Med strålekrans om tinde
Klik for at forstørre | |
Navn | |
Forfatter | N.F.S. Grundtvig, 1836 |
Komponist | Melchior Vulpius 1609 |
Ogg | Lyt her
|
Med strålekrans om tinde
forklaret Jesus stod,
det varmer os herinde,
ved dybest hjerterod.
2
Thi når han åbenbares
i støvets egn på ny,
skal vi med ham forklares,
ham møde højt i sky.
3
Han stod på Tabors høje,
den Guds og Davids søn,
som solen var hans øje,
som lys hans klædning skøn.
4
Med venner fra Guds bolig
vor frelser skifted ord
om kors og død fortrolig,
om seng i sorten jord.
5
O, hør mig, drot, du kære!
udbrød da Peder glad,
her er så godt at være,
ej mer vi skilles ad!
6
Vi sidder i det lave,
vor frelser over sol,
vi sidder mellem grave,
han på Guds kongestol.
7
Dog godt er her at være,
det volder Herrens ord,
som Ånden, til hans ære,
os trøster med på jord.
8
Som venner i Guds bolig
med ham vi skifter ord
om kors og død fortrolig,
om seng i sorten jord.
9
Vort kors er uden jammer,
vor død er uden brod,
vor grav et sovekammer,
vor Herres liv vor lod.
10
Hans Ånd er i vor kæde,
hans ord er i vor mund,
ham selv vi ser med glæde
nu om en liden stund.
11
Til Jesu Kristi ære
det tone højt i sky:
Her er så godt at være
i Herrens kirkeby!
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |