Om Indskriften paa det i Sönder-Jylland 1734 fundne Guldhorn

by P. A. Munch

OM INDSKRIFTEN PAA DET I SÖNDER-JYLLAND 1734 FUNDNE GULDHORN; af P. A. Munch.

Uagtet denne Indskrift efter saa mange forskjellige, mere eller mindre urimelige, Forsög nu vistnok maa ansees for at være i det Hele taget fyldestgjörende læst af J. H. Bredsdorff i Memoires des Antiquaires du Nord for 1836–39, p. 159–162, torde dog fölgende Linjer ei ansees overflödige, deels fordi de indeholde en berigtigende Modification, som i og for sig med större Evidens lægger for Dagen, at den her anvendte Fortolkningsmaade maa være den ene rette; deels fordi det Resultat, hvortil Bredsdorff er kommen med Hensyn til Sproget, hvori Indskriften er forfattet, neppe kan bestaa for en nöiere grammatisk-lingvistisk Granskning af Indskriften i dens Enkeltheder, hvilken tvertimod bringer andre, og det höist mærkelige og for Mange tildeels uventede Resultater for Dagen.

Bredsdorff har upaatvivlelig slaaet ind paa den rigtigste Vei til Hornindskriftens Fortolkning, naar han som Nögle til Læsningen anvender det Runealfabet, der findes paa den i Skaane fundne, og nu i det stockholmske kongelige Antiqvitetsarkiv opbevarede Guldbracteat, nöiagtigen afbildet paa Tab. XIII i det „kgl. danske Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske Afhandlinger”, 6te Deel, 1841. Ethvert af Bogstaverne i Indskriften gjenkjendes nemlig, ubetydelige Modificationer fraregnede, ogsaa i Bracteatens Alfabet. Dette maae vi derfor her, inden vi skride til Indskriftens Fortolkning, underkaste en nöiere Granskning. Finn Magnusens Undersögelse af samme Alfabet i hans i nysnævnte Værk indförte Afhandling om Runamo-Indskriften, S. 620–633, er os her til megen Hjælp og Veiledning, om vi end i enkelte Stykker ei kunne være enige med denne lærde Forfatter, ligesaalidt som i hans Forklaring af Guldhorn-Indskriften sammesteds Side 396–419. Vi gaae nemlig, saavel i Forklaringen af Bracteat-Alfabetet, som af Horn-Indskriften, ud fra den Forudsætning, at den simpleste, og med tidligere vundne, sikkre Erfaringer stemmende Fortolkningsmaade ogsaa er den rigtigste. Ligesom vi derfor med Hensyn til Bracteatalfabetet ansee det som det rimeligste og naturligste, at Bogstavfigurernes Betydning og Orden her er den samme, som i andre lignende, tilstrækkeligen bekjendte, Runealfabeter, saaledes antage vi med Hensyn til Indskriften selv, at en Fortolkningsmaade, hvorved ethvert oftere forekommende Bogstav beholder den engang for dette antagne Betydning, medens den af denne Bogstavværdi betingede Læsning frembringer en simpel og med Hensyn til de formodede Omstændigheder ved Indgravningen rimelig Mening, i et allerede nöie kjendt og grammatisk behandlet Sprog, ubetinget er at foretrække for en anden, der, medens den tillægger eet og samme Bogstav forskjellige Værdier, dog kun frembringer en tvungen og saaatsige psychologisk umulig Mening i et problematisk, idetmindste hidtil ubekjendt, Sprog.

Bracteaten har, som saamange andre af samme Slags, det bekjendte Præg: et monströst Menneskehoved paa et Fabeldyr, og mod Menneskehovedet en Fugl, svævende i Luften. Paa Menneskehovedet sees en stor og uformelig hjelmlignende Prydelse^[1]. Omkring dette Billede, i Randen af Mynten, staar Legenden, der, foruden det omtalte Runealfabet, indeholder 8 andre ellers i samme Alfabet forekommende Bogstaver. Runetegnene ere bagvendte, eller maa læses fra Höire til Venstre, rimeligvis fordi det ei er faldet Graveuren ind, at han, forat de paa Mynten skulde faae det rette Udseende, maatte skære dem bagvendte i Stemplet. Omkring den hele Mynt er en Indfatning af snoet Arbeide anbragt, og lige over Hovedet en Ösken, tilnaglet ved en trekantet, med 3 buleformige Forziringer prydet Plade, der skjuler lidt af Hjelmbusken og en Deel af Rand-Indskriften, dog neppe mere end eet heelt Bogstav og lidt af de tvende andre paa begge Sider af dette. Saaledes sees af Alfabetets næstsidste Bogstav, der, som det nedenfor vises, maa have været ᛟ, kun det nedre Kors ᚷ; det sidste Bogstav er aldeles skjult; af det förste blandt de 8 tilföiede Bogstaver sees og kun en Deel. Alfabetets 1ste Bogstav eller ᚠ staar lige ud for Fuglens Hale. Berigtiger man Graveurens Feil, ved at vende Indskriften til den rette Side, faar man, naar man begynder med ᚠ

Wikisource: Billede mangler.

Her er den ved Öskenpladens Overgriben opstaaede Lacune antydet med Punkter.

Alfabetet selv er ved tvende Interpunctioner, af Form som et Kolon, inddeelt i tre Grupper, af hvilke de to förste indeholder hver 8, den sidste 7 Bogstaver, eller, hvis man antager at et Bogstav er skjult af Pladen, ligeledes 8. De tilföiede 8 Bogstaver ere adskilte fra Alfabetet ved et enkelt Punkt, og rimeligvis har en lignende Adskillelse været anbragt foran dem, bag efter Alfabetets sidste, skjulte Bogstav. Interpunctionen, som saaledes rimeligvis har inddeelt den hele Legende i fire Dele, hver paa 8 Bogstaver, deler det egentlige Alfabet i de bekjendte, sædvanlige Rækker, der i nordiske Runealfabeter kaldes Freys Ætt, eller den med F begyndende Række, Hagls Ætt, den med H begyndende Række, og Tyrs Ætt eller den med T begyndende Række. Præsumtionen maa derfor ogsaa være for, at Bogstaverne her ikke ere ordnede paa nogen fra den i de ellers bekjendte lignende Runealfabeter herskende Orden afvigende Maade. Sammenligner man Alfabetet med Afbildninger af andre lignende, af hvilke de fleste findes i Hickes's angelsaxiske Grammatik og end flere i Wilhelm Grimms Skrift „Über Deutsche Runen“, saa vil man finde, at disse iagttage samme Inddeling, om de end ikke tydelig betegne Grupperingen. Efter F fölge 7, derpaa H og andre 7, endelig T og atter 7; den sidste af disse er D, og med denne slutter aabenbart den oprindelige Række, thi de övrige, hvis Antal paa de forskjellige Alfabeter varierer mellem 4 og 10, vise sig tydeligt at være deels Modificationer af de foregaaende, deels Sammensætninger. I Bracteat-Alfabetet gjenkjender man endvidere uden Vanskelighed de fleste Bogstaver i hine, nöiagtigt paa samme Plads; deraf kan man vel med Sikkerhed slutte, at de mindre let gjenkjendelige ogsaa have samme Betydning, som de paa den tilsvarende Plads i de bekjendte Alfabeter, saamegetmere som Afvigelsen i det Hele taget maa ansees for ubetydelig og let kan forklares. Det er især det hos Hickes p. 135, og ligeledes hos W. Grimm Tab. III, Fig. I afbildede Alfabet, som her frem byder de fleste Overensstemmelser. Allerede Rask (see Finn Magnusens Afhandling S. 623) erkjendte, at Ordenen af Bogstaverne i Bracteatalfabetet stemmede overeens med Runerækken hos Hickes paa S. 135 og 136 af dennes gotiske Grammatik samt paa Tab. 6 ved S. 4 af Sammes islandske Grammatik, hvorved der dog, som han siger, maa indrömmes Afændring i enkelteTegn efter forskjellige Tider og Steder”. Rask troede ligeledes (S.632) at Alfabetet i Alt indeholdt 24 Bogstaver, og at det sidste, Tegnet for D, var blevet udslettet eller skjult, dog meente han, at de övrige 8 paa den anden Side af Öskenen kunde være de ovenfor omtalte Tillægsruner, en Gisning, som ellers nok kun hidrörte fra hans Mistillid til Sjögrens upaalidelige Tegning, hvilken han benyttede. Hvis han havde haft den fortrinlige Afbildning, vi nu besidde, vilde han ei kunne have fremsat nogen saadan Gisning, thi Trækkene af de sidste Bogstaver ere, ligesaavel som af de övrige, bestemte og umiskjendelige.

Tage vi Bracteatens Bogstaver, een for een, for os, faae vi fölgende Resultat:

• ᚠ, ᚢ, ᚦ, ere gjenkjendelige som F, U, Þ.
• ᚨ kan baade være A, Å og O; den forekommer imidlertid i andre Indskrifter med lignende Alfabeter oftest som A, noget som især i Angelsaxisk er naturligt, da A og O her i mange Tilfælde svæve over i hinanden, s. man og mon, lang og long. Da Alfabetet ellers vilde savne A, et af de mest væsentlige Bogstaver, maae vi antage det for ogsaa her at skulle betegne dette.
• ᚲ, det latinske C, staar paa samme Plads, som de andre Alfabeters ᚳ, d. e. K, og maa derfor antages for dette Bogstav, især da det ogsaa findes brugt som K i andre Runeindskrifter, see Magnusen om Ruthwell-Obelisken i Annaler for Nord. Oldkynd, 1836-1837, S. 257. I Horn-Indskriften forekommer Tegnet mere vinkelformigt, som ᚲ.
• ᚷ er det sædvanlige Tegn i Alfabeterne for G.
• ᚹ ligner meget ᚦ, kun at Böilen er anbragt noget længer oppe. Da Tegnet findes paa samme Sted, som i de övrige Alfabeter ᚹ eller Ƿ (ɔ: det angelsaxiske V), kan man ei tvivle paa at det skal forestille dette. Magnusen (l. c. p. 628) tvivler rigtignok derpaa, men hans Tvivl, som næsten ene grunder sig paa at Tegnet ᚹ efter hans Formening findes senere i Alfabetet, maa bortfalde, naar man seer hen til, at det Bogstav, hvortil han sigter, har Böilen til den modsatte Side. Forresten har Bogstavet V paa Hornet, hvor det tvende Gange forekommer, en tydeligere, og aldeles umiskjendelig Form: ᚹ.
• ᚺ, ᚾ, ᛁ, gjenkjendes som H, N, I. De to förste skrives paa Hornet 1 Gang ᚺ, 2 Gange ᚺ og ᚾ.
• ᚹ er den nysnævnte Figur, som Finn Magnusen har antaget for V, men den maatte isaafald have Böilen til den modsatte Side. Da Bogstavet findes aldeles paa samme Plads, som ᛄ, geár, i de af Hickes meddeelte Alfabeter, i de st. galliske og i det isidorske (see W. Grimm Tab. II & III), kan man neppe antage det for noget andet, kun skrevet paa den Maade at Böilen er anbragt höiere oppe, og til Venstre (Höire) istedetfor paa Midten. Spörgsmaalet om Bogstavets Betydning er imidlertid med Hensyn til Hornindskriften, hvor det ei forekommer, uden Interesse.
• ᛇ, kaldes i Alfabeterne eoh, synes ligeledes at have betegnet etslags I, maaskee det brudte eller mere aabne. Forekommer heller ikke paa Hornet.
• ? betegner her aabenbart P, der ellers skrives ᛈ; Modificationen er kun ubetydelig.
• ᛉ staar paa samme Plads som simpelt Y i Alfabeterne. Bogstavet kaldes sædvanligvis eolhx, og forklares som X; dette skulde man ogsaa formode her, efterdi det sædvanlige Tegn for M senere findes paa den Plads, hvor det ellers sees i angelsaxiske Alfabeter. I Hornindskriften forekommer imidlertid ᛉ to Gange, og begge Gange saaledes, at det umuligt kan læses som X, men derimod som M, hvilket Bogstav det i nordiske Alfabeter stedse betegner. Skulde ᛉ i Bracteatalfabetet ogsaa betegne M, maatte Forskjellen mellem dette og det senere forekomnende ᛗ være den, at det förste, hvad Bredsdorff ogsaa mener, er final-M, det andet M inde i Ordet, ligesom man i nordiske Runer finder ᛦ som final-ʀ, ᚱ som det sædvanlige. Hvo veed, om ikke ᛉ i sædvanlige angelsaxiske Indskrifter ogsaa har denne Betydning? Navnet eolhx (Siv) kan her ei komme synderlig i Betragtning. I Alfabetet hos Hickes pag. 136 henföres Navnet iolx (eolhx) desuden til Figuren ᛦ, den 7de af Tillægsbogstaverne, som betegner final-ʀ.
• ᛊ, paa Horn-Indskriften ᛊ, er en Modification af ᛋ, S, og nærmer sig kun noget mere det latinske S.
• ᛏ, ᛒ, ᛖ, gjenkjendes som T, B, E; om den lille Ring mellem Benene af Bogstavet ᛖ er tilfældig, eller en med Plan tilsat Forziring, er uvist.
• ᛗ, ᛚ er M og L.
• ᛜ indtager samme Plads, som hos Hickes ᛝ, ing. ɔ: Ng, eller Gutturalklassens Nasal-Lyd, forholdende sig til K som M til P og N til T. Bogstavet er egentlig sammensat af to over hinanden satte ᚷ ɔ: G, og svarer saaledes til den Betegningsmaade, der hyppigst forekommer hos Vulfila, nemlig gg (som bekjendt er ogsaa h hyppig i denne Betydning, f. Ex. hahan f. hangan, huhrus f. hungrus). ᛜ er maaskee enten et ᛝ med afrevne Yderspidser, eller en Sammensætning af tvende vinkelformige ᚲ (k); Figuren ᛃ paa Hornet, der umiskjendelig svarer til ᛜ, endog saaledes at det staar noget oppe i Linjen, synes virkelig at betegne en Sammensætning som den sidstnævnte. Lyden betegnes i de bedste nordiske Rune-indskrifter alene med Tegnet for G eller K: ᚴ.
• ᛟ er defect, da den överste, her puncterede Deel, er borttagen ved Öskenpladen. At Bogstaven er ᛟ, O, viser Pladsen ved Sammenligning med Alfabetet hos Hickes.
• Paa det Sted, hvor Alfabetets 24de Bogstav ifölge det Foranförte maaskee er skjult eller borttaget, skulde man ifölge Alfabetet hos Hickes vente ᛞ ɔ: D. Da dette Bogstav udgjör en integrerende Deel af det angelsaxiske eller tydske Runealfabet, kan man heller ikke her antage at det fra först af skulde være udeladt. Der er netop Plads til et saadant Bogstav med et Tegn bagefter, og vi supplere derfor Rækken paa denne Maade.

Alfabetet bliver altsaa, sammenholdt med de paa Hornindskriften forekommende Bogstaver, fölgende:

ᚠ

ᚢ

ᚦ

ᚨ

ᚱ

c(ᚲ)

ᚷ

ᚹ(ᚹ)

᛬

ᚺ(ᚺ)

ᚾ(ᚾ)

ᛁ

ᚹ

ᛇ

ᚱ

ᛉ

(ᛉ)

ᛋ(ᛊ)

ᛏ

ᛒ

ᛖ

ᛗ

ᛚ

ᛜ(ᛃ)

ᛟ

ᛞ

f

u

þ

a

r

k

g

v

h

n

i

j

ĭ

p

m

(fin.)

s

t

b

e

m

l

ng

o

d.

At Hornet har ᛖ for brudt i (ᛇ) og ᛟ for brudt u, skal siden vises.

Vi have nu tilbage Bogstaverne ᛚᚢᚹᚨᛏᚢᚹᚨ, hvilke Finn Magnusen forklarer med lýð á (eg. hlýð á), þýð á ɔ: „Lyt til! Tyd paa!” Imod denne Forklaring indvende vi först og fremst, at man i hine ældgamle Tider, da Sproget maa have været udtalt saameget skarpere og bestemtere end i Middelalderen, som det i denne udtaltes skarpere og bestemtere end senere hen, neppe vilde have skrevet lýð istedetfor hlýð, ɔ: udelade Aspirationen; endmindre skrevet týð istedetfor þýð, altsaa T istedetfor Þ, en Forvexling, der her i Norden först indtraf i det 15de Aarhundrede, og blandt Angelsaxerne aldrig. Betragter man dernæst det 3die og 7de Bogstav noget nærmere, vil man finde, at Böilen ei staar midtpaa, men höit oppe, med andre Ord, at de ei ere ᚦ, Þ, men ᚹ ɔ: V. Endvidere er det Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/343 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/344 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/345 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/346 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/347 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/348 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/349 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/350 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/351 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/352 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/353 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/354 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/355 Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/356 tager man derhos Hensyn til de i Syden, fornemmelig gjennem Plinius og Ptolemæos, udbredte og herskende Forestillinger om den cimbriske Halvöes og de skandiske Öers östligere Beliggenhed, og hele dette Halvö- og Ö-Systems mere i Öst og Vest langstrakte Form^[2]: saa bliver den Slutning temmelig naturlig, at de af Jornandes omtalte Gepid-Öer ingen andre ere end de danske Lande östenfor Storebelt, de samme, som vi ovenfor have kaldet de egentlige gotiske, og som i K. Eriks Krönike kaldtes Withe-sleth. Endog den hos Jornandes forekommende Benævnelse „Vidivarier“ om de senere Beboere af de samme Öer tyder hen herpaa; thi han, som levede i det 6te Aarhundrede, da nordiske Folkeslag allerede herskede i Danmark, kan let have hört noget om deres Modification og Forkortning af Navnet, som snart skal omtales, og overfört det paa Landets senere Herrer. Eygotland, Withesleth og Gibidaujôs bliver saaledes eenstydigt, hvilket passer særdeles vel med at Jörmunrek, Östgoternes Konge, i Travellers Song (Kemble S. 227, Thorpe S. 319) kaldes Hrèðcyning ɔ: Reidgoternes Konge. Sagnet, som Jornandes meddeler, bliver altsaa kun dette, at ved Goternes almindelige Fordrivelse og Flytning fra de nordligere Egne, bleve de danske Öers Beboere, Gepiderne, længere tilbage, eller maaskee rettere, at paa den Tid, da Goter beboede begge Sider af Östersöen, boede Öst- og Vest goter söndenfor denne, i det egentlige Reiðgotland, Ge piderne paa de danske Oer, Eygotland. Betragter man nu nærmere Navnet Gibidós, og undersöger, hvilken old nordisk Form efter de conseqvente Overgangsforhold skulde være den tilsvarende, bliver det Giviðar, Givibar, hvilket enten sammendraget Gviðar, let kunde blive til Viðar, (da gv ei vel taales i Oldnordisk, men let kan gaae over til v, og omvendt), det samme Navn der forekommer i Withesleth, eller omdannet til Gyðar, Gybar, ligesom Björgym af Björgvin, minder om Ptolemæos's Gythones, hvilke han, skjönt han nævner Gutæ blandt det egentlige Scandia's Beboere, dog senere (l. III, c. 5) omtaler som allerede bosatte ved Weichselen, nærmest Venederne. Withesleth og Gibidaujôs blive saaledes endog i selve Navnet eenstydige, og at den samme Contraction af Ge pidernes eller Nordgoternes Navn forekommer overalt i Norden, hvor Goter have boet, er altsaa aldeles i sin Orden. Derfor kaldtes ogsaa Jylland, som vi ovenfor have seet, Vidland (annalista Sax. ad ann. 952^[3]), endog i et Diplom fra 14de Aarhundrede (Westphalen script. rerum German. T. III p. 362), ja som en Fordrejelse af dette Navn maa ogsaa, hvad Werlauff sindrigt har vist i sit lærde Skrift. „Forsög til at oplyse og forklare Procops Efterretninger om de nordiske Lande“, dennes Britia ansees. Ogsaa Ottar Helgelænder omtaler Vitland ved Weichselen, grændsende til Veonodland eller Wenden^[4].


Er altsaa Indskriftens og hele Folkets gotiske, og specielt taget, nordgotiske eller gepidiske Nationalitet lagt for Dagen, bliver det en let Sag at forklare Navnet Tuva. Efter den gotiske Grammatik svarer Substantivformen paa -a ganske til de Oldnordiske paa -i, saaledes hana til hani. „Tuva“ svarer saaledes til Tuvi eller Tufi, et Mandsnavn, der ofte forekommer især paa danske Runestene (see Thorsens Beskrivelse og Forklaring af den söndervissingske Runesteen S. 13, 14); i Sagaerne som Tofi, men sjelden om andre end Folk fra Danmark eller Sydsverige, netop Egne, hvor Goterne have boet, og hvor altsaa dette gotiske Navn, som maaskee flere udelukkende danske eller svenske, har holdt sig. Navnet skulde efter Vulfilas Orthographi skrives Tuba; det er saaledes conseqvent gepidisk, at der her staar Tufa. Til Mandsnavnet Tufi, Tofi, svarer Kvindenavnet Tufa (Tofa), der forekommer paa den söndervissingske Runesteen, og er historisk bekjendt som Tovelilles Navn.




Sammenfatte vi nu altsaa i Korthed Resultaterne af de foregaaende Undersögelser, saa blive de disse:

1. At Hornindskriften er reengotisk, tildeels fra et ældre Stadium end den hos os gjennem Vulfilas Bibeloversættelse bekjendte Sprogform; den er rimeligvis fra det 1ste eller 2det Aarhundrede efter Christus, og charakteristisk derved at den udtrykker baade aabent i og ai ved e, aabent u og au ved o, samt det indlydende b ved v.
2. At den saavelsom Alfabetet er affattet etsteds i det östlige Danmark eller Eygotland, og nærmest er at henföre til den gepidiske Green af Goterne.
3. At Vitherne eller Indbyggerne af Withesleth ere identiske med Gepiderne, Eygotland med Gibidánjôs.
4. At Gepiderne eller Goterne i Danmark i 1ste og 2det Aarhundrede efter Christus, og rimeligviis fra deres förste Fremtræden i disse Egne, vare i Besiddelse af fuldstændig Jærnkultur.

1. Af dette Bracteatpræg har Prof. C. A. Holmboe givet en interessant og, som det synes os, fyldestgjörende Forklaring i Tidsskriftet Urda, 2det Bind, Bergen 1837, S. 75–78.
2. See Ptolemæos II cap. 11 (i Wilbergs og Grashofs Udg. cap. 10) i den latinske Oversættelse: Super cimbricam chersonesum aliæ tres insulæ, quæ Alociæ dicuntur; — orientem versus a chersoneso quattuor, quæ dicuntur Scandiæ, tres minores —, una vero maxima et maxime orientem versus ad ostia Vistulæ fluvii. Derfor afbildes og paa de efter Ptolemæos’ Angivelse forfattede Karter den jydske Halvö som strygende næsten i Vest og Öst. Man maa ei glemme, at Ptolemæos var de fölgende Aarhundreders, ja næsten hele Middelalderens, geographiske Orakel, saaat Jornandes neppe har vidst andet, end at de danske Öer laae lige i Weichsel-mundingen. I de alokiske Öer, hvorved vi ei kunne undlade at tænke paa den i det ældgamle angliske Slægtsregister i Chron. Sax. (Ingrams Udg. p. 23) forekommende Aloc, gjenkjende vi Fyen med omliggende Öer, i de skandiske Öerne östenfor Beltet.
3. Den nye Udg. af Ann. Sax. i Pertz’s Monumenta har her „Judland“, men neppe rigtigt, da der isaafald burde staa Jutland”.
4. I, „Travellers song“ forekommer en mærkelig Opregnelse af Folkeslag omkring Östersöen, hvorved ogsaa Gefþas (Gepiderne) komme i Vendernes Naboskab, og derved sættes paa samme Plads, hvor Ottar sætter Vitland:

   Ic väs mid Húnum
   and mid Hrèð-gotum,
   mid Svèom and mid Geátum,
   and mid Súð Denum;
   mid Venlum ic väs and mid Värnum
   and mid Vícingum;
   mid Gefþum ic väs and mid Vinedum. o. s. v.
   (Kemble p. 231, Thorpe p. 322).

   d. e. jeg var hos Huner, Reiðgoter, Svear, Gauter, Syd-Daner (ɔ: egentlige Daner), Venler (enten Viniler eller Vandaler), Varner (i de nedre Elb-Egne), Vikinger (?), Gepider, og Vender o. s. v.

   Man kunde fristes til at troe, at Sagnet om Dan og Danp, hvilket Chr. Er. regis sætter i Forbindelse med Withesleth, hentyder paa den förste Occupationstid af Danerne, som dengang endnu ikke havde givet Landet deres Navn.