Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/52
LII.
REJSEN TIL VEMMENHÖG.
Torsdag 3. November.
En Dag i Begyndelsen af November fløj Vildgæssene over Hallandsås ind i Skaane. I flere Uger havde de opholdt sig paa de store Sletter omkring Falköping, og da flere andre store Vildgæsflokke ogsaa havde slaaet sig ned der, havde de haft en fornøjelig Tid med megen Samtale mellem de gamle Fugle og megen Kappestrid i al Slags Idræt mellem de unge.
Hvad Niels Holgersen angaar, saa var han ikke glad over det lange Ophold i Vestergötland. Han gjorde sig Umage for at holde Modet oppe, men han havde ondt ved at forsone sig med sin Skæbne. „Havde jeg bare Skaane vel bag mig og var i Udlandet,” tænkte han, „saa vidste jeg, at jeg ikke havde noget at haabe paa, og saa vilde jeg falde til Ro.”
Omsider brød da Vildgæssene en Morgenstund op og fløj ned over Halland. I Begyndelsen brød Drengen sig ikke synderlig om at se ned paa det Landskab. Han syntes ikke, der var noget nyt at se. I den østlige Del var det bjergrigt med store Lyngheder, der mindede om Småland, og længere vestpaa var det dækket af runde, nøgne Bjerge og indskaaret af Vige omtrent som i Bohuslän.
Men da Vildgæssene fortsatte Rejsen sydpaa langs det smalle Kystland, sad Drengen og hang ud over Gaasehalsen og løftede ikke sine Øjne fra Jorden. Han saa Bjergene blive sparsommere og Sletten brede sig. Og han saa ogsaa, at Kysten blev mindre indskaaret. Skærgaarden udenfor den blev tyndere og tyndere, indtil den ganske forsvandt, og det vide, aabne Hav naaede helt ind til det faste Land.
Og saa holdt Skoven op. Der havde jo været mange skønne Sletter højere oppe i Landet, men de havde alle været indrammede af Skov. Skoven var alle Vegne. Det var, som om Landet egentlig tilhørte Træerne, og den dyrkede Jord laa som store, ryddede Pletter i Skoven. Og paa alle Sletter var der fuldt op af Træklynger og Smaalunde, som for at vise, at Skoven naarsomhelst kunde komme og tage Landet igen.
Men her var det anderledes. Her var det Sletten, der havde taget Magten. Den strakte sig helt hen til Synskredsen. Der var store, plantede Skove, men ingen vild Skov. Men netop dette, at Landet laa saa aabent med Mark ved Mark, gjorde, at det mindede Drengen om Skaane. Den aabne Strand med Strandbred og Tangbunker syntes han ogsaa, han kendte. Han blev baade glad og urolig, da han saa dette. „Nu kan jeg ikke have langt hjem!” tænkte han.
Landskabet forandrede sig dog. Aaer kom brusende ned fra Vestergötland og Småland og brød Slettens Ensformighed. Søer, Moser, Lyngheder og Flyvesandsstrækninger lagde sig i Vejen for Markerne, men disse bredte sig dog bestandig videre, lige til Hallandsås hævede sig nede ved Skaanes Grænse med sine smukke Kløfter og Dale.
Det havde hændt flere Gange paa Rejsen, at de unge Gæs spurgte dem, der var gamle i Flokken: „Hvordan ser der ud: i Udlandet? Hvordan ser der ud i Udlandet?“
„Vent, vent! I skal snart faa det at vide,” sagde de, der havde fløjet op og ned gennem Landet mange Gange.
Da de unge Gæs saa Värmlands lange Skovaase og de blanke Søer inde imellem dem eller Bohusläns Klipper eller Vestergötlands kønne Smaabjerge, undrede de sig spurgte: „Ser hele Verden saadan ud? Ser hele Verden saadan ud?”
„Vent, vent! I skal snart faa at vide, hvordan der ser ud i en stor Del af Verden,” svarede de gamle.
Da Vildgæssene var fløjet over Hallandsås og var kommen et godt Stykke ned i Skaane, raabte Akkaa: „Kig nu ned! Se jer om! Saadan ser der ud i Udlandet.”
De fløj netop over Söderåsen. Hele det lange Højdedrag var dækket af Bøgeskove, og inde i Skovene laa der skønne Slotte med høje Taarne. Imellem Træerne græssede Raadyr, og paa Skovsletterne legede Harer. Jagthorn lød ud fra Skovene, Hundenes skarpe Gøen kunde høres op til den flyvende Flok. Brede Veje bugtede sig gennem Skoven, og paa den kom Herrer og Damer kørende i skinnende Vogne eller ridende paa prægtige Heste. Under Aasen bredte Ringsjöen sig med det gamle Bosjökloster paa et smalt Næs. Skäralids Kløft gennemskar Aasen med en Aa paa Bunden, og Klippevæggene var dækket af Buske og Træer.
„Ser der saadan ud i Udlandet? Ser der saadan ud i Udlandet?” spurgte Gæslingerne. — „Saadan ser der ud, hvor der er skovklædte Aase,” raabte Akka, „men det er ikke saa tit. Vent, saa skal I faa at se, hvordan der tiest ser ud!”
Akka førte Vildgæssene videre mod Syd til den store skaanske Slette. Den laa der med brede Marker, med Roemarker, hvor Roearbejderne gik i lange Rækker, med lave, hvidkalkede, sammenbyggede Gaarde, med utallige smaa, hvide Kirker, med grimme, graa Sukkerfabrikker, med købstadagtige Landsbyer omkring Jernbanestationerne. Der var Tørvemoser med lange Rækker Tørvestakke; Stenkulsgruber med sorte Kulbunker. Landevejene løb mellem to Rækker stynede Piletræer, Jernbanerne krydsede hverandre og dannede et tæt Net over Sletten. Smaa, bøgeomkransede Slettesøer blinkede hist og her, og ved hver af dem laa en prægtig Herregaard.
„Kig nu ned! Se godt efter!“ raabte Førergaasen. „Saadan ser der ud i Udlandet lige fra Østersøens Kyst og helt ned til de høje Bjerge, og længere end til dem har vi aldrig rejst.”
Da Gæslingerne havde set Sletten, fløj Vildgæssene til Øresunds Kyst. Side Enge skraanede jævnt ned imod Vandet, og lange Volde af sort Tang laa skyllet op paa Stranden. Paa nogle Steder var der en høj Strandbred, og paa andre var der Flyvesand, der taarnede sig op til Klitter og Banker. Fiskerlejerne laa paa Strandbredden med en lang Række ens byggede og lige store, teglhængte Smaahuse, med et lille Fyr ude paa Bølgebryderen og Tørrepladserne fulde af brune Net.
„Kig nu ned! Se godt efter!” sagde Akka. „Saadan ser der ud ved Udlandets Kyster.“
Tilsidst fløj Førergaasen ogsaa til et Par af Byerne. De laa med Masser af slanke Fabriksskorstene, med Gader dybt nede mellem høje, røgsorte Huse, med store, smukke Parker og Spaseregange, med Havne fulde af Skibe, med gamle Fæstningsværker og Slotte og med ældgamle Kirker.
„Saadan ser Udlandets Byer ud, kun at de er meget større,” sagde Førergaasen. „Men disse kan vel vokse ligesom I.”
Da Akka havde fløjet saadan om, slog hun ned i en Mose i Vemmenhögs Herred. Og Drengen kunde ikke lade være at tænke, at hun den Dag var rejst om i Skaane for at vise ham, at han havde et Land, der godt kunde maale sig med et hvilketsomhelst i Udlandet. Men det havde hun ikke behøvet. Drengen tænkte ikke over, om Landet var rigt eller fattigt. Lige fra han fik Øje paa det første Pilegærde og det første lave Bindingsværkshus, sved hans Hjerte af Hjemve.