Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/28

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 285-293

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXVIII.
DALELVEN.

Fredag 29. April.

Den Dag fik Niels Holgersen det sydlige Dalarna at se. Vildgæssene styrede deres Flugt over Grängesbergs vældige Grubefelt, over de store Anlæg ved Ludvika, over Ulvshyttens Jernværk og Grängshammars gamle, nedlagte Værk helt op til Stora Tunas Sletter og Dalelven. Da Niels ved Begyndelsen af Turen saa Fabriksskorstene stikke op bag hver en Aas, syntes han, at det hele var som i Vestmanland, men da han kom til den store Elv, fik han noget nyt at se paa. Det var den første rigtige Flod, Drengen saa', og det betog ham stærkt at se denne store, brede Vandmasse komme glidende gennem Landet.

Da Vildgæssene havde naaet Torsångs Flydebro, vendte de og fløj mod Nordvest langs med Elven, som om de vilde bruge den til Vejviser. Drengen sad og saa ned paa Bredderne, hvor der en lang Strækning laa den ene Bygning ved Siden af den anden. Han saa de store Fald ved Domnarfvet og Kvarnsveden og de store Fabrikker, de havde at drive. Han saa Flydebroerne, der hvilede paa Elven, Færgerne, den havde at bære, Bjælkerne, som den førte afsted, Jernbanerne, der løb langs med den eller tværs over den, og det begyndte lidt efter lidt at gaa op for ham, hvad det var for et stort og mærkeligt Vand.

Elven slog en stor Bue mod Nord. Inde i Krumningen var der øde og folketomt, og Vildgæssene slog ned paa en Eng for at græsse. Drengen løb fra dem helt hen til Skrænten for at se paa Elven, der flød i et bredt Leje dybt nedenunder ham. En Landevej førte helt hen til Elven, og de rejsende blev sat over paa en Færge. Det var nyt for Niels, og det morede ham at se paa det, men pludselig blev han overfaldet af en forfærdelig Træthed. „Jeg bliver nødt til at sove lidt. Jeg har jo næppe lukket et Øje i Nat,” tænkte han, krøb ned i en tæt Tue, gemte sig saa godt han kunde under Græs og Straa og faldt i Søvn.

Han vaagnede ved, at der sad nogle Mennesker og talte sammen ved Siden af ham paa Engen. De var kommet ad Landevejen, men kunde ikke blive sat over Elven, for store Isstykker svømmede nedad den og hindrede Overfarten. Mens de ventede, gik de op i Engen og sad der og talte om, hvor besværligt det var med den Elv.

Dalelven

„Jeg gad nok vidst, om vi skal have saadan en Oversvømmelse i Aar som i Fjor,” sagde en Bonde. „Da gik Elven helt op til Telefonstængerne hjemme hos os og tog hele vor Flydebro med sig.”

„I Fjor gjorde den ikke synderlig Skade i vort Sogn,” sagde en anden, „men forrige Aar tog den en fuld Hølade fra mig.”

„Jeg glemmer aldrig den Nat, da den ødelagde den store Bro ved Domnarfvet,” indskød en Jernbanearbejder. „Ingen paa hele Værket lukkede et Øje den Nat.”

„Ja, vist er Elven slem til at gøre Fortræd,” sagde en stor, stovt Mand, „men naar jeg hører jer sidde her og tale saa ondt om den, kan jeg ikke lade være at tænke paa Provsten derhjemme. Der var Gilde i Provstegaarden, og Folk sad og beklagede sig over Elven, akkurat saadan som I gør nu, men da blev Provsten helt vred og sagde, at han vilde fortælle os en Historie. Og da han var færdig, var der ingen, der var i Stand til at sige et ondt Ord om Dalelven, og jeg gad vidst, om det ikke var gaaet jer ligedan, hvis I havde været med.”

Da de ventende hørte dette, vilde de alle have at vide, hvad Provsten havde sagt om Elven, og Bonden fortalte saa Historien, saa godt han kunde huske den.

„Oppe ved den norske Grænse laa der en Fjeldsø. Ud fra den løb en Aa, der lige fra den første Begyndelse var strid og hidsig. Saa lille den var, blev den dog kaldt Storaaen, fordi det saa ud til, at der kunde blive noget dygtigt af den.

Straks da den kom ud af Søen, kastede den et Blik omkring sig for at se, i hvilken Retning den helst skulde løbe, men da var det egentlig ikke noget opmuntrende Syn, der mødte den. Til højre, til venstre og ligefor var der ikke andet at se end skovklædte Aase, der lidt efter lidt gik over til nøgne Fjeldrygge, og nøgne Fjeldrygge, der lidt efter lidt hævede sig til høje Bjergtoppe.

Storaaen kastede Blikket til venstre. Der havde den Langfjeldet med Djupgravstöten, Barrfröhågna og Storvätteshågna. Den saa mod Nord; der havde den Näsfjeldet, i Øst stod Nipfjeldet, og i Syd Fjeldet Städjan. Det var ikke langt fra, at den tænkte, om det ikke var klogest at vende tilbage til Søen igen. Men saa syntes den alligevel, at den dog burde gøre et Forsøg paa at finde ud til Havet, og saa begav den sig paa Vej.

Det er let at forstaa, at det var et drøjt Stykke Arbejde for den at bane sig Vej gennem dette vilde Fjeldland. Var der ikke andet, der stod i Vejen for den, saa var der altid Skoven. Den maatte rive den ene Fyr omkuld efter den anden for at faa frit Løb. Den var mægtigst og stærkest om Foraaret, naar det første Tilløb kom og fyldte den med Snevand fra Granskovene, og naar dernæst Tilløbet fra Fjeldene fyldte den med Fjeldvand. Da samlede den al sin Kraft og styrtede frem, fejede Sten og Jord til Side og gravede sig igennem Sandaase. Ogsaa om Efteraaret kunde den gøre et ordentligt Stykke Arbejde, naar Efteraarsregnen havde styrket den.

En skøn Dag, da Storaaen som sædvanlig havde travlt med at bane sig Vej, hørte den pludselig en Boblen og Brusen til højre for sig, langt borte i Skoven. Den gav sig til at lytte saa ivrigt, at den næsten stod stille. „Hvad i Alverden kan det være?“ sagde den.

Skoven, der stod rundt om den, kunde ikke lade være at gøre sig lidt lystig over den. „Du bilder dig nok ind, at du er ganske ene i hele Verden,” sagde den. „Men jeg kan fortælle dig, at den, du hører bruse, er ingen anden end Gröfvelaaen fra Gröfvelsøen. Den har lige gravet sig igennem en smuk Dal, og den kommer nok ligesaa tidlig ud til Havet som du.”

Men Storaaen havde sit eget Sind, og da den fik dette Svar, sagde den uden at betænke sig et Øjeblik: „Den Gröfvelaa er nok kun en lille Stakkel, der ikke kan hjælpe sig selv. Hils du den fra mig og sig, at Storaaen fra Vånsøen er paa Vej ud til Havet, og at jeg nok skal tage mig af den og hjælpe den frem, hvis den vil slaa Følge med mig.”

„Du er en skrap Fyr, saa lille du er”, sagde Skoven. „Jeg skal nok bringe Gröfvelaaen din Hilsen, men jeg er ikke vis paa, at den bliver glad for den!”

Men næste Dag stod Skoven der og skulde hilse fra Gröfvelaaen og sige, at den havde haft det saa svært, at den var glad ved at faa Hjælp, og den skulde nok komme og forene sig med Storaaen, saa snart den kunde.

Efter dette gik det selvfølgelig endnu flinkere for Storaaen, og det varede ikke længe, inden den havde arbejdet sig saa langt frem, at den fik Øje paa en lang, smal, smuk Sø, der laa og afspejlede Idreberget og Fjeldet Städjan.

„Hvad er nu dette for noget?“ sagde den, og atter var den lige ved at staa stille af Forbavselse. „Jeg har da ikke baaret mig saa dumt ad, at jeg igen er kommen tilbage til Vånsøen?“

Men Skoven, som var til Stede alle Vegne paa den Tid, svarede straks: „Nej, vist er du ikke kommen tilbage til Vånsøen. Denne Sø er Idresøen, der er bleven fyldt med Vand fra Sønderelven. Det er en dygtig Elv. Den er lige nu bleven færdig med at lave Søen, og nu er den i Færd med at skaffe sig Afløb fra den.”

Da Storaaen hørte dette, sagde den straks til Skoven: „Du, der trænger frem alle Vegne, vil du ikke nok hilse Sønderelven, at Storaaen fra Vånsøen er kommen. Hvis den vil lade mig løbe igennem Søen, skal jeg til Gengæld tage Elven med mig ud til Havet, og du kan sige, at den ikke behøver at bekymre sig for, hvordan den skal slippe frem; det sørger jeg for.”

„Jeg skal gerne bringe den dit Forslag,” sagde Skoven, „men jeg tror ikke, at Sønderelven gaar ind paa det, for den er lige saa mægtig som du.”

Men næste Dag kunde Skoven fortælle, at Sønderelven ogsaa var bleven træt af at bane sig Vej alene, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.

Aaen løb nu igennem Søen og gav sig derpaa til at kæmpe med Skoven og Fjeldene ligesom før. En Tid lang gik det godt, men saa kom den ind i en Fjelddal, der var saa tæt lukket, at den ingen Udvej kunde finde. Storaaen laa og skummede af Arrigskab, og da Skoven hørte, hvor rasende den var, sagde den: „Nu er det nok ude med dig alligevel!”

„Ude med mig!” sagde Storaaen. „Nej, jeg har bare travlt med et Storværk. Jeg vil prøve, om jeg ikke ligesaa godt kan lave en Sø som Sønderelven?

Saa begyndte den at fylde Särnasøen, og det blev en hel Sommers Arbejde. Efterhaanden som Vandet steg i Søen, løftedes Storaaen højere op, og tilsidst brød den sig en Udvej mod Syd.

Da den lykkelig og vel var kommen ud: af denne Klemhærke, hørte den en Dag en vældig Susen og Brusen til venstre for sig. Saa mægtig en Brusen havde den aldrig før hørt i Skoven, og den spurgte straks, hvad det var.

Skoven var som sædvanlig øjeblikkelig parat med Svaret. „Det er Fjätelven,“ sagde den. „Kan du høre, hvor den bruser og skummer? Den er paa Vej ud til Havet.“

„Ifald du naar saa langt, at Elven kan høre dig,” sagde Storaaen, „vil du saa ikke hilse den sølle Elv og sige, at Storaaen fra Vånsøen tilbyder at tage den med ud til Havet paa den Betingelse, at den antager mit Navn og lydig lægger sig i min Flodseng.“

„Jeg kan aldrig tro, at Fjätelven vil opgive at gøre den Rejse paa egen Haand,“ sagde Skoven. Men næste Dag maatte den erkende, at ogsaa Fjätelven var bleven træt af at grave sin egen Vej, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.

Nu gik det bestandig fremad for Storaaen. Den var dog ikke saa stor, som man skulde have ventet, da den havde draget saa mange Hjælpere til sig. Men stolt var den. Den skred frem næsten i lutter Vandfald, og med vældigt Drøn kaldte den til sig alt, hvad der boblede og bruste i Skoven, om det saa ikke var andet end en Vaarbæk.

En Dag hørte den noget bruse langt, langt vester ude. Og da den spurgte Skoven, hvem det var, fik den til Svar, at det var Fuluelv, der optog Vandet fra Fulufjeld og allerede havde opnaaet at faa gravet en lang og bred Fure.

Saa snart Storaaen fik dette at vide, sendte den sin sædvanlige Hilsen, og Skoven paatog sig som sædvanlig at overbringe den. Næste Dag kom den med Svar fra Fuluelv. „Sig til Storaaen,“ havde Elven svaret, „at jeg aldeles ikke ønsker dens Hjælp. Det havde sømmet sig bedre for mig end for Aaen at sende en saadan Hilsen, da jeg er den mægtigste af os to, og det nok bliver mig, der kommer først ud til Havet.“

Næppe havde Storaaen faaet den Besked, før den havde sit Svar paa rede Haand. „Vil du straks svare Fuluelv,” sagde den til Skoven, „at jeg udfordrer den til Kamp. Anser den sig for at være mægtigere end jeg, maa den bevise det med at løbe omkap med mig. Den, der kommer først til Havet, har vundet.”

Da Fuluelv fik den Hilsen, svarede den:

„Jeg har ikke noget udestaaende med Storaaen, og jeg havde holdt mest af at vandre min Vej i Fred og Ro. Men jeg har saa megen Hjælp at vente af Fulufjeld, at det vilde være fejgt af mig ikke at tage imod Udfordringen.”

Og saa begyndte de to Strømme deres Kapløb. De bruste afsted med endnu større Hast end før og havde ingen Ro hverken Sommer eller Vinter

Men det lod til, at Storaaen meget snart skulde komme til at fortryde, at den havde været saa forvoven at udfordre Fuluelven, thi den mødte en Hindring, der var lige ved at blive den for mægtig. Det var et Bjerg, der laa i Vejen for den, saa den ikke kunde komme frem uden gennem en trang Revne. Den kneb sig sammen og gik i stride Fossefald, men i mange Aar maatte den file og slide, inden den fik Revnen udvidet til en nogenlunde bred Rende.

I al den Tid spurgte Storaaen mindst én Gang hvert Halvaar Skoven, hvordan det gik Fuluelv.

„Elven gaar det saa godt, som ønskes kan,“ sagde Skoven. „Den har nu forenet sig med Görelven, der optager Vandet fra de norske Fjelde.“

En anden Gang, da Aaen spurgte til Elven, svarede Skoven: „Den behøver du ikke at være bekymret for, den har lige faaet hele Hormundsøen med sig.”

Men Hormundsøen havde Storaaen selv gjort Regning paa at faa til sig, saa da den hørte, at den var gaaet til Fuluelv, blev den saa rasende, at den endelig brød sig gennem „Trängslet“ og kom styrtende frem saa vild og skummende, at den rev meget mere Skov og Jord med sig, end den behøvede. Det var netop Foraar, og den oversvømmede hele Egnen mellem Hyckjebjerget og Väsabjerget, og inden den faldt til Ro igen, havde den skabt den Egn, der kaldes Elvdalen.

„Jeg gad nok vidst, hvad Fuluelv siger til dette!“ sagde Storaaen til Skoven.

Fuluelv havde imidlertid udgravet Transtrand og Lima, men nu havde den temmelig længe staaet stille foran Limed og ledt efter en Udvej, da den ikke dristede sig til at kaste sig ned ad det stejle Bjerg der. Men da den fik at høre, at Storaaen havde brudt sig Vej gennem Trängslet og gravet Elvdalen ud, sagde den, at nu maatte det briste eller bære. Nu kunde den ikke længer blive staaende stille. Og saa kastede den sig ned ad Limedfossen.

Det var et vældigt Spring, men Elven kom velbeholden ned, og nu kan det nok være, at den fik Fart paa. Den udgravede Malung og Järna, og der lykkedes det den at overtale Vanaaen til at forene sig med den, skønt denne var hele fjorten Mil lang og paa egen Haand havde udgravet hele Søen Vänjan.

Af og til hørte den en mærkelig stærk Brusen.

„Nu synes jeg, jeg kan høre, at Storaaen er ved at kaste sig i Havet,” sagde den.

„Nej,“ sagde Skoven, „vel er det Storaaen, du hører, men endnu er den ikke naaet ud til Havet. Nu har den faaet Orsasøen og Skattungen med sig, og derfor er den bleven saa stor paa det, at den har sat sig for at fylde hele Siljan.”

Det var en glædelig Nyhed for Fuluelv. Den tænkte som saa, at naar Storaaen først havde forvildet sig ned i Siljandalen, saa vilde den der være indelukket som i et Fængsel. Og saa skulde den nok naa ud til Havet før Aaen.

Nu kunde Fuluelv altsaa tage Sagen med større Ro. Om Foraaret gjorde den sit drøjeste Stykke Arbejde. Da steg den højt over Trætoppe og Sandaase, og hvor den var skredet frem, efterlod den en ryddet Dal. Saaledes gik dens Vej fra Järna til Nås og fra Nås til Floda. Fra Floda kom den til Gagnef. Her var der allerede i Forvejen en Slette. Bjergene havde trukket sig saa langt tilbage, og Fuluelv havde saa let ved at komme frem, at den glemte al sin gamle Travlhed og bugtede sig legende i alle mulige Krumninger og Snoninger, næsten som den havde været en lille Bæk.

Men havde Fuluelv glemt Storaaen, saa havde Storaaen sandelig ikke glemt Fuluelv. Hver Dag sled den med at fylde Siljandalen for at slippe ud af den i den ene eller den anden Retning, men den laa foran den som et umaadelig stort Kar og lod til aldrig at ville lade sig fylde. Sommetider troede den, at den vilde blive nødt til at sætte selve Gesundabjerget under Vand for at slippe ud af sit Fængsel. Den prøvede paa at bryde igennem ved Rättvik, men der stod Lerdalsbjerget i Vejen. Saa tilsidst slap den ud nede ved Leksand.

„Sig ikke noget til Fuluelv om, at jeg er sluppen ud,” sagde Aaen til Skoven, og Skoven lovede, at den nok skulde tie.

Storaaen tog Insjön med sig i Forbifarten, og stolt og mægtig skred den gennem Gagnef.

Da Storaaen kom i Nærheden af Mjälgen i Gagnef, fik den Øje paa en Elv, der kom flydende bred og pragtfuld med lyst og skinnende Vand, og som skød Skove og Sandaase, der laa i Vejen for den, til Side saa let, som om det var et rent Legeværk.

„Hvad er dog det for en prægtig Elv?” sagde Storaaen.

Men nu traf det sig, at Fuluelven spurgte netop om det samme. „Hvad er det dog for en Elv, der kommer nordfra saa stolt og vældig? Aldrig havde jeg troet, jeg skulde se en Elv skride igennem Landet med en saadan Styrke og Magt.”

Da sagde Skoven saa højt, at begge Floderne kunde høre det: „Siden I nu begge to, Storaa og Fuluelv, har ladet falde gode Ord om hinanden, saa synes jeg, at I ikke burde have noget imod at forene jer med hinanden og i Fællesskab bane jer Vej til Havet.“

Dette Forslag lod til at behage begge Floderne. Der var bare det i Vejen, at ingen vilde opgive sit eget Navn og antage den andens.

Det var lige ved, at det slet ikke var kommet til nogen Forening imellem dem, men saa fandt Skoven paa at foreslaa, at de skulde tage sig et nyt Navn, der ikke tilhørte nogen af dem.

Det gik de begge ind paa, og de tog saa Skoven til Navngiver. Den bestemte nu, at Storaaen skulde aflægge sit Navn og kalde sig Østre Dalelven, og Fuluelv skulde aflægge sit og kalde sig Vestre Dalelven, Naar de saa havde forenet sig, skulde de slet og ret hedde Dalelven.

Og nu, da de to Floder havde forenet sig, gav de sig til at skride frem med en Vælde, som intet kunde modstaa. De jævnede Jorden i Stora Tuna, saa den blev saa glat som en Gaardsplads. De styrtede nedad Faldet ved Kvarnsveden og Domnarfvet uden at betænke sig. Da de kom i Nærheden af Søen Runn, sugede de den til sig og tvang alle Vandløb i Omegnen til at forene sig med dem. Derpaa drog de østerud mod Havet uden synderlig Modstand og bredte sig ud som hele Søer. De vandt stor Ære og Anseelse ved Söderfors og ligesaa ved Ålvkarleby, og endelig naaede de ud til Havet.

Da de skulde til at styrte sig i Havet, kom de til at tænke paa deres lange Kappestrid og al den Møje og Besvær, de havde haft.

De følte sig nu trætte og gamle og kunde ikke begribe, hvor de i deres Ungdom havde kunnet være saa glade ved Kamp og Kappestrid. De spurgte sig selv, hvad Nytte alt dette i Grunden havde været til.

Men de fik intet Svar paa deres Spørgsmaal, for Skoven var bleven staaende højt oppe i Landet, og selv kunde de ikke vende tilbage i deres Leje og se, hvorledes Menneskene var trængt frem overalt, hvor de havde banet Vej, hvorledes Bygd paa Bygd var vokset op langs Østerdalelvens Søer og Vesterdalelvens Dale. Hvorledes der i hele Landskabet ikke fandtes andet end ensomme Skove og øde Fjelde undtagen der, hvor de i deres mægtige Kappestrid var skredet frem.“