Menneskeløget Kzradock/7
VII
Det ubeskrivelige. — Vanviddets Afgrund. — Det stumme Spil. — Viljens Magt. — Rummets Tomhed. — Det aabne Vindue. — Brødre! — Den hemmelige Mission. — Princip mod Princip. — I Struben.
Hvad der hændte i de følgende Minutter er næsten ikke til at beskrive! Kun i Tillid til mine Læseres Dømmekraft tør jeg forsøge derpaa. Men jeg kan i dette Øjeblik ikke indestaa for, at det, jeg fortæller, er den fulde Sandhed. Det er mig saa godt som umuligt at rekonstruere, hvad der hændte i det korte Tidsrum med de mange impulser og pludselige Bevæggrunde, der dukkede frem. Paa Kanten af en Afgrund mellem Vanvid og Fornuft hører Sproget op og Ordet ejer ikke mere nogen Forklaring …
Hvad jeg havde oplevet paa denne ene Dag, havde ikke uden Grund bragt mit inderste Jeg i et vildt Oprør. Jeg havde gennemlevet Kriser som vist ikke mange før jeg: Kzradocks Fortælling, Scenen i Biografteatret, Hændelserne her paa min egen Sindssygeanstalt havde pisket mit Blod op og flænget uskaansomt i mine Nerver. En sanseløs Rotering af skiftende Billeder — og hvilke Billeder! — havde forvirret mit Syn og isnet min Sjæl. Alle de Følelser og Smerter, alle de Rædsler, man kan føle, var i Løbet af kun faa Timer blevet min Lod. Og alt dette stammede fra Kzradock …
Dette maa man forstaa for at begribe, hvad der nu skete.
… Endnu skimtede jeg svagt i Mørket Kzradocks Silhuet ved det aabne Vindue og dybt nede i Haven paa den af Fakler oplyste Plæne den vanvittige Dans, der nu gled langsommere, fordi Kzradock, der ledede Takten fra Vinduet, syntes at dvæle i en Erindring for ligesom at drømme sig videre frem i den Melodi, han stumt anslog …
Jeg stod der et Par Skridt bag hans Ryg og følte mig helt lammet, kunde ikke røre mig. Men min Hjerne arbejdede voldsomt paa at løsrive sig, paa at klargøre sig Situationen, paa at forstaa og paa at blive Herre over sig selv.
Der var et Øjeblik, hvor jeg følte, at nu begyndte min Vilje at røre paa sig. Den satte al sin Kraft ind paa at dreje mig ud af den sjælelige Plan, jeg stod i … idet den forsøgte ved en uhyre Anstrængelse at bevæge det lille yderste Led paa min Lillefinger. Ti kunde Viljen blot magte det, saa var jeg ikke mere lammet. Og medens Hjernen søgte tusend Fornuftgrunde for at naa det, der kunde overbevise den, arbejdede Viljen med Musklerne for at faa dem til at lystre …
Og tilsidst lykkedes det.
Det lykkedes mig tilsidst ved et pludseligt Angreb, der bragte Sveden frem paa min Pande, at bøje min Lillefinger. Og straks efter efter knyttede hele Haanden sig. En varm Blodbølge gled gennem mig — jeg kunde ogsaa bevæge Armen frit! Jeg mærkede hvorledes Lammelsen successivt gled bort fra mit Legeme. Endnu kunde jeg ikke røre Fødderne, men det vilde ikke vare længe. Jeg drejede nu Hovedet, nu løftede jeg Armene. Og nu, nu! — Nu kunde jeg bevæge mig, jeg kunde flytte mine Fødder igen, jeg kunde gaa, hvorhen jeg vilde.
Jeg var i dette Øjeblik udenfor Kzradocks Magt.
Jeg blev staaende et Sekund, nydende min Sejr. Det var som en Frigørelse at blive sig selv igen. Jeg husker, at jeg i al Stilhed nævnede mit eget Navn. Ja, det var mig — Dr. Renard de Montpensier, Sindssygeanstaltens Overlæge, ved min sunde Fornuft Herre i dette Vanviddets Hus!
I dette Nu begreb jeg, hvormeget Kampen mod Kzradock betød! Var det ikke selve Kampen mellem Vanvid og Fornuft? Hans Vanvid, der vilde trænge sig ind paa mine Omraader, og min Fornuft, der i nysgerrigt Begær trængte sig ind paa hans. Hvorledes vilde denne frygtelige Duel, der blev ført med Menneskehedens skarpeste Vaaben, ende? Vaaben saa frygtelig uensartede! Fornuftens smalle Klinge, der lignede en Sonde, mod Vanviddets Tomahavk, der knuste Hjerneskallen med et eneste Brag.
Endnu var der vel Tid til at vinde Slaget! Først og fremmest ved selv at lede det, ved at besætte alle de Poster, der kunde besættes og nøje beregne Kampstillingen.
Jeg gik forsigtig et Skridt henimod Kzradock og stod næsten bag hans Ryg, der var bøjet og spændt som en Bue. Han syntes ikke at lægge Mærke til det. Jeg udtalte hans Navn. Da gik der en Rystelse igennem ham og for første Gang famlede hans Haand i Luften. Da greb jeg pludselig om ham — jeg kunde ikke lade være — og stødte ham bort fra Vinduet.
Men derved kom jeg selv til at staa foran det aabne Vindue.
Og da jeg stod der … selv belyst af Faklerne, hvis spinkle Skær naaede derop, da jeg saa alle de blege Skikkelser, der pludselig var standsede dernede, da jeg mærkede Nattekøligheden fra den store Have og stod med Hovedet bøjet frem under det uendelige Himmelrum, da kunde jeg ikke lade være, da maatte jeg fortælle, hvad jeg havde paa Hjerte. Jeg maatte udtrykke mig — — akkurat som Kzradock før ved sit stumme Spil maatte jeg nu til at udtrykke mig … og paa min Maade. Jeg maatte tale til denne Nat, dette Rum, disse Mennesker. Det var Fortsættelsen af Kzradocks Monolog. Akkurat som et Led i en Kæde fulgte jeg ham, jeg maatte fortsætte.
Men hvorfor?
Maaske for helt at blive Herre over mig selv? Maaske for at prøve mig selv? Hvem ved? Maaske var jeg endnu under hans Magt og Indflydelse — fulgte ham under Kommando, som en Dukke i et Ledebaand.
Men der var ogsaa noget, jeg maatte vide Besked om.
Vanviddet havde faaet de landflygtige Sjæle dernede i Haven til at danse? Hvorledes vilde Fornuften virke paa dem? Hvorledes vilde det talte Ord fortolkes af disse Sjæle? Vilde de blive harmfulde … eller ligegyldige — hvad vilde der ske?
Jeg følte, at min Stemme lød som en strøget Stemmegaffel.
Hvem talte jeg egentlig til? Til vanvittige Mennesker og til det tomme Rum. Og dog kunde jeg ikke lade være, jeg maatte give efter for min Lyst. Jeg var i dette Øjeblik ikke blot Sindssygelæge, jeg var et Menneske, der udtrykte, hvad han følte i en af Pinsler opreven Stund.
Og jeg talte saa højt, som jeg kunde for at alle skulde høre mig.
Jeg mærkede, at de lyttede dernede … de gale lyttede herop til det aabne Vindue, hvorfra de fik deres Ordre i denne sælsomme Nat, hvor alt menneskeligt skulde mødes.
„Brødre,“ sagde jeg. „Kære Brødre. Mine Venner, jeg elsker Eder! I er bange, og I er sky, og I lystrer alt og alle … I vil ikke gøre ondt, I beder ikke engang om at være til. Men I er bleven forraadte af Eders Hjerne som jeg er bleven det af min! Og dog — til syvende og sidst er det hverken denne Hjerne eller denne Sjæl, det kommer an paa. Vor inderste Mission ligger uden for os selv. Vi staar i større Magters Tjeneste; baade den, der har sin Fornuft og den, der har sat sin til, skal blot lystre! Han skal lystre og vokse, vokse som en Plante, der sætter Blomst og Frugt, lystre Naturen — det er den inderste Fornuft i os alle. Aa, Brødre, hvor jeg elsker Eder … derfor taler jeg!
Jeg saa ned over Haven. Alle Ansigter dernede var vendte mod mig, alle lyttede de jo, underlig tavse og beklemte. De var faldne til Ro … stivnede i denne lyttende Stilling, hvor den indadsugende Kraft virker ætsende og tatoverende paa Sjælen.
Og dog … vilde det betyde noget, om jeg brugte lidt flere eller lidt færre Ord? Hvad betød det, at de lyttede? De forstod dog ikke noget, det vidste jeg!
Men maaske var der i min Stemme en hemmelig Musik, der rørte deres Hjerter. Det var maaske den, de lyttede efter. Kzradock havde ved sit stumme Smil faaet dem til at danse, jeg fik dem ved mine uforstaalige Ord til at lystre. Ogsaa hos mig var det det stumme Spil de bedst forstod. Og saaledes nærmede jeg og Kzradock os hinanden … som to Brødre, der ad forskellige Veje har søgt mod det samme Maal og nu skimter hinanden … Ja, Underet hændte: da vi skulde virke paa de andre, var det Følelsen, der kom til at virke … og ikke det andet, nej ikke det andet.
Som et Lyn for det igennem mig: Er der da ingen Forskel? Er Fornuften kun et disciplineret Vanvid, en sindssyg Hallucination, der har faaet Form og under hvis Magt vi alle lever? Er Fornuften en Drøm, skabt af Tilfældigheder, gjort brugbar af Nødvendigheden?
Saaledes tænkte min af Fornuftreligion opskruede og overmættede Hjerne og jeg kom til at ryste over hele Kroppen ved denne Tanke. Men atter vendte jeg mig mod Haven med de spændt lyttende Ansigter. Ved at se dem, faldt der Ro over mig, og jeg begyndte igen at tale …
Og denne Gang talte jeg om det, jeg elskede højest, om selve Fornuften. Til disse gale, der lyttede saa spændt og anstrængt, talte jeg i den mørke og bitre Nat om den store Fornuft, der besjæler alt levende. Jeg søgte i mange og dybe Ord at drukne min egen Tvivl og de Tanker, jeg nys havde haft. Jeg talte om Fornuftens Sejr her paa Jorden, om Udviklingen, om Fremskridtet, om den store, nye Epoke, der vilde oprinde for Menneskeheden: Fornuftens Paradis her paa Jorden. Jeg talte om det, jeg elsker med Forstaaelse … om ikke med Hjertet.
Jeg kunde paa Stilheden høre, hvor de lyttede, og jeg gik videre:
Jeg fortalte om, hvilke Kampe, det havde kostet, inden Menneskeheden havde vredet sig ud af Løgnens Mørke. Hvorledes Religion efter Religion var faldet, indtil Sandhedens og Fornuftens Lys kunde straale klart. Jeg talte og talte. I store levende Billeder, i brogede Arabesker, i Lyn paa Lyn! Jeg talte mig varm, hed, kogende. Jeg talte mig glad, lykkelig, beruset. Jeg talte mig god, mild og sejrsæl. Og hvor de lyttede dernede!
Ikkesandt? De maatte jo forstaa!
Jeg havde helt glemt, hvem jeg talte til!
Og saa skete det forfærdelige:
Jeg hørte en Latter bag mig.
Først svagt, underlig fjærnt, saa højere og højere. Den skar min Stemme over, den brød ind i min Hymne til Fornuften. Nu lød den højere og højere … hidsende. Jeg søgte at overdøve den ved at tale saa gennemtrængende, jeg kunde. Men forgæves … den knaldede i, kaglende, hujende. Midt i en Sætning maatte jeg bryde af, midt i en af mine skønneste Sentenser maatte jeg vende mig …
Og der laa Kzradock paa Gulvet … i Krampe, grebet af en Krampelatter, der fik hans Bryst til at hæve og sænke sig som i den stærkeste Aandenød. Sindssygen lyste klart ud af hans Øjne. Han skreg i Vanviddets Lykkeberusning. Han lo som den, fra hvem man har taget alt … undtagen netop Latteren! Han væltede sig i Latter, boblede som en Sump af Latter, blæste sin Latter ud i Rummet akkurat som en Glaspuster tømmer sine Lunger i den mægtige Glasblære, der skal fyldes Han skreg, han sang, han hulkede og græd af Latter. Han laa knyttet som en uløselig Knude af Muskelkraft, en Energiudløser for Verdensrummets Haanlatter …
Og jeg, som havde talt Fornuftens Sag op til Ekstase — ja, jeg følte noget af det samme som han dér, … ham, der laa dér … jeg kunde ikke mere, jeg kastede mig over denne vanvittige. Det var ikke min Patient, det var min Dødsfjende, mit Modprincip! Jeg kastede mig over ham som en rasende, greb ham i Struben og trykkede vildt til …