Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/39
XXXIX.
EN DAG I HELSINGLAND.
ET STORT, GRØNT BLAD.
Torsdag 16. Juni.
Næste Dag fløj Niels Holgersen over Helsingland. Det laa under ham med ny, lysegrønne Skud paa Naaletræerne, nysudsprunget Birkeløv i Lundene, nyt Græs paa Engene og nyspiret Sæd paa Markerne. Det var et højtliggende og bjergrigt Land, men midt ned igennem det strakte der sig en aaben og lys Dal, og fra den bredte der sig til begge Sider andre Dale, nogle korte og trange, andre brede og lange. „Dette Land kommer jeg vist til at ligne ved et Blad,” tænkte Niels Holgersen, „for grønt er det som et Blad, og Dalene forgrener sig paa det omtrent paa samme Maade som Ribberne paa en Bladplade.”
Fra den store Hoveddal udgik der først to vældige Sidedale, en mod Øst og en mod Vest. Saa sendte den kun Smaadale ud, til den kom temmelig højt mode Nord. Der rakte den igen to stærke Arme ud. Derefter løb den endnu et godt Stykke længere op, men saa blev den smallere og smallere og blev tilsidst borte i Vildmarken.
Midt i den store Dal flød en bred, prægtig Elv, der mange Steder bredte sig til Søer. Nærmest ved Elven laa Enge, der var helt oversaaet med smaa, graa Lader; ovenfor Engene begyndte Markerne, og ved Dalgrænsen, hvor Skoven tog fat, laa Gaardene. De var store og vel byggede, og den ene laa ved Siden af den anden i en næsten uafbrudt Række. Kirkerne knejste nede ved Elvens Bred, og rundt om dem samlede Gaardene sig til store Landsbyer. Andre Klynger af Huse var der ved Jernbanestationerne og ved Savværkerne, der laa hist og her ved Søer og Elve og var lette at kende paa de Bræddestabler, der taarnede sig op omkring dem.
Sidedalene var ligesom Midterdalen fulde af Søer, Marker, Landsbyer og Gaarde. De gled lyse og smilende ind mellem de mørke Bjerge, til de lidt efter lidt blev knuget sammen af dem og blev saa smalle, at de ikke havde Plads til mere end en lille Bæk.
Paa Aasen mellem Dalene holdt Naaleskoven til. Den havde ingen flad Jord at gro i, en Mængde Klippeblokke laa hulter til bulter deroppe, men Skoven dækkede det altsammen som et loddent Skind, der er bredt over et kantet Legeme.
Det var et skønt Land at se ned paa. Drengen fik ogsaa en hel Del af det at se, for Ørnen ledte efter den gamle Spillemand, Klement Larsson, og fløj fra Dal til Dal og spejdede efter ham.
Da det led ud paa Morgenen, blev der Liv og Bevægelse ved Gaardene. Dørene ind til Kostaldene, som dér i Landskabet var store og høje og havde baade Skorsten og høje, brede Vinduer, blev slaaet op paa vid Gab, og Køerne blev lukket ud. De var kønne, hvide, fint byggede og smidige, sikre paa Foden og saa muntre, at de gjorde de morsomste Spring. Kalvene og Faarene kom ogsaa ud, og det var ikke til at tage fejl af, at de var i deres allerbedste Humør.
Men hvert Øjeblik, der gik, blev der livligere paa Gaardspladserne. Et Par unge Piger med Ransler paa Ryggen gik om mellem Kvæget. En Dreng med en lang Kæp i Haanden holdt Faarene sammen. En lille Hund løb om blandt Køerne og bjæffede vredt ad dem, der vilde stange. Husbonden spændte en Hest for en Kærre og læssede denne med Smørbøtter, Osteforme og alskens Madvarer. Folk lo og sang. Baade de og Dyrene var saa fornøjede, som om de havde en rigtig Festdag for sig.
Kort efter var de allesammen paa Vej op til Skovene. En af Pigerne gik i Spidsen og lokkede for Kreaturerne med smukke, syngende Tilraab. Bag efter hende fulgte Dyrene i en lang Række. Hyrdedrengen og Hyrdehunden løb frem og tilbage for at passe paa, at ingen af Dyrene veg af fra Stien. Allerbagest kom Bonden og hans Karl. De gik ved Siden af Kærren for at hindre den i at vælte, for den Vej, de gik ad, var kun en smal, stenet Skovsti.
Enten var det Skik, at Bønderne i Helsingland sendte deres Kvæg op i Skovene paa en og samme Dag, eller ogsaa traf det sig kun saadan det Aar. Men vist er det, at Niels Holgersen saa' de muntre Tog af Folk og Fæ komme dragende ud fra hver eneste Dal og hvert eneste Hus, bøje ind i den øde Skov og fylde den med Liv. Fra Skovens mørke Dyb hørte han hele Dagen Sæterpigernes Lokken og Koklokkernes Klang. De fleste havde en lang og besværlig Vej for sig, og Drengen saa', hvordan de med Møje drog over side Moser og gjorde Omveje for at komme uden om Vindfælder, mens Kærrerne ofte stødte mod Stene og væltede med alt, hvad der var i dem. Men Sæterfolkene mødte alle Vanskeligheder med munter Latter og godt Humør.
 Ankomsten til Sæterhytterne |
Hen ad Eftermiddagen naaede Toget ryddede Steder i Skoven, hvor der var bygget en lav Kostald og nogle smaa, graa Hytter. Da Køerne kom ind paa Pladsen imellem Hytterne, brølede de fornøjet, som om de kendte Stedet igen, og gav sig straks til at æde af det grønne, saftige Græs. Folkene bar under Spøg og munter Passiar Vand og Brændsel og alt det, de havde bragt med paa Kærren, ind i den største af Hytterne. Snart steg der Røg op fra Skorstenen. Og saa satte Sæterpigerne, Hyrdedrengen og de voksne Mænd sig rundt om en flad Sten ude i det Fri og holdt deres Maaltid.
Gorgo, Ørnen, var ganske vis paa, at han nok skulde finde Klement Larsson blandt dem, der var paa Vej op i Skoven. Saasnart han saa' et Sætertog, lod han sig dale og undersøgte det med sit skarpe Blik. Men der gik Time efter Time, uden at han fandt ham.
Efter megen Flyven frem og tilbage kom Ørnen henimod Aften til en bjergrig og ensom Egn, der laa øst for den store Hoveddal. Igen saa' han en Sæter under sig. Folk og Kvæg var allerede naaet derhen. Mændene stod og huggede Brænde, og Sæterpigerne malkede Køerne.
“Se der!” sagde Gorgo. „Der tror jeg, vi har Manden.”
Han lod sig dale, og Niels saa til sin store Forandring, at Ørnen havde Ret. Der stod virkelig den lille Klement Larsson og huggede Brænde paa Sæterengen.
Gorgo slog ned i den tætte Skov et Stykke fra Husene. „Nu har jeg udført det, jeg havde paataget mig,” sagde han og gjorde et stolt Kast med Hovedet. „Nu maa du se at komme til at tale med Manden. Jeg sætter mig deroppe i den tætte Fyrretop og venter paa dig.”
DYRENES NYTAARSNAT.
Paa Sæteren var Arbejdet endt og Nadveren spist, men Folkene blev siddende oppe og snakkede sammen. Det var længe siden, de havde været i Skoven en Sommernat, og de syntes næsten, det var Synd at lægge sig til at sove. Det var saa lyst som ved højlys Dag, og Sæterpigerne gav sig i Lag med deres Haandarbejder, men engang imellem løftede de Hovedet, saa ind i Skoven og smilede stille for sig selv. „Ja, nu er vi her igen,” sagde de. Landsbyen med al dens Uro svandt bort af deres Sind, og Skoven fyldte dem med sin dybe Fred. Naar de hjemme paa Gaarden tænkte paa, at de skulde gaa alene oppe i Skoven hele Sommeren, kunde de knap begribe, hvordan de skulde holde det ud, men saasnart de var kommen op til Sæteren, følte de, at her havde de dog deres bedste Tid.
Der var kommet unge Piger og Karle i Besøg fra nogle Sætere i Nærheden, saa det var ikke saa faa, der sad lejret i Græsset udenfor Hytterne, men der vilde ikke komme nogen rigtig Samtale i Gang. Mændene skulde ned til Landsbyen igen næste Dag, og Sæterpigerne sagde dem Besked om forskellige Ting og gav dem Bud med til Hjemmet. Det var omtrent alt, hvad der blev sagt.
Da saa' den ældste af Sæterpigerne op fra sit Arbejde og sagde muntert: „Her behøver da ikke at være saa stille paa Sæteren i Aften, for vi har to Mænd med, der ellers nok holder af at fortælle. Den ene er Klement Larsson, der sidder her ved Siden af mig, og den anden er Bernhard fra Sunnansjö, der staar derhenne og kigger op paa Blacksaasen. Nu synes jeg, vi skulde bede dem fortælle os hver sin Historie, og den, der fortæller den morsomste, skal faa det Halstørklæde, jeg strikker paa.“
Dette Forslag vandt stort Bifald. De to, der skulde kappes, gjorde naturligvis nogle Indvendinger, men faldt snart til Føje. Klement foreslog, at Bernhard skulde begynde, og det havde denne ingenting imod. Han kendte ikke meget til Klement Larsson, men han antog, at han vilde give en eller anden gammel Historie til Bedste om Spøgelser og Trolde, og da han vidste, at Folk gerne hører den Slags Ting, fandt han det klogest at vælge noget af samme Slags.
„For flere hundrede Aar siden,“ sagde han, „skete det, at en Provst her i Delsbo en Nytaarsnat var ude at ride midt inde i den dybe Skov. Han sad til Hest med Pels og lodden Hue paa, og paa Saddelknappen hang en Taske, hvori han havde Alterkarrene, Alterbogen og sin Præstekjole. Sent om Aftenen var han bleven hentet ud til en syg langt inde i Skoven, og han havde siddet og talt med den syge til langt ud paa Aftenen. Nu var han omsider paa Hjemvejen, men han troede ikke, han kunde naa hjem til Provstegaarden før langt paa den anden Side Midnat.
Naar han endelig skulde tilbringe Natten paa Hesteryggen i Stedet for at ligge rolig i sin Seng, var han dog glad over, at det ikke var nogen slem Nat at være ude i. Det var mildt Vejr med stille Luft og overtrukken Himmel. Fuldmaanen stod stor og rund bag Skyerne og lyste, skønt den ikke selv var at se. Havde det ikke været for den Smule Maaneskin, vilde han have haft ondt ved at skelne Stien fra Jorden, for der var ingen Sne, og alting havde samme brungraa Farve.
Paa denne Rejse red Provsten en Hest, som han satte overmaade megen Pris paa. Den var baade kraftig og udholdende og næsten saa klog som et Menneske. Saaledes havde Provsten for Eksempel mange Gange mærket, at Hesten kunde finde hjem fra et hvilketsomhelst Sted i det store Sogn. Det stolede han saa sikkert paa, at han aldrig ulejligede sig med at tænke paa Vejen, naar han red den Hest. Og saaledes kom han ogsaa nu ridende midt i den graa Nat og den vildsomme Skov med Tøjlerne hængende slapt ned og Tankerne langt borte.
Provsten sad og tænkte paa den Prædiken, han skulde holde næste Dag, og paa mange andre Ting med, og det varede temmelig længe, inden det faldt ham ind at klare sig, hvor nær Hjemmet han var. Da han omsider saa op og blev opmærksom paa, at Skoven omgav ham ligesaa tæt som ved Begyndelsen af Turen, blev han meget forundret. Han havde været paa Vej saa længe, at han mente, han maatte have naaet den dyrkede Del af Sognet.
Det var i Delsbo den Gang som nu. Kirken og Provstegaarden og alle de store Gaarde og Landsbyer laa i den nordlige Del af Sognet, omkring Dellen, og sydpaa var der ikke andet end Skove og Bjerge. Da Provsten saa', at han endnu var i ubebyggede Egne, vidste han altsaa, at han stadig befandt sig i den sydlige Del af Sognet, og at han skulde ride mod Nord for at komme hjem. Men det syntes han netop, han ikke gjorde. Han havde hverken Maane eller Stjerner at rette sig efter, men han var af dem, der har Kompasset i Hovedet, og han havde en bestemt Fornemmelse af, at han red mod Syd eller maaske mod Øst.
Han skulde lige til at vende Hesten, men saa betænkte han sig. Den Hest var aldrig før gaaet vild og gjorde det sikkert heller ikke nu. Det var snarere ham selv, der tog fejl. Hans Tanker havde jo været langt borte, saa han havde ikke lagt Mærke til Vejen. Han lod Hesten gaa videre i samme Retning som før og sank snart igen hen i sine Betragtninger.
Men straks efter ramte en stor Gren ham med saadan Kraft, at den nær havde revet ham af Hesten. Da indsaa han, at han maatte se at klare sig, hvor han var kommen hen.
Han saa' ned imod Jorden og opdagede, at han red paa blød Mosegrund, hvor der ikke var nogen banet Sti. Hesten gik dog lige frem, uden mindste Tøven. Men ligesom før følte Provsten sig overbevist om, at den gik i den gale Retning.
Denne Gang undlod han ikke at gribe ind. Han tog et fast Tag i Tøjlerne for at tvinge den til at vende, og det lykkedes ham ogsaa at drive den tilbage til Stien. Men næppe var de der, før Hesten skød Genvej mellem to Træer og igen gik lige ind i Skoven.
Provsten var saa sikker paa, at den gik fejl, som det bare var muligt at være, men da Hesten var saa sikker paa sit, tænkte han, at nu vilde den maaske se at finde en bedre Vej, og saa lod han den gaa videre.
Hesten gik rask frem ad, skønt den ikke havde nogen Sti at følge. Kom den til en Bjergskrænt, klatrede den op ad den saa smidig som en Ged, og naar det derefter gik nedad, samlede den Benene og rutschede ned ad de glatte Stene.
„Bare den dog maa finde hjem før Kirketid!” tænkte Provsten. »Jeg gad vidst, hvad mine Delsboer vilde tænke, hvis jeg ikke kom i Kirke i rette Tid.”
Han fik ikke lang Tid til at spekulere herover, for pludselig kom han til et Sted, som han genkendte. Det var en lille, mørk Skovsø, hvor han havde ligget og fisket sidste Sommer. Nu var han klar over, at det forholdt sig netop, som han havde frygtet. Han var dybt inde i Skovene, og Hesten gik mod Sydøst. Det var, som om den var bestemt paa at føre ham saa langt bort fra Kirke og Præstegaard som muligt.
Provsten sprang øjeblikkelig af Sadlen. Han kunde ikke saadan lade Hesten føre ham ud i de øde Egne. Han maatte hjem, og siden Hesten med Vold og Magt vilde gaa fejl, besluttede han sig til at gaa til Fods og lede Hesten, indtil de kom ind paa kendte Stier. Han viklede Tømmen om Armen og begyndte sin Vandring. Det var ingen let Sag at gaa igennem den vilde Skov i en tung Pels, men Provsten var en stærk og haardfør Mand og ikke bange for noget.
Men Hesten gjorde ham det igen besværligt. Den vilde ikke følge ham, men satte Hovene fast i Jorden og strittede imod.
Tilsidst blev Provsten vred. Han plejede aldrig at slaa den Hest, og det syntes han heller ikke, han vilde tage sin Tilflugt til nu. I Stedet for kastede han Tøjlerne og gik sin Vej. „Saa bliver vi nok nødt til at skilles her, siden du vil gaa dine egne Veje,“ sagde han.
Han havde imidlertid ikke gaaet mer end et Par Skridt, før Hesten kom efter ham, nappede ham forsigtigt i Ærmet og søgte at standse ham. Provsten vendte sig om og saa' Hesten ind i Øjnene for at udgrunde, hvorfor den teede sig saa underligt.
Siden kunde Provsten aldrig forstaa, hvor det var muligt, men sikkert er det, at saa mørkt det var, kunde han se Hestens Ansigt aldeles tydeligt og kunde læse i det, som om det havde været et Menneskes. Han kunde se, at Hesten var i den frygteligste Angst og Vaande. Den saa' paa ham med et Blik, der var paa eengang bedende og bebrejdende. „Jeg har tjent dig og adlydt dig Dag efter Dag,” syntes den at sige. „Kan du ikke følge mig denne ene Nat?“
Provsten blev rørt over den Bøn, han læste i Dyrets Øjne. Det var klart, at Hesten i Nat paa en eller anden Maade trængte til hans Hjælp, og da han var en kæk og modig Mand, bestemte han sig straks til at følge den. Uden videre Tøven ledte han Hesten hen til en Sten for at stige op igen. „Gaa saa!” sagde han. „Jeg skal ikke forlade dig, naar du vil have mig med. Ingen skal kunne sige Provsten i Delsbo det paa, at han nægter at følge med den, der er i Nød.“
Og derefter lod han Hesten gaa, som den vilde, og tænkte ikke paa andet end at holde sig fast i Sadlen. Det blev en farlig og anstrengende Fart, og opad gik det næsten hele Tiden. Skoven stod saa tæt omkring ham, at han ikke kunde se to Skridt for sig, men det forekom ham, at de red op ad et meget højt Bjerg. Hesten arbejdede sig op ad de mest halsbrækkende Skrænter. Havde Provsten selv haft Tøjlerne, vilde han aldrig have drømt om at tvinge en Hest frem paa saadant Jordsmon. „Du har da vel ikke i Sinde at vove dig op paa selve Blacksaasen?“ sagde Provsten til Hesten og lo. Han vidste, at Blacksaasen laa der i Nærheden, men det var et af de højeste Bjerge i Helsingland.
Bedst som de red, mærkede Provsten, at han og Hesten ikke var de eneste, der var ude den Nat. Han hørte Stene rulle og Grene knækkes. Det lød, som naar store Dyr baner sig Vej gennem Skoven. Han vidste, at der var rigeligt med Ulve der paa Egnen, og tænkte paa, om Hesten vilde føre ham til Kamp mod de vilde Dyr.
Opad gik det, stadig opad, og jo højere de kom, jo tyndere blev Skoven.
Endelig red de henad en næsten nøgen Bjergryg, saa Provsten kunde se sig om til alle Sider.
Han saa' ud over umaadelige Landstrækninger, der gik op og ned i Aase og Klipper og overalt var dækket af mørke Skove. Det var ikke let i Mørke at finde sig til Rette, men snart kunde han ikke være i Tvivl om, hvor han befandt sig.
„Jo sandelig,“ tænkte han, „jo sandelig er det Blacksaasen, jeg rider op ad; det kan ikke være andet. Der mod Vest ser jeg Järfsöklack, og mod Øst blinker Havet ude ved Agø. Mod Nord ser jeg ogsaa noget, der skinner. Det er nok Dellen. Og her dybt nede under mig ser jeg det hvide Skumsprøjt fra Niamfossen. ja, det er Blacksaasen, jeg er kommen op paa. Det er et Æventyr, maa jeg sige!“
Da de kom op paa Toppen af Bjerget, blev Hesten staaende bag en busket Gran, som om den vilde skjule sig der. Provsten hældede sig frem og bøjede Grenene til Side, saa han fik fri Udsigt.
Bjergets flade, nøgne Tinde laa udbredt foran ham, men der var ikke øde og tomt, som han havde tænkt sig. Midt paa den aabne Plads laa der en stor Klippeblok, og rundt om denne var en stor Skare Dyr forsamlet. Provsten syntes, det saa ud, som om de var kommet derhen for at holde en Slags Ting.
Nærmest ved den store Sten saa Provsten Bjørnene, stærkt og tungt byggede, saa de lignede pelsklædte Klippeblokke. De havde lagt sig ned og blinkede utaalmodigt med deres smaa Øjne. Man kunde tydeligt se, at de var staaet lige op af Vintersøvnen for at gaa til Tings, og at de havde ondt ved at holde sig vaagne. Bag ved dem sad nogle hundrede Ulve i tætte Rækker. De var ikke søvnige, men meget livligere midt i Vintermørket end nogensinde om Sommeren. De sad paa Bagbenene som Hunde, slog i Jorden med Halerne og gispede heftigt, med Tungen hængende langt ud af Gabet. Bagved Ulvene listede Losserne om, stivbenede og klodsede som store, vanskabte Katte. De lod til at være sky overfor de andre Dyr og hvæsede, naar nogen kom dem for nær. I Rækken bagved Losserne saas Jærvene, der havde Hundeansigt og Bjørnepels. De følte sig ikke vel tilpas paa Jorden, men stampede utaalmodigt med deres brede Fødder og længtes efter at slippe op i Træerne. Og bagved disse igen, over hele den aabne Plads hen til Skovbrynet, vrimlede det af Ræve, Væseler, Maarer, smaa og nydelig skabt, men med endnu vildere og blodtørstigere Øjne end de større Dyr.
Provsten kunde se alle disse Dyr ganske tydeligt, fordi hele Pladsen var oplyst. Paa den høje Sten i Midten stod nemlig Skovens Konge og holdt i sin Haand en Fyrrefakkel, der brændte med høj, rød Flamme. Skovkongen var saa høj som Skovens højeste Træ, havde Grangrenekappe og Grankoglehaar. Han stod ganske stille med Ansigtet vendt imod Skoven. Han spejdede og lyttede.
Skønt Provsten saa det hele ganske tydeligt, var han saa forbavset, at han ligesom stred imod og ikke rigtig vilde, tro sine egne Øjne. „Dette er jo ganske umuligt,” tænkte han. „Det maa være mig, der er forstyrret. Jeg har redet for længe om i den mørke Skov. Det er min Fantasi, der tager Magten fra mig.“
Men alligevel iagttog han med største Opmærksomhed alt og ventede i Spænding paa, hvad han vilde faa at se, og hvad der vilde foregaa.
Der gik kun et Par Minutter, saa hørtes fra Skoven den klingre Lyd af en lille Kobjælde. Og straks efter hørte han paany Larm af Trin og af Grene, der knækkede, som naar en stor Flok Dyr baner sig Vej gennem Vildmarken.
Det var en stor Flok Husdyr, der kom vandrende. De kom i samme Orden, som naar de var paa Vej til Sæteren. Først kom Klokkekoen, saa Tyren, saa de andre Køer og derpaa Ungkreaturerne og Kalvene. Saa fulgte Faarene i en tæt Flok, saa Gederne og tilsidst et Par Heste og Føl. Hyrdehunden gik ved Siden af Hjorden, men der fulgte hverken Hyrdedreng eller Hyrdepige med Dyrene.
Det skar Provsten i Hjertet at se de tamme Dyr komme gaaende lige imod Rovdyrene. Han var lige ved at stille sig i Vejen for dem og raabe, at de skulde standse, men han indsaa jo nok, at det ikke stod i noget Menneskes Magt at standse Dyrenes Gang i denne Nat, og han forholdt sig rolig.
Det var øjensynligt, at de tamme Dyr ængstedes for det, de gik i Møde. De saa angst og ulykkelige ud. Om det saa var Klokkekoen, saa kom den gaaende med hængende Hoved og tøvende Skridt. Gederne havde hverken Lyst til at lege eller stanges. Hestene gjorde deres Bedste for at lade modige, men de rystede over hele Kroppen af Angst. Allerynkeligst saa Hyrdehunden ud. Den havde Halen mellem Benene og næsten krøb henad Jorden.
Klokkekoen førte Flokken helt hen til Skovkongen, der stod paa Stenen paa Toppen af Bjerget. Den gik rundt om ham og vendte saa tilbage, uden at nogen af de vilde Dyr rørte den. Og paa samme Maade gik alt Kvæget urørt forbi de vilde Dyr.
Og Provsten saa, at, idet Kreaturerne drog forbi, sænkede Skovkongen sin Fyrrefakkel snart over det ene, snart over det andet af dem og vendte den nedad.
Hver Gang dette gentog sig, istemte Rovdyrene en høj, glad Brølen, især hvis Faklen havde sænket sig over en Ko eller et andet Storkreatur, men det Dyr, der saa Faklen sænkes over sig, udstødte et højt, skingrende Skrig, som om man havde jaget en Kniv i det, og hele den Flok, det hørte til, brød ogsaa ud i Klageskrig.
Og pludselig gik det op for Provsten, hvad det var, han saa. Han havde jo hørt Tale om dette, at Dyrene i Delsbo samledes paa Blacksaasen hver Nytaarsnat, for at Skovkongen skulde mærke de Husdyr, der i Aarets Løb skulde blive Rovdyrenes Bytte. Han følte den største Medynk med de stakkels Kreaturer, der var i de vilde Dyrs Magt, skønt de jo ikke burde have anden Herre end Menneskene.
Næppe var den første Flok borte, før der igen lød Kobjælder nede fra Skoven, og Besætningen fra en anden Gaard kom vandrende op paa Bjerget. Den kom gaaende i samme Orden som den første og tog Vejen hen til Skovkongen, der stod streng og alvorlig og mærkede det ene Dyr efter det andet til Døden. Og efter den Flok kom der uden Standsning Skare efter Skare. Nogle Flokke var saa smaa, at de kun bestod af en eneste Ko og nogle Faar. I andre var der kun et Par Geder. Disse kom aabenbart fra fattige, smaa Skovhytter, men hen til Skovkongen skulde de, og han skaanede hverken den ene eller den anden Flok.
Provsten tænkte paa Bønderne i Delsbo, der holdt saa meget af deres Husdyr. „Vidste de bare dette, vilde de sikkert ikke lade det blive ved at gaa saadan,” tænkte han. Da vilde de hellere vove deres eget Liv end lade deres Kvæg gaa ind imellem Bjørne og Ulve og faa deres Dom af Skovkongen.”
Den sidste Flok, der kom dragende, var Præstegaardens Besætning. Provsten kunde allerede i lang Afstand kende Klokkekoens Bjælde, og det kunde Hesten aabenbart ogsaa. Den kom til at ryste over hele Kroppen og stod badet i Sved. „Ja, nu er det altsaa din Tur at gaa forbi Skovkongen og faa din Dom,” sagde Provsten til Hesten. „Men vær ikke bange! Jeg forstaar nok, hvorfor du har ført mig herhen, og jeg skal ikke forlade dig.”
Det kønne Kvæg fra Præstegaarden kom nu i en lang Række frem af Skoven og gik henimod Skovkongen og de vilde Dyr. Bagest i Rækken kom Hesten, der havde baaret sin Husbond op ad Blacksaasen. Provsten stod ikke af Sadlen, men blev siddende og lod Dyret bære ham hen til Skovkongen.
Han havde hverken Bøsse eller Kniv at forsvare sig med. Men han havde taget Alterbogen frem og sad med den trykket op imod sit Bryst, nu da han gav sig i Kamp med Troldtøjet.
I Begyndelsen lod det til, at ingen lagde Mærke til ham. Præstegaardsbesætningen gik forbi Skovkongen ganske som de andre Flokke. Skovkongen lod ikke Fyrrefaklen synke over noget af Dyrene. Først da den kloge Hest kom, gjorde han en Bevægelse som for at mærke den til Døden.
Men i det samme rakte Provsten Alterbogen i Vejret, og Fakkelskinnet faldt paa Korset paa Bogens Bind. Skovkongen udstødte et højt, skingrende Skrig, og Faklen faldt ud af hans Haand og ned paa Jorden.
Faklen slukkedes øjeblikkelig, og i den pludselige Overgang fra Lys til Mørke kunde Provsten ingenting se. Han hørte heller ingenting. Rundt om ham herskede den samme dybe Stilhed, som der ellers hersker om Vinteren i Vildmarken.
Da skiltes de tunge Skyer, der dækkede Himlen, pludselig ad, og gennem Revnen kom Fuldmaanen til Syne og kastede sine Straaler ned paa Jorden. Og nu saa Provsten, at han og Hesten stod ganske alene paa Toppen af Blacksaasen. Ikke et eneste af de mange vilde Dyr var der længer. Jorden var ikke trampet ned af de mange Kvæghjorder, der var gaaet over den. Men selv sad han med Alterbogen strakt frem foran sig, og Hesten, der bar ham, rystede og var badet i Sved.
Da Provsten igen kom ned af Bjerget og kom hjem til sin Gaard, vidste han ikke ret, om det, han havde set, var Drøm eller Syn eller Virkelighed. Men at det var en Formaning til ham om at tænke paa de stakkels Dyr, der var i de vilde Dyrs Magt, det forstod han. Og han prædikede saa vældigt for Delsbobønderne, at i hans Tid blev alle Ulve og Bjørne udryddede her i Sognet, — skønt det jo nok kan være, de kom tilbage, da han først var borte.”
Her endte Bernhard sin Historie. De syntes allesammen, den var udmærket, og det lod til at være en afgjort Sag, at han skulde have Prisen. De fleste fandt næsten, det var Synd for Klement, at han skulde være nødt til at kappes med ham.
Men Klement begyndte uforknyt. „Det var en Dag, da jeg gik paa Skansen udenfor Stockholm og længtes hjem,” sagde han, og saa gav han sig til at fortælle om den lille Nisse, han havde købt fri, for at han ikke skulde blive sat i Bur og vist frem som et vildt Dyr. Og han fortalte videre, at knap havde han gjort denne gode Gerning, før han blev belønnet for den. Han fortalte og fortalte, og Tilhørernes Forbavselse blev større og større, og da han omsider kom til den kongelige Lakaj og den fine Bog, lod alle Sæterpigerne deres Arbejde synke ned i Skødet og sad ubevægelige og stirrede paa Klement, der havde oplevet saa mærkelige Ting.
Saa snart Klement var færdig, sagde Sæterpigen, at han skulde have Halstørklæder. „Bernhard har fortalt noget, som en anden har oplevet, men Klement har selv været med i et rigtigt Eventyr, og det syntes jeg er meget mere,” sagde hun.
Det var de alle enige i. De saa paa Klement med helt andre Øjne end før, nu da de havde hørt, at han havde talt med Kongen, og den lille Spillemand turde knap vise, hvor stolt han følte sig. Men midt i den store Begejstring var der en, der spurgte ham, hvor han havde gjort af den lille Nisse.
„Jeg naaede ikke selv at sætte en blaa Skaal frem til ham,” sagde Klement, „men jeg bad den gamle Lap om at gøre det. Hvad der senere er blevet af ham, det ved jeg ikke.”
Næppe havde Klement sagt dette, før der kom en lille Fyrrekogle farende og ramte ham paa Næsen. Den kom ikke fra Træerne, og den kom ikke fra nogen af Menneskene. Det var ikke til at begribe, hvor den kom fra.
„Haa, haa, Klement!” sagde Sæterpigen. „Det lader til, at de Smaa hører, hvad vi taler om. I skulde vist ikke have overladt det til nogen anden at sætte Mad frem i den blaa Skaal.”