellen mellem sensoriske og motoriske Nerver. (Se Barthez: Nouveaux Elements. p. 142—153; 207 f.)[3]. Nyvitalismen derimod fastholder — trods sin Tilbøjelighed til psykologiske Analogier — at den eneste Metode, der faktisk kan være Tale om at anvende i Biologien, er den, som den mekaniske Opfattelse har proklameret. Den anser Livsproblemet for mere indviklet, end den klassiske Vitalisme gjorde.
3) Den mest iøjnefaldende Forskel mellem Nyvitalismen og den klassiske Vitalisme bestaar i, at Livskraften ikke eller ikke blot tillægges organismen som Helhed, men Cellerne, Organismens Elementer. I Stedet for en Genius, der leder Organismens Liv som Helhed, er man nu tilbøjelig til at antage en Art Cellegenier, som afgør hvad og hvor meget der skal optages fra det indre Medium. Bunge udtaler ligefrem: »Wir übertragen das aus dem eigenen Bewusstsein geschöpfte auf die Objecte unserer Sinneswahrnehmung, auf die Organe, auf die Gewebselemente, auf jede kleine Zelle.« Det betegner utvivlsomt et Fremskridt, at man bruger Kraftbegrebet om de enkelte Samvirkende Elementer, i Stedet for en bloc om hele Organismen. Problemet er blevet mere lokaliseret; Gaaderne ere lagte længere tilbage. Ganske vist staar saa det store Problem tilbage, hvorledes de mange Cellers Liv forbindes til Organismens samlede Liv, og det var især dette, der vakte den Forandring. hvis teoretiske Udtryk den gamle Vitalisme var. Nyvitalismen er ogsaa Udtryk for en Forandring, men især for den, der vækkes ved det Hemmelighedsfulde i de Processer, der gaa for sig i Organismens mindste Dele. Man havde ikke ventet, at Livets Problem skulde komme igen ved de Elementer, i hvilke man mente at have opløst Livshelheden. —
Forskellen mellem Nyvitalismen og den klassiske Vitalisme er saa stor, at det egentligt er uberettiget at sige, at det er en og samme Opfattelse, der er kommen igen. Med Hensyn til det, der videnskabeligt paastaas, og til den Metode, der faktisk anvendes, er der egentligt i Forhold til den nærmest forudgaaende Periode i Biologiens Historie ingen Forandring sket. Al Tale om Tilbageskridt (Mosso) eller Bankerot (Brunetière) er derfor uberettiget, og selve Navnet Nyvitalisme burde helst undgaas.
Til Slutning vil det være af Interesse at fremhæve
Analogien mellem det Problem, der gør Biologien til Andet og
Mere end anvendt Kemi og Fysik, og en hel Række andre
Problemer, der alle bero paa Modsætningen mellem det
Rationelle og det Empiriske, eller — som man ogsaa kan udtrykke
det — mellem det Formale og det Reale i vor Erkendelse. Jo
mere rationel og formal vor Viden er, des mere kan den
bevæge sig frem gennem Definitioner og Deduktioner, saaledes
at enhver Overgang foregaar med anskuelig Nødvendighed.
Den empiriske eller reale Viden maa derimod ofte stanse ved
Fakta, der vel kunne beskrives og analyseres, men ikke defineres
og udledes af andre Fakta. Et saadant Faktum er Livet, og
derfor hører Biologien, og vil maaske altid komme til at høre, til den empiriske Viden. Det var ikke blot Stahl, der i sin
Tid savnede en Definition af hvad Livet er (et Savn, han dog
selv troede at kunne afhjælpe); det er ogsaa i vore Dage (af
Lotze og af Littré, af Bernard og af Fano) blevet udtalt, at en
saadan Definition ikke er funden. Men Livet staar i denne
Henseende ikke alene. Paa en hel Række Punkter afløses
den rationelle Kontinuitet i vor Viden af empiriske Data, der
foreløbigt staa som uopløselige. Det er Kurrer, eller maaske
endog Knuder paa Traaden.
1) Lad os tænke os, at den Sætning, at al Forandring er Bevægelse, fuldstændigt kunde gennemføres, og at den mekaniske Naturopfattelses Ideal for saa vidt kunde virkeliggøres. De empiriske Kurrer eller Knuder paa Traaden vilde derfor ikke mangle. Paa ethvert Punkt — hvor langt vi end gaa tilbage — vilde Bevægelsen dog optræde med en vis given Retning og en vis given Hastighed, og de ydre Aarsager, som ændre denne Retning og denne Hastighed, vilde virke fra visse bestemte Steder og i visse bestemte Grader og Retninger. — Den Sum af Energi, som anvendes ved Bevægelsen og ved de Aarsager, der ændre den, er desuden af en bestemt given Størrelse, og dens Fordeling paa de enkelte virkende Elementer kan ogsaa kun kendes empirisk.
2) Nu optræder tillige Energien i kvalitativt forskellige Former, og ligeledes have de virkende Elementer deres kvalitative Ejendommeligheder. Selv om der i Følge Loven om Energiens og Stoffets Bestaaen stedse kan paavises Ækvivalenter ved enhver Omsætning fra en Energiform til en anden og ved ethvert Stofskifte, saa opstaar der tillige ved disse Omsætninger nye Egenskaber, der ikke kunne udledes af de forudgaaende Betingelser, men rent empirisk knyttes til dem.
3) Paa det organiske Omraade bliver indbegrebet af empiriske Elementer endnu større og mere udpræget. Det er Opmærksomheden for disse Elementer, der ofte medfører en fornyet Tilbøjelighed til vitalistiske Anskuelser. Som saadanne Elementer have vi i det Foregaaende omtalt Vækstretning og Struktur, kvalitativt og kvantitativt Valg ved Cellernes Stofskifte og Bevarelsen af den ustadige Ligevægt.
4) Hvis vi tage det psykologiske Omraade med, staa Bevidsthedsfænomenerne — lige fra den mest elementære Fornemmelse til de højeste Tanker, Følelser og Viljesakter — som et empirisk Givet, der ikke kan udledes af de materielle Forudsætninger. Psykologien er i endnu højere Grad end de andre Dele af Biologien en rent deskriptiv Videnskab. Og indenfor Psykologien kommer der saa igen nye kvalitative Forskelle og Omsætninger frem, hvor det samme Problem paany stiller sig.
Det er klart, at hvis man paa alle de Punkter, hvor det Empiriske, Kvalitative og Individuelle stiller den rationelle Kontinuitet, vor Erkendelse tilstræber, paa Prøve, vilde antage nye selvstændige og oprindelige »Kræfter«, vilde man bedrage sig selv. De Grænser, vi saaledes stadigt støde paa, ere stedse tillige at betragte som nyt Stof, der stiller nye Opgaver. Det er Tilværelsens Rigdom og Dybde, der frembringer disse Kurrer og Knuder paa Traaden og derved nødvendiggør en stadig Vekselvirking mellem Erfaring og Tænkning, Induktion og Deduktion, Analyse og Syntese, — denne Dobbelthed i Metoden, som Goethe har sammenlignet med Forholdet mellem Indaanding og Udaanding. Kampen mellem Mekanisme og »Vitalisme« er, ret forstaaet, en Kamp mellem to Tendenser, mellem hvilke der i Grunden ingen Modsætning kan være. Vi vilde ikke være fuldkomnere Væsener, om vi kunde aande ud uden at aande ind. Hin Dobbelthed gør baade Livet og Tanken rigere.
- ↑ Et Foredrag, holdt i Biologisk Forening 27. Januar 1898.
- ↑ Paa den betydningsfulde Forskel mellem de Opfattelser, der ofte under Et betegnes som Nyvitalisme, har allerede Felice Tocco gjort opmærksom i sin Afhandling „Le disfatte della scienza“ (Nuova Anthologia. 1. Marzo 1896).
- ↑ Dette Punkt har allerede Louis Peisse fremdraget i sin Kritik af Montpellierskolen. (La Médicine et les Medecins. Paris 1857. I. p. 291—293).