Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/8
VIII.
VED RONNEBY AA.
Fredag 1. April.
Hverken Vildgæssene eller Mikkel Ræv havde tænkt sig, de nogensinde mere skulde ses, naar de først havde forladt Skaane. Men nu traf det sig jo saadan, at Vildgæssene kom til at lægge Vejen over Bleking, og der havde Mikkel Ræv ogsaa begivet sig hen. Han havde først opholdt sig i den nordlige Del, og han havde endnu ikke set hverken Herregaardsparke eller Dyrehaver fulde af Raadyr og lækre Raakalve. Han var saa misfornøjet som vel muligt.
En Eftermiddag, da Mikkel strejfede om i en ensom Skovegn ikke langt fra Ronneby Aa, saa han en Flok Vildgæs drage gennem Luften. Han lagde straks Mærke til, at den ene af Gæssene var hvid, og da vidste han jo, hvem han havde at gøre med.
Mikkel gav sig straks til at jage efter Gæssene, ligesaa meget af Lyst til at faa et godt Maalid Mad som for at hævne sig paa dem for al den Skade, de havde gjort ham. Han saa, at de drog imod Øst, til de kom til Ronneby Aa. Derpaa skiftede de Retning og fulgte Aaen sydpaa. Han forstod, at de vilde se at finde en Soveplads ved Bredden af Aaen, og han tænkte, at han vel nok kunde snappe et Par Stykker af dem uden synderlig Vanskelighed.
Men da Mikkel omsider fik Øje paa det Sted, hvor Gæssene var slaaet ned, saa han nok, at de havde valgt en Plads, der var saa godt beskyttet, at han ikke kunde komme til dem.
Ronneby Aa er jo ikke noget stort eller mægtigt Vandløb, men den er alligevel meget kendt for de smukke Bredders Skyld. Paa flere Steder baner den sig Vej mellem stejle Klippevægge, der hæver sig lodret op af Vandet og er helt bevoksede med Kaprifolium og Hæggebær, med Hvidtjørn og Ellebuske, med Rønnebærtræer og Piletræer, og der er ikke meget, der kan være fornøjeligere paa en smuk Sommerdag end at ro ned ad den lille mørke Aa og se op paa alt det bløde Grønne, der hager sig fast i de barske Klippevægge.
Men nu, da Vildgæssene og Mikkel kom til Aaen, var det tidligt Foraar, raakoldt og blæsende, alle Træer stod nøgne, og der var saamænd ingen, der skænkede det en Tanke, om Aabredden var grim eller køn. Vildgæssene priste deres Lykke, at de under saadan en stejl Klippevæg havde opdaget en smal Strimmel Sand, netop saa stor, at de kunde faa Plads paa den. Foran dem brusede Aaen, der var bred og strid nu i Tøbrudstiden, bag sig havde de en ubestigelig Klippevæg, og nedhængende Grene skjulte dem. De kunde ikke have det bedre.
Gæssene faldt straks i Søvn, men Drengen lukkede ikke et Øje. Saasnart Solen var borte, blev han greben af Mørkerædsel og Vildmarksangst og længtes tilbage til Menneskene. Som han laa der stoppet ind under Gaasevingen, kunde han ingenting se og kun daarligt høre, og tilstødte der Gasen noget, var han ikke i Stand til at redde ham. Raslen og Puslen hørte han fra alle Sider, og der kom saadan en Uro over ham, at han maatte krybe frem under Vingen og sætte sig paa Jorden ved Siden af Gæssene.
Mikkel stod lang i Ansigtet oppe paa Randen af Klippen og saa ned paa Vildgæssene. „Du kan ligesaa gerne straks opgive at forfølge dem,“ sagde han til sig selv. „Du kan ikke klatre ned ad saadan en lodret Klippe, du kan ikke svømme i saadan en rivende Flod, og nedenfor Bjerget er der ikke den mindste Strimmel Jord, der fører hen til Sovepladsen. De Gæs er dig for kloge. Tænk aldrig mere paa at jage dem.“
Men Mikkel havde, ligesom andre Ræve, ondt ved at opgive et Foretagende, han havde begyndt paa, og han lagde sig derfor paa den yderste Rand af Klippen og tog ikke sine Øjne fra Vildgæssene. Mens han laa og saa paa dem, tænkte han paa alt det onde, de havde gjort ham. Det var jo deres Skyld, han var bleven forvist fra Skaane og havde været nødt til at drage til det fattige Bleking. Han ophidsede sig selv saadan, mens han laa der, at han ønskede Vildgæssene Døden, selv om det ikke blev ham, der kom til at æde dem.
Da Mikkels Vrede havde naaet en saadan Højde, hørte han noget pusle i en stor Fyr tæt ved Siden af ham og saa et Egern springe ned fra Træet, skarpt forfulgt af en Maar. Ingen af dem lagde Mærke til Mikkel, og han sad stille og saa paa Jagten, der gik fra Træ til Træ. Han saa paa Egernet, der sprang om imellem Grenene saa let, som om det kunde flyve. Han saa paa Maaren, der ikke klatrede slet saa godt som Egernet, men dog løb lige saa sikkert op og ned ad Træstammer, som om det var jævne Stier i Skoven. „Klatrede jeg kun halvt saa godt som en af de to,” tænkte Ræven, „saa skulde de dernede ikke længe faa Lov at sove i Ro.”
Saasnart Egernet var fanget og Jagten endt, gik Mikkel hen til Maaren, men blev staaende i to Skridts Afstand til Tegn paa, at han ikke vilde tage Jagtbyttet fra ham. Han hilste meget venligt paa Maaren og ønskede ham til Lykke med Fangsten. Mikkel forstod at belægge sine Ord godt, som Ræve altid gør. Men Maaren, der med sin lange og smalle Krop, sit fine Hoved, sit bløde Skind og sin lysebrune Halsplet ser ud som et lille Vidunder af Skønhed, er i Virkeligheden kun en raa Skovmand, og han svarede ham knap. „Det undrer mig dog,“ sagde Mikkel, „at en vældig Jæger som du lader sig nøje med at jage Egern, naar der er saa meget bedre Vildt indenfor Rækkevidde.” Her gjorde han et Ophold og ventede paa Svar, men da Maaren ganske frækt viste Tænder ad ham, vedblev han: „Er det muligt, du ikke har set Vildgæssene, der staar her under Klippevæggen? Eller klatrer du ikke godt nok til at komme ned til dem?“
Denne Gang kom han ikke til at vente paa Svar. Maaren fo'r hen imod ham — dens Ryg var krum, og alle dens Haar havde rejst sig. „Har du set Vildgæs?“ hvæsede han. „Hvor er de? Sig mig det straks, ellers bider jeg Struben over paa dig!“ — „Glem bare ikke, at jeg er dobbelt saa stor som du, saa du maa være lidt høflig. Jeg forlanger ikke bedre end at vise dig Vildgæssene.”
Et Øjeblik efter var Maaren paa Vej ned ad Brinken, og mens Mikkel sad og saa paa, hvordan han bugtede sin slangeagtige Krop fra Gren til Gren, tænkte han: „Den smukke Træjæger der har det grusomste Hjerte i hele Skoven. Jeg tror nok, Vildgæssene faar mig at takke for en blodig Opvaagnen.”
Men netop da Mikkel ventede at høre Gæssenes Dødsskrig, saa han Maaren falde ned fra en Gren og plumpe i Aaen, saa Vandet sprøjtede i Vejret. Straks efter lød der en smældende Lyd af haarde Vinger, og alle Gæssene steg til Vejrs i ilsom Flugt.
Mikkel vilde straks skynde sig efter Gæssene, men han var saa nysgerrig efter at faa at vide, hvordan de var bleven frelst, at han blev siddende, til Maaren kom klatrende op igen. Staklen var dyndvaad og blev nu og da staaende for at gnide sig i Ansigtet med Forpoterne. „Tænkte jeg ikke nok, du var en Klodrian og faldt i Aaen?“ sagde Mikkel foragteligt.
„Jeg har ikke været klodset. Du skal ikke skælde mig ud,” sagde Maaren. „Jeg sad allerede paa en af de nederste Grene og tænkte paa, hvordan jeg skulde bære mig ad med at rive en hel Mængde af Gæssene ihjel, da en lille Knægt, der ikke var større end et Egern, kom farende og kastede mig en Sten i Hovedet med saadan Kraft, at jeg faldt i Vandet, og inden jeg naaede at kravle op…“
Maaren kunde spare sig at sige mere. Han havde ingen Tilhører længer, Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.
Imidlertid var Akka fløjet mod Syd, mens hun ledte efter en ny Soveplads. Der var endnu lidt tilbage af Dagslyset, og desuden stod Halvmaanen højt paa Himlen, saa hun nogenlunde kunde se. Heldigvis var hun godt kendt der paa Egnen, for det var sket mer end een Gang, at hun af Storm var bleven drevet ind i Bleking, naar hun om Foraaret drog over Østersøen.
Hun fulgte Aaen, saa længe hun kunde se den sno sig gennem det maanelyse Landskab som en glinsende sort Slange. Saaledes kom hun helt til Djupafors, hvor Aaen først skjuler sig i en underjordisk Rende og derpaa, klar og gennemsigtig som Glas, styrter sig ned i en trang Kløft, mod hvis Bund den knuses til blinkende Draaber og vidtsprøjtende Skum. Under det hvide Fossefald laa nogle Stene, imellem hvilke Vandet styrtede afsted med vild Brusen, og her slog Akka ned. Dette var igen en god Soveplads, især saa sent paa Aftenen, naar ingen Mennesker var paa Færde. Ved Solnedgangstid havde Gæssene næppe kunnet slaa ned der, for Djupafors ligger ikke i en ensom Egn. Paa den ene Side af Faldet ligger der en Papirmassefabrik, og paa den anden, der er stejl og bevokset med Træer, ligger Djupadals Park, hvor der altid er Folk, som strejfer om paa de glatte og stejle Stier for at nyde Synet af den viltre Flods brusende Løb nede i Kløften.
Det var her som paa det første Sted: ingen af de rejsende skænkede det en Tanke, at de var paa et smukt og bekendt Sted. De syntes sagtens snarere, at det var uhyggeligt og farligt at staa og sove paa glatte, vaade Stene midt i en larmende Fos. Men de maatte jo slaa sig til Taals, naar de blot var beskyttede imod Rovdyr.
Gæssene faldt straks i Søvn, Drengen derimod havde ikke Ro til at sove, men sad ved Siden af dem for at passe paa Gasen.
Lidt efter kom Mikkel løbende langs Aabredden. Han fik straks Øje paa Gæssene ude i Skumhvirvlerne og indsaa, at han heller ikke nu kunde komme dem til Livs. Men han vilde alligevel ikke opgive dem; han satte sig paa Bredden og saa paa dem. Han følte sig meget ydmyget og syntes, hele hans Anseelse som Jæger stod paa Spil.
Pludselig saa han en Odder komme krybende op af Fossen med en Fisk i Munden. Mikkel gik henimod ham, men blev staaende i to Skridts Afstand for at vise, at han ikke agtede at tage Jagtbyttet fra ham. „Du er en underlig en, at du lader dig nøje med at fange Fisk, naar der er fuldt af Vildgæs ude paa Stenene,“ sagde Mikkel. Han var saa ivrig, at han ikke gav sig Tid til at belægge sine Ord saa godt, som han plejede. Odderen drejede ikke engang Hovedet hen imod Aaen. Han var en Landstryger som alle Oddere, havde ofte fisket i Vombsøen og kendte godt Mikkel Ræv. „Jeg ved nok, hvordan du bærer dig ad for at snyde dig en Laksørred til, Mikkel,” sagde han. — „Ja saa, er det dig, Gripe,“ sagde Mikkel og blev glad, for han vidste, at den Odder var en modig og dygtig Svømmer. „Det er jo ikke saa underligt, at du ikke vil se paa Vildgæssene, naar du ikke kan komme ud til dem.” Men Odderen, der havde Svømmehud imellem Tæerne, en stiv Hale, der var ligesaa god som en Aare, og en vandtæt Pels, vilde ikke lade det sidde paa sig, at der var en Fos, han ikke turde binde an med. Han vendte sig om imod Strømmen, og saasnart han fik Øje paa Vildgæssene, kastede han Fisken og styrtede sig ned ad den stejle Klippebred ud i Aaen.
Havde det været lidt længere hen paa Foraaret, saa Nattergalene i Djupadals Park havde været hjemme, vilde de i mange Nætter bagefter have sunget om Gripes Kamp med Fossen. For Odderen blev mange Gange revet med af Bølgerne og drevet ned ad Aaen, men han arbejdede sig hver Gang opad igen. Han svømmede gennem Dødvande, han kravlede over Stene, og lidt efter lidt kom han Vildgæssene nærmere. Det var et Vovestykke, der nok kunde fortjent at besynges af Nattergalene.
Mikkel fulgte ham med Øjnene, saa godt han kunde. Til sidst saa han, at Odderen var i Færd med at klatre op til Vildgæssene. Men i samme Øjeblik lød der et vildt, skingrende Skrig. Odderen styrtede baglænds i Vandet og blev revet med af Bølgerne, som om den var en blind Kattekilling; Straks efter smældede det igen haardt i Gæssenes Vinger. De lettede og fløj bort for at skaffe sig en ny Soveplads.
Odderen kom snart op paa Land. Han sagde ikke noget, men gav sig til at slikke sin ene Forpote. Da Mikkel haanede ham, fordi han havde haft Uheld med sig, udbrød han: „Det var ikke, fordi jeg ikke kan svømme, Mikkel. Jeg var naaet helt hen til Gæssene og skulde netop til at klatre op til dem, da en lille Purk kom løbende og huggede mig i Foden med et skarpt Jern. Det gjorde saa ondt, at jeg tabte Fodfæstet, og saa tog Fossen mig.”
Hun kunde spare sig at sige mere. Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.
Endnu engang maatte Akka og hendes Flok flygte ud i den mørke Nat. Heldigvis var Maanen ikke gaaet ned, og ved Hjælp af dens Skin lykkedes det hende at finde een til af de Sovepladser, som hun kendte der paa Egnen. Hun fulgte igen den blinkende Aa sydpaa. Uden at slaa ned svævede hun hen over Herregaarden Djupadal og over Ronnebys mørke Tage. Men et Stykke syd for Byen, ikke langt fra Havet, ligger Ronneby Bad med Badehus og Kurhus, med store Hoteller og Sommerboliger for Kurgæster. Alt dette staar tomt og øde Vinteren igennem, hvad alle Fugle ved god Besked med, og mange er de Fugleskarer, der i strenge Stormtider søger Læ paa de tomme Bygningers Altaner og Verandaer.
Her slog Vildgæssene ned paa en Altan og faldt som sædvanlig straks i Søvn. Men Drengen kunde ikke sove, fordi han ikke vilde krybe ind under Gasens Vinge.
Altanen vendte imod Syd, saa at Drengen havde Udsigt over Havet. Og da han nu ikke kunde sove, sad han og saa paa, hvor smukt det tog sig ud, naar Hav og Land mødtes her i Bleking.
Det er jo saa, at Hav og Land kan mødes paa mange forskellige Maader. Mange Steder gaar Landet ned imod Havet med flade tuede Enge, og Havet tager imod Landet med Flyvesand, som det dynger op i Driver og Klitter. Det er, som om de to syntes saa ilde om hinanden, at de kun vilde vise hinanden deres allerdaarligste Side. Men det kan ogsaa ske, at Landet, naar det gaar ned imod Havet, rejser en Klippevæg foran sig, som om Havet var noget farligt, og naar Landet gør det, gaar Havet det i Møde med vrede Brændinger, skummer og buldrer og slaar imod Klipperne og ser ud, som om det vilde rive Landjorden i Stykker.
 Hvor Hav og Land mødes |
Men i Bleking gaar det helt anderledes til, naar Hav og Land mødes. Der splitter Landet sig ad i Odder og Øer og Holme, og Havet deler sig i Bugter og Vige og Sunde, og det er maaske det, der gør, at det ser ud, som om de mødtes i Glæde og Samdrægtighed.
Tænk nu først og fremmest paa Havet! Langt ude ligger det øde og tomt og stort og gør ikke andet end rulle sine graa Bølger. Naar det nærmer sig Land, møder det det første Skær. Det gør det sig straks til Herre over, river alt det grønne af det og gør det ligesaa nøgent og graat, som det selv er. Saa møder det et Skær til. Det gaar ligedan med det. Og et til. Ja, det gaar ogsaa ligedan med det. Det bliver afklædt og plyndret, som om det var faldet blandt Røvere. Men saa kommer der flere og flere Skær, og da forstaar vistnok Havet, at Landet sender det sine mindste Børn i Møde for at bevæge det til Mildhed. Det bliver ogsaa venligere og venligere, jo længere det kommer ind, ruller sine Bølger mindre høje, dæmper sine Storme, lader det grønne blive staaende i Sprækker og Revner, deler sig i smaa Sunde og Vige og bliver tilsidst inde ved Land saa lidt frygtindgydende, at smaa Baade vover sig ud paa det. Det kan vist ikke kende sig selv igen, saa lyst og venligt er det blevet.
Og tænk saa paa Landjorden! Den ligger saa ensformig, og den ene Plet ligner den anden. Den bestaar af flade Marker. hist og her med en Birkelund imellem, eller ogsaa af lange skovbevoksede Højdedrag. Den ser ud, som om den ikke tænkte paa andet end Havre og Roer og Kartofler og Gran og Fyr. Saa kommer der en Fjord, der skærer sig dybt ind i den. Det gør den ikke noget Væsen. af, men kanter den med Birk og El, ganske som den var en almindelig Ferskvandssø. Saa kommer endnu en Fjord farende. Heller ikke den bryder Landjorden sig om at gøre Stads af, men denne faar samme Beklædning som den første. Men saa begynder Fjordene at udvide sig og dele sig. De splitter Markerne og Skovene ad, og saa kan Landjorden ikke undgaa at lægge Mærke til dem. „Jeg tror sandelig, det er selve Havet, der kommer,” siger Landjorden, og saa begynder den at pynte sig. Den kranser sig med Blomster, bugter sig i Bakke, Dal, og kaster Øer ud i Havet. Den vilde ikke vide noget af Fyr og Gran længer, men kaster dem bort som en gammel Hverdagsdragt og pranger istedetfor med store Egetræer og Linde og Kastanier og med blomstrende Lunde og bliver saa pyntelig som en Herregaardspark. Og da den mødes med Havet, er den saa forandret, at den ikke kan kende sig selv igen.
Alt det kan man jo ikke rigtig se, før det bliver Sommer, men Drengen kunde alligevel nok mærke, hvor mild og venlig Naturen var, og han var roligere til Mode end tidligere paa Natten. Da hørte han pludselig en høj, uhyggelig Tuden nede fra Kurparken. Og da han rejste sig op, saa han en Ræv staa i det hvide Maanelys paa Pladsen under Altanen. For Mikkel forfulgte endnu engang Gæssene. Men da han fandt det Sted, hvor de havde stillet sig, indsaa han, at det nu var umuligt at komme dem til Livs, og saa kunde han ikke lade være med at hyle af Ærgrelse.
Da Ræven hylede saadan, vaagnede den gamle Akka, Førergaasen, og skønt hun næsten ingenting kunde se, syntes hun dog, hun skulde kende Stemmen. „Er det dig, Mikkel, der er ude i Nat?” sagde hun. — „Ja,” sagde Mikkel, „det er mig, og nu vil jeg gerne spørge, hvad I Gæs synes om den Nat, jeg har skaffet jer.“ — „Er det din Mening, at det er dig, der har sendt os baade Maaren og Odderen paa Halsen?” spurgte Akka. — „En god Gerning skal man ikke nægte,” sagde Mikkel. „I har engang leget Gaaseleg med mig. Nu er jeg begyndt at lege Ræveleg med jer, og jeg er ikke til Sinds at holde op, saa længe der er en eneste en af jer i Live, om jeg saa skulde blive nødt til at følge jer hele Landet over.” — „Ja, Mikkel, du skulde dog betænke, om det er rigtigt af dig, der er bevæbnet baade med Tand og med Klo, saadan at forfølge os, der er forsvarsløse,“ sagde Akka. Mikkel syntes, det lød, som om Akka var bange, og han sagde hurtigt: „Hvis du vil tage og kaste denne hersens Tommeltot ned til mig, han, som nu saa mange Gange er kommen mig paa tværs, saa lover jeg at slutte Fred med dig, Akka. Saa skal jeg aldrig mere forfølge dig eller nogen af dine.” — „Jeg kan ikke give dig Tommeltot,” sagde Akka. „Fra den yngste til den ældste af os vil vi allesammen gerne vove vort Liv for hans Skyld.” — „Holder I saa meget af ham,” sagde Mikkel, „saa lover jeg dig, at han skal blive den første af jer, som jeg tager Hævn over.”
Akka sagde ikke mere, og da Mikkel havde udstødt endnu et Par Hyl, blev alt stille. Men Drengen laa stadig vaagen. Nu var det Akkas Ord til Ræven, der hindrede ham i at sove. Aldrig havde han tænkt sig, han skulde høre noget saa stort, som at nogen vilde vove Livet for hans Skyld. Fra det Øjeblik af kunde det ikke mere siges om Niels Holgersen, at der ingen var, han holdt af.