Med den brede Pensel/7
ANDET AFSNIT.
VII.
Paa Rejse. Storbritanien.
Som Kunstner havde han været forelsket, forgabet, forblindet, fortryllet … hvad man nu kalder denne Overgang, der nærmere besét maaske er selve hin Uskyldighedstilstand, hvori vi ikke synes at kende Forskel paa Ondt eller Godt!
Som Kunstner rejste han ud.
Men han vilde rigtignok have svoret paa — hvis nogen havde spurgt ham — at han ikke tænkte mere paa Kunsten, end paa de Lommetørklæder, han pakkede ned i sin Koffert, den Dag, da han netop pakkede sin Koffert.
Rent tilfældigt var det faldet ham ind, dette med Skibet til Skotland.
Han vilde ud paa et Skib, lufte sig, se nogle Bjærge stige op af Havet, se nogle Folk, der ikke lignede hans eget Folk, og som dog havde Berøringspunkter fælles med hans Race. Og han tog med sig en Mappe fuld af godt, gammelt Bikubepapir, med hollandsk Vandmærke — et halvt Dusin af Fabers Blyanter, og en lille Akvarelkasse, ikke stort større end til Vestelommen. Det var hans hele artistiske Apparat: — saa skulde han da ikke kunne indbilde sig, at ville erobre en ny Verden for Kunsten!
Den Dag, da han staaende agterude paa Dækket, som eneste Passager ombord paa Fragtfareren, saa’ Sjællands Kyst glide sig forbi — den Dag var han alligevel lidt underlig til Mode. Dette at staa saadan og pege — eller tænke sig at pege — ind paa dette Hus, hin skraanende Strandhave, langs med denne grøntblaanende Skov, hvor man selv har vandret i en Andens Selskab — at repetere sin Begejstrings, sin Lykkes og sin Dumheds Tilstand om og om igen, medens det rumler nede i Maskinen, medens Dæksplanken sagtelig ryster, og nu og da den fedtede Olielugt stryger Ens Næse forbi ligesom en kvalmende Bebrejdelse … ak ja, dette indeholder en bitter Sandhed og Lære!
Forfængelighed og Forgængelighed! tænkte Ivar Christensen.
Og det samme tænkte han — men dog saaledes, at han nødigt gav Slip paa denne Kyst — da Nakkehovedbanken dukkede sin Ryg bag ham ned i Havet. I dette Øjeblik, da Kattegattets graablaa, monotone Horisont laa for ham, da skar der en Smærte igennem ham. Han vilde ønske, at han havde haft en Moder, som han efterlod derhjemme — eller en Ven, som han rejste til. I Stedet for, maatte han nøjes med i Tanken at sønderflænge — nej, med en Blanding af Terpentin og Benbrunt oversmøre det modbydelige »græske« Billed, som han havde haft paa Udstillingen, og som endnu, sandsynligvis, havde sin Plads paa en vis Væg.
Det lo op i ham: Græsk! Jeg som aldrig har set Grækenland for mine Øjne. Og det fik endda være: — men jeg, som ikke med min Fantasi har boret og trængt og dykket mig ned i Studium over hvordan og hvorfor — indtil mit Billed virkelig røbede en Afglans af det svundne Oltidsliv, der hvert Sekund løfter sig i vor moderne Bevidsthed! Nej, jeg har med et løst Indfald dækket over Manglen paa redelig, dyb Trang til at give et Skønhedsindtryk. Jeg har narret Køberen og Modellen og Anmælderen og Publikum — og mig selv! Jeg Taabe! Har jeg muligvis ogsaa narret Kammeraterne? Vist ikke. De Fyre véd s’gu nok, hvad de har tænkt derom — men de vil aldrig ud med Sproget … Jeg burde have trængt ind paa dem; jeg, der nu bilder mig selv og en skikkelig Hørkræmmer ind, at jeg rejser ud som Kunstner!! —
Men saa sværger jeg da nu her paa det gamle Okeanos, hvorfra alle Tingene maaske stammer — at jeg vil lære Mennesker og Forhold, Natur og Kunst at kende, for at jeg ikke mere skal fristes til at sætte Pensel paa et Lærred og fuske Vorherre eller de »Store« i Haandteringen! —
Dette sagde den ensomme Passager, medens han stod agter paa Dækket og stivede sig af op imod Kahytskappen — thi Skibet begyndte at neje saa underligt. Men Kaptejnen, som var en praktisk Mand, sendte sin Steward til ham med den Besked, om Hr, Christensen ikke vilde komme op paa Broen til Kaptejnen i hans Bestiklukaf og tage en »Sild i Slobrok« — thi Kokken bagte en udmærket Slobroksild, og det var et ufejlbarligt Middel — nydt med en lille Dram — imod de Fornemmelser, som man paa Landjorden kalder for Søsyge!
Christensen ventede paa Søsygen hele den Aften og næste Formiddag i Skagerak. Skibet arbejdede imod nogen Modvind og imod en jævn Søgang. Da Sygen ikke vilde indfinde sig; saa var baade Passager og Kaptejn vel tiltilfreds. De tilbragte Tiden deroppe i den lille Dukkestue af et Lukaf med at spille Domino, holde paa Brikkerne, naar Overhalingerne kom, spise meget, ryge meget, og tale saa lidt som muligt om interessante Ting. Det var en Hvile for Christensen, dette. Og naar Kaptejnen tog sig en lille Lur, eller han skulde gøre sit Bestik, eller han skulde ned og skælde Stewarden ud, eller have sig en Passiar med Mester i Maskinlugen, eller han skulde tilsé at den sorte Newfoundlænder, Skibets vigtigste Personlighed, blev tilbørlig vasket, eller han selv skulde vaske sig en lille Smule — saa satte Christensen sig helt ud til Luvart paa Broen, alene med sin Gud — kunde man sige — eller alene med sin Beundring for Havet.
Det var ham noget nyt; og saa var det igen helt sælsomt bekendt.
Han kunde flere Gange paa Dagen sige sig selv: Dette Hav dér, denne sejge, urolige Masse, der arbejder saa énsformigt, Bakke op efter Bakke, Dal skydende ind igennem Dal, bestandig samme Farve, graa, blaa, grøn i Toppene, blinkende med hvide Borter, nu og da styrtende frem i et Vandfalds salt-tunge Hastværk …. hvordan Pokker skulde man nu tegne et saadant Brodd? … dette Hav er i Grunden bansat kedsommeligt! —
Men alligevel maatte han stadig tilbage til det, og se sig dum og døv paa det, og lytte sig blind til dets underlige blændende Lyd … han vidste ikke rigtig, hvilken Sans, det egentlig var, som angrebes af Havet. Og om Natten, da han lod sig purre ud, for at se den sildige Maane risle sit Guldregn-Lys ud over denne Kæmpekedel af boblende »Elfenbens-Sort« — eller ved Morgengry, da Solen løsnede sig som en fangen Æventyrprinsesse ud af hendunstende Taagebaand, og da det drev og flød med skinnende Dukatmetal nedad Nordsøens toppede blaa Bjærge, ret som om Prinsessen i sin Glæde vilde forgylde Alverden … Ja, alle Verdner! hvor hoppede da ikke Malerhjærtet i Livet paa ham ved sligt et Syn — som — slet ikke vedkom hans Profession!
Paa det Lav — nej! …
Nej! heller ikke om Aftenen tænkte han paa disse dumme, tyndtudhamrede, med alt det brogede Stads fyldte Tin-Tuber, der blot fører Menneskenes Børn i Fristelser. Men Aftenen var alligevel saa kølig-skøn, da Nordsøen henover de store Fiskebanker gled ud i de lange, fernisglinsende Dønninger. Og den øverste røde Kam af den store synkende Ildglobus deltes ligesom i to Verdensdele af en lang Sky’s blodige Sværd, dyppet i tusinde Hvalers udpersede Livssaft. Naa, det kan hænd’s her var Farver! Og i Reflexerne fra alt dette Blod henover de lange, fernisglatte Dønninger svømmede Hundreder af Fiskersmakker, ligesom en Sværm Fluer i et uhyre Fad Rødbedesauce.
Saa dukkede den sidste Eftermiddag — og da var Stemningen orangegul — en duftblaa Øs afsnuppede Kegle op af Havet. Man gled ind i en Fjord. Bjærgland højnede sig. Langs Kammen paa en Højde løftede sig Søjler, Monumenter, Spir, Tage — og nedenunder langs Vandlinjen Bygninger, en Skov af Master, og lange Broers tusinde Krydsben.
Han morede sig med at sidde og tegne. Lidt efter lidt blev det mørkt. En Illumination af Gasøjne, der stirrende hilsede ham oppe fra Højden og nede fra Vandet. Det var Edinburgh og dens Havnestad Leith.
Han saa’ sig godt omkring i den mærkelige By — den mærkeligst beliggende Hovedstad i Verden. Han købte sig Bøger, studerede de mest tragiske Afsnit af Skotlands Historie paa selve de historiske Steder, færdedes med Skyggerne af Maria Stuart, Darnley, Rizio, Bothwell ude i Holyrood, kravlede omkring over Arthurs Seat, tog til »Søerne«, tog et Stykke op i Højlandet, læste Byron og Robert Burns, vidste ikke, hvem han skulde give Fortrinet, og endte med at finde Walter Scott meget mere troværdig, langt mere udsprunget af Folkets Liv, end Christensens egen Ungdomslæsning fra Lejebibliotheket havde ladet ham formode.
Han undgik ikke, som i den sidste Tid derhjemme, Mennesker. Overvættes omgængelig blev han ikke, men naar Lejlighed tilbød sig, gjorde han Videnskabsmænds, Kunstneres, Købmænds og ganske jævne Folks Bekendtskab.
Saa tog han ned igennem England.
Han begyndte Ruten med nogetnær de samme forudfattede Meninger, som de fleste af hans Landsmænd, der ikke har faaet lagt Horisonten ud over Møens Klint. Han havde kun kørt nogle Timer — uimodsigeligt en Lynildsfart — da han begyndte at begribe noget om den britiske Race sét igennem det britiske Land. Storslaaet; bjærglignende Bakker følges af dybe, smilende Dale; Feudal-Baronetternes Borgruiner veksler med de endnu livsdygtige Lorders Herresæder; en udpræget Sans for alt godt, solidt, massivt Gammelt næsten Side om Side med den moderne Tekniks Vidundere — og Overgangen dannes af et, man skulde fristes til at sige sentimentalt Drag af Romantik: epheuomrankede Kottager, Farmerens og Præstens Bosted, med grønne Vænger og Abildgaarde — hvori Verdens fineste Lyrik, den engelske nemlig, syntes at synge sine Fuglesange.
Saa kom den brutaleste Prosas Virkelighed i Form af disse Fabriks-Flækker, hvor Kapitalen smedder og støber, medens Pauperismen drager Blæsebælgen.
Og atter skød Naturen lyngrøde Heder, blinkende Vandløb, store, duftblaa Skove ind imellem — som om Firmaet Robin Hood & Little John endnu havde sit Bosted dér, endnu hævdede merry England’s gamle Ret til at være.
Han steg af i York — følte sig straks paa historisk Grund, og gav sig straks til at læse Shakspeare.
Hermed fortsatte han, medens han til Fods drog gennem Warwickshire, hvilede sig i Skyggen af Kenilworths Ruiner, og endelig slog sig ned i den berømmelige Flække Stratford ved Avon.
Og »Avons Svane«, den udødelige William, den gaadefuldeste Troldmand, der har levet siden Grækernes Dage, Maleren, Sjælekenderen, Kunstneren Skakspeare, blev den ensomme Danskes daglige Omgangsven, Fortrolige, Mester og Lærer.
Fortjener noget Landskab i England at kaldes »romantisk«, saa fortjener denne Del af det feudale Grevskab det. At vade i knæhøjt Græs langs hviskende Floder eller mumlende Bække, at ligge paa Ryggen med Bogen i Haanden under gamle Træer i de gamle, stille Vænger bag Landsbyen, at se Solen gaa ned bag de fjærne, blaa Høje, høre Kvæget drives hjem, at snakke med Værtshusfa’rs og Aldermandens rødmussede Datter, hende med de nøddebrune Haar, den klare Teint og de klare Øjne, med Smilehullet ved Mundvigen og med denne Profil — denne Profil, som gaar igennem alle Lystspillene og en Del af Tragedierne hos den store Troldmand … ja, Christensen følte, at her kunde han læse Shakspeare. Det blev til noget andet, end derhjemme paa Kultorvet.
Naar han da henad Skumringen sad i det gamle Værtshus — i Køkkenet, thi der var ingen andre Rum — og naar den uhyre Skovbetjent fortalte Historier fra den grønne Skov, og naar disse mærkelige Tiggere og Vagabonder frit kom ind og hverken forulempede nogen eller selv lod sig forulempe, og naar Nabolavets Squire, den ædle Landjunker, der sandsynligvis sov med Gamascherne paa i Sengen, naar han gav sig til at drikke med Skovbetjenten, med Værten, med en rejsende Hestehandler og en rejsende Læderhandler, og naar denne sidste bestandig forlangte glohed Claret (Rødvin) med Sukker og reven Muskatnød i, som Medikament mod den Masse Ale, der siden skulde drikkes — naar Værtens og Aldermandens plumpe, urkomiske Kone og den fine, smidige, skælmske Datter forenede sig med Selskabet …. saa rejste den fremmede Danske sig, betaget af Dagens Læsning og af Aftenens Illustrationer dertil. Og han gik ud paa de øde, dug-mættede Skovveje, hvor man formelig kunde lugte sig Æventyr til, eller ud over Brakjorder og Hede, hvor Kæmpeskyer efter et Regnskyl stod som historiske Spøgelser, truende vilde eller sørgmodig klagende, over de fjærne, fjærne Høje.
En afbladet, af Lynet splintret Eg blev ham da til Mærkepæl i et Landskab, som han befolkede med fri Kompositioner.
Og han smurte løs derude i Skumringens svindende Lys — paa et illusorisk Lærred — med sin Stok i Haanden. Han havde den vidunderligste flydende Asphalt til sin Raadighed, saadan en mærkværdig Farve, der baade kunde give varme og kolde Overgange, snart luende og levende som Rav, snart mat som Tufsten, tjenlig til alle Stoffers Gengivelse, til Hudens, til Musklernes Spil, og til de uendelig sarte og vage Betoninger, hvorunder det mest ejendommelige Fysionomi formes af den drejende Pensels Spil.
Han malede shakspearske Kompositioner.
Om Morgnen lo han. Nonsens! Men Tegnemappen, som han havde haft frem paa Nordsøen, i de skotske Højlande, og paa Fodturen fra York hertil — den maatte ogsaa nu holde for.
Han fik nogle af Personerne fra det store Køkken til at sidde for sig; og saa gik han rundt omkring mellem de stille, græsrige, i frodig Fugtigheds Fortid hensunkne Vænger, med de primitive Stakitværkers Indelukker, med de naive langstænglede Blomster, de gamle krogede Frugttræer, hvis Overflødighedsgrene støttedes af unge, tvejede Aske- eller Ellestammer, der til dette Øjemed vare huggede i Squirens Skov.
Af disse Vænger tegnede han flere Detailstadier; og et, som særlig behagede ham, begyndte han at overlægge med Akvareltinter .…. en hel udført Akvarel med Figurer, med »Handling« — kort sagt, en Komposition.
Det blev en underlig Ting:
Horisontlinjen var lagt meget højt oppe i Billedbladet, og øverst oppe, hvor den grønne Bakkelinje skilte sig fra Luften med nogle smaa svømmende Guldskyer, dér tittede den røde Gavlside frem af en gammel Kottage fra Dronning Elisabeths eller Annas Dage. Saa skraanede Planet jævnt nedefter; frodigt var Græsset, og langstænglede var de hvide og gule Blomster, og deres Hoveder vendte sig med nysgerrige Øjne mod den Dameskikkelse, der bevægede sig ned over det grønne Plan. Hun havde kort Liv, Pufærmer, langt Slæb; hun drejede Ansigtet halvt bort; Nakkens og Halsens og Skuldrenes Linje var saa yppig-fin; hun syntes at se efter en Svale, eller efter et Æble, der hang paa en kroget Gren, eller efter slet Ingenting — og hun gik som sagt ganske langsomt nedefter, visende Spidsen af en lille Sko. Og en lille, rigtig dum og vigtig Hund med krøllet Hale fulgte hende, og bjæffede op imod hende, som om den var fornærmet over, at hun ikke engang saa’ paa den.
Men længst nede i Forgrunden tilvenstre sad og laa og drev en Flok unge Svende — forresten et Par ældre med — og en af dem spillede paa Luth, én rakte Haanden ud med en Blomst, én satte Haanden for Munden og raabte noget … alle gjorde de sig synlig Umage for at Damen skulde bemærke dem. Og den yderste Figur af Flokken havde nogle Træk, der i en Fart kunde minde om Christensens egne; og han gjorde sig overordentlig megen Umage med at faa Damen til at vende sig.
Men hun spaserede rolig sin Vej hen under de krogede Æbletræers naive Grene. Og den lille Hund bjæffede.
Det var Akvarellen. Der var megen Helhed over den; og alle Tinter og Toner stod godt sammen, og Figurerne løftede sig ret godt ud fra Planerne; der var alt i alt noget Sluttet, Velbehersket i Foredraget, noget Stil-fuldt i Tegningen — noget ret virkningsfuldt Naivt i den Maade, hvorpaa Gruppen tilvenstre, og den lillebitte Kottage øverst oppe — ja selv de smaa svømmende Guldskyer indrettede sig saa hyggeligt i den gammeldags Fortælling:
Og denne Fortælling betragtede Christensen med et tilfreds Smil. Og saa skrev han ovre i Hjørnet tilhøjre Datum, Aarstal, Stedsbetegnelse, sit Navn, og disse Ord: Loves labours lost.
Hvorefter han rejste til London.
Han havde slet ikke tænkt, at London netop vilde gøre det Indtryk, som det gjorde paa ham. Man forestiller sig altid Verden anderledes end den er. Han havde faaet fat paa dette Ord »Myretue«, havde hørt det, læst det; det var blevet siddende i ham, og han var nu paa det Rene med, at han nok vilde se denne travle Tue — og saa skynde sig hurtigst muligt væk, over Kanalen, til det straalende, elegante, og fremfor alt renlige Paris, nyde dette Indtryk i nogen Tid, og saa gaa over Marseille og Søvejen til det forjættede Land, der begynder med Livorno.
Han kunde paa ingen Maade, endnu medens han kørte i sin tredje Klasses Kupé fra Stratford til Fenchurch-Street Stationen, faa ud af sit Hoved denne Idé med det kulrøgede, tætsammenpakkede, larmende, smudsige og naturligvis taagede London. Hvad Arkitektur kunde der være — uden netop St. Pauls Kuppelen og Westminster? Kunst var der selvfølgelig ikke Tale om! Ethvert Menneske saa’ ud som en vandrende Notitsbog! Blev man ikke netop overkørt paa ethvert Hjørne, saa blev man rendt paa Ærmet, bestjaalet for sit Uhr og ovenikøbet fordømt og forbandet paa Londonerengelsk! I en endeløs Strøm af Mennesker vilde man forsvinde som et uendelig ligegyldigt Nul — og skøndt Christensen havde Eremittilbøjeligheder fra Hjemmet af, og gærne kunde være taget ud i en Ørken, blot for at spekulere over de evige store Gaader, saa var han dog ikke rejst ud i Verden, for at tabe sig selv i en Menneskeørken.
Nej; han vilde hurtigt igennem London, og videre.
Det gik nu ikke saa ganske hurtigt.
I Fenchurch-Street blev han smidt ud paa en Perron med sin Bagage. Hvorhen nu? Han havde et let Nemme for Sprog. Han havde allerede haft Øvelse; han havde et musikalsk Øre, havde lagt en god Grund derhjemme, og var i det mindste paa dette Punkt ganske praktisk.
Han gav sig i Snak, først med en Politimand, saa med en Cabkusk; de antog ham for en Skotte og gav ham Oplysninger. Han bestemte sig for et Bordinghouse i en af Udkanterne — helt ude bag Regents-Park — ude ad Camden Town til — men han tog ikke Cabkusken, hvorimod han straks gjorde det Kunststykke at køre paa Omnibus, skiftende fra den ene Linje til den anden, stadig oppe paa Bukken hos Kuskene, i hvem han traf velnærede, snaksomme, gemytlige Herrer, som nu og da, blinkende til en Kollega eller til en frisk Stupige i et Vindu, med en forbavsende Ro, en ufattelig Behændighed styrede det kraftige Spænd ind igennem den bølgende Strøm af Millioner Mennesker og Tusinde Køretøjer.
Han bemærkede liden eller ingen Kulrøg. Himlen var tilfældigvis en sildig Sommerhimmels letskyede Blaa. I de store Hovedaarer, igennem disse utrolige Færselskanaler saa’ man ganske vist ikke meget til Himlen, hvorimod baade Øje og Øre havde nok at gøre med Vrimlen rundt omkring. Der var slet ingen Smuds at se, men ganske vist en uhyre Menneskestrømning; og Larm var der ogsaa. Men naar man bøjede om et Hjørne — saa kunde man pludselig være inde i en næsten stille Gade, og der kunde vise sig Akasietræer og smaragdgrønne Græsplæner, og Menneskene dér saa’ slet ikke ud som vandrende Notitsbøger, men havde meget venlige, endog smilende Træk — hvad der navnlig gjaldt Piger, Koner i aabne Butiksdøre, og nu og da en ung Miss, der trippede eller vuggede afsted, og ikke paa langt nær lignede de »rejsende« Englænderinder.
Saa kom atter en lang og bred Færselsaare med det vældige koncentrerede Liv. Nu havde han snart nok af det. Men alligevel kunde han slet ikke blive gnaven. Der var endogsaa et længe ukendt Humør oppe i ham. Det Kæmpemæssige virkede paa ham med en ildnende Styrke. Og nu kørte han langsmed Udkanten af en hel Skov; det var jo næsten »Dyrehaven« derhjemme. — Var han da i London endnu? Jo; han var endnu i denne By, der aldrig synes at høre op — der rummer en hel Verden — af Mennesker; som baade har travlt og kan drive saa gemytligt — af Huse, der kun sjeldent ere de knugende, taarnhøje Kaserner — af Paladser med Haver — af Skove, aabne Pladser, hele Fælleder — af .…. Prrrr!
Saa var han endelig ude i Forstaden. Men London hørte endda ikke op her. Der var Forstæder: uden for Forstaden igen. Over Tegltaget paa et lille toetages Hus saa’ han en grøn Høj med Kottager, Gader, Træer, blaa Luft … han kunde blive ved paa den Maade med at søge sig et Domicil. Nu skulde det imidlertid have Ende; han gik hen til et lille Hus, hvor der stod Lejeskiltet i Stuevinduet, hvor der var et lille Jærngitter langsmed en Stump grønt Spinatbed, og en blank Dørhammer paa Døren. Hans Koffert var bleven sat af i den nærmeste Skænkestue — hvoraf der unægtelig var mange — og han havde sin Vadsæk i Haanden. Man lukkede op, man hørte paa hans Forklaring, tog et flygtigt Syn over ham, spurgte ikke om »Papirer« — og han var indstalleret.
Han var altsaa i London. Han slugtes af denne By, men til Gengæld slugte han selv Byen, saa meget han kunde overkomme. Saa godt som paa alle Punkter viste det sig, at hans forudfattede Meninger ikke holdt Stik. Det britiske Museum, Kensington, Nationalgalleriet, de store Lorder og Privatmænds Gallerier — hvad havde de ikke for Skatte at byde ham? Han glemte tilsidst Menneskevrimlen; han opdagede, at det var en fortræffelig By at være alene i, optaget af Fortidens Kunst og Kultur, og paa samme Tid omringet af Nutidens kraftigste, mest pulserende Liv, der hindrede ham i at føle sig for ene igen.
Han saa’ den moderne engelske Kunst. Ganske vist, den overvældede ham ikke. Den gjorde endogsaa straks et nøgternt, et konventionelt Indtryk paa ham. Han blev vranten; han gav sig til at filosofere over, hvilken Fare det til Yderlighed drevne industrielle Nutidsliv indeholder for Kunstens suveræne Frihed; thi Kunsten er og bliver aristokratisk — sagde Christensen til sig selv.
Men han gentog sine Besøg paa Akademiets Udstilling og i de Ateliers, der stode ham aabne. Blandt Massen af Dilettanteri fandt han de noble eller de fine, selvstændige Personligheder, der i hvert Fald holder Kunsten ren for de barokkeste Udskejelser — noget nær som det gaar med den moderne engelske Literatur. Han saa’ og han læste; og han fandt meget at glædes ved, selvom det ejendommelige Livssvulmende i den angelsachsiske Race mærkelig nok mødte med Udeblivelse. Og han gjorde Slutninger herfra ind i sit eget Lands Kunst. Hvad han savnede hos Englænderne, det følte han vel ikke udviklet derhjemme i større Frodighed, med mere individuel Frihed og Styrke, Men han fandt — og det var allerede noget — at vi derhjemme havde en god Basis, at vi stod i et for vort Gemyt ejendommeligt, ret inderligt Lærlingeforhold til Naturen — og ikke til nogen fremmed Kunstskoles Teknik.
Hvad der nu og da ærgrede ham lidt — og her var han ikke langt fra at blive Patriot — det var Følelsen af Englændernes udelukkende Bryden sig om sig selv. De anede knap Tilværelsen af en dansk Stat, endsige en ejendommelig Kunstbestræbelse paa Dansk. Vi havde givet Møde paa den store Londonerudstilling — men der var saa mange, som dér havde givet Møde. De store Udstillinger er som et bølgende Ocean. Enkelte af de mest gedigne Værker rager op som et Edystone — ganske enkelte fine, aandfulde Sager findes ogsaa af det kyndige eller sympathetiske Blik — og forøvrigt er det Pikanteriet eller den markskrigende Frækhed, der tiltvinger sig Opmærksomheden. Naar Christensen tænkte herover, da følte han i endnu højere Grad end ellers, under hvilke abnorme Forhold den moderne Kulturudvikling arbejder paa Kunstens Omraade. Det gøs stille i ham. Det var Skyggesiderne ved Verdensbyen, at man saa slaaende fornam Trængslen, Kapløbet, Konkurrencen ogsaa paa de rent aandelige Omraader. Skulde man styrkes og hærdes til Arbejde ved denne Følelse? — eller var Trængslen og Vrimlen, et Vink om, at man skulde gaa til Side, ikke bilde sig noget ind, men være en ærlig Haandværker — en jævn, stille Slider, som de fleste Mennesker, for hvem det gælder at fortjene Brødet paa en honnet Maade?
Han skiftede Logis; det blev ham for dyrt. Han flyttede om i en lille Gade, hvor han tilfældigvis traf at komme til at bo Dør om Dør med en Landsmand, der straks forestillede sig selv under den beskedne Titel: Jeg er dansk Snedkersvend!
Denne Snedkersvend — det var en snurrig Fætter. Men det varede ikke længe, inden Christensen kom til at holde af ham, og igennem ham atter bøjede det Blødere og Bedre i sit Gemyt henimod Forstaaelse af og Kærlighed til Landsmændene derhjemme, som nær havde paadraget sig den strænge Hr. Ivar Feldmanns alvorlige Mishag.
Denne sorgløse, intelligente, paa samme Tid internationalt anlagte og ret typisk danske Haandværkernatur havde den gode danske Gave, at kunne komme Folk til at le. Saa ung han var, saa megen Menneskekundskab havde han allerede erhværvet sig; og trods de Erfaringer, han havde gjort, var Godmodigheden og Godhjærtetheden stedse blevet ovenpaa. Saadan en Natur kan dykke sig dybt endog i meget plumrede Vande: Naturen bliver dog Natur, Kærnen Kærne. Paa sin Fod havde han gennemvandret det hele Evropa, Syrien, det hellige Land, en Del af Ægypten og Nordafrika. Hans Fortællinger derom vare prægede af en tør, tilforladelig Ædruelighed og atter gennemlynede af en lyrisk Komik, hvis Virkning paa Tilhøreren han selv var den, der vidste mindst Besked om. Han kunde Alt: snedkerere, tømre, tegne, konstruere, smedde; ogsaa lave Pianoforter — som oven i Købet vare gode og »gik godt af«. Han havde haft eget Værksted her i London, hvor ikke en af de Tusinder er musikalsk, men hvor de Tusinder skal have Instrumenter. Men saa var han gaaet i Kompagni med en Polak — fordi denne Polak var en stakkels Djævel, som havde haft saadanne kønne Øjne og kunde synge saadan en rørende polsk Sang. Det var gaaet galt. Snedkersvenden stod stadig med det ene Ben paa Tærsklen til en uafhængig solid Stilling — og med det andet Ben midt i Zigeunerlandet; han havde en fast Næve og en bred Ryg; han havde en praktisk Livsfilosofi, medens Hjærte og Fantasi vedblev at være et Barns; — han indgik nu et Slags aandeligt Kompagniskab med Christensen, hvem han halvvejs indsatte sig selv til Formynder for, idet han betragtede hans Opdragelse i Verden som meget forsømt eller lidet udviklet endnu.
Hvorfor vilde han f. Ex. stadig betragte disse Bygninger, disse Samlinger? hvorfor følge paa Afstand denne Flod, der løb stor og bred, rivende og mudret under de mange Broer? og paa Afstand denne Menneskestrøm, der skyndte sig over Broerne? Det var dog ikke derfor man kom til London! I London var Menneskene; og dem skulde man se paa Nærthold; og her kunde Snedkersvenden føre an.
Saa førte han an. Først varder Kvarteret rundtomkring dem: Smaaborgeren, Smaahandleren, Smaahaandværkeren — og saa den egentlige Arbejder, den hvis Liv nogenlunde er sikret Aaret igennem; og den, der lever fra Haanden og i Munden, som Katten eller Spurven. Igennem Ensformigheden og det meget Trivielle, som Christensen ikke kunde afvinde nogen Interesse, blinkede Lysglimt frem af meget ægte Menneskeligt; megen gensidig Hjælp og Overbærenhed, Ryg mod Ryg i den fælles Kamp for Brødet. Han begyndte at føle Trang til at færdes iblandt disse Mennesker, delende saa vidt muligt deres Glæder og Sorger. Og da han snart ogsaa kom i de bedre stillede Borgeres Huse, kunde han tilsidst danne sig en almindelig Forestilling om sine Omgivelser — hvad ikke ganske havde været Tilfælde derhjemme.
Det forekom Christensen, at det engelske Folk, i Modsætning til, hvad han vidste om de latinske Racer, manglede denne improviserende Egenskab til hurtigt at omsætte Følelser og Indtryk i en afsleben, kunstnerisk Form. Derved — mente han — blev der et Fond tilbage hos Folket af ubrugt Friskhed og Inderlighed, som slet ikke stod i noget direkte Forhold til det saa meget omtalte »Praktiske« hos den moderne Englænder. Man tog altid Fejl, naar man gik ud fra den praktiske Englænder — og derfra sluttede til den stive, den egoistiske, den lidet følsomme. I det Lag af det londonske Samfund, som Christensen her kom i Berøring med, fandt han snarere Levningerne af det »gamle« England — af en vis Sorgløshed, der arbejder stærkt, fordi Folket i det hele taget er af en stærk Natur, men som ogsaa vil leve stærkt, og som, idet Drifterne gærer og bølger, nyder Livet mere varmblodig og mere intensivt og paa samme Tid med større Naivitet i Glæden, end f. Eks. de Godtfolk ovre paa den anden Side af Kanalen; thi dérovre — det skulde Christensen snart bringe i Erfaring — har man stadig, ved Hellig som ved Søgn, sin Sparekassebog og sin store Tabel i Hovedet!
Særligt smukke Træk af det baade stærke og gode Menneskelige fandt Christensen hos Kvarterets Kvinder, saavel gifte som ugifte. Han havde tænkt sig dem som flegmatiske, i det højeste som Pligtmennesker, hvem den meget nøjeseende engelske Kirke holdt i sin haarde og strænge Formynderhaand. Fandt han dem end lidet kirkelige — saa fandt han ofte saa meget mere religiøs Følelse hos dem, en Følelse, der paa en Række af det daglige Livs svage Punkter iklædte sig Handling. En stor Overbærenhed og Langmodighed i Omgangen med de ikke altid saa let regerlige Mænd — især den slemme Lørdagaften — ofte det sande kvindelige Heltemod i Opretholdelsen af Familien dér, hvor Manden vitterlig truer Arnen med Ruin; en Gang imellem et »stærkt« Udbrud, foraarsaget af Fejl paa den ene eller paa begge Sider; men som Regel megen naturlig Kærlighed mellem Ægtefolk eller Kærestefolk; det sidste Forhold af en friere, derfor ikke mindre sømmelig, maaske endog elskværdigere Art end derhjemme. Christensen følte virkelig, at han kunde give Middelstandens Kvinder i England Prædikatet af Nationens bedste Støtter.
Han følte i det hele taget Behag ved at leve saaledes og anstille sine Betragtninger — uden i mindste Maade som udøvende Kunstner at gøre noget Studium. Han kom paa en jævn, umærkelig Maade til Ro. Var da hans Ro købt paa saa billige Betingelser? Var Kunstneren ganske gaaet til Hvile i ham? Med dette Spørgsmaal var han begyndt at beskæftige sine Tanker, da Snedkersvenden en Aften tog ham med ud, og — tilfældigt eller ikke tilfældigt — lod ham passere den Grænse, der skiller det ordnede, det endnu lovbundne, mindre eller mere bemidlede Samfund fra …. ja, fra hvad? Hvad var det for et Svælg, som Christensen her satte over? Det havde han nok ikke kendt noget til derhjemme!
I Begyndelsen smilede han og sagde til sin Ledsager, at de »var kommen ud sammen som Dante og Virgil«, idet han forsynede Snedkersvendens lidet literære men meget modtagelige Fantasi med Billedet af de to verdenshistoriske Opdagelsesrejsende. Saa gik det fra Skænkelokaler til Danselokaler — og fra Knejpe til Knejpe, hvor Politiet stod Vagt — og lavere ned, bestandig længere »Øst« paa, hvor Forbrydelsen med alle sine Bifloder: Skam, Skændsel, Nød, Elendighed, Samfundets Brøde og Individets Brøde, tabte sig i Rædslens altopslugende Flod — ligesom alle Londons Kloaker taber sig ved Nattetide i Themsens mørke, mørke Strøm.
Christensen var længst ophørt at smile. Der paakom ham først den sælsomme Kuldefornemmelse — en Slags Sjælens Søsyge — som indfinder sig hos ethvert vel konstrueret Menneske ved i storartet Udstrækning at stilles overfor Letfærdighed, Last, Forbrydelse. Saa greb en særegen Art Nysgerrighed ham; det var Kunstnerens, Iagttagerens Videbegærlighed; og paa Bunden af den laa det i Livet heldigere stillede Menneskes dybe Medlidenhed med Menneskene i deres Fornedrelses og Elendigheds Tilstand. Han syntes, at han havde sovet i London, at han slet ikke havde haft Øjnene op. Han begyndte at gaa ud paa egen Haand; og han tog sin Tegnemappe med. Han var temmelig daarlig klædt, han sluttede nyttige og nødvendige Bekendtskaber med Politimændene, og han var temmelig forsigtig i hele sin Optræden: alligevel lykkedes det ham kun at samle faa’ Modelstudier. Det londonske Pandæmium er ikke saa ubetinget stemt for at udlevere sine Typer til en Fremmed, der, naar alt kom til alt, hverken kunde præstere Beviser for Indbrudstyverier eller et lille Mord. Og hvad Christensen forskaffede sig i sin Mappe, maatte han for Størstedelen tilvende sig i Smug, ofte gengive efter Hukommelsen.
Kunstneren var oppe i ham; han kunde ikke bortræsonnere denne Trang, denne Kløe i Fingrene, denne uvilkaarlige Gnistren i Øjet, naar han havde opdaget et ret virkningsfuldt Interiør med mandlige og kvindelige Personer, der kunde have givet en hel Suite Nederlændere fuldt op at bestille.
Han tegnede — han malede ikke; det var han nu engang kommen paa det Rene med, at det nyttede ikke noget. Men indenfor Tegningens Grænser nægtede han sig intet: han brugte Sod, Tusch, Blæk, Stub, Fingren, Staalpen, Rørpen eller Blyanter. Der var kommen en Raptus over ham efter at faa Papirets hvide Tone paa alle Maader til at forsvinde. Og denne Haand — det nyttede ikke, at han selv søgte at nægte det — den havde ingensinde som nu, efter denne Hvile, været saa let og dog fast, sikker i at føre sin Streg, i at finde Tinter og Toner til at antyde Afstandes, Planers og Fladers ulige »Værdier«. Han kunde virkelig tegne; det opdagede han.
Og han besluttede for en Tid at lulle sig ind i denne søde Illusion, at han kunde tegne. Han besluttede sig saa meget mere hertil, som han ellers frygtede for, at han vilde tage alvorlig Skade paa Sind og Sjæl ved de Grublerier, de tunge, triste Drømme, som han var kastet ind i ved at se London — ja maaske hele Menneskeheden paa Vrangsiden.
Han havde »opdaget« Themsen paa sine Aftenvandringer, Floden fra London-Bridge Øst paa ud ad Limehouse til, hvor Færslen pakker sig sammen langs Ebbens sumpede Bredder, hvor de vældige Pakhuse strækker sig, hvor Skibene med deres Master bliver til en Urskov op imod Dis og Damp, Røg og Taage, hvor Kranerne rækker sig ud fra Bolværker som Kæmpenøddeknækkere — men ikke knækker de Nødder, der anbetroes deres Kæver; hvor Bygningerne efterhaanden sænker Linjen af deres Tage nærmere og nærmere ned imod Floden, indtil man længst ude kan stille sig under et ældgammelt, lavt Bislag, der hører til en Whiskybutik, en Flodrøverrede, som hviler paa halvt eller helt raadne Pæle i Themsdyndets Ebbetids-Vælling.
Og staaende her kan man f. Eks. saadan hen imod Solnedgang, i et meget blandet Selskab af trætte og honette Værftsarbejdere med deres Koner og Kærester, af Lægtersjovere, Kullæmpere, Færgemænd, der endnu med Sindsro kunne lade sig visere af Flodpolitiet, og endelig af Flodtyve, Kadrejere, vitterlige Røvere, fordægtige Kvinder, halvnøgne Børn, der for et godt Ord, i Mangel deraf for et Spark, men allerhelst for en Topence gaar paa Hovedet i Mudderet …. kort sagt, i et meget. blandet Publikum kan man herude fra se den hele Flodkrumning Vest paa imod den gamle Londoner-Bro, hvor St. Pauls Kuppel hæver sig ud af Damp og Dis og Røg, stræbende op fra al den Rigdom og al den Elendighed, op imod den blegrøde Solnedgangs Himmel, som et gyldent Æble — nej som en skinnende Kejserindepære — eller som en omvendt Kæmpebalon. Daarlige Metaforer! Det er tilmed ikke en Forfatter, som her har Ordet. Det er Ivar Feldmann Christensen, som er kravlet op bag et Plankeværk paa nogle Tønder og Kasser, og som sidder dér hen imod Skumringen og tegner ivrigt — ivrigt i det flygtende Lys, for at bevare det flygtige Syn nedenunder ham og vidt ud for hans Blik:
Der er nedenunder ham en Plads — Kullæmperplads — mat sort som en ubørstet Kakkelovn — den er indhegnet af et Plankeværk — og der er tilhøjre en Træbarakke, formodenlig et gammelt Ruf, med et ulæseligt Værtshusskilt — og Døren hænger paa et rustrødt Hængsel, og rustrøde Maskindele ligger rundt omkring, som om et Støberi var sprængt i Luften ved Uforsigtighed eller maaske Ondskab. Midten af Pladsen er optaget af fra et Dusin til en Snes Arbejdere — et Fruentimmer staar i Døren til Ruffet og ser paa dem — Armene indhyllet i en Stump Schavl — thi Taagen begynder at mælde sig med sin klamme Aande ude fra den svagt blinkende Flod tilvenstre. Midt i Kredsen af Arbejderne, der sidder, ligger eller staar enkeltvis og i Smaagrupper, rager en Mand frem — op fra en omvendt Tønde — med Hovedet og den udstrakte Arm som en Silhouet op imod Kæmpebyen, der blaaner og gløder ganske stille i den dampende Solnedgang.
Nedenunder Manden ulmer en Kulild. Maaske skal han ristes langsomt. Nej, han er Foredragsholder. Forsamlingen følger ham med en Opmærksomhed, der er tavs, men derfor kan være talende nok. Truende ser han ud — denne mørke Silhouet, hvis udstrakte Arm med den knyttede Haand i en stor Bue synes at beherske den lyse Horisont bag ham. Hver Gang Haanden falder ret som et Hammerslag ud i Luften mod en tænkt Genstand, saa kløver, knuser, tilintetgør han en ret iøjnefaldende Del af den vældige By derude mod Vestens skinnende Guldtone: St. Pauls violette Kuppel, den hellige anglikanske Kirkes næsten for massive Symbol — den store Ildebrandssøjle, der som en langhalset Politimand synes at vaage over alle City’ens enorme Værdier — Virvarret af Tage, af Skorstene, af Skibsmaster, Alt hvad der er Kapital eller kan frembringe Kapital, og som den nedgaaende Sol kærtegner med sine sidste Straaler gennem den fine Dis — Alt faar sit Slag, sit Hug, sit Stød, af Forgrundsmandens ubarmhjærtigt knyttede Haand.
Det er to Verdner. Floden haster dem forbi, idet den blinker hemmelighedsfuldt til det indbrydende Tusmørke, ligesom for at paakalde den nære Nats Hjælp til at lægge sig forsonende over de grelle Modsætninger. To Verdner, der hører til hinanden som Skyggen til Lyset — og hvoraf den ene synes at leve lidt for meget i Lys, den anden lidt for meget i Skygge. En Kunstner har baade Kunstnerens og Menneskets Ret til at gribe en saadan Situation med sin Fantasis fulde Styrke, og til at tegne den ned i store, sikre, brede Træk — uden filosofisk at ræsonnere over, hvorvidt »Problemet« kan løses eller ikke.
Og dette gjorde Christensen. Han følte tilmed selv, hvor sikker denne Tegning blev — saa ivrigt, saa fuldt optaget han arbejdede. Han raadede her over en Tekniks Midler, uden at tænke paa den enkelte Streg, han gjorde. Der var en »Beaandelse« over ham — som man nok kalder det hos Digterne. Men hvorfor ikke kalde det ligesaa hos Malerne?
I hvert Fald: der var her et Digt inden ham; det vaandede, klagede sig frem med et stort Syns Akkorder. Rime kunde han jo ikke … naa, saa brugte han sin Blyant, sin Finger, sin Rørpen, sin lille Flaske med Tusch — og da endelig Tusmørket hindrede ham i at gøre en Streg mere, saa var han glad ved, at han blev tvungen til at høre op, endnu inden han selv havde fordærvet Friskheden i sin Tegning.
Han satte sit Navn nederst i det ene Hjørne, hvor Floden blinkede. Der var endnu en lille Plads tilovers, og paa den hvide Grund skrev han med Tusch:
Divided worlds.