Matadora/3/6
VI. KAPITEL.
yrefægtningen begyndte. Espartero holdt sig stadig i umiddelbar Nærhed af Matadora, som jeg uafbrudt iagttog i Kikkerten. Det forekom mig, at hendes smukke Ansigt var lidt blegt, men hun havde en Dronnings Holdning.
Hun var klædt i den korrekte Matadordragt. Den var af rødt, stramtsiddende Silketøj med Guldbrokade, og der var ingen Forskel i Kostumet mellem hende og hendes Læremester undtagen den, at hun havde en stor, rød Valmue i Haaret, og at hun, for at staa bedre fast, bar høje, snørede Ruslædersstøvler om de fine, kødfarvede Silkestrømper, medens han, som Skik og Brug er, bar sorte Sko.
Tyren var ikke saa meget vild, men den var kaad, næsten ganske uberegnelig. Særlig havde den Mod paa Hestene. Den gik paa dem med en glubsk Frejdighed, der henrykte Publikum. Den havde ligefrem faaet sig et Trick, som den uafbrudt anvendte. Den sænkede Hovedet og lagde det lidt paa Siden. Derefter rev den med det ene Horn, der formelig fungerede som en Slags Sabel, hele Bugen op paa Hesten, saa at Piccadoren fløj langt hen i Sandet. Derefter puttede Tyren hele sin Snude ind i Hestens Hud og trak den atter ud, drivende af Blod.
Saa stod den pludselig ganske stille, uden at nogen kunde se, hvem den vilde angribe, indtil den endelig fik kigget sig en Fjende ud, som den saa vedblev at forfølge, indtil han skyndsomst maatte flygte over Barrieren.
Tyren hilstes uafbrudt med Bravoraab, og det var næsten, som om den forstod dette Bifald, thi den blev mere og mere dristig, kaad og paagaaende.
Torosfolkene, der betragtede Matadora som en af deres egne, og som gerne vilde have, at hun skulde slippe godt fra sit første, farlige Forsøg, gjorde alt for at matte Tyren, men den var stadig lige frisk, og en farlig Modstander, da Tidspunktet kom, hvor det nu maatte forlanges, at Espadaen traadte til og dræbte Dyret.
Over Matadora var der imidlertid ikke nogen Nervøsitet at spore. Medens Capadorerne med stort Besvær bandt den livlige Tyr i et Hjørne med alle Slags Hokus-Pokus, gik Matadora stolt som en Dronning forbi Præsidentens Loge og kastede Hatten langt fra sig, efter at hun havde hilst.
Først nu, da Hatten var borte, kom hendes Skikkelse fuldt ud til sin Ret med det stolt knejsende Hoved paa den smukke, slanke Hals.
— Hr. Præsident! Jeg vier denne Tyr til Deres Excellence, til min Læremester Espartero, til Jer Kvinder og Mænd fra San Sebastian, der er kommet saa talrigt til min første Corrida, til Spaniens skønne Land og til det stolte spanske Mod, der gør os til Nationernes Adelsfolk.
Et vældigt Bifald hilste denne brindo, medens Espartero rakte Matadora den lange Stødkaarde — estoque — samt Muletaen: et lille Stykke rødt Tøj, der laa over en kort Stav.
Matadora holdt baade Klingen og Stokken i samme Haand, medens en af Banderilloerne rakte hende Hatten, som hun tog i den anden Haand, og idet hun med Kraft slyngede den ind over Publikum, udbrød hun:
— For Eder, mine Venner, vover jeg mit Liv!
Et Øjeblik blev der et formeligt Slagsmaal om Hatten, indtil der endelig var en lykkelig Ejer, der beholdt den og svingede den triumferende i Luften.
Esparto gav Capa-Folkene et Vink. Med fuldendt Taktik fik de — ved snart at lade Tyren løbe efter det ene Klæde, snart efter det andet — Dyret midt ud paa Arenaen udfor Præsidentens Loge, saa at de havde Solen i Øjnene, medenes Matadora kunde staa med Ryggen mod Lyset.
Under aandeløs Stilhed i Publikum nærmede hun sig og holdt den lille Stok med det røde Klæde lige for Dyrets Øjne. Tyren stod nu omtrent stille og tog kun af og til et Skridt frem eller til Siden. Nu var den i Stilling: Hovedet ikke for dybt sænket og alle fire Ben staaende i Kvadrat, saa at den ikke kunde gaa til Angreb uden at sætte en Fod frem.
Matadora hævede Kaarden, som hun hidtil havde holdt skjult under Muletaen, indtil den var naaet op i en Højde med Øjet og jog derefter lynsnart Klingen ind mellem begge Tyrens Skuldre.
Det var et Mesterstød, der — om det havde været ført med tilstrækkelig Kraft — vilde have faaet Tyren til at falde død om som ramt af Lynet.
Men Kraften havde ikke været stærk nok. Kaarden, der skulde have været begravet i Tyren indtil Hæftet, var kun trængt halvt ind. Den svippede ud af Matadoras Haand og blev siddende vuggende i Dyrets Ryg.
Publikum, der først havde været henrykt, belavede sig allerede paa at huje, pibe og bombardere Arenaen, men det fik andet at tænke paa. Espartero havde med et Ryk trukket Matadora bort fra hendes farlige Stilling, og da Tyren saa, at Banen var fri, foer den i sit Raseri og sin Smerte lige frem, sprang over Barrieren og derfra med den sidste Kraftanstrengelse videre lige op i Publikum.