Matadora/3/17
XVII. KAPITEL.
fterat Fernando Castella havde opholdt sig nogle Dage i San Sebastian, begyndte han at blive hed om Ørerne.
Nogen udpræget Forretningsmand turde han absolut ikke rose sig af at være, og han havde maaske heller ikke henvendt sig til de rette Folk.
Det saa i hvert Fald et Øjeblik ud, som om hele Tante Isabellas efterladte Formue med samt det lille Hus og Indboet skulde smelte saadan sammen under Boets Behandling, at der næppe nok blev Penge tilovers til, at han og Carmen kunde rejse hjem uden at maatte forlange Forstærkning fra Danmark.
Det var for Castella en højst ubehagelig Opdagelse. Foreløbig vilde han ikke berøre Sagen for Carmen, der var saa lykkelig som et Barn ved at gense San Sebastian og alle de gamle Venner og Bekendte. Men Sagen pinte Castella forfærdelig. Han kunde slet ikke sove om Natten, og om Dagen var han nervøs og adspredt.
Carmen spurgte bekymret, hvad der var i Vejen, og Castella svarede, at det maatte være Varmens Skyld, skønt han netop havde glædet sig saadan til denne Varme og den straalende Sol.
Fra Dag til Dag voxede imidlertid hans Bekymringer; han saa allerede i Aanden, at ikke blot hele Arven vilde gaa, men ogsaa de smaa Spareskillinger, som han havde derhjemme.
I sin Nød henvendte han sig til det gamle, ansete Firma Christobal Cordova & Co. gennem et Brev, som han sendte til Filialen i Madrid.
Firmaet, der var glad over, at der ikke paany var Tale om den mystiske spanske Arv, som man ikke havde glemt, men om en virkelig Forretning, lovede at sende en Fuldmægtig til San Sebastian.
Det var en flink, ung Mand, der hurtig fik Orden i alle Sagerne, som var lige paa Nippet til at falde i malpropre Hænder, der kun havde haft til Hensigt at udnytte den naive, godtroende Udlænding.
Efter tre Dages Forløb meddelte Fuldmægtigen den glædestraalende Castella, at Christobal Cordova & Co. var villig til at udbetale ham 5000 Pesetas kontant som Forskud mod Generalfuldmagt. Restbeløbet som antagelig vil blive et Par tusinde Pesetas, naar alle Omkostninger var trukket fra, skulde blive sendt ham til København, naar Boet var sluttet.
Den danske Konsul i Madrid tilraadede paa Forespørgsel absolut at lægge Sagen i Hænderne paa Christobal Cordova & Co., der var anset for et af Spaniens fineste og mest kulante Huse.
Med Kontanterne i Lommen og beroliget med Hensyn til Fremtiden, blev Castella da pludselig ligesom forvandlet. Og til Carmens store Glæde, der i de sidste Dage var taget stærkt af, da hun nok mærkede, at der var noget i Vejen, omfavnede Fernando hende en Eftermiddag, da han kom hjem, og sagde:
— Nu skal vi rigtig more os i de Dage, vi har igen.
— Og vi maa ikke glemme Donna Lola de Plane.
— Lola de Plane?
— Ja! Lola Montero, Matadora, husker Du ikke, at vi har et Billede til hende fra din Ven, Don Hugo.
— Jo, Død og Pine, det er sandt. Endnu den Dag imorgen maa jeg derhen.
Og den Dag imorgen kørte Senor Fernando ogsaa med Billedet i en Droske op til den Villa, i hvilken Marquisen efter Portierens Opgivelse skulde bo.
Organisten sendte sit Kort ind og blev ogsaa modtaget af Lola Montero, der imidlertid betragtede ham med et mønstrende, ugenkendende Blik, der fik ham til at rette paa Slipset og ordne sit ikke altfor overdaadige Toilette med mange generte Lader. Matadora var bleven en ganske lille Kende sværere og hendes Øjne havde faaet et stærkere, lidt haardere Udtryk, men som Kvinde var hun næsten endnu mere pragtfuld end i sine Ungpigedage. Caslella kom — ligesom Hugo Hjorth i sin Tid — til at tænke paa Billeder han havde set af Kejserinde Eugénie i hendes Velmagtsdage. Lola Montero syntes at blive noget irriteret over den lange Pause, i hvilken den hende fremmede Mand med Pakken under Armen stirrede paa hende.
Men da han slog Klædet tilside for Billedet, gled der et Erindringens Smil over Matadoras smukke Træk.
— Ja, det var den Gang! Det er forresten et af de mest sjælfulde Portræter, der nogensinde er malet af mig. Ellers faar de aldrig fat i andet end mit Teateransigt.
Nu husker jeg, at De af og til var sammen med den danske Maler. Hvad var det nu, han hed?
— Don Hugo! blev han i Reglen kaldt.
— Rigtig! Don Hugo. Det var en køn Mand, og jeg holdt meget af hans lyse Haar og blaa Øjne. Hans blonde Knebelsbart klædte ham saa nydeligt. Undskyld! at jeg ikke strax kendte Dem. Hvad siger De! Er Billedet en Foræring til mig. Tusind Tak, det er altfor meget. Deres Ven er stadig i Danmark! Ugift! Ja saa! Han maatte da nok kunne faa sig en Hustru. Hils ham mange Gange og tak ham fra mig. Sig til ham, at jeg stadig husker ham saa godt at jeg kunde male hans Træk, hvis jeg var Kunstnerinde. Nu maa jeg nøjes med at gemme dem herinde.
Men jeg maa endnu en Gang bede Dem undskylde, at jeg er meget distræt og ikke kan byde Dem, at slaa Dem til Ro hos os. Jeg er i disse Dage saa nervøs og oprevet af Spænding og af Bekymring for Marquien. De ved jo nok, hvad der forestaar? Ikke! Saa vil jeg anmode Dem om selv at gaa ud og overvære Forsøget og forinden bede en Bøn til Vigen del Carmen, om at det maa forløbe vel.
Med disse Ord gik Matadora hen til sit Skrivebord. Derefter rakte hun Komponisten et guldsnittet Kort paa hvilket der stod:
ADGANGSKORT |