Nu lakker det ad tiden småt

En vise om våren
Klik for at forstørre
Navn	En vise om våren
Forfatter	Chr. Winther, 1843
Komponist	Johan Christian Gebauer, 1845
Ogg	Lyt her

Nu lakker det ad tiden småt,
da jomfru vår vil komme.
Den søvn, som hun i nat har få't,
er sagtens snarlig omme.
Eja, eja! Hvor skønt!
snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Der er hun jo! fra sit closett
hun sagtelig fremtriner,
så bly og rank, så pæn og net,
bag klare sky-gardiner.
Eja, eja! Hvor skønt!
snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Hun lægger begge hænder om
de halvtillukte øjne
og paa de unge bryster, som
i hvide liin sig højne.
Eja, eja! Hvor skønt!
snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Bort kaster hun sin camisol,
mens listigt i det samme
sig nærmer den forlibte sol
i fulde fyr og flamme.
Eja, eja! Hvor skønt!
snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Så tager hun sit styrtebad
i luftens milde strømme.
Lig lette skyer skilles ad
de mørke nattedrømme.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Og når hun så er toet og tør't,
den ranke mø sig klæder
i silkesærk og fløjelsskørt
og stadselig fremtræder.
Eja, eja! Hvor skønt!
snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Men, solen med et rundt gesigt
bag efter hende render.
Han tror nu ret, det er hans pligt
at være hendes tjener.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Og vil hun bruge ham som spejl,
da er han så fornøjet,
skønt stundom - det slår aldrig fejl,
han tårer får i øjet.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Men altfor snart de unge to
man ser ret ømt, fortroligt
at søge ind i skovens bo,
hvor der er tyst og roligt.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Og efter deres favnetag
fremmyldre hele hære,
thi han er stærk, og hun er svag, -
det er, som det skal være.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Så, hvor de gå, nødvendigt må
intriguen vorde røbet,
thi overalt de kjække små
sig vikle ud af svøbet.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Ja, hvor de gå, bag krat og tjørn,
i skovens lune grotter,
der kaste tusind blomsterbørn
de grønne redingotter.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Men alt, hvad der har kraft og liv,
sig glæder ved partiet,
der gives ej en sjæl så stiv,
der findes noget i'et.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Nej, gøgen ler til finkens slag,
og storken halsen bøjer,
og sommerfuglen for og bag
gør tusind pæne løjer.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Kaninen morer sig i krat,
græshoppen lystig vipper,
mildt stjernen i den klare nat
med sine øjne glipper.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Selv glæder sig, skønt gammelklog,
den blege, syge måne.
Alverdens hjerter frydes og
poeterne - de dåne.
Eja, eja! Hvor skønt!
Snart løvet er grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.