Matadora/3/15
XV. KAPITEL.
iels Castella var en Mand, der havde god Orden i sit lille Budget, og denne Orden blev yderligere forøget, efter at Fru Carmen, der havde en Husmoders Evne til at gøre Indkøb, var kommet til at staa for Pengekassen.
Dog, hvad Castella havde lagt til Side for at fejre sit Bryllup, det havde han bevaret som et lille privat Forlystelsesfond, efter at Hugo Hjorth havde paataget sig de repræsentative Udgifters Udredelse, og Komponisten benyttede nu i Hvedebrødsdagene det opsparede Beløb til at vise sin Hustru Københavns Omegn, efter at Parret var vendt tilbage til Hovedstaden.
Iaften var Castella da sammen med sin Hustru taget med den elektriske Vogn fra Raadhuspladsen ud til Charlottenlund. De havde spadseret under de prægtige gamle Bøgetræer, hvis tætte Løv havde henrykket Carmen til mange begejstrede Udbrud, og de havde senere været nede ved Stranden, hvor „Fluepapiret“s temmelig beskidte Sand ikke havde gjort et tilsvarende Indtryk paa Spanierinden, der var vant til San Sebastians dejlige Plage.
Nu var de gaaet op til „Over Stalden“, hvor de sad i Haven og hørte paa Musiken, medens Cyklisternes Myggesværm fo'r forbi med Lygternes lysende St. Hansorme paa Styret.
Aftenen var lun og stille. Naar Tonerne fra det hvidklædte Damekapel forstummede under de gamle Træers Kroner, hørte man Melodistumper trænge ud fra Variétén.
Nu lød en skarp, skærende Damestemme:
Aah, København!
Du er en dejlig By!
Man føler strax paa Pulsen
Hvor dit store, varme Hjerte banker!
Aah, København!
Jeg prise vil dit Ry:
Jeg elsker Dig min Fødestavn,
Mit kære København!
Carmen sad og lyttede med et halvt Smil. Som Udlænding morede hun sig over alt nyt endnu næsten som en Turist, medens Castella fik et hysterisk Anfald:
— Det er s'gu da ogsaa for galt, naar man tager ud i Skoven for at høre Fuglene kvidre og glæde sig ved Naturen, at man saa skal...
Videre kom han ikke. Idet samme dukkede en mørk, overhøflig Mand op i Nærheden af ham med Hatten i Haanden.
— Undskyld, Hr. Organist, at jeg ulejliger Dem, sagde han paa Spansk. Der var en af de Herrer Journalister, som var saa venlig at gøre mig opmærksom paa Deres Tilstedeværelse og paa Deres selvfølgelig ikke mindst, ædle Donna Carmen.
— Kender De os? spurgte Castella, idet han kastede et hurtigt spørgende Blik over mod sin Hustru.
— Kender og kender! Det er jo et stort Ord. Jeg husker Dem, som vi farende Folk husker hinanden fra den ene Plads til den anden. Jeg har set Dem et Par Gange i „Den blaa Drue“. Jeg gik populært under Navnet: Den spanske Flue! tilføjede den høflige Mand med et Skrabud.
— Den spanske Flue! gentog Castella med Rejseerindringens overstrømmende Glæde i Stemmen. Det skal være mig en Fornøjelse at tale med Dem. Vil De ikke sidde ned hos os.
— Nej Tak, Hr. Komponist, det er mig, der har Æren og Fornøjelsen af at henvende mig til Herskabet. Jeg vilde gerne invitere Herskabet indenfor til det næste Numer. Det er sex spanske Danserinder, som jeg har engageret specielt for København. Det er Sommerens Attraktion herude, men der er ingen, der vil kunne goutere det som det ærede Herskab.
Den naive Castella var mere end rørt over denne Opmærksomhed, der blev vist ham og hans Frue, og lidt senere sad de alle tre inde i en af den lille Variétés Loger, medens den spanske Flue var galant Vært under mange Komplimenter.
Tæppet gik op! Det var seks nydelige, unge spanske Kvinder klædt i gule Silkekostumer med korte Skørter og slanke Hjorteben i Bindesko.
Landliggerne, der havde fyldt den lille Variété, var henrykte over de unge, mørke Skønheder, der ogsaa hos Carmen fremkaldte glade, hjemlige Minder. Men Komponisten syntes slet ikke at have Blik for Danserinderne. Hans Øjne var uafbrudt rettede paa en Mand, der nu var dukket op paa Dirigentpladsen med en Taktstok i Haanden.
Hans store, mørke Øjne stirrede vildt omkring, medens han slog med Pinden som en rasende og snart truede snart kælede med den, alt som Musiken skiftede, og han selv vuggede hele sin Krop i rytmisk Bevægelse.
Caslella saa forbavset over paa den spanske Flue med et spørgende Blik:
— Ja, det er ganske rigtig ham, den Abekat. Jeg maa jo trækkes med ham, for at Skroget ikke skal dø af Sult, og forresten saa morer han Publikum og pynter paa Numeret.
— Hedder han Tordalkado endnu?
— Nej, Gud bevares. Nu hedder han Don Gluck Mozarthi, det lyder bedre for en Musiker. Men det er svært nok for mig at klare mig igennem med alle de Mennesker. Her gaar det endda an, hvor Folk endnu ikke har faaet saa meget spansk, at det hænger dem ud af Halsen. Men Otero, Tortajada, Guerrero, og hvad de allesammen hedder, har ødelagt det for os paa de andre Pladser.
Numeret var forbi, og Folk begyndte at bryde op. Ogsaa Castella og Carmen tog Afsked med den overhøflige spanske Flue, der tilsidst fremsatte den Forespørgsel, som var hans egentlige Ærinde: om den danske Komponist, der jo selv havde været i Spanien, ikke skulde have Lyst til at udtale sig til en Journalist om Numeret?
— Det gør jo ogsaa ligesom lidt Reklame for Hr. Komponisten selv.
Den lille Organist fik pludselig travlt med at sige Farvel under mange Udflugter, medens den spanske Flue ledsagede ham og hans Frue helt ud til Indkørselsporten.
I Haven sad Tordalkado ved et Bord og huggede løs paa et stort Fad med Smørrebrød, medens hans underlige Øjne formelig syntes at lyse af Graadighed:
— Det er en rædsom Appetit han har, sagde den spanske Flue. Han kan spise saadan en halv Snes „Smorbroer“, som de kalder dem. Han vil helst have Steg paa dem allesammen. Naa! her gør det jo ingenting, hvor Kosten gaar med i Engagementet. Men naar vi kommer til Berlin, maa han se at nøjes med lidt mindre.
Adiø, ærede Herskaber, jeg haaber i hvert Fald De rekommanderer Numeret.