Obolen
OBOLEN
u skal jeg melde Herren“.
Pigens Blik gled en sidste Gang nysgærrig hen over ham, så åbnede hun Døren ind til Spisestuen og sagde Navnet derind. Raslen af Tallerkner og Knive lød stærkere ud til ham, en kraftig Bas råbte:
„Strax — bed den Herre vente“.
Pigen vendte sig om imod ham, han nikkede: Ja Tak, og Portieren til Entreen gled tøvende i efter hende.
Han blev stående på Gulvtæppet og så gennem Vinduet ud på de forbidragende Pyramidepopler og Skoven, der stod høj og mørk bag ved dem med sin bugtede Kronerand henflydende i uregelmæssige Bølger mod de lavt hængende Skyer. Regnstænk dryssede på Ruden, som overstregedes på kryds og tværs mellem de mørke Gardiner.
Han lyttede til Tallerkenraslen og Familiestemmerne derinde, og en hastig Trækning skælvede over hans Pande — han vendte Blikket hen mod Væggen til højre for Gardinet, hvor der i det svage Lys blinkede et Glasskrin frem af Mørket — hvide Medaljoner lyste ud af sorteviolet Fløjel som Stjærnesølv sået i en Vinternat — Doktorens attiske Kameer — og dér længst nede den med Oldingen, der løfter Foden op i Karons Bådstavn og med skælvende Hånd rækker Færgemanden sin sidste Obol, mens Hermes Psykopompos står ventende rank og alvorlig med Vingestaven over Skuldren bag de to.
Han trådte langsomt et Skridt fremad, med den våde Hat sænket i Hånden, med Blikket fæstet på Kameens svagt udskårne, hvide Flade.
„Min Herre —“
Han vendte sig om og så ind i Doktorens hvælvede Briller med de smilende Pupiller, Piben holdt Distriktslægen gyngende i Hånden, mens lidt blånende Røg sivede ned gennem det gråsprængte Skæg, der struttede ud om de vejrbidte Kinder.
„Kolleger — ikke sandt?“ han rakte en bred, brun Hånd frem.
„Jo, Doktor Carlsen — mit Navn er Bache, Læge på Læsø“.
„Læsø — så—å,“ Doktoren stoppede Piben med sin Tommelfinger, „så er De jo kommet langvejs fra“.
„Ja —“ Bache trykkede Foden ned i Gulvtæppet, „jeg er — og — men —“ han så op, „jeg er også kommet i et særligt Ærinde.“
„Så? nå ja værsgo' sid ned, så kan vi bedre —“
„Ja — men — jeg skal hilse Dem fra Deres Ven, Candidatus philosophiæ Niels Holm,“ han flyttede ikke sine Øjne fra de runde Briller, hans Stemme betonede dvælende langsomt.
„Min — hvad?“ Piben slap forbavset ud af Carlsens Mund, som blev stående åben i Skægget, mens Røgen strømmede ud som Kilden af et Løvegab.
„Fra,“ Bache rynkede Brynene, „Deres Ven, Kandidat Holm, han —“
„Min Ven —“
„Ja, han er død,“ Blikket borede sig ind i Brillerne, Stemmen kom hastig, skarp.
Carlsen satte sig ved Bordet med Pibehovedet i Hånden og de forundrede Briller rettet mod den unge Læge. Der blev en Stunds Tavshed, kun Blæsten susede tungt i de svære Popler og ovre i Skoven — så lød Tallerknernes Raslen, idet de ryddedes ud, og en jublende Barnelatter. Baches Blik veg ikke fra hans Kollega.
Nu rejste Carlsen sig hurtigt og gik hen til ham.
„Hør nu,“ han trykkede ham varsomt ned i Kurvestolen, „lad os nu forstå hinanden, for — om jeg begriber, hvad De taler om.“
„Hvad jeg —“ Bache rykkede tilbage, så Kurvestolen knagede.
„Ja hvad — for, Mand,“ Doktoren stod svær og bred foran ham, „så sandt mit Navn er Jens Carlsen, om jeg aner, hvem den Kandidat Holm er, De siger, De skal bringe mig Hilsen fra.“
Baches Øjne stirrede stift på ham, men de runde Brilleglas lyste ham så uforstående i Møde, at han hurtigt bøjede sig frem over Stolens Arm.
„Nej — men fortæl De mig om ham, hvad er det med den Hilsen, De skal bringe mig fra ham?“
Bache flyttede langsomt Foden frem over Tæppets Tærner, så stammede han, uden at løfte Blikket:
„Han — jeg blev kaldt til ham — han lå for Døden — uhelbredelig — det var altfor sent, jeg blev hentet — men han var — han boede helt alene — uden for Byrum — han,“ han skiftede Stilling, hans magre Fingre famlede nervøst ved Stolearmens Perlekvaster, idet Øjnene flakkede over Tæppet, „ja, det var underligt nok, han havde dog aflagt Besøg hos min Hustru og mig, da vi kom til Øen, men — nej, tiltalende var han ikke — kejtet og — ja, jeg véd ikke, hvori det lå — men — mer end — Medlidenhed kunde vi ikke fatte for ham og — vi var så nylig blevet gift, og vi var glade for hinanden og — og så — så bad vi ham ikke om at komme igen; skønt jeg,“ der foer en hed Rødme hen over den smalle Pande, Hovedet dukkedes dybere, „skønt jeg må tilstå, jeg forstod, at han — gærne vilde komme til os — — men så — så blev jeg altså hentet derud — og så var det, han bad — da jeg sagde ham, at han skulde dø — om jeg vilde bringe Dem, Læge Carlsen i Ho, hans sidste Hilsen — han nævnede Deres Navn, meget nøjagtigt, og angav mig Rejsen herop, han sagde, de havde kendt hinanden i Rusårene — og jeg måtte endelig hilse og takke — jeg så, det var ham meget magtpåliggende — i høj Grad, han blev ved med at bede derom og — ja, oprigtig talt,“ Fingrene knugede Kvasterne, „jeg — jeg fortrød min — vor Uvenlighed — jeg vidste jo, hvor ensomt Mennesket var — —“
Carlsen rørte sig ikke, men inde fra Stuen lød Barnets bortløbende Skridt og glade Råb og Moderens muntre Tyssen — Bache foer sammen og vendte Ansigtet mod Vinduet, Carlsen så det, lagde Piben fra sig og støttede sin Hånd mod hans Knæ:
„Hør nu, Læge Bache, jeg sværger Dem til, jeg er uskyldig, bebrejd mig intet, jeg er så uvidende om den Mand, De dér nævner, som Barnet, der leger derinde — jeg har ikke glemt ham, han var ikke min Ven, og jeg har ikke syndet imod ham ved at lade ham være ene — og — nu, Herre Gud, han var vel Pebersvend, og en sådan, det véd vi, bli'r ensom, når han bliver gammel og sær“.
Baches fugtige Øjne mødte hans: „Men — —“
„Nå ja, fortæl mig mere om ham, det er jo dog muligt, at jeg —“
„Han,“ Bache så mellem Poppelstammerne ud over Vejens sølvagtige Søle der ovre under Skovens sorte Fugt, „han var en gammel cand. phil., levede af en utrolig lille Sum, han havde arvet efter sine Forældre, der var døde fra ham i hans tidligste Barndom og — — levede helt for sig selv — ikke fordi han vilde, nej, det tror jeg slet ikke, jeg tror tværtimod, han havde et ualmindeligt blødt Hjærte, men fordi — ja, fordi han var ikke skikket til at have med Mennesker at gøre — han kedede dem eller ærgrede dem, man fandt ham latterlig eller besværlig, jeg véd ikke hvad — og han kom aldrig igen — han var uden Mod, han havde vist lidt store Nederlag — og fattig var han, han havde været meget i Verden, men det var altsammen gået itu for ham — jeg kendte ham jo næsten slet ikke, men han var en — en fejlslagen — og nu — nu var han kommet der til Øen, for — dér var billigere, og han troede sagtens, at her, hvor Menneskene var få, dér — vilde der måske være Plads for ham, og dér vilde han lettere vinde sig Venner og få Indpas i et Hjem, men — —“
Bache lukkede Øjnene, den halvtåbne Mund skælvede.
„Hør, sagde han slet ikke noget nærmere om mig, noget, jeg kan holde mig til så —“
Den unge Læge slog de slørede Øjne op.
„Jo — jo, han sagde, at De var hans Ven fra Ungdommen af — han var helt stolt over det — og jeg kan ikke nægte, det undrede mig også — at De blandt andet, kan jeg huske, en Dag i Rusauditoriet, da Professoren gennemgik Forholdsloven, havde ladet ham se med i Deres Bog, da han ikke havde fået sin egen med, og siden sagt til ham, at han skulde se op til Dem — — men så,” Stemmen sank pludselig ned i Hvisken, „så da han kom, var det blevet sagt, De ikke var hjemme — —“
Carlsen dampede stærkere, hyllede sig i tætte Røgskyer, mens hans Brilleglas stirrede stift ud for sig.
Der løb en pludselig Gysen gennem Bache, hans Hånd greb krampagtigt om den andens Arm.
„Men Doktor Carlsen, De må dog huske ham — De må dog huske det — hører De, De må, det er da ikke muligt, at det var det eneste, De gav ham, at det var det største Venskab, der var blevet ham vist i Livet!“
„Så — så —“ Carlsen rystede langsomt på det grå Hoved, „det nytter jo ikke, nej, det nytter så sandelig ikke, Mand, jeg kan ikke huske ham — hvordan skulde jeg kunne det — jeg var lige blevet forlovet og havde så mange Venner og —“
Han standsede, og de vexlede et hurtigt Blik, så fløj deres Øjne til Siden, Regnens Prikken på Ruden var standset, Tavsheden i Stuen blev dem knugende tung, og de rejste sig hastigt bægge to.
Bache vendte sig mod Glasskrinet, fra hvis Fløjelsbund Kameerne lyste ham i Møde som en Flok spejdende Øjne.
Carlsens Stemme lød bag ved ham, pludselig febrilsk:
„Men forstår De det — forstår De, hvorfor i al Verden han —“
Bache stirrede på Kameen længst nede i Hjørnet; trods Skumringen skælnede han tydelig det velkendte Relief: Oldingen, der vaklende stiger op i Karons Bådstavn og med skælvende Hånd rækker Færgemanden Livets sidste Obol.
„Den sidste Obol —“ mumlede han tonløst.
„Hvad? hvilket?“ Carlsen trådte et Skridt frem med Piben i Hånden. Bache hævede Hovedet, og idet hans Blik gled hen over Skovkronerne mod Himlens lavt hængende Skyer, sagde han, og hans Stemme blev med Et forunderlig højtidelig:
„Den Obol, Doktor Carlsen, vi alle må række Livet, før det slipper sit Tag i vort Sind — Beviset for, at vi dog ikke har levet vort Liv på Jorden helt forgæves, men dog i det mindste har fæstet Bo i et Menneskehjærte — Obolen, vor sidste Hilsen til vort Liv“.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧