Matadora/3/19
XIX. KAPITEL.
uftskibet havde nu hævet sig til 1000 Fod, idet „Monte-Carlo-Præmien“ i sine Betingelser fordrede, at der skulde arbejdes i Højde med Eiffeltaarnets Spids.
Nede i Publikum var Spændingen efterhaanden afløst af stærkt optaget Interesse. Det hele saa virkelig saa ufarligt ud, og Marquis de Plane, der nu lignede en lille Dukke paa et stort Stykke Legetøj, syntes at operere med fuld Sikkerhed.
Nu skulde de egentlige Manøvrer begynde. Luftfartøjet standsede et Øjeblik og laa dødt i Luften. Saa tog det pludselig Fart og pilede afsted lige op imod Vinden, medens Skruen arbejdede saa hurtigt, at man slet ikke kunde se dens Blade.
Nede paa Saddelpladsen klappede Folk som besatte, skønt de vidste, at denne Hyldest ikke kunde naa op til Luftskipperens Øren. Og overalt i hele San Sebastian var der nu bleven Liv paa Tagene, medens Publikum i den højeste Spænding fulgte det elegantformede Luftskibs gratiøse Bevægelser.
Det var, som om en Kæmpefugl var sluppet løs paa Himmelen. Marquis de Plane syntes virkelig at have naaet sit Maal: Problemet den styrbare Ballon var løst.
Nu gik Luftskibet et stykke med vinden i susende Fart ud over Vandets Flade og den lille Ø Santa Clara, der lukker for Bugten Concha. Paa Øen findes endnu nogle smaa Fæstningsværker fra den Tid, da det skønne San Sebastian stadig var et Tvistens Æble mellem Spanien, Englænderne og Portugiserne.
Det var Hensigten, at Marquis de Plane skulde slaa et Slag rundt om den lille Fæstningsø og derefter vende tilbage til Væddeløbsbanen.
Alt syntes at forløbe paa den heldigste Maade. Luftfartøjet havde allerede med afvexlende Medvind og Sidevind bevæget sig i en stor Bue ud om Øen, og det syntes, som om Roret fungerede fortræffeligt. Nu skulde Flyveapparatet gaa lige op mod Vinden, der imidlertid var begyndt at blæse meget stivere. Luftskibet huggede nogle Gange op og ned, som vilde det ikke rigtig frem, men saa tog det pludselig Fart og gled drevet af en stærkere Villie lige op imod Vinden.
Bifald og Bravoraab rystede Luften. Fortsattes der med den Fart, vilde Marquis de Plane i Løbet af en halv Snes Minutter kunne dale ned paa Væddeløbspladsen, hvor Matadora nu stod og fulgte ham med skinnende Øjne.
For hende, for hende var denne Sejr vundet! Og hvor var det dog langt større at bruge sit Herredømme over en Mands Mod til at drive ham frem til en Bedrift end til at sætte Livet unyttigt i Vove paa en Torosplads.
Men lige i dette stolte Øjeblik, da Sejrsrusen gennemstrømmede hende og fik hendes Kinder til at gløde, blegnede Matadora og blev saa hvid som et Lig.
Et Rædselsskrig undslap Publikum i Kor.
Luftskibet syntes pludselig at staa stille. I næste Øjeblik slog Flammerne ud af det paa flere Steder, men endnu holdt det sig dog svævende.
Man saa Marquis de Plane ile et Par Gange frem og tilbage paa Galleriet. Saa standsede han og slog ud med Armene. I det samme stod hele Flyveapparatet i lys Lue, som derefter gik over til en stor, sort forreven Sky.
Man saa Galleriet styrte ned mod Jorden med rivende Hastighed og forsvinde for Øjet.
Hele Væddeløbspladsen var i Oprør. Der blev fyret op under Automobiler, som foer afsted i rasende Fart ledsaget af en Hale af Motor-Cykler, Cyklister, Ryttere og Folk i Løb. Alle ilede ud til det Sted, hvor man kunde formode, at Katastrofen havde fundet Sted. Og dog vidste man godt, at al denne Ilfærdighed var til liden eller ingen Nytte.
En Katastrofe som denne havde ikke sparet sin Mand, men forlangt Livet som Sonoffer for Dristigheden.
Guderne havde nedstyrtet den kække Dædalus, der havde prøvet paa at sejle lige ind i Olympen!
Dog enkelte var bleven tilbage paa Væddeløbsbanen, uden at lade sig rive med af den almindelige paniske Flugt, de stod nu bøjet over Matadora, der laa bleg paa en Sofa inde i Væddeløbsbanens Restaurant. En tilstedeværende Læge havde faaet aabnet hendes Klæder og stænket hende med Vand. Hun aabnede nu atter Øjnene og prøvede paa at tale med de tørre, hvide Læber.
Men ikke et Ord kom over dem, tiltrods for Anstrengelserne.
Alle stod tavse.
Saa kom en Mand farende tilbage paa en Motorcykle.
Han var for optaget af Begivenheden til at tage noget Hensyn. Han maatte fortælle, hvad han havde set og vidste som den første. Hurtig sprang han af, og idet han nærmede sig Gruppen, der stod omkring Lola de Plane, skreg han:
— Marquien er knust!
Matadora havde rejst sig og stirrede forvildet paa ham med sine store, sorte Øjne. Saa udstødte hun et Skrig og besvimede. For første Gang havde Livet knækket denne stolte Kvinde.
— Hvorfor sagde De dog det, Mand! udbrød Lægen i højeste Ophidselse.
— Jeg kunde ikke lade være! Det maatte ud! Synet var saa frygteligt, at jeg aldrig vil kunne glemme det i mit Liv.