Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/11
XI.
ØLANDS SYDSPIDS.
3.—6. April.
Ba den sydlige Del af Øland ligger en gammel Kongsgaard, der hedder Ottenby. Det er et temmelig stort Gods, der strækker sig tværs over Øen, fra Kyst til Kyst, og det udmærker sig ved altid at have været Tilholdssted for store Dyreflokke. I det syttende Aarhundrede, da Kongerne drog til Øland for at jage, var hele Ejendommen kun en eneste stor Dyrehave. I det attende Aarhundrede var der et Stutteri, hvor der opdrættedes ædle Raceheste, og et Schæferi, hvor der holdtes flere Hundrede Faar. I vore Dage er der hverken Fuldblodsheste eller Faar ved Ottenby. Istedetfor er der store Flokke af unge Heste, der skal benyttes i vore Kavalleriregimenter.
Der er vist ikke nogen Gaard i hele Landet, der er et bedre Opholdssted for Dyr. Langs med Østkysten ligger den gamle Schæferieng, der er over en Fjerdingvej lang, den største Eng paa hele Øland, hvor Dyrene kan græsse og lege og tumle sig ligesaa frit som i Vildmarken. Og der er den berømte Ottenby Lund med de hundredaarige Ege, der giver Skygge for Solen og Læ for den skarpe Ølandsblæst. Og saa maa man ikke glemme den lange Ottenby-Mur, der gaar fra Kyst til Kyst og skiller Ottenby fra den øvrige Del af Øen, saa Dyrene kan vide, hvor langt den gamle Kongsgaard strækker sig, og vogte sig for at færdes paa anden Jord, hvor de ikke er saadan fredede.
Men ikke blot tamme Dyr er der Overflod af paa Ottenby. Man skulde næsten tro, at de vilde Dyr ogsaa havde en Fornemmelse af, at paa et gammelt Krongods maa baade vilde og tamme Dyr kunne vente Fred og gode Dage, saa det er derfor, de vover sig derhen i saa store Flokke. Ikke alene findes der endnu Hjorte af den gamle Stamme, og ikke alene elsker Harer og Gravænder og Agerhøns at leve der, men om Foraaret og Efteraaret er det en Hvileplads for mange tusende Trækfugle. Først og fremmest er det paa den sumpede Østenstrand nedenfor Schæferiengen, at Trækfuglene slaar ned for at græsse og hvile.
Da Vildgæssene og Niels Holgersen omsider havde fundet Vej til Øland, slog de som alle andre ned paa Stranden under Schæferiengen. Taagen laa tæt over Øen som før over Havet. Men dog blev Drengen forbavset over alle de Fugle, han opdagede blot paa det lille Stykke af Stranden, han kunde overse.
Det var en flad Sandbred med Stene og Vandpytter og en Mængde opskyllet Tang. Havde Drengen skullet vælge, var det næppe faldet ham ind at slaa ned der, men Fuglene ansaa det vist for et rent Paradis. Ænder og Graagæs gik og græssede paa Engen, nærmere ved Vandet løb Snepper og andre Strandfugle. Lommerne laa i Vandet og fiskede, men mest Liv og Bevægelse var der paa de lange Tangbanker ude i Vandet. Der stod Fuglene tæt ved Siden af hinanden og hakkede Orme i sig; de fandtes aabenbart i talløs Mængde, for det lod ikke til, der nogensinde lød Klage over Mangel paa Mad.
De allerfleste Fugle skulde videre og var kun slaaet ned for at hvile, og saasnart Anføreren for en Flok syntes, at hans Kammerater havde vederkvæget sig tilstrækkeligt, sagde han: „Er I nu færdige, saa vi kan komme videre?”
„Nej, vent, vent! Vi er langtfra mætte endnu,” sagde hans Ledsagere.
„Bilder I jer ind, jeg har i Sinde at lade jer æde saa meget, at I ikke kan røre jer?“ sagde Anføreren, slog med Vingerne og satte afsted. Men det skete mer end een Gang, at han maatte vende om, fordi han ikke kunde faa de andre til at følge med.
Udenfor de yderste Tangbanker laa en Flok Svaner. De brød sig ikke om at gaa i Land, men hvilede sig ved at ligge og gynge paa Vandet. Af og til dukkede de ned med Halsen og hentede sig Føde op fra Havbunden. Naar de havde faaet fat i noget rigtig godt, udstødte de et højt Raab, næsten som et Trompetstød.
Da Drengen hørte, at der laa Svaner i Havbrynet, skyndte han sig ud paa Tangbankerne. Han havde aldrig før set vilde Svaner paa saa nært Hold. Lykken var ham god, saa han kom helt hen til dem.
Drengen var ikke den eneste, der havde hørt Svanerne. Baade Vildgæs og Graagæs og Ænder og Lommer svømmede ud mellem Bankerne, lagde sig i Ring rundt om Svanerne og stirrede paa dem. Svanerne brusede med Fjerene, slog Vingerne op som Sejl og strakte Halsene højt i Vejret. Af og til svømmede en af dem hen til en Gaas eller en Lom eller en Dykand og sagde et Par Ord. Og da var det, som om den tiltalte følte sig saa beæret, at han knap vovede at oplade Næbbet til et Svar.
Men saa var der en lille Lom, rigtig en lille, ondskabsfuld Gavstrik, der ikke kunde udholde al denne Højtidelighed. Den dukkede pludselig ned og forsvandt under Havfladen, lidt efter gav en af Svanerne et Skrig fra sig og svømmede væk saa hurtigt, at Vandet skummede. Derpaa standsede den og begyndte igen at se majestætisk ud. Men straks efter var der en anden, der skreg og bar sig ad akkurat paa samme Maade, og derefter skreg en tredje ligedan.
Nu kunde den lille Lom ikke holde sig længere under Vandet; den dukkede op og laa nu der paa Bølgerne, lille og sort og ondskabsfuld. Svanerne styrtede løs paa den, men da de saa, hvad det var for en lille, ussel Tingest, vendte de pludselig om, som om de holdt sig for gode til at skændes med saadan en. Men den lille Lom dukkede igen ned og nappede dem i Fødderne. Det gjorde væmmelig ondt, og det værste var, at de mistede deres Værdighed. Men pludselig gjorde de Ende paa Legen. De gav sig til at piske Luften med Vingerne, saa det buldrede, fo'r et langt Stykke hen over Vandet ligesom springende, fik endelig Luft under Vingerne og satte til Vejrs.
Det blev saa underlig tomt efter dem, og de, der før havde moret sig allermest over den lille Loms Paafund, skændte nu paa ham for hans Uforskammethed.
Drengen gik nu igen op i Land. Der stillede han sig hen og saa paa Sneppernes Leg. De lignede smaa bitte Traner, havde ligesom de en lille Krop, høje Ben, lang Hals og lette, svævende Bevægelser, kun var de ikke graa, men brune. De stod i en lang Række paa Stranden, lige hvor Bølgerne skyllede op paa den. Saa snart en Bølge kom rullende, løb hele Rækken baglænds. Saa snart den sugedes ud, fulgte de efter. Og saadan blev de ved i Timevis.
De pynteligste af alle Fuglene var dog Gravænderne. De var nok i Familie med de tamme Ænder, for de havde ligesom de en tung, bred Krop, fladt Næb og Svømmefødder, men de var meget pragtfuldere udstyrede. Selve Fjerdragten var hvid, men om Halsen havde de et bredt gult Baand og paa Vingerne et Spejl, der skinnede i grønt, rødt og sort, Vingespidserne var sorte, og Hovedet var sortegrønt og metalglinsende.
Saa snart nogen af dem viste sig paa Stranden, sagde de andre Fugle: „Nej, se til dem der! Det kan nok være, de forstaar at pynte sig!” — „Var de ikke saa udstafferede, behøvede de vel ikke at grave sig ned i Jorden, men kunde bo under aaben Himmel som en anden en,” sagde en brun Græsand. — „De kan nu anstrenge sig, saa meget de vil, de kan dog aldrig komme til at tage sig ud med den Næse, de har,“ sagde en Graagaas. Og det var virkelig sandt. Gravænderne havde en stor Pukkel paa Næbbet, som aldeles spolerede deres Ansigt.
Langs Strandkanten fo'r Maager og Terner frem og tilbage over Vandet og fiskede. — ,Hvad er det for Fisk, I fanger?” spurgte en Vildgaas. — „Det er Hundestejler. Det er ølandske Hundestejler. Det er den bedste Fisk i hele Verden,“ sagde en Maage. „Vil du smage?“ Og den fløj henimod Gaasen med hele Munden fuld af de smaa Fisk og vilde give hende. „Uh fy! Tror du, jeg vil spise saadan noget Skidt?” sagde Vildgaasen.
Næste Morgen var det stadig lige taaget. Vildgæssene gik paa Engen og græssede, men Drengen var gaaet ned til Stranden for at samle Muslinger. Der var nok af dem, og da det faldt ham ind, at han maaske i Morgen vilde komme til et Sted, hvor han slet ingen Mad kunde faa, saa besluttede han, at han vilde prøve paa at lave sig en lille Pose, som han kunde fylde med Muslinger. Der stod paa Strandbredden en hel Del visne Siv, som var sejge og stive, og han gav sig nu til at flette en Ransel af dem. Det Arbejde tog ham flere Timer, men han var ogsaa rigtig tilfreds med det, da det var færdigt.
Ved Middagstid kom alle Vildgæssene løbende og spurgte ham, om han ikke havde set noget til den hvide Gase. „Nej, han har ikke været med mig,” sagde Drengen. — „Han har været sammen med os lige til for nylig,” sagde Akka, „men nu ved vi ikke, hvor han er bleven af.“
Drengen blev gruelig forskrækket. Han spurgte, om nogen Ræv eller Ørn havde vist sig, eller om noget Menneske havde været i Nærheden. Men ingen havde mærket noget farligt. Gasen var vel blot gaaet vild i Taagen.
Men for Drengen var Ulykken lige stor, paa hvad Maade Gasen saa var kommen bort, og han gav sig straks paa Vej for at lede efter den. Taagen beskyttede ham, saa han kunde løbe, hvorhen han vilde, uden at blive set, men den hindrede ham ogsaa i selv at se. Han løb mod Syd langs med Kysten helt ned til Fyret og Taagekanonen ude paa Øens Sydspids. Overalt var der en Vrimmel af Fugle, men ingen Gase. Han vovede sig helt hen til Ottenby Gaard, og han gennemsøgte hver eneste af de gamle, hule Egetræer, men fandt ikke Spor af Gasen.
Han ledte, lige til det begyndte at blive mørkt. Da maatte han begive sig tilbage ad den østre Strand. Han gik med tunge Skridt og var saare mod i Hu. Han begreb ikke, hvad der skulde blive af ham, hvis han ikke fandt Gasen. Der var ingen i Verden, han daarligere kunde undvære.
Men idet han vandrede over Schæferiengen, hvad skulde det vel saa være for noget stort, hvidt, der kom gaaende imnod ham, uden Gasen? Den var aldeles uskadt og meget glad over at have fundet tilbage til de andre. Taagen havde gjort den saa tummelumsk i Hovedet, sagde den, at den havde gaaet rundt og rundt paa den store Eng hele Dagen. Drengen slog i sin Glæde begge Armene om Halsen paa den og bad den saa inderlig at tage sig i Vare og ikke gaa fra de andre. Det lovede den da bestemt, at den aldrig mere skulde gøre. Nej, aldrig mere!
Men næste Morgen, da Drengen gik nede paa Stranden og ledte efter Muslinger, kom Gæssene løbende og spurgte, om han ikke havde set noget til Gasen.
Nej, det havde han ikke. Ja, nu var Gasen igen borte. Han var vel gaaet vild i Taagen ligesom Dagen før.
Drengen løb afsted i stor Angst og gav sig til at lede. Han fandt et Sted, hvor Ottenby-Muren var falden sammen, saa han kunde klatre over. Derpaa gik han omkring baade nede paa Strandbredden, der efterhaanden videde sig ud og blev saa stor, at der var Plads til Marker og Enge og Bøndergaarde, og paa det flade Højland oppe paa Øen, hvor der ikke fandtes andre Bygninger end Vejrmøller, og hvor Grønsværen var saa tynd, at den hvide Kalkklippe skinnede igennem.
Men Gasen fandt han ikke, og da det begyndte at blive mørkt, saa han maatte vende tilbage til Stranden uden Resultat, var han overbevist om, at hans Rejsekammerat var forsvunden. Han var saa modfalden, at han ikke vidste, hvad han skulde gribe til.
Han var lige klatret over Muren, da han hørte en Sten rasle ned tæt ved. Da han vendte sig om for at se, hvad det var, syntes han, han kunde se noget røre sig i en Stenbunke, der laa op ad Muren. Han listede sig nærmere og saa den hvide Gase komme klatrende med stort Besvær op ad Stenbunken; den havde Næbbet fuldt af Rodtrævler. Gasen saa ikke Drengen, og denne raabte ham ikke an; han syntes, det var det fornuftigste først at faa Rede paa, hvorfor Gasen saadan forsvandt den ene Gang efter den anden.
 Vindmøller paa Øland |
Han opdagede ogsaa snart Grunden. Oppe i Stenbunken laa en ung Graagaas, der skreg af Glæde, da Gasen kom. Drengen listede sig nærmere for at høre, hvad de sagde, og han fik da at vide, at Graagaasen var kommen til Skade med sin ene Vinge, saa hun ikke kunde flyve, og at hendes Flok var fløjet fra hende, saa hun laa ene og forladt. Hun havde været nær ved at dø af Sult, da den hvide Gase Dagen før havde hørt hendes Skrig og opsøgt hende. Lige siden da havde han stadig bragt hende Mad. De havde begge haabet, at hun kunde blive rask, til han skulde forlade Øen, men endnu kunde hun hverken gaa eller flyve. Hun var meget bedrøvet derover, men han trøstede hende med, at han ikke skulde rejse for det første. Tilsidst sagde han Godnat til hende og lovede, at han vilde komme igen næste Dag.
Drengen lod Gasen gaa, men saa snart han var borte, listede han sig op i Bunken. Han var vred over, at Gasen havde narret ham, og nu vilde han lade den Graagaas vide, at Gasen tilhørte ham. Den skulde føre ham op til Lapland, og der var ikke Tale om, at den kunde blive tilbage for hendes Skyld. Men da han fik den unge Gaas at se nærmere, forstod han baade, hvorfor Gasen havde gaaet og baaret Mad op til hende i to Dage, og hvorfor han ikke havde villet fortælle, at han hjalp hende. Hun havde det fineste lille Hoved, Fjerdragten var som den blødeste Silke, og Øjnene var milde og bedende.
Da hun fik Øje paa Drengen, vilde hun løbe sin Vej. Men den venstre Vinge var af Led og slæbte langs ad Jorden, saa den hindrede alle hendes Bevægelser.
„Du skal ikke være bange for mig,“ sagde Drengen og saa slet ikke saa vred ud, som han havde haft i Sinde. „Jeg er Tommeltot, Morten Gases Rejsekammerat.“ Og saa blev han staaende og vidste ikke, hvad mere han skulde sige.
Der kan undertiden være noget i Dyrs Udtryk, som gør, at man spørger sig selv, hvad de egentlig er for Væsener. Man har en Følelse af, at de kunde være forvandlede Mennesker. Saadan noget var der ved den lille Graagaas. Saa snart Tommeltot sagde, hvem han var, nejede hun med Halsen paa det nydeligste og sagde med en Stemme, der var saa smuk, at Drengen umulig kunde tro, det var en Gaas, der talte: „Jeg er meget glad over, at du er kommen herhen for at hjælpe mig. Den hvide Gase har fortalt mig, at ingen i hele Verden er saa klog og god som du.”
Hun sagde dette med en saadan Ynde og Værdighed, at Drengen blev ganske flov. „Det kan aldrig være en rigtig Gaas,” tænkte han. „Det maa bestemt være en fortryllet Prinsesse.”
Han fik stor Lyst til at hjælpe hende og stak sin ene Haand ind under Fjerene og følte paa Vingebenet. Benet var ikke brækket, men det maatte være af Led, for han fik Fingeren ind i en tom Ledhule. „Pas nu paa,” sagde han, tog et fast Tag om Benpiben og pressede den ind, hvor den skulde sidde. Han gjorde dt overmaade rask og flinkt, i Betragtning af, at det var første Gang, han gav sig af med at være Doktor, men det maa have gjort meget ondt, for den stakkels, lille Gaas udstødte et eneste vildt Skrig og sank saa ned mellem Stenene uden at give Livstegn fra sig.
Drengen blev gruelig forskrækket. Han havde villet hjælpe hende, og nu var hun død. Han skyndte sig at springe ned af Stenbunken og løb sin Vej af alle Kræfter. Han syntes, det var, som om han havde slaaet et Menneske ihjel.
Næste Morgen var Taagen forsvunden, og Akka sagde, at nu skulde de fortsætte deres Rejse. Alle de andre var straks rede, kun den hvide Gase gjorde Indvendinger. Drengen forstod nok, at han ikke vilde rejse fra sin Veninde Graagaasen. Men Akka vilde ikke høre paa ham, og Flokken begav sig afsted.
Drengen sprang op paa Gasens Ryg, og den hvide fulgte Flokken, men langsomt og uvilligt. Drengen derimod var glad ved at komme bort fra Øen. Han havde Samvittighedsnag for Graagaasens Skyld og havde ikke turdet fortælle Gasen, hvordan det var gaaet, da han vilde kurere paa hende. Det var bedst, at Morten Gase aldrig fik noget at vide om den Ting, tænkte han. Alligevel undrede han sig over, at Gasen kunde nænne at rejse fra hende.
Men pludselig vendte Gasen om. Den kunde ikke glemme sin lille Ven. Med Laplandsrejsen maatte det gaa, som det vilde, men den kunde ikke flyve bort, naar den vidste, at hun laa syg og forladt og maatte sulte ihjel.
Med nogle Vingeslag var den henne ved Stenbunken. Men der laa ingen Graagaas mellem Stenene. „Dunfin! Dunfin! Hvor er du?“ skreg Gasen.
„Ræven har vel fundet hende og ædt hende,” tænkte Drengen. Men i det samme hørte han en blød Stemme svare: „Jeg er her, Morten! jeg er her! Jeg har blot været nede at tage mig et Morgenbad.” Og op af Vandet kom den smukke, lille Graagaas frisk og sund og fortalte, hvorledes Tommeltot havde trukket hendes Vinge i Led, og at hun nu var aldeles rask og rede til at følge med paa Rejsen.
Vanddraaberne laa som Perler paa hendes silkebløde Fjer, og Tommeltot tænkte igen, at hun var bestemt en rigtig Prinsesse.