Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/41
XLI.
EN MORGEN I ÅNGERMANLAND.
BRØDET.
Lørdag 18. Juni.
Da Ørnen næste Morgen var kommen et Stykke ind i Ångermanland, sagde han, at i Dag var det ham, der var sulten og maatte skaffe sig noget Mad. Han satte Niels Holgersen af i en vældig Fyr, der stod paa en høj Bjergaas, og fløj saa sin Vej.
Drengen fandt sig en god Siddeplads i en kløftet Gren og sad der og saa ned over Ångermanland. Det var en yndig Morgen, Solen forgyldte Trætoppene, en sagte Vind bevægede Naalene som i Leg, den lifligste Duft steg op fra Skoven, et pragtfuldt Landskab laa udbredt for ham, og selv følte han sig sorgløs og glad til Mode. Han syntes ikke, nogen kunde have det bedre.
Han havde fri Udsigt til alle Sider. Landet Vest for ham var fuldt af Aase og Bjergtoppe, der blev højere og vildere, jo længere borte de var. Øst for ham var der ogsaa en Mængde Aase, men de sænkede sig og blev lavere, indtil Landet nede ved Havet blev ganske fladt. Alle Vegne blinkede Aaer og Elve, der havde et besværligt Løb med Fosser og Fald, saa længe de var imellem Bjergene, men bredte sig blanke og brede, naar de nærmede sig Kysten. Den bottniske Bugt kunde han ogsaa se. Inde ved Land var den prikket af Øer og takket af Odder, men længere ude laa den klar og mørkeblaa som en Sommerhimmel.
„Dette Land ligner en Aabred, lige naar det har regnet og en Mængde smaa Bække kommer løbende ned ad den og graver Furer i den, der slynger og bugter sig og løber sammen,” tænkte Drengen. „Og kønt er det at se paa. Jeg kan nok huske, at den gamle Lap paa Skansen altid sagde, at Vorherre var kommen til at vende op og ned paa Sverige, da han bredte det ud paa Jorden. De andre lo af ham, men han paastod, at havde de bare set, hvor smukt der var oppe mod Nord, saa vilde de indse, at det ikke kunde have været Meningen fra Begyndelsen, at saadan et Land skulde ligge saa langt af Vejen. og det tror jeg næsten, han havde Ret i.“
Da Drengen havde set sig mæt paa Landskabet, tog han Ranslen af Ryggen, tog et Stykke fint, hvidt Brød frem og gav sig til at spise. „Jeg tror aldrig, jeg har smagt saa godt Brød,” tænkte han. „Og hvor jeg har meget tilbage! Det kan slaa til i flere Dage. I Gaar ved denne Tid tænkte jeg mindst, at jeg skulde komme i Besiddelse af saadan en Rigdom.”
Mens han tyggede og spiste, tænkte han paa, hvordan han havde faaet Brødet. „Det er nok, fordi jeg fik det paa saadan en køn Maade, at det smager mig saa godt,” sagde han.
Allerede Aftenen i Forvejen havde Kongeørnen forladt Medelpad, og knap var han kommen over Grænsen til Ångermanland, før Niels Holgersen fik Øje paa en Aadal og en Elv, der var saa vældige, at de overgik alt, hvad han tidligere havde set af den Slags.
Dalen laa saa bred mellem Aasene, at det faldt Drengen ind, om den ikke i sin Tid var gravet af en anden Elv, der var meget bredere og større end den, der nu løb derigennem. Da Dalen var færdig, maatte den paa en eller anden Maade være bleven fyldt med Sand og Jord, ikke fuldstændig, men et godt Stykke op ad Bjergene. Og gennem dette løse Fyld havde saa den Elv, der nu løb igennem Dalen, og som ogsaa var meget bred og vandrig, gravet sig en dyb Fure. Den havde skaaret sine Bredder til paa det prægtigste, snart var der bløde Skraaninger, som blomstrede saa pragtfuldt, at det skinnede rødt, blaat og gult helt op til Drengen, snart steg de Dele af Bredden, der var saa haarde, at Vandet ikke kunde slide dem til, op fra Elvbredden som stejle Mure og Taarne.
Deroppe i Højden, hvor Niels Holgersen fløj, syntes han, at han paa een Gang kunde se ned i tre forskellige Slags Verdener. Længst nede i Dalens Dyb, hvor Elven løb, var een Verden. Der blev der flødet Tømmer, der gik Dampskibe fra Bro til Bro, der klaprede Savværkerne, der ladedes store Fragtskibe, der blev fanget Laks, der blev roet, der blev sejlet, der fløj en Masse Svaler frem og tilbage til deres Reder i Elvskrænten.
Men en Etage højere op saa at sige, paa den flade Jord, der strakte sig helt hen til Randen af Bjergene, dér var en anden Verden. Der laa Gaarde, Landsbyer og Kirker, der tilsaaede Bønderne deres Agre, der græssede Kvæget, der grønnedes Engene, der gik Kvinderne og puslede i deres smaa Kaalhaver, der bugtede Landeveje sig, der brusede Jernbanetog.
 Ångermanelvens Løb gennem Aadalen |
Og saa, langt borte fra alt dette, oppe paa de skovbevoksede Aase, saa han en tredje Verden. Der laa Tjurhunnen paa Æg, der stod Elgen gemt i den tætte Skovtykning, der lurede Lossen, der gnaskede Egernet, der duftede Granerne, der stod Blaabærrene i Blomst, der slog Droslen sin Trille.
Da Niels Holgersen fik Øje paa den rige Aadal, begyndte han at jamre over, at han var saa sulten. Han havde ikke faaet noget at spise i hele to Dage, sagde han, og nu var han ganske udsultet.
Gorgo kunde ikke finde sig i, det skulde kunne siges, at Drengen havde det ringere, naar han fløj med ham, end naar han rejste med Vildgæssene, og han sagtnede straks Farten. „Hvorfor har du ikke talt om det før?” sagde han. „Du skal faa saa meget Mad, du vil have. Du skal ikke have nødig at sulte, naar du har en Ørn til Rejsekammerat.”
Straks efter fik Ørnen Øje paa en Bonde, der gik og saaede paa en Mark helt nede ved Bredden af Elven. Kornet var i en Kurv, som Manden havde hængende foran paa Brystet, og hver Gang den var tom, hentede han ny Sæd fra en Sæk, der stod henne ved Agerrenen. Ørnen kunde nok regne ud, at den Sæk var fuld af den bedste Mad, som Drengen kunde ønske sig, og han lod sig dale ned imod den.
Men inden Ørnen var naaet ned til Jorden, opstod der en forfærdelig Larm rundt om dem. Det var Krager, og det var Spurve, og det var Svaler, der kom pilende og skreg, saa det skingrede, i den Tro, at Ørnen vilde slaa ned paa en Fugl. „Væk, væk, din Røver! Væk, væk, Fuglemorder!” raabte de. De holdt saadan et Spektakel, at Bonden lagde Mærke til det og kom løbende til. Da var Ørnen nødt til at flygte. Drengen havde ikke faaet et eneste Korn.
Det var saa underligt med Smaafuglene. Ikke nok med, at de tvang Ørnen til at flygte, men de forfulgte ham ogsaa et langt Stykke op gennem Dalen, og alle Steder hørte Folk deres Skrig, Kvinderne kom ud paa Gaardspladsen og klappede i Hænderne, saa det smældede som Geværsalver, og Mændene kom farende med Bøsse i Haanden.
Og saadan gik det, hver Gang Ørnen lod sig dale ned mod Jorden. Drengen havde helt opgivet Haabet om, at Ørnen kunde skaffe ham Mad. Han havde aldrig vidst, at Gorgo var saa hadet og afskyet. Han var nær ved at finde, det var Synd for ham.
Kort efter kom de flyvende over en stor Bondegaard, hvor Husmoderen aabenbart den Dag havde haft stor Bagning. Hun havde nu stillet en Plade friskbagte Hvedebrød ud paa Gaardspladsen for at svales, og stod ved Siden af og passede paa, at Hunden eller Katten ikke skulde komme og stjæle dem.
Ørnen lod sig dale ned over Gaarden, men han turde ikke slaa ned lige for Øjnene af Bondekonen. Han fløj raadvild frem og tilbage. Et Par Gange var han helt nede ved Skorstenen, men fløj opad igen.
Men saa fik Bondekonen Øje paa Ørnen. Hun løftede Hovedet og fulgte ham med Øjnene. „Hvor den Fugl dog teer sig underligt!“ sagde hun. „Jeg tror, den vil have et af mine Hvedebrød!”
Det var saadan en smuk Kone, høj og lys med et aabent og fornøjet Ansigt. Hun lo saa hjerteligt, tog et Brød fra Pladen og holdt det højt op over sit Hoved. „Vil du have det, saa tag det!“ sagde hun.
Ørnen kunde ikke forstaa, hvad hun sagde, men han var alligevel straks paa det rene med, at hun vilde give ham Brødet. I susende Fart pilede han ned, snappede Brødet og hævede sig igen op i Luften.
Da Drengen saa Ørnen gribe Brødet, fik han Taarer i Øjnene. Dels græd han af Glæde, fordi han nu et Par Dage var fri for at sulte, men han var ogsaa rørt over, at Bondekonen havde givet den vilde Rovfugl sit Brød.
Og som han nu sad der i Grantoppen, kunde han, naar han vilde, se den høje, lyse Kvinde for sig, som hun stod paa Gaardspladsen og rakte Brødet i Vejret.
Hun vidste sikkert nok, at den store Fugl var en Kongeørn, en Røver, som Folk ellers hilste med skarpe Skud, og hun saa vel ogsaa nok den underlige Skifting, han bar paa Ryggen, men hun havde ikke brudt sig om, hvem de var; saa snart hun forstod, de var sultne, delte hun sit gode Brød med dem.
„Bliver jeg nogensinde Menneske igen,” tænkte Drengen, „saa vil jeg rejse op og se at finde den smukke Bondekone ved den store Elv og takke hende, fordi hun var saa god imod os.”
SKOVBRANDEN.
Mens Niels Holgersen endnu var i Færd med sin Frokost, mærkede han en svag Brandlugt fra Nord. Han vendte sig straks til den Side og saa en ganske tynd Røgsøjle, som en hvid Taage, stige op fra en skovklædt Aas, ikke fra den nærmeste, men fra den anden i Rækken derfra, hvor han sad. Det saa underligt ud med Røg midt i den vilde Skov, men det kunde jo være, at der laa en Sæter derhenne, og at Pigerne var i Færd med at koge deres Morgenkaffe.
Det var alligevel besynderligt, saa den Røg tog til og bredte sig. Fra en Sæter kunde den ikke komme, men der var maaske Kulsviere i Skoven. Paa Skansen havde han set en Kulsvierhytte og en Kulmile, og han havde hørt, at der var adskillige her i disse Skove. Men det var vist ellers om Efteraaret og Vinteren, at Kulsvierne havde Milerne tændt.
Røgen blev stærkere hvert Øjeblik. Nu kom den bølgende over hele Aasen. Der var vist ikke Tale om, at en Kulmile kunde give saa megen Røg. Der maatte være Brand et eller andet Sted, for en Mængde Fugle fløj op og drog over til den nærmeste Aas. Baade Høge og Tjurer og andre, der var saa smaa, at det var umuligt at kende dem, flygtede for Branden.
Den lille, hvide Røgsøjle var vokset til en tung, hvid Sky, der væltede ud over Aasens Rand og sank ned imod Dalen. Og ud af Skyen fløj der Gnister og Sodfnug, og nu og da kunde man ogsaa se en rød Flamme inde i Røgen. Der maatte være udbrudt en vældig Brand derovre. Men hvad i Alverden var det, der brændte? Der kunde da umulig ligge en stor Bondegaard skjult i Skoven!
Men det maatte ogsaa være mere end en Gaard, for at der kunde blive saadan en Brand ud af det. Nu kom der ikke alene Røg fra Aasen, ogsaa fra Dalen nedenfor, som han ikke kunde se, fordi den laa skjult af den nærmeste Aas, steg der store Røgmasser op. Det var umuligt andet, end at det var selve Skoven, der brændte.
Det var svært at faa i sit Hoved, at den friske, grønne Skov kunde brænde, men saadan hang det nok alligevel sammen. Men var det virkelig Skoven, der brændte, da kunde Ilden maaske naa helt over til ham? Meget sandsynligt var det jo ikke, men alligevel vilde det være rart, om Ørnen snart kom tilbage. Det var bedst at slippe væk herfra. Alene Brandlugten, som han var nødt til at indaande med hvert Aandedrag, var ulidelig.
Det var da en forfærdelig Knitren og Bragen nu lige paa een Gang! Den kom fra Aasen nærmest ved ham. Allerøverst oppe stod der en høj Fyr, netop Mage til den, han selv sad i. Den var saa høj, at den ragede op over de andre Træer. Nylig stod den rødmende i Morgensolen, nu glødede alle dens Naale lige med eet; Ilden havde naaet den. Saa smuk havde den nok aldrig før været, men det var ogsaa sidste Gang, den kunde vise sin Skønhed. Fyrren var det første Træ paa Aasen, der fængede, og det var ikke til at begribe, hvordan Ilden havde naaet den. Var den kommen flyvende paa røde Vinger, eller var den kommen hvislende hen ad Jorden som en Slange? Ja, det var ikke godt at sige, men nu var den der engang. Hele Fyrren blussede som et Baal Riskviste.
Saa! Nu slog der en hvid Røg frem paa mange Steder i Aasen. Skovbranden var nok baade Fugl og Slange. Den kunde baade kaste sig et langt Stykke frem gennem Luften og krybe henad Jorden. Den tændte hele Skoven i Brand paa een Gang.
Fuglene flygtede i vild Hast. De kom flagrende ud fra Røgen som store Sodflager, fløj tværs over Dalen og kom over til Aasen, hvor Drengen sad. En Bjergugle satte sig ved Siden af ham i Fyrren, og lige over ham slog en Duehøg ned paa en Gren. Til en anden Tid havde det været farlige Naboer, men nu saa de ikke engang til ham. De stirrede kun paa Ilden, de kunde sagtens ikke begribe, hvad der gik af Skoven. En Maar kom ogsaa farende op i Fyrrens Top, stillede sig yderst ude paa en Gren og saa' med sine blanke Øjne over paa den brændende Skovaas. Lige ved Siden af Maaren sad et Egern, men det lod ikke til, de saa' hinanden.
Nu kom Ilden væltende ned ad Dalskraaningen. Den hvæsede og drønede som en brusende Storm. Gennem Røgen kunde man se Flammerne flyve fra Træ til Træ. Inden en Gran kom i Brand, indhylledes den først i et tyndt Røgslør, saa blev alle Naalene lige med eet røde, og saa begyndte det at knitre og brænde.
Nede i Dalen under ham løb en lille Bæk med Elletræer og smaa Birke langs Bredden. Det saa' ud, som om Ilden vilde standse der. Løvtræerne fængede ikke saa hurtigt som Naaletræerne. Skovbranden blev staaende som foran en Mur og kunde ikke komme videre. Den glødede og gnistrede, prøvede at springe over til Fyrreskoven paa den anden Side Bækken, men naaede den ikke.
For en Tid var Ilden standset, men saa sprang en lang Flamme over til den store, udgaaede Fyr, der stod et Stykke oppe paa Skrænten, og straks stod den i lys Lue. Og dermed var Ilden kommen over Bækken. Heden var saa stærk, at hvert eneste Træ paa hele Skrænten var rede til at fænge. Og med Brusen og Buldren som den voldsomste Storm og det vildeste Vandfald fløj Skovbranden op imod Aasen.
Da fløj Høgen og Bjerguglen deres Vej, og Maaren fo'r ned fra Træet. Det vilde aabenbart ikke vare mange Øjeblikke, før Ilden naaede Fyrrens Top. Drengen maatte nok ogsaa se at komme afsted. Det var ikke let at komme ned af Granens høje, lige Stamme. Han holdt sig fast i den, saa godt han kunde, lod sig glide lange Stykker fra Gren til Gren og styrtede tilsidst voldsomt til Jorden. Men han havde ikke Tid til at føle efter, om han havde slaaet sig. Det gjaldt kun om at løbe sin Vej. Som et hvislende Lyn slog Ilden ned i Fyrren, Jorden under ham var hed og begyndte at ryge. Paa den ene Side af ham løb en Los, paa den anden ringlede en lang Hugorm sig, og lige ved Siden af Hugormen klukkede en Urfuglehun, der skyndte sig afsted med sine smaa, dunede Kyllinger.
Da de flygtende var kommen ned ad Skrænten og ned i Dalen, stødte de paa Folk, der var gaaet ud for at slukke Ilden. De havde vist allerede været der længe, men Drengen havde stirret saa vedholdende i den anden Retning, den, hvor Ilden kom fra, at han ikke havde lagt Mærke til dem før. Ogsaa nede i denne Dalsænkning var der en Bæk med en bred Kant af Løvtræer, og i Læ af den arbejdede Menneskene. De fældede de Naaletræer, der stod nærmest ved Ellene, hentede Vand i Bækken og gød det ud over Jorden og rykkede Lyng og Gederams op, for at Ilden ikke skulde bane sig Vej gennem Smaakrattet.
Heller ikke de tænkte paa andet end Skovbranden, der nu kom væltende imod dem. De flygtende Dyr løb imellem Benene paa dem, men de saa' ikke til dem. De slog ikke efter Hugormen, de søgte ikke at fange Urfuglehunnen, som hun løb der frem og tilbage ved Bækken med de smaa, pibende Unger, de ænsede ikke engang Tommeltot. De stod med store Fyrregrene, som de havde dyppet i Bækken; de vilde aabenbart bruge dem som Vaaben imod Ilden. De var ikke særlig mange. Det var mærkeligt at se dem staa der rede til at kæmpe, mens alt andet flygtede.
Da Ilden kom ned ad Skrænten med Bulder og Brag og ulidelig Hede og kvælende Røg, rede til at fare over Bækken med dens Mur af Løvtræer og naa over til den anden Bred uden engang at behøve at standse, veg Menneskene i første Øjeblik tilbage, som om de ikke kunde staa imod. Men de flygtede ikke langt; de vendte om.
Skovbranden brød paa med vældig Kraft, Gnisterne styrtede som en Ildregn ned over Løvtræerne, de lange Flammer slog hvislende ud af Røgen, som om Skoven paa den anden Side sugede dem til sig.
Men Løvtræerne standsede Ilden, og bag dem arbejdede Menneskene. Hvor Jorden begyndte at ryge, hentede de Vand i deres Spande og afkølede den. Naar et Træ indhylledes i Røg, angreb de det med ilsomme Øksehug, væltede det om paa Jorden og slukkede Flammerne. Hvor Ilden ulmede i Lyngen, slog de den ned med de vaade Fyrregrene og kvalte den.
Røgen blev saa tæt, at den indhyllede det altsammen. Det var ikke til at se, hvordan det gik med Kampen, men man kunde jo nok vide, den var haard, og at det flere Gange var nær ved, at Branden skulde brede sig videre.
Men endelig, efter en Stunds Forløb, tog Ildens stærke Brag af i Styrke, og Røgen spredte sig. Da havde Løvtræerne mistet alle deres Blade, Jorden under dem var afsvedet, Menneskene var sorte af Røg og badet i Sved, men Skovbranden var standset. Den blussede ikke længer. Røgen gled hvid og blød henad Jorden, og en Mængde sorte Stænger dukkede op af den. Det var alt, hvad der var tilbage af den prægtige Skov.
Drengen var kravlet op paa en Sten, og der havde han staaet og set paa, at Ilden blev slukket. Men nu, da Skoven var reddet, begyndte Faren for ham, Uglen og Høgen rettede paa een Gang deres Blikke imod ham.
Da hørte han en velbekendt Stemme raabe hans Navn. Kongeørnen Gorgo kom susende ned gennem Skoven. Og snart gyngede Drengen oppe i Skyerne, frelst fra enhver Fare.