Syvende Capitel.
Tag det sorte Kors af Graven!
Plant en Lilie hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødninghaven
Blomster spire for vor Fod!
Englevinger paa vor Grav,
For den brudte Vandringsstav!
Palmefugl for Askekrukke!
Frydesang for hule Sukke! —
Grundtvigs Psalmer.
Den Sorg Virginie saalænge havde baaret i sit Hjerte, og som i Skyggen af al den Elendighed der havde omgivet hende, var bleven endnu tungere at bære, begyndte lidt efter lidt at tabe sin Magt ved Haabets oplivende Indflydelse. Altsom Dagene længtes, og Vinteren udenfor strængtes, spirede og voxede Glæden hemmeligt i hendes Sjæl ligesom de smaae Blomster der udfolde sig under Sneen og staae der uskyldige, rene og hvide, beredt til at hilse Foraarssolen med et taknemmeligt Blik naar den smelter Sneedækket, der skjulte dem. Virginies Kjærlighed var i Sandhed en beskeden Blomst, der ikke behøver en tropisk Solvarme for at udvikle og bevare sin Skjønhed — hvor en mindre fordringsfri og ydmyg Natur søger en Lidenskab der overgaaer dens egen, og seer Livets høieste Lyksalighed i at blive elsket, gik hendes Hjertes hele Ærgjærrighed ud paa at elske og see sin Kjærlighed — ikke paaskjønnet! et saadant Ord anvendte Virginie aldrig paa sig selv — men uundværlig og dyrebar.
Da Viggos Breve blev hyppigere og stedse vidnede om den Kraft og Iver hvormed han beredte sig til sit Kald som Præst, hvilket nu var blevet hans Livs Formaal, uden at et Ord nogensinde hentydede til det ulægelige Saar hans Hjerte havde modtaget, troede Virginie at den ulykkelige Lidenskab for Minona var forsvundet som en Drøm, og at en uskyldig Kjærlighed, der havde Guds Velsignelse og Verdens Bifald, vilde adsprede hans Tungsind og gjøre ham lykkelig. Med Hjertet bevæget af salige Anelser læste hun hvert Udbrud af hans Længsel efter Fædrelandet, uden den fjerneste Drøm om at denne heftige, længselsfulde Attraa, som han ikke kunde undertrykke, var rettet mod en Grav. Mellem Virginies varme, hengivelsesfulde Hjerte, og Gjenstanden for dets Kjærlighed stod den Døde — useet af hende, men bestandig nærværende i Viggos Sjæl og Tanker.
Foraaret var kommet. Solen skinnede varmt og kjærtegnende paa de friske Græsstraa der dækkede Mincnas Grav, Fuglene sang høit af Glæde over Livet og Lyset — og den unge Sjæl, der saa levende havde følt den samme Glæde, som er Guds bedste Lovsang paa Jorden, savnedes dybere og blev inderligere begrædt af sine Elskede nu da Naturens Foraarsfristhed gjenfødte Billedet af hendes ungdomsfriske Skjønhed i deres Erindring. Men Helene græd ikke længer trøstløst og fortvivlet! hun tænkte sig ikke Minona som en Blomst der er traadt i Støvet og knust af den grusomme Skjæbne, men som en Spire der er plantet om i Paradisets Have for der at udvikle sig i en reen Luft og et uforgjængeligt Sollys. Milde Tanker, gode Beslutninger og et tillidsfuldt Haab vaktes til Liv i Helenes Hjerte ved denne Forvisning. Hun var selv en af de Blomster, der vende sig mod Solen! da Frelseren lod hende føle sin Gjenfødelses og Fornyelses Magt, faldt hun ned og tilbad ham — der var ingen Vaklen i hendes Sjæl! med samme ubegrændsede Tillid og Enthusiasme hvormed hun havde hengivet sig til sin Ungdomskjærlighed, gav hun sig nu Gud i Vold. Og den Fred, som Verden ikke giver, lyste sin Velsignelse over hendes Tilværelse.
Skjøndt det i Almindelighed her i Verden gaaer modsat til end i Himlen, idet her er større Glæde over een Retfærdigs Fald end over nioghalvfemsindstyve Synderes Omvendelse, udgjør dog den sande christne Menighed en Undtagelse fra denne Regel, thi der er et usynligt Slægtskabsbaand som aldrig fornægter sig mellem dem, der erkjende sig for Børn af den samme evige Kjærlighed. Derfor vakte Helenes Omvendelse inderlig Glæde ikke alene i Himlen, men ogsaa i den lille Menighed paa Jorden, hvortil hun havde sluttet sig. Mange Bønderfolk bleve staaende naar hun paa Veien til Kirken hilste dem mildt og fortroligt, eller drog deres Børns Hjerter til sig ved det usigelig ømme og vemodige Blik hvormed hun betragtede dem, og takkede Gud for den Forandring der var foregaaet med den stakkels Frue fra Præstegaarden, hvis lidende og haabløse Udseende tidligere havde tildraget sig deres Opmærksomhed. Helene følte det Velgjørende i denne Deltagelse og mødte den med saa hjertelig Taknemmelighed at hun snart var hjemme i Menigheden. Man antager i Almindelighed at Lighed i Stilling og Dannelse er nok til at gjøre Folk hinandens Selskab fordrageligt — derfor kommer et Selskab af dannede Mennesker til at ligne en Udstilling af forskjellige Kunststykker, hvoraf det ene intet har med det andet at gjøre, men hvert især er der for at sees. Men hvor Mennesker forenes af en fælleds for alle overveiende Interesse, kan der virkelig finde et Samliv Sted, og der forsvinder al ydre Ulighed — i Vilkaar, Evner og Dannelse, i Betragtning af det sjælelige Fælledskab hvori de leve. De Christne forenes ved deres Slægtskab i Frelseren der har forløst dem, og Aanden der har opvakt dem! De udgjøre trods al verdslig Forskjel eet Folk, hvis Fødeland er den ny Jord og Himmel der overlever alle denne Verdens Riger. Helenes Ønske var opfyldt — hun havde faaet Indfødsret i det Land hvor Kjærligheden er Konge.
I sit Forhold til Viggo følte hun især den velgjørende Indflydelse af dette religieuse Slægtskabsbaand. Hun havde altid elsket ham for Faderens Skyld, og hans Antipathie mod hende var forsvundet ved den fælleds Sorg over Minonas Død, men først da de begge fandt Trøst og Fred i den samme Tro aabnede deres Hjerter sig for hinanden — og al den velgjørende Magt et elskeligt kvindeligt Væsen har til at mildne det Bittre i Erindringer som den der formørkede Viggos Sjæl, og fremkalde det Ophøiede, Trøstetige og Skjønne, der lyser ud af al ædel Sorg, som Stjernerne paa Nattens Himmel, blev af ham følt og erkjendt med den dybeste Taknemmelighed. Hun fik den bedste Løn et Kvindehjerte kan modtage for sin Hengivenhed — hun blev uundværlig I det fremmede Land traf hendes Ord, det skjønne Udtryk af en beslægtet Følelse, hans Hjerte som den første varme, velgjørende Hilsen fra Hjemmet, en Gjenklang af hans høieste Glæde og dybeste Sorg — et Tonebillede af Minona, der lovede ham en salig Gjenforening. Thi i Helenes Forestilling viste Minona sig ikke som Liget paa Baaren, men som en sovende Engel der vil vaagne ved de første Straaler af Evighedens Morgensol. Mægtigere end nogensinde drog Viggos Længsel ham til Hjemmet — det var nu ikke alene Graven, der vinkede ham, han vilde lytte til Helenes Ord, der ubevidst formede sig til et Digt om Minona, hvis Ungdom, Skjønhed og Kjærlighed var begravet i hans Hjerte og gjenfødt i hendes.
I Mai Maaned kom Viggo til Kjøbenhavn — og da Solen stod op Morgenen efter hans Hjemkomst, saae den ham der hvor hans Sjæl evig og altid havde været nærværende — ved Minonas blomsterdækte Grav. Men hans Tanker dvælede ikke ved Graven — han saae det „Lys i Dødens Nat” i hvis Glands hun var indslumret — han lyttede i Aanden til hendes sidste Ord: Græd ikke I Elskede — det er saligt at føle hvad jeg nu føler — Livet! — og den blomstrende foraarsfriske Grav ved hans Fod drog hans Tanker hen til den aabne Grav hvor Englen udtalte Opstandelsens Budskab — han følte at den jordiske Lyksalighed gravlægges i Hjertet for at opstaae som Salighed.
Med Fred i Sjælen forlod han sin Elskedes Hvilested og gik fulgt af milde Erindringer, gjennem Skoven ad den velbekjendte Vei til det Huus under hvis Tag han første og sidste Gang havde seet hende. Baronessen havde taget sin lille Eiendom i Besiddelse, men saa tidligt om Morgenen laae Beboerne endnu i uforstyrret Søvn. Intet fremmed Syn mødte Viggo da han nærmede sig Helligdommen — Gardinerne var trukket sammen for Minonas Vindue, om hvis Ramme de friske grønne Rosenblade snoede sig som en Krands. Solen skinnede klart, og Lærken svang sig syngende høit op over Skovhusets Tag imod den blaa Himmel.
Da Viggo kom til Præstegaarden blev baade Pastor Frank og Helene saa grebne af det Udtryk af Fred og Glæde, der lyste i hans Ansigt, at ingen af dem i første Øieblik bemærkede den store Forandring der var foregaaet siden Minonas Død. Men Virginie saae den — og følte med smertelig Bevægelse at han var død for denne Verden. Der var ikke mindste Gjenskin af den Ild der engang havde luet i hans Blik, i den rolige Klarhed hvormed Sjælen nu lyste ud af de indsunkne Øine. Da han fæstede dem paa hende med et Udtryk fuldt af mild broderlig Velvillie, brast hun i Graad og greb hans Haand som for at kysse den — først nu vidste hun hvor stor den Seir var, han havde vundet, og al egenkjærlig Sorg over hvad hun selv havde tabt, blev overveiet af Beundring for ham. Desuden — der skal meget til at miste Haabet! Virginie blev ved at nedsætte sine Fordringer, men hun opgav dem ikke. Hun tænkte: Han vil aldrig elske mig som han har elsket Minona — men han har mig dog kjær, og jeg kan gjøre mig uundværlig for ham! — Helene nærede samme Haab! hun havde i den senere Tids fortrolige Samliv faaet saa høie Tanker om Virginie og tillige et saa inderligt Ønske for at see hende lykkelig, at hun allerede før Viggos Ankomst i sit Hjerte havde besluttet denne Forbindelse, og nu da han næsten udelukkende sluttede sig til hende, ved sin Indflydelse paa ham bestræbt sig for at virke for Virginie. Men i denne Henseende var han utilgjængelig. Alt hvad hun fortalte om Virginies selvopoffrende Kjærlighed og Omhu for hende, om hendes christelige Deltagelse for ham, vakte rigtignok hans Beundring — men han, som havde kjendt den Elskovsild der fortærede Minonas Hjerte, kunde ikke engang i Form af den usandsynligste Mulighed falde paa at det var Kjærlighed til ham, der havde hævet Virginie til den Høide hvor han saae hende. Hun var et af de Væsener der enten slet og ret betegnes som „en god Pige,” eller overføres fra Virkeligheden i Ideen, hvor de dyrkes som Idealer — igrunden den sørgeligste Skjæbne for et ungt uskyldigt, men dog af jordisk Kjærlighed opfyldt Pigehjerte. Viggo gik til denne Yderlighed — Virginie var for ham den christne Kvinde, Jomfruen, hvis Hjerte er Himlens Eiendom. Engang sagde han til Helene, der som sædvanligt havde ført Samtalen hen paa den Unge Pige: Hvor høit jeg end skatter hende, — og ingen kan dybere end jeg beundre en Natur som Virginies! — kan jeg dog ikke lade være i mine stille Tanker at beklage den Mand, der bliver forelsket i hende og skal have hende til sin Hustru, ligesom jeg altid trods min Beundring har beklaget Joseph, der var trolovet med den reneste og helligste Kvinde, som Gud velsignede fremfor alle — hans Resignation forekommer mig næsten overmenneskelig! — Havde Viggo følt hvorledes Virginies Hjerte bankede da hun useet af ham og Helene, hørte disse Ord udtale af den Mand hun elskede, vilde han have erkjendt at hun var en jordisk Kvinde! ja det sidste Glimt af Helgenglorien maatte tabe sig for hans Blik dersom han vidste at hun, istedetfor at tilkjendegive sin Nærværelse eller ubemærket fjerne sig fra sin skjulte Plads, med blussende Kinder og tilbageholdt Aandedrag trykkede sit Ansigt mod den tynde Væg der adskilte hende fra de Talende, for at opfatte hvert af disse Ord, der for hende indeholdt Liv og Død. Muligt vilde han foragte hende — man gaaer saa let fra den ene Yderlighed til den anden! og dog er der saameget af Evas Natur i alle Kvinder at ni af ti vilde gjøre det Samme i hendes Sted — men vel at mærke: af disse vilde de fleste tage deres Tilflugt til en lille Besvimelse der kunde fængsle dem til Pletten, for at besmykke dette Ophold for dem selv. Virginie blev svimmel, men hun ændsede ikke engang sit Ildebefindende — end sige benyttede det.
„O nei!” udbrød Helene. „Hvor kan Du dog bedømme hende saa skjævt! Virginie har et varmt Hjerte og vil gjøre den Mand lykkelig som har vundet det! — Der var unaturligt, umuligt at en ung Pige udelukkende skulde tilhøre Himlen, og have nok i den christelige Kjærlighed.” — Siig ikke det! der et Naturer som uden at være renere eller skjønnere, er lykkeligere end andre, og komme til Himlen uden at gaae igjennem Skjærsilden! „Men det er jo en catholsk Anskuelse! hvor kan Du oversee al den jordiske Smerte og det unyttige Savn der skjules under Nonnedragten?” — Jeg forsvarer ikke den catholske Idee! jeg siger tvertimod — riv Klosteret ned! — behøves der et Fængselsliv for at stille Sjælen fra Verden, saa er selv den tykkeste Muur utilstrækkelig — thi saa er Verden indenfor, i Fangernes Hjerte. Men der gives Sjæle som fødes med Nonneslør og er skilt fra Verden ved en Klostermuur der staaer, om ogsaa alle catholske Nonneklostere nedbrydes — ved Uskyldigheden. Til disse hører Virginie. — „Jeg vilde beklage hende, dersom Du havde Ret! den jordiske Kjærlighed er vel en Ildprøve værd — og den himmelske Salighed ufuldstændig uden den. Men — hvis Virginie trods al sin Uskyldighed kan elske varmt og inderligt — vilde Du da ikke prise den Mand lykkelig der var Gjenstand for hendes Kjærlighed?” Hvis han kunde besvare den — jo! „Og dersom det nu var Dig selv?” — Mig! udbrød Viggo med et tungsindigt Smiil. Hvilken ung livsglad Pige kunde forelske sig i mig?! — Helene svarede ængstelig for at have sagt formeget: „Jeg røber ikke en Venindes Hemmelighed — der har aldrig været nogen Yttring af Virginie, hvori jeg sporede en saadan Følelse — men det ligger nu engang i en Kvindes Natur, aldrig at oversee den hvor den er, om vi endogsaa undertiden see formeget og forudsætte den hvor den ikke er. Det sidste kan være Tilfældet her — men hvis jeg har Ret i min Formodning, hvis Virginie elsker Dig og kan blive lykkelig ved den Beundring og kjærlige Følelse for hende, der er i dit Hjerte, vilde du da ikke være glad ved at tænke dig hende som Din Kone?” En Pause fulgte hvori Virginie neppe turde trække Veiret. Endelig sagde Viggo i en Tone hvis dybe Alvor isnede hendes Hjerte: Gud forbyde at du skulde have Ret! jeg holder saa inderligt af Virginie — jeg ærer hende saa høit som en Mand kan ære en Kvinde — men jeg har kun elsket eengang, og ingen Kvinde skal nogensinde staae imellem mig og Erindringen om min Kjærlighed — jeg kan ikke give en Anden den Stilling som hun ikke kunde modtage i mit Hjem. Din Kjærlighed til Virginie gjør Dig blind — Du vil see det Ønske opfyldt som Du tillægger hende — uden at tænke paa hvorledes det bliver opfyldt! En Kvinde der elsker, skal fordre Gjenkjærlighed, og den der modtager hendes Hjerte uden at kunne give sit, bedrager hende. Lad hende resignere, og knytte sin Tilværelse med al den Rigdom og Skjønhed den indeholder, til Himlen, i hvis Velsignelse den vil finde Fred og Glæde, istedetfor at lænke den til Skyggen af en jordisk Lykke, der mangler Liv og Sjæl for hende. Alt hvad jeg kan give hende, har hun, undtagen mit Navn — kan det forvandle en ulykkelig Kjærlighed til en lykkelig!?
„Virginie er en fordringsfri Natur! jeg troer at hvis hun elsker Dig er den Følelse du har for hende nok til at gjøre hende lykkelig, naar hun ved et dagligt Samliv med Dig kan tage den i Besiddelse. For en Kvinde, der elsker, er det allerede uendelig meget at tilhøre en Mand, tjene ham, og offre ham sin hele Tilværelse.
Men det er ikke nok — jeg fatter ikke at det skulde kunde være nok for en Kvinde! — Om hun var aldrig saa opoffrende, fortræffelig og fordringsløs vilde hun i mine Øine være unaturlig.
Mere hørte Virginie ikke — hun flygtede for disse Ord der forvoldte hende saa dræbende Smerte, men da hun var alene og gjentog dem for sig selv, syntes hun først ret at hele deres Betydning blev hende klar — det var ikke alene en tidligere Kjærlighed, der stilte hende fra Viggo — Umuligheden af en Forening laae i hendes Natur! den Kjærlighed hun kunde fatte og føle var ikke mægtig at tilfredsstille ham. Den undertrykte Skinsyge opluede paany — hun gruede for den Bitterhed der greb hendes Sjæl ved Tanken om hvorledes Minona havde forstaaet at elske — hun følte sig saa ringe, saa fattig og afmægtig imod den Døde, som havde taget Viggos Kjærlighed med i Graven, at hun i dette Øieblik forstod hvorledes Helene kunde ønske sig Tilintetgjørelsen som den eneste Velgjerning hun i sin Sorg var modtagelig for. Men denne Tanke vakte igjen Erindringen om den evige Kjærlighed der havde trøstet Helene — hun mindedes Viggos Ord: Lad hende resignere, og knytte sin Tilværelse til Himlen, i hvis Velsignelse den vil finde Fred og Glæde. „Fred — ja — Fred paa Jorden og Salighed i Himlen!” tænkte hun, bevæget af den rene Følelse og gode Villie, der laae for dybt i hendes Natur til længe at fornægte sig. „Jeg vil resignere — han skal aldrig lære den Kjærlighed at kjende, som er unaturlig i hans Øine, men han skal see mig frelst ved den Resignation, han forstaaer. Det vil koste Overvindelse, men Seiren er vis for den der kjæmper mod sine onde og svage Følelser, thi Gud staaer ved vor Side i den gode Strid!”
Og Virginie kjæmpede med heltemodig Udholdenhed og tillidsfuld Forvisning om Seiren. Naar man saae hende med den sædvanlige milde Rolighed besørge sine huslige Forretninger, og bære Omsorg for de mange Fattige der var vant til at søge Hjælp hos hende, skulde ingen tro at hun var opfyldt af Uro og tidt overvældet af Sjælesmerte. En Hjertesorg der lever og døer i Hjertet uden noget ydre Tegn paa sin Tilværelse, vilde ikke blive respecteret hvis den var kjendt — man bedømmer den ulykkelige Kjærligheds Styrke og Inderlighed efter Yttringen: der er smaae Hjertesorger der kjendes paa de almindelige Følger ligefra „Blegsot” til „en lille Reise” og store Hjertesorger der foraarsage Menneskehad, livsvarig Fortvivlelse eller virkelig Afsindighed. Efter denne Regel kunde Virginies Sorg ikke komme i Betragtning, thi selv blandt dem, der daglig levede sammen med hende, blev det bestandig en uopløst Gaade om Helene havde havt Ret i sin Formodning! hun selv troede det rigtignok, men Viggo troede det ikke — og dog findes ikke mange iblandt dem, hvis Tilværelse er blevet forstyrret og forfeilet ved Indflydelsen af en ulykkelig Kjærlighed, der have elsket saa dybt og inderligt som hun; men hendes Sjæl var fra Barndommen af gjort fortrolig med den christelige Henvisning til den Kjærlighed der har skabt og forløst Verden — hun havde lært at elske ham igjen der elsker os først, længe før hendes Hjerte berørtes af en jordisk Lidenskab, og hun var allerede indviet i en høiere Tilværelse i Samfund med Gud, da hun maatte gjøre Afkald paa den høieste Lykke i dette Liv — derfor kunde hun resignere uden at gaae tilgrunde.
Nu da alle disse Sjæle hvis Fald og Opreisning,
Kamp og Seir jeg har forsøgt at skildre, lykkeligt have
naaet Havnen, ender deres Historie af sig selv — thi
et stille, christeligt Liv som det, hvori Helene og Virginie
fandt en rigere Lyksalighed end den Verden kunde have
skjænket dem, egner sig ikke til Stof for en Fortælling.
— Jeg vil kun tilføie at Viggo efter nogle Aars Forløb
fik Pastor Franks Kald, og efterhaanden trøstede
Menigheden for Tabet af sin Forgjænger. Den unge Præst
var rigtignok alvorligere end den gamle, men han havde
Hjerte for Andres Glæde, og Trøst for enhver der
sønderknust af Sorg eller forfulgt af Samvittighedsnag
søgte Frelse i den Lære han forkyndte. Han tiltalte ikke
dem, Verden havde forskudt og fordømt, med det
pharifæiske „I” — men med et broderligt „vi” — og naar han talte til dem om Guds Raad til Synderes
Saliggjørelse følte de at han selv hørte til dem, over hvem
der er Glæde i Himlen. —
Viggos Tungsind var ulægeligt — der saaes sjeldent et Smiil paa hans Ansigt! Men naar han prædikede Opstandelsens Evangelium med Hjertet fuldt af levende Tro og begeistret Taknemmelighed, følte han at den ny Phønix rørte sine Vinger i hans Hjerte under den gamles Aske.