Meddelelser og Bemærkninger angaaende en af de saakaldte Fenierproeesser i England

Meddelelser og Bemærkninger angaaende en af de saakaldte Fenierproeesser i England.

(Fra en Indsender, der for Tiden opholder sig i England, have vi modtaget nedenstaaende Meddelelser og Bemærkninger betræffende den ved Sprængningen af en Fængselsmuur i London foranledigede Fenierproces.)

Som bekjendt var en af Lederne for Fenierne, Capt. Burke, der senere er bleven domfældt bl. A. for et vanvittigt dødfødt Forsøg paa at gjøre en Rejsning i Nordengland og derfra gaa over til Irland, fængslet i Clerkenwell i London. Efter at et Forsøg paa at sprænge Fængselsmuren i Luften den 12te Decbr. f. A. var mislykket, gjentoges Forsøget næste Dag, og for saa vidt med fuldkomment Held, da Muren for en stor Deel styrtede sammen; men medens Burke ikke undslap, da Tiden for at trække frisk Luft var forandret, gjorde Sprængningen iøvrigt stor Skade, da flere Huse ødelagdes og adskillige Mennesker dræbtes eller lemlæstedes. Det blev oplyst, at 2 eller 3 Personer henved Kl. 4 om Efterm. havde trillet en Krudttønde paa en Bør tæt til Muren, og at En af dem der havde antændt den. Alle Midler sattes i Bevægelse for at udfinde Ophavsmændene og endelig bragte man det saa vidt, at man kunde stille 6 Personer, deriblandt Fruentimmeret Ann Justice, for Skranken. Udbyttet var imidlertid meget uheldigt. Skjøndt det var sikkert, at flere Personer havde været med i Gjerningen, og mere end rimeligt, at et større Antal var medskyldigt, blev Tiltalen under Sagens Drift af Retten med Juryens Samtykke opgivet mod 2, hvorimod af de Øvrige Brødrene Desmond og English bleve frifundne, og kun Barrett dømt som den, der havde antændt Krudtet. Den engelske Retspleje roses for de Garantier, den giver den Sigtede, og det kan heller ikke nægtes, at de Tiltalte fra Rettens Side fik »a fair trial«, og at begge Dommere viste den største Iver for at faa Sagens sande Sammenhæng frem dels ved en Imødekommen overfor Defensorerne, som man vanskeligt skulde see Magen til andetsteds, dels ved et aldeles upartisk Forhør af Vidnerne. Men afseet herfra gav Behandlingen og Afgjørelsen Anledning til Betragtninger, som ingenlunde falde ud til ubetinget Fordel for Systemet i den engelske Retspleje. Strax ved Verdicternes Afsigelse vakte de mange Frifindelser stor Opsigt, og de kunde vel ogsaa indeholde Argumenter mod den Anskuelse, som hjemme er fremsat, at Juryer nærmest skulde skaffe os flere Skyldige domfældte — en Mening, som vistnok heller ikke er almindelig, hvor denne Institution er i Virksomhed. Men det Spørgsmaal opstaaer, om man ikke træder Anklagemyndigheden for nær ved at fritage den Sigtede for ethvert Forhør og derved giver den en stærk Opfordring til at søge at gjenoprette Ligevægten paa anden Maade. Og det forekommer i alt Fald mig, at dette i nærværende Sag skete paa en Maade, som efter dansk Retsbrug ikke kunde billiges — og dog mislykkedes Forsøget. Medens Regjeringen saaledes var repræsenteret ved Attorney general og Sollicitor general samt flere yngre Advocater, negtede man de Tiltalte at beskikke dem Forsvar eller anvise dem fornødne Midler til at antage et saadant, og det var først i det sidste Øjeblik, at en Del yngre Sagførere overtoge dette Hverv frivilligt. Men af langt større principiel Betydning er det, at Regjeringen ikke alene i denne Sag, men i alle de mange Fenierprocesser har gjort den mest udstrakte Brug af sin Ret til at kjøbe Medskyldige ved Tilsagn om Straffrihed og store Pengebelønninger. Denne Fremgangsmaade blev, som bekjendt, ligeledes anvendt ved Undersøgelsen af de af trade-unions i Sheffield og Manchester udøvede Forbrydelser og har her havt til Følge, at en Bande af Mordere gaae ustraffede omkring, skjøndt de aabenbart have tilstaaet deres Misgjerniuger, og den erklæres aabenlyst at være et nødvendigt Middel til Oplysningen af deslige Forbrydelser. Et af Vidnerne i nærværende Sag har saaledes solgt sine Venner Stykke for Stykke og vandret omkring fra Ret til Ret - han kunde ikke saa nøje erindre, hvor mange, men det var mellem 60 og 80 Sager — og en af Defensorerne har forsikkret mig som vist, at han havde faaet Tilsagn om 20,000 £. efter Afslutningen. En anden Angiver, i hvis Hus Complottet var lagt, rejste til Paris for at more sig for de Penge, han saaledes havde tjent. Et saadant System er baade demoraliserende for Befolkningen og uværdigt for Rettens Pleje og har i nærværende Sag end yderligere vist sig ufyldestgjørende, da Nævningerne efter Rettens Anvisning behandlede disse Vidners Forklaringer med fortjent Ringeagt.
Men det Røre, som de 5 Frifindelser vakte, er gaaet aldeles i Glemme ligeoverfor Domfældelsen af den Ene, Barrett, der af Retten dømtes til Døden, uden Hensyn til hans højtidelige Forsikkring om Ukyldighed. — Den fra Kronens Side førte evidence var vistnok i sig selv ingenlunde meget stærk. Den faldt i 3 Grupper, først Angiverne, til hvis Udsagn ingen Tillid kunde sættes. Dernæst Flere, som paastod at have seet ham brænde Krudttønden af; men af disse havde Hovedvidnet, en Melkemand, forført ved den udsatte Belønning, forinden paavist 2 andre af de Sigtede som Gjerningsmand; de andre Vidner vare hovedsagelig Børn mellem 9 og 12 Aar, som havde havt liden Lejlighed til at iagttage Sagen og efter Defensors Paastand ved Gjenkjendelsen vare paavirkede af Politiet. Den 3die Gruppe bestod af Folk i den fornævnte Angivers Tjeneste, som paastod at have seet ham jevnligt i dennes Hus forinden Gjerningen, samt at han samme Dags Aften havde vasket noget Sort af Ansigt og Hals og raget det lange Kindskjæg af. Ligesom Vidneforklaringerne herefter just ikke vare synderligt afgjørende, saaledes var de i det Enkelte heller ikke ret samstemmende, og den dygtige Defensor var efter min Mening ikke uheldig i at imødegaa det opstillede Bevis. Men Interessen potenseredes, da han derefter fremkom med den overraskende Meddelelse, at han agtede at føre selvstændigt Modbevis for Tiltaltes Tilstedeværelse i Glasgow den omspurgte Dag. Min personlige Følelse paa dette Stadium af Sagen var, at jeg nærmest skulde være tilbøjelig til at antage Barrett skyldig, skjøndt paa den anden Side hans mandige, rolige Holdning gjorde et gunstigt Indtryk paa mig. Derimod stillede det sig for mig som meget tvivlsomt, om der forelaa tilstrækkelige objective Bevisdata til derpaa at grunde en Domfældelse. Med den største Spænding imødesaa jeg derfor Udviklingen af Beviset. Da Fremstillingen gik ud paa, at Barrett aldeles ikke havde været i London, men hele Tiden opholdt sig i Glasgow, fik nemlig den fornævnte 3die Klasse af Vidner mod ham, der paastod jevnligt forinden Sprængningen at have seet ham i Angiverens Hus, en ny og meget vigtigere Betydning end forhen. Det var fremdeles klart, at hvis disse nye Vidner ikke skulde kunne staa sig mod det særdeles skarpe Krydsforhør, der ventede dem, var Barretts Sag tabt, og at han let kunde drage Flere af de Andre, navnlig English, hvem Angiverne fremstillede som Medophavsmand, med i sit Fald. Beviset gik dels ud paa, at han Morgenen efter Katastrophen havde indfundet sig hos en Skomager for at faa et Par Sko forsaalede og var bleven der en Del af Dagen, dels at han Aftenen forinden havde deltaget i et Møde af en Del Irlændere i Anledning af »Martyrerne« fra Manchester. Nu gjorde vel den nævnte Skomager ingenlunde noget godt Indtryk — hans Blik og hele Optræden syntes at vidne om, at han følte sig uhyggeligt til Mode — og et andet Hovedvidne var Udgiver af et irsk Blad af oprørsk Retning. Men i og for sig forekom Vidnerne mig i det Hele at staa sig lige saa godt som Regjeringens Vidner, og det lykkedes ikke dennes Repræsentanter eller Rettens Medlemmer, som toge en virksom Deel i Forhøret, at bringe dem i Modstrid enten med sig selv eller indbyrdes. Desuagtet blev som bekjendt Udfaldet, at Barrett blev fundet skyldig i Mord, og Retten erklærede gjennem Lord-chief-justice sin fulde Enighed i Verdictet.
Som det vil sees, er der her en dyb Kløft mellem Hoved- og Modbevis — en Kløft, som muligvis aldrig var fremkommet eller dog var bleven udfyldt ved Forhør over den Sigtede. Heraf kommer det vistnok, at Alibibeviset, der er saa sjeldent i vor criminelle Proces, spiller en saa stor Rolle i England — jfr. ogsaa fra »Pickwick-clubben« den ældre Mr. Wellers naive Tillid til dette Universalmiddel mod Retsforfølgning. Men da »man altid kan sætte et Alibi-bevis op«, følger deraf, at det betragtes med stor Mistillid, hvad da ogsaa nærværende Sag afgiver Bevis paa. Ejendommeligt er det forresten, at medens man i England fritager Parten i criminelle Sager for enhver Forklaring, er han i civile Sager forpligtet til at afgive en saadan under Ed — altsaa lige det Modsatte af dansk Ret.
Det staar nu vel Enhver frit for at paastaa, at de let paaviselige Misligheder ved overhovedet at indlade sig paa Forhør langt overskride Manglerne ved kort og godt at afskjære ethvert Forhør; men det forekommer mig, at det engelske System her har vist sig utilstrækkeligt til at opfylde en Fordring, der maa stilles til enhver Procesmaade. Det er nemlig klart, at denne Sag til Trods for den særdeles omhyggelige Saggivelse er gaaet til absolut endelig Afgjørelse, uagtet der forelaa stor Tvivl om dens rette Sammenhæng, og uagtet det ved Indladelsen var klart, at yderligere Oplysning maatte kunne skaffes tilveje. Regjeringen var vel ikke i Ordets egentlige Forstand overrumplet med Alibi-beviset; den havde nemlig faaet Kundskab derom gjennem et Brev, som Barrett fra Fængslet havde skrevet til den nævnte Skomager; dette havde man tilbageholdt en Tid og sendt Politiinspecteuren i Glasgow til ham for at optage Rapport herover. Da nu Beviset fremkom, fik man i al Hast denne Inspecteur op til London, og af hans Forklaring fremgik, at hin havde fragaaet det nævnte Besøg — en Omstændighed, der dog ikke synes at have stor Betydning, da han ikke havde faaet Barretts Brev og neppe kunde ansee Inspecteurens Undersøgelse for gunstig for Barrett. Men hertil indskrænkedes ogsaa Regjeringens Virksomhed, og Sagen gik til Doms i en Tilstand, i hvilken den af vor Højesteret visselig var bleven hjemvist. Regjeringen havde derfor ogsaa den Tort, at »Glasgow Herald« et Par Dage efter Domfældelsen kunde meddele, at den havde sendt en af sine Medarbejdere ned paa et større Værksted, hvor den nævnte Skomager oftere havde arbejdet, og at forskjellige Personer erklærede, at han ved flere Lejligheder havde udtalt sig om Barrett i bestemt Modstrid med sin senere Vidneforklaring. Regjeringen har endvidere selv nedsat en Commission i Glasgow til at skaffe al mulig Oplysning i disse Spørgsmaal, og Dødsstraffens Fuldbyrdelse udsættes fra Uge til Uge for at afvente Udbyttet af disse Undersøgelser.
Det er vistnok neppe for stærkt et Udtryk at betegne denne Sagernes Stilling som en processuel Skandale. Det omhandlede Factum var i sig selv af den simpleste Beskaffenhed, og de ypperste Kræfter vare satte i Bevægelse for at faa det retteligt paakjendt, og i samme Øjeblik, som den endelige Afgjørelse kommer, erkjendes den fra alle Sider at være ufyldestgjørende. Det er naturligvis let at paavise Aarsagen — Mangelen af et behørigt og betimeligt Tilsvar fra Sagvolderens Side; saa længe som dette mangler, har Sagen endnu ikke faaet sit concrete Indhold og Skikkelse, og naar det fremkommer i det sidste Øjeblik, er man altid udsat for, at Sagen ikke bliver behørigt Oplyst med Hensyn til de nye factiske Anbringender. Men man maa da spørge sig selv, hvorvidt en fyldestgjørende processuel Behandling i første eller eneste Instants efter sin Gjenstand og sit Formaal er forenelig med den »Tidens og Stedets Enhed«, som en virkelig mundtlig Hovedforhandling kræver? Med andre Ord, er det for at opfylde den nævnte dramatiske Fordring ikke nødvendigt at have holdt Generalprøve i Forvejen, og udsætter man sig ikke i modsat Fald for, at hele Forestillingen gaar i Stykker? I civile Sager er Vanskeligheden mindre, da man altid kan skabe en betimelig litis contestatio ved at paalægge Indstævnte forinden at afgive en skriftlig Proceserklæring, ved hvilken han da er bunden. I den criminelle Proces kommer man, i alt Fald practisk, ud over Vanskeligheden, naar man forinden afholder Forhør over den Sigtede, og det kan vist heller ikke negtes, at i Frankrig gaar Hovedhandlingen for sig uden Standsninger med stor Præcision. Vil man imidlertid ikke gaa ind paa et Forhør i egentlig Forstand, synes man dog i ethvert Tilfælde at kunne — og følgelig burde — fordre, at den Tiltalte igjennem sin Sagfører forinden Hovedforhandlingen afgiver en bestemt Proceserklæring, der indeholder Grundlaget for hans factiske Anbringender, og opgiver de Vidner, som han agter at føre under Sagen. Om dette end ikke er bindende, da Procesformen altid maa vige for Bestræbelsen for at udfinde den materielle Sandhed, saa indeholder det dog en Betryggelse, som i mange Tilfælde vil kunne slaa til og i andre Tilfælde indicere et Forsøg paa Overrumpling, der ikke vidner om en god Sag.